Fire oplysnings-kredse

For Grundtvig findes der med andre ord ikke kun én, men adskillige oplysninger. I princippet gennemlever hvert eneste levende væsen sin egen oplysning. Den menneskelige verden rummer i sig selv adskillige oplysninger. Grundtvig kan derfor tale om individets oplysning, om folkeoplysning, om livsoplysning og om kristelig oplysning som fire forskellige oplysningsmåder eller oplysnings-kredse, der hver især omslutter og former menneskelivet på forskellig vis.

Individets oplysning

Hver af disse oplysninger indbefatter på en måde erfaringerne fra de foregående, løfter dem ind i en større dimension og føjer samtidig noget afgørende nyt til. Vi lever i forstands-alderen, hævder Grundtvig, det vil sige i refleksionens, videnskabens og rationalismens tidsalder. Men forstands-oplysningen er først og fremmest enkeltmandens oplysning. Det vil sige, den virker stærkt individualiserende. Hvis ikke man griber forstands-udviklingen fornuftigt an, så forvandler den groft sagt mennesker, som førhen var følelsesprægede gruppe- eller standsvæsener, almue, arbejdere osv., til overkloge egocentriske, krævende og beregnende karrieremaskiner uden sans for helhedens, samfundets eller naturens behov.

At vores selskabelige forhold beror på fantasi og følelse, betyder, at samfundet bindes sammen af andet end veje, mursten og institutioner. Et samfund er først og fremmest en fællesskabs-følelse, som lever i borgernes fantasi. Det er et såkaldt imaginært fællesskab, som binder mennesker sammen, der i virkeligheden ikke kender eller omgås hinanden, men som alligevel har en klar oplevelse af et interesse- og skæbne-fællesskab. Vi er danskere, fordi vi tænker og føler os som danskere. Vi er europæere og verdensborgere, for så vidt som vi oplever os som mennesker i en verden af forskelligartede individer med samme værdi som os selv. Og vi er kosmiske medborgere, for så vidt som vi er i stand til at tænke, føle og agere som indbyggere i en åndelig verdensorden.

Kampen imod den falske oplysning

Kampen imod den falske oplysning er nok Grundtvigs vigtigste kendemærke som oplysningstænker. Han opfattede de fremherskende latinske, franske og tyske oplysningsbegreber som alt for ensidigt individualistisk og rationalistisk orienterede. Rationalismen er en farlig form for overtro, fordi den tyranniserer vores følelsesliv og handlingsliv, og fordi den indgyder os illusionen om at vide, selv om der i virkeligheden kun er tale om en meget indskrænket og fragmenteret form for ekspertviden. Thi fornuft og forstand har åbenbar ligesåvel deres overtro, sværmeri og fanatisme, som fantasi og følelse, og det af et for staten og alle selskabelige forhold langt farligere slags ... fordi alle deres vildfarelser har skin af oplysning.

Derfor talte Grundtvig til fordel for et mere dybtgående, universelt og spirituelt oplysningsbegreb, baseret på den tanke, at alting vokser til den størst mulige skønhed og perfektion, når blot væksten stimuleres, så den kan udfolde sig i sin egen orden og rytme. Imod denne universelle væksttanke sætter Grundtvig den sorte skole, som er skolen for den åndelige dødsstivnen, idet den fungerer gennem en systematisk hæmning og fornægtelse af de menneskelige vækstmuligheder. I stedet for udsigten til fortsat vækst stiller den karrierens visse Levebrød og ofrer på den måde gutterne med kinder røde / til grammatikken og den visse død.

Denne vittighedstegning skal vise Grundtvigs folkelige tække. Titlen er "Huslig uoverensstemmelse". Fra: Punch, nr. 13, 1877

Folkeoplysning og livsoplysning

Folkeoplysning er den oplysning, der gør, at vi ikke kun tænker på os selv og vores nærmeste, men bliver til dygtige, selvhjulpne og sociale medborgere i nationen. På samme måde er livsoplysning den oplysning, der gør, at vi ikke kun tænker på os selv og vores nærmeste, eller kun på vores eget folk. Det er den, der gør os til borgere i livet, altså til verdensborgere i ordets bedste betydning, selvhjulpne og sociale medborgere i det store globale samfund af levende væsener, som kaldes menneskeheden.

Åndelig oplysning

Men sand åndelig oplysning er en stor sjældenhed, hævder Grundtvig. Den lader sig kun fremme ved en levende mundtlig meddelelse, som for nærværende tid kun finder sted som en sjælden undtagelse i snævre kredse. Det er den oplysning, der gør, at vi ikke længere kun tænker på os selv og vores nærmeste, eller kun på vore egne folkelige og nationale interesser. Ja, vi kan end ikke nøjes med at betragte os selv som mennesker i et rent humanistisk univers, hvor der ikke findes nogen højere intelligens end vores egen menneskelige. I billedet af Kristus sættes oplysningen ind i et storslået kosmologisk perspektiv. For han var så oplyst, som man som menneske overhovedet kan drømme om at blive. Han er det lysende forbillede, som understøtter den menneskelige udvikling på en måde, så vi til sidst kan blive til strålende, skabende og visdomsfulde væsener, ligesom han selv. Grundtvig opfatter altså kristendommen som udtryk for en naturlig væksttanke, der gennem Kristi levende forbillede og Skaberåndens oplysende og kreative mellemkomst kan forlænges langt ud over de naturlige fysiske begrænsninger ind i stadig nye riger af sjælelige og åndelige udfoldelsesrum. Det vil sige, ind i stadig nye erfaringsverdener, som igen er forbundet med større frihedsgrader og fornyede vækstmuligheder. Hvis blot man tør følge barnets og blomstens eksempel. For alt dette fantastiske vil modnes og blomstre i sin egen afmålte livsrytme, når blot Støvet lægges i sin Skabers hånd, / og alting ventes i naturens orden.

Læs mere om Grundtvig på www.grundtvigsværker.dk

– en ny og frit tilgængelig tekstkritisk og kommenteret udgave af N.F.S. Grundtvigs trykte forfatterskab udarbejdet af Grundtvig Centeret ved Aarhus Universitet.