[til top]

Brev fra Dronning Caroline Amalie til pastor F.[1], 1843[2]

Til Pastor F.
…

Jeg har forelæst Kongen Deres Plan[3] til en Høiskole for Bønderne som han hørte paa med særdeles megen Interesse og har skjænket For­slaget at en saadan burde være paa Landet istedenfor i en Kjøbstad og knyttet til en Agerdyrknings Drift, sit fuldkomne Bifald.

Vi fandt Begge at det er saa usigelig vigtig at Bønderne beholde Kjær­lighed, udelukkende Kjærlighed for deres Stand og hvad denne fortriin­ligen kræver Jordens Dyrkning, og hvor farlig det vilde være at lade de unge Bønderkarle leve en tid lang under ganske fremmede Forhold (hvil­ket vilde være uundgaaelig selv i Sorø)[4] – og derved give dem Smag paa et forfinet Liv, der senere lod dem kaste Vrag paa at pløie og saae.

Hvad nu Stiftelsen af Dansk Samfund[5] angaaer, da læste jeg Annon­cen derom med en Slags uhyggelig Fornemmelse. Jeg miskjender tilvisse hverken Deres eller ...[6] fuldkommen rene Hensigter, ja jeg kunde næsten sige, Deres Gudsdyrkelse med denne Plan, men det er mig dog som om den aabnede en Dør, der senere ikke mere formaaes at lukkes. Dette Danske Samfund staaer for mig, som om det kunde blive et Vaaben i Folke-Ledernes Hænder, er mig, som et Skib der styrer ud i aaben Sø, men uden Compas. Compasset der mangler baade Bønderne og Bor­gerne, ja de fleeste Mennesker i vore Dage, det er ægte Gudsfrygt – ­”Frygt Gud og ærer Kongen”, dette gaaer Haand i Haand. At skaffe dette Compas igjen tilveie, at bidrage hvad vi formaae, Enhver i sin Kreds til, at Guds Ord atter bliver Menneskernes Hjerter mere fortrolig, er i mine Tanker den bedste Oplysning vi kan forskaffe vore Med­mennesker.

Gud velsigne Dem og den hellige Aand lede alle Deres Foretagender. –

Velvilligst

Caroline Amalie.

[til top]

Lærer Rasmus Sørensen til cand. theol. Ludvig Helveg, 21. september 1849[7]

