Sang-Værk til den Danske Kirke

Da første bind af ”Sang-Værk til den Danske Kirke” kom ud i 1837, havde Grundtvig digtet længe. Han fortsatte med at digte helt til han døde. En af de sidste sange, han skrev, hed ”Gammel nok jeg nu er blevet”.
Grundtvig havde mange forskellige inspirationskilder til sine salmer, men særligt lod han sig inspirere af græsk og norrøn mytologi, danmarkshistorie, verdenshistorie og kirkehistorie.

Grundtvig mente desuden, at hans barnepige, Malene Jensdatter, havde givet ham en ekstra stor gave. Hun sang salmer for ham, da han var en lille dreng, og fortryllede ham med rim og rytme, med ord han forstod og ord han ikke forstod. Han kaldte siden Malene sin ”Sprogmesterinde”.
Som voksen ville han give det danske og nordiske folk den store gave tilbage, som han symbolsk skyldte Malene. Han ville selv skabe sange, som fortryllede andre, og som de samtidig kunne lære af, spejle deres egne liv i og finde kundskab, trøst og styrke i.

For at klare denne opgave, mente han, at alle de mest kendte kulturer skulle komme til orde i hans digtning. Han ville træffe og samle nerven eller tonen i hver af de store kulturkredse ved at oversætte salmer fra flere forskellige geografiske, historiske og sociale omgivelser. Han tænkte mest på den kristne historie, men denne forstod han som en ubrydelig del af den almene, globale historie.  

Borgerskabet nyder musikken. Koncertsalen i "Alhambra", København. Fra: Illustreret Tidende 1865, s. 308

De forskellige Sangskoler eller Sprogsamfund

Områderne omkring Middelhavet har haft indflydelse på både vestlige og mange østlige kulturer. Fra denne kulturkreds talte Grundtvig om det Hebræiske Sprogsamfund. Måden hvorpå de opfattede sig selv, verden og det hellige, kom til syne i deres måde at synge hymner til guderne på, tænkte han. Han var også sprogforsker, og studerede det hebraiske sprogs oprindelse. Det kaldte han kyriologisk, fordi det efter hans mening på en særlig måde, ved sine enkle sprogrødder og sit dybt poetiske, billedlige præg, var i stand til at udtrykke det umiddelbare forhold mellem mennesker, det hellige og verden. Fra denne sangskole gendigtede han mange salmer. Næsten alle bygger på Davids salmer, sådan som vi finder dem i Bibelen. Men Grundtvig digtede frit ind i disse salmer og lavede dem om ved at føje sin stemme tydeligt til. Salmer som ”Blomstre som en Rosengård og Fat mod, du Jord, vær frisk og glad”, er fra denne kulturkreds. Han oversatte vældig frit, men han var samtidig nøje med at få atmosfæren og det karakteristiske frem.

Den næste kulturkreds, han oversatte fra, var den græske. Han havde særlig den græsk ortodokse kirke i tankene. Eksempler fra dette sprogsamfund er ”Med sin Alabasterkrukke, og Hør vor Hellig-Aftens-Bøn!”. Han blev inspireret af ældgamle liturgier, som fremstillede kvinder på en helt anden måde, end han var vant til fra sin egen salmetradition.

Fra den latinske kulturkreds, som omfatter det romerske imperium til langt ind i middelalder og nyere tid, gendigter han latinske hymner. Eksempler på det er den berømte genre ’Stabat Mater’, i salmerne ”Stabat Mater dolorosa”, ”Hill dig Frelser og Forsoner”, ”Christi Kirke lydt du kvæde”, og ”Et Barn er født i Betlehem”. Grundtvig tilhørte den romantiske periode, og han gendigtede latinske salmer og kristen mystik på en måde, så han fornyede mystikken for sin egen samtid.

Grundtvig så på sig selv som en reformator, sådan som Martin Luther (1483-1546) havde været. Han gendigtede flere af Luthers salmer, og andre tyske salmedigtere. Kulturkredsen kaldte han den tyske. Eksempler er ”Drag ind ad disse Porte”, og ”Det kimer ny til julefest”.

Tre gange fik Grundtvig anledning til at besøge England. Det blev han også inspireret af. Han gendigtede hymner fra den angliske kulturkreds, som sammen med de andre var en tone eller stemme, som måtte klinge med, når han skulle skabe en dansk symfoni af stemmer i sit Sang-Værk. Eksempler på oversættelser fra denne kant af kulturen og historien er ”Helgen her og Helgen hisset” og ”Vor Gud som Moder-Fugl i Lund”. 

Fra sin egen kulturkreds, den nordiske, gendigtede han salmer af Thomas Kingo og Hans Adolf Brorson men også fra langt ældre tradition, som gamle danske folkeviser med mytologisk præg, f.eks. ”Den signede Dag med fryd vi see”.

Den sidste, og ukendte Sangskole, Indien?

Grundtvig gjorde alt, der stod i hans magt, for at få dansk kultur og samfund til at vokse og gro. Han ville give udødelige gaver tilbage til det folk og de mennesker, som gav ham liv, mening, stemme, sang og klang. Han ville også give Danmark, som havde mistet sin sanglyst og livslyst, det tabte tilbage. Samtidig var han klar over at kulturel vækst bevæger sig i uoverskuelige processer. Han var optaget af fortid, samtid og fremtid. Om fremtiden digtede han åbent og forsigtigt. Mange steder ser vi spor af, at han havde en dyb fornemmelse af, at den kulturelle styrke eller nyskabelse måske ville ligge længere mod øst – muligvis i Indien. Nogle af hans sange og digte kan tyde på det.

En nordisk spiritualitet

Grundtvig sang ikke så godt selv. Men han var dybt musikalsk, modsat af hvad han ofte beskyldes for. Han samlede det bedste, han kunne finde i de forskellige sangskoler, føjede sine egne toner og tanker til, og gav det til det danske og delvis de nordiske folk. Få gaver er blevet taget bedre imod end Grundtvigs salmer og sange. Det viser den enorme udbredelse og hyppige brug, de har i Danmark, Norge og enkelte andre lande. Nogle vil kalde det en central del af en egen, nordisk spiritualitet.

Læs mere om Grundtvig på www.grundtvigsværker.dk

– en ny og frit tilgængelig tekstkritisk og kommenteret udgave af N.F.S. Grundtvigs trykte forfatterskab udarbejdet af Grundtvig Centeret ved Aarhus Universitet.