Det nationale spørgsmål

Grundtvig blev i 1783 født ind i en enevældig styreform og en multinational og flersproglig statsform, den såkaldte helstat, hvis grænse gik ved Elben, og hvis hoveddele bestod af Kongeriget Danmark og Norge samt hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Men han døde i 1872 i en nationalstat, hvis kerne var kongeriget, og hvis styreform var demokratisk. Ombrydningsprocessen fra enevælde til demokrati og fra helstat til nationalstat rejste et yderst kontroversielt spørgsmål: Hvem udgjorde det folk, der skulle styre?

I 1848, hvor demokrati meldte sig som en reel mulighed i Danmark, stillede Grundtvig selv spørgsmålet: ”Folk! Hvad er vel folk i grunden?” Hvem udgjorde folket i helstaten? Var folket lig med befolkningen? Eller var der flere folk i staten? Grundtvig var enig med de nationalliberale i deres syn på holstenerne som et tysk folk, der ikke kunne (eller ville) indgå i det folk, der skulle styre i Danmark. Han var derimod uenig i de nationalliberales Ejderpolitik - i hvert fald frem til sommeren 1848 - idet han protesterede mod tanken om at indlemme hertugdømmet Slesvig i kongeriget, uden at slesvigerne blev spurgt om, hvad de selv ønskede og ville. Sit synspunkt formulerede han i de kendte verselinjer: ”Til et folk de alle høre, som sig regne selv dertil”. Slesvigerne skulle ikke tvinges til at være danskere.

Når Grundtvig i 1848 tog forbehold over for at indføre demokrati, hang det sammen med det uafklarede spørgsmål, om demokrati som styreform krævede en ny statsform, det vil sige en nationalstat. Og hvor grænsen i givet fald skulle trækkes. Ved Ejderen eller Kongeåen, eller midt i Slesvig? Når Grundtvig helt frem til 1848 ville opretholde enevælden, var det blandt andet for at undgå konflikter i Slesvig, hvor der ifølge Grundtvig fandtes fire folkesprog: dansk, tysk, angelsk og frisisk. Det er ligeledes i det lys, man skal se den idé, som han fremsatte i 1848 om "En Folkelig Høiskole i Flensborg", der skulle sikre sproglig og kulturel frihed og ligestilling i Slesvig. Højskolen skulle være "Hertugdømmets Navlekule" og uddanne embedsmænd til at kunne fungere i Slesvig og betjene landsdelens forskellige sprog.

Grundtvig ser til fra sit vindue, mens folket går i demonstrationstog til Christiansborg i 1848. Fra: Hundrede Aar. Et Mindeskrift, 1883

Det sociale spørgsmål

Grundtvigs syn på demokrati er ikke kun bestemt af nationale, men også sociale problemstillinger. Hverken Grundtvig eller de nationalliberale havde tiltro til, at almuen kunne styre landet. Det krævede, ifølge Grundtvig, at almuebevidstheden blev omformet til en folkebevidsthed. Fra hans første politiske skrift i 1831 og frem til 1848 var frygten for pøblen, hoben og mængden et gennemgående motiv hos Grundtvig. I 1838 sagde han for eksempel i Mands Minde-foredragene, at "Mængden nu begyndte at giøre sin Overmagt giældende, og Mængden er altid pøbelagtig". I flere artikler i 1848 advarede han mod at indføre en demokratisk forfatning, fordi det ville give 'mængden' politisk magt. En sådan styreform kunne let splitte samfundet, idet enhver ville blive opmuntret til at søge sit eget - frem for det fælles - bedste.

I artiklen "Om Borgerlig Dannelse" fra 1834 skriver Grundtvig: ”Almuen kan ligesaalidt repræsentere som regiere sig selv, om Man saa end fyldte hele Stats-Raadet med dem, thi for at kunne det, maatte de først ved en høiere Dannelse være aandelig traadt ud af deres Sphære og var da ikke længere Almue”. De ville i så fald være et folk med en ny bevidsthedsform. For Grundtvig er der en kvalitativ og bevidsthedsmæssig forskel på ’folk’ og ’almue’, ’mængde’, ’hob’ og 'pøbel'. Grundtvig havde stor mistillid til mængden, men stor tillid til folket og arbejdede yderst bevidst og målrettet på at fremme den forestilling hos mængden, at de tilhørte et folk. At gøre dét krævede folkelig oplysning og folkelig dannelse samt en ny form for højskole, nemlig en folkehøjskole. Ifølge Grundtvig var folkeoplysning en forudsætning for et funktionsdygtigt folkestyre. De nationalliberale var derimod af den opfattelse, at et funktionsdygtigt folkestyre krævede en elite bestående af "de Dannede, de Formuende og de Begavede" (Orla Lehmann). Den opfattelse tog Grundtvig stærkt afstand fra. Skulle der indføres folkestyre i Danmark, skulle det være et folkestyre, der var dybt forankret socialt.

I 1865 talte Grundtvig til slesvigere og om aftenen til fest i Tivoli. Fra: I Tivoli om natten. Illustreret Tidende, 1865  

Grundtvigs kamp mod indskrænkning af Grundloven i 1866

Efter nederlaget i 1864 og tabet af Slesvig og Holsten forberedte højrekræfterne en revision af Grundloven, der ville indskrænke valgretten og styrke Landstingets magt. Det fik den 83-årige Grundtvig til at genoptage sit politiske virke, idet han lod sig vælge til Landstinget for at protestere. Her blev han ordfører for venstreoppositionen, der gik imod indskrænkninger af den almindelige valgret. Den 12. juli 1866 sagde han i og om det nyvalgte Landsting, at det syntes at have "sin egentlige Pælerod i Privilegiet, i Pengepungen og i Regnekunsten, tre Ting, som i alt Fald vist aldrig blive folkeligt i Danmark".  Grundtvig spåede, at grundlovsforslaget ville skabe en sørgelig fremtid for konge og folk. Da loven alligevel blev vedtaget, søgte Grundtvig og politikeren A.F. Tscherning at få kongen til at benytte sin vetoret mod loven. Billedet af de to gamle kæmper, der i nødens stund prøvede at få annulleret den grundlov, der gav mere magt til de privilegerede, blev senere et ikon for en række folkelige bevægelser.

Grundtvig gik fra markant opbakning til enevælden som styreform over pro og kontra til Grundloven, som han undlod at stemme for, til tilslutning til en styreform baseret på folkestyre.

Læs mere om Grundtvig på  www.grundtvigsværker.dk

– en ny og frit tilgængelig tekstkritisk og kommenteret udgave af N.F.S. Grundtvigs trykte forfatterskab udarbejdet af Grundtvig Centeret ved Aarhus Universitet.