Gode Hr. Helveg, skjønt jeg nylig er kommen hjem og ikkun løseligt har gjennemløbet Deres Brev, vil jeg dog straks ved et Par Ord, saa vidt i en stor Hast ske kan, med Jens Jørgensen[8] der rejser til Kjøbenhavn i Morgen, meddele Dem lidt om min Skoleplan. – Det er i Ynglings- og den mere modnere Alder ud over Drengeaarene, at Trangen til Skole­undervisning først selv bevidst føles, og Undervisningen først egentlig selvbevidst tilegnes. Den Klasse, der altsaa hidtil har maattet undvære Skoleundervisning i den frugtbringende Alder, det er Folkealmuen. Vil vi altsaa nogen Tid komme til at tale af Erfaring om Folkeundervisning, da gaar vi, idet vi fortsætter videre og videre vor Børneundervisning, over til det voksne Folk med vor Undervisning, der da naturligvis bør være i en saadan Skikkelse, af et saadant Indhold og i en saadan Form, at samme formaar at kunne levende tiltale Folkets Ungdom og Folket selv. – Ved al min Undervisning har jeg al Tid foresat mig: 1) at med­dele Eleverne den foreliggende Sandhed eller Lærdom saaledes, at de virkelig erholder Forestilling, Tanke, Indhold og Indsigt derom og deri og ligeledes Følelse deraf, for saa vidt som der i Elevens Sjæl og Hjærte findes Modtagelsesævne og Tilegnelseskraft herfor. Denne Undervisnings­maade er, hvad end Indholdet for øvrigt maatte være, historisk, det vil sige: fremstillende, foredragende, fortællende, paavisende det virkelige, sande og ægte af Livets legemlige og aandelige Gjenstande og Forhold; ­2) dernæst at lede Eleverne til at tænke, ordne, overveje og udtale det saaledes historisk meddelte – det er den kateketiske[9] Del af Undervisningen, hvorved Elevens Tanke og Sprog øves og uddannes; – 3) endelig at bringe Eleverne til sammenhængende at kunne selv fremstille og stile deres selvstændige Betragtninger over og i Anledning af det historisk meddelte og det kateketisk udviklede og ordnede – det er Stiløvelsen i Mund og Pen. – Naar jeg nu har Elever for mig af Bøndernes voksnere Sønner, da ved jeg jo godt, hvad disse trænger til at lære for at vorde Mænd med Kundskab, Dygtighed, Indsigt, Livlighed, Tænke-, Tale-, Læse-, Skrive- og Regnefærdighed i deres Fag eller Livsstilling, og frem­for alt, hvad de behøver af Kristendom og Menneskets Historie baade i Staten og Kirken for at erlange Kraft her oven fra til at udføre i Tale og Gjerning Guds gode Vilje med al den Brugbarhed for dem selv og deres Næste i Samfundet, hvortil de vorde i Stand. – Jeg havde sidste Vinter et Par Mdr. en halv Snes saadanne Elever[10], og jeg kunde lige saa let have haft 40 for Undervisningens Skyld. – Jeg læste for dem og fortalte og klarede derpaa, hvad jeg læste for dem; saa læste de for mig og fortalte og klarede ligesaa – om igjen, hed det ikke sjældent! Jeg fortalte og skrev for dem, eller sagde dem sammenhængende, hvad jeg vilde skrive; derpaa fortalte og skrev de det samme, skjønt ikke en eneste af dem fortalte og skrev Sammensætningen af Indholdet som jeg, eller som nogen af de andre. Jeg regnede og udviklede for dem, hvorpaa de regnede og udviklede for mig og for dem selv oven paa. – Hvad læste, talede, skrev og regnede vi da saaledes? Baade Geografi, Historie, Sproglære, Agerdyrkningsforstand, Landøkonomi, Aviser, Rigsdagstidende, nogle Forordninger, Indkaldelser, Stævninger, Indlæg for Retten, Land­opmaalinger og Beregninger, Hartkorns Skatteafgifter, Repartitioner[11] af Vejbyrder, Stenkister og Broer, moralske Betragtninger, Bibellær­domme, Poesi og Fortidsbegivenheder, de overløbende fremmede Ords Betydning for at kunne vise dem bort, en Mundfuld Tysk i Tale og Læsning for at kunne drive Pranger- og Omsætningsforretninger i den gjensidige, dejlige fredelige Statsforbindelse med Slesvig og Holsten, som hverken Jylland eller Hertugdømmerne nogen Sinde kan undvære, om upraktiske og ufolkelige Nationalfanatikere end tusende Gange viser os til Sverige og Norge, til Engelland og Rusland. – Med dette lidet vil De tage til Takke for denne Gang, i denne Hast. Naar jeg kommer til Kjbh., skal det være mig en Fornøjelse at tale mere med Dem og Deres Venner om disse Ting. I Hast!                                                                                                                                                                                 Deres ærbødige

R. Sørensen.

[til top]

Brev fra en kreds af mænd til Kultusministeriet, 19. februar 1851[12]

Uldum, d. 19^tende Febr. 1851.

Undertegnede tillade os herved, som Befuldmægtige(de) af een i denne Hensigt sammentraadt Komitee, bestaaende af 15 Medlemmer fra forskjellige Herreder i Vejle og Skanderborg Amter, at tolke vor dybtfølte Trang til en Skole, hvor vore konfirmerede Ynglinge kunne finde videre Uddannelse i de Kundskaber og Øvelser, som Tiden kræver, ogsaa af den tænkende Mand i Bondestanden. I Aarene 1848 og 49 lykkedes det os at faae en Begyndelse gjort til at afhjelpe dette Savn, idet nuværende Rigsdagsmand, forhenværende Skolelærer Rasmus Sørensen begyndte en saadan Skole i Uldum ved Vejle i et lejet Lokale for 8 til 10 Elever. Denne Skole fortsattes i Vinteren 1850 af Seminarist Kold, hvor­til forhenværende Rigsdagsmand Jens Jørgensen i Bøgballe afgiver Huus­lejlighed, ved hvilken Undervisning 7 Elever ere deeltagende.[13] Ved Krigens Ophør have vi fattet Mod paa at oprette en saadan Skole i Uldum, som er det mest passende Sted dertil i en vid Omegn, saameget mere, som vi have erfaret at 2000 Rbd [Rigsbankdaler] af Sorø Akademies Midler af Folkethinget ere tilstaaede til Understøttelse for saadanne Skoler. I det Haab og under den Forudsætning at en saadan Understøttelse maatte komme os tilgode, have vi kjøbt et Stykke Jord af 3 Skpr [Skæpper] Lands Størrelse, hvorpaa vi i tilstundende Sommer agte at opføre en grundmuret Bygning efter medfølgende Grundrids, der efter Overslag vil

koste at opføre…………………………….....           900 Rbd.

Jordens Indkjøbssum………………………...           100   ”

Inventarium, Kakkelovn, Borde, Bøger etc…    200   ”

____________

Summa 1200 Rbdlr.

Det er saaledes vor underdanige Begjering, at den høje Kultusminister maatte forunde os det Halve af denne Sum til Sagens Understøttelse, samt 100 Rbdl. aarlig til Hjælp til Lærerens Løn, som formenes at blive 300 rd, da vi ikke tiltro os de fornødne materielle Kræfter til paa egen Haand at sætte Sagen igjennem.

Underdanigst

J. Christensen
Formand for Urlev og Stenderup Sogneforstanderskab. 

Jens Jørgensen
Amtsraadsmedlem

Mads Jørg. Lund
Gaardejer
T. Therkelsen
Formand i Hvirring og HornborgSogneforstanderskab

[til top]

Brev fra en kreds af mænd i Uldum til Kultusministeriet. 25. juni 1851[14]

Uldum den 25^de Juni 1851.

... Desuagtet[15] er ikke vor Grundtanke for dette vigtige og for Bonde­standen høist nødvendige Værk blevet svækket; men meget mere an­sporet os til at faae den virkeliggjort, og til den Ende har vi bestræbt os for at gjøre Sagen bekjendt for en viid Omkreds, og denne Bestræbelse har allerede ført derhen at 13 Elever har meldt sig til at modtage Under­viisning i den projecterede Skole i anstundende Vinter. Af nævnte Elever er kuns 2 fra Uldum Sogn, hvorimod de Øvrige ere fra 7 forskjellige Sogne i Weile og Skanderborg Amter, og vi har grundet Formodning om, at Flere vil melde sig ...

Maa vi for at vise hvad Bondestanden selv vil gjøre for Sagen først bemærke; at enhver der sender en Elev til Skolen maa først afholde circa 5 Rbd maanedlig for Kost og Logie, naar Eleven er ei fra selve Sognet, dernæst vil der af hver Elev blive at betale 2 Rbd maanedligen til Skolen for Underviisning, hvilket saaledes vil andrage omtrent 35 Rbd for de 5 Vintermaaneder, i hvilken Tid man især maae antage at Skolen vil blive besøgt, og denne Opofrelse er efter vores Skjøn alt hvad Bønder i Almindelighed kan taale at bære, især da man antager at en Vinters Underviisning ingenlunde er tilstrækkelig. –

Efter at have fremsat denne Bemærkning tillader vi os at gaae til Hovedgjenstanden nemlig hvad Skolen skal udrette, og vor Mening i saa Henseende er denne: at der bibringes Eleverne saadanne Kundska­ber, der er i Stand til at danne dem til nyttige Borgere i Staten og indprænte dem en levendes Fædrelandskjærlighed ...[16]

underdanigst

Jens Jørgensen                         H. Christensen                  Mads Jørgen Lund

af Bøgballe                               af Uldum                              af Uldum

T. Therkelsen                           Niels Poulsen                     Hans Sørensen

af Kalhauge                               af Uldum                              af Uldum 

Christen Nyborg

af Uldum pr. Weile.

Rigsdagsmand Rasmus Sørensens følgeskrivelse

Kjøbenhavn, Borgergaden N^o 150, den 16 Julii 1851

…

Hovedsummen af denne Underviisning skal være: at lære de unge Mennesker af Bondestanden at tænke, tale og skrive med god Grund, Sammenhæng og nogen Udførlighed over de Materier og Gienstande, hvormed de faae at gjøre i Livet.

Disse samme Underviisningsgjenstande ville nu blive foretagne af den Lærer (nemlig nuværende Hjælpelærer Rottwitt ved Laasby Skole, med hvem bemeldte Mænd i Uldum-Egnen have akkorderet) ...[17]

Ærbødigst

R. Sørensen.

Rigsdagsmand.

[til top]

Lærer P. Bojsen[18] til en ven, 14. januar 1859[19]

Uldum d. 14. Januar 1859

Saa er jeg da kommet i Tøjet her som Lærer ved Uldum Højskole. Er ”godt begyndt halvt fuldendt”, saa gaar det nok godt. Rotwitt er en saare mærkelig Mand; han synes at nære en langt større Højagtelse for mig, end jeg fortjener, og ved ikke alt det gode, han vil gøre mig. Her er ikke saa mageligt som paa Rødding[20] – i den Henseende er jeg kommen fra Dynen og i Halmen –; men her er til Gengæld noget, som manglede i Rødding, og det er Liv; det er langt fornøjeligere at arbejde her. Ele­verne er vadmelsklædte Bønderkarle, ikke nær saa fine som dem i Rød­ding. Her er 37. Jeg synger paa Kraft med dem, og de brøler med, saa det dundrer; jeg formaner dem til, at de endelig maa synge fra Leveren, selvom de ikke kan gøre det bedre end Nattens Ugler. I Skolestuen er der altfor lavt til Loftet; Tobaksrøgen og Dampen af de mange Menne­sker samler sig ved Bjælkerne og drypper ned igen; allerværst er det paa Katederet, saa jeg har undertiden maattet tage Regnkappe paa; men det gør ingenting; her er Stemning og altid godt Humør - det er Hoved­sagen. Bøger er her ingen af, hverken for Lærere eller Elever – vi Lærere maa spinde alting ud af os selv. Det kan maaske være godt nok, fordi vi saa ikke fristes til at blive for lærde; men alligevel savner jeg den store Bogsamling, vi havde ved Rødding. Heller ikke er her nogen Plan for Undervisningen. Rotwitt holder paa, at der altid, fra den tidlige Morgen til Aften Kl. 12, skal være en Lærer i Skolestuen hos Eleverne, og saa skiftes Rotwitt og jeg til at være enten der eller i Dagligstuen ­de to eneste Rum, hvori der er Varme. Ja, med Varmen er det skralt nok, for det blæser altid her; blot man ikke blæser helt væk, saa maa man kalde det store Ting. I Dagligstuen er der altid Folk fra Byen eller Omegnen; Kaffekedlen er aldrig af Ilden, og nogle vil i Stedet for Fløde have Brændevin i Kaffen – det kalder de en ”Sort”; saa gaar det løs med Drøftelse af alt mellem Himmel og Jord – ja, den Kunst at snakke kan man rigtignok lære her. Vi har en Husholderske; hun er det høfligste Menneske, jeg nogen Sinde har truffen paa. Jeg forestiller mig tit, at jeg er Hermes, som er i Besøg hos Nymfen Kalybso. ”Vil De ikke være saa god at drikke en Kop Kaffe”, siger hun om Morgenen. ”Maaske De behager en Kop Te”, siger hun om Aftenen. – Eleverne faar ellers Kosten i en Nabogaard, hvor der bor en Kone, som hedder Madam Lund. Ja, hun er gift med Lund; men ham er der ingen, der taler om – han er kun som Dronningens Mand. Madam Lund har et vældigt Omfang; hun sidder paa et Treben midt paa Køkkengulvet og kom­manderer med en skingrende Røst; men Eleverne er grumme tilfredse med Kosten. – Paa Lørdag skal vi have Folkemøde, og jeg skal der holde mit første offentlige Foredrag. Det værste er, at her ikke er Spor af Ro til nogen Forberedelse; da jeg beklagede mig derover til Rotwitt, svarede han blot med en skraldende Latter – ”gik jeg istaa, kunde Byens gamle Smed tage fat; han forstod at bruge Forhammeren”. Smeden er Bonde­ven af den Tscherningske Retning. Vi venter ogsaa Jens Jørgensen fra Bjerregaard og hans Brødre Søren[21] og Morten. Rotwitt kan nu sagtens; han er altid begejstret, hvad end Talen drejer sig om. Paa Skolen vil han gerne have Piben med; men den gaar bestandig ud for ham, saa maa han tænde og atter tænde; men godt Humør har han, man hører be­standig hans Latter og bliver smittet deraf.

Ordforklaringer m.m.