Christian Flor og Rødding Højskole

Christian Flor var den centrale person bag etableringen af Rødding Højskole i den nordlige del af hertugdømmet Slesvig. Han blev i 1826 lektor i dansk ved Kiels Universitet og en hovedkraft bag grundlæggelsen af den dansk-nationale bevægelse i Nordslesvig. Han var ligeledes en slags grå eminence bag Rødding Højskole, hvis primære mål var at styrke det danske sprogs stilling i Slesvig, hvor det var på tilbagetog. Uden Flors indsats er det tvivlsomt, om der var blevet oprettet en højskole i hertugdømmet. Det var Flor, der fik præsten Johan Wegener (1811-1883) udpeget som forstander for Rødding Højskole i marts 1844. Men allerede efter et år gav Wegener op. Afstanden mellem hans flammende velkomsttale og samlivet med den brogede elevflok af fortrinsvis bønderkarle var for stor. Han klagede flere gange over elevernes råhed og materialisme. Desuden var det økonomiske grundlag for skolen ikke holdbart. På grund af denne alvorlige økonomiske og ledelsesmæssige krise på stedet forlod Flor i 1845 universitetet i Kiel og fungerede selv som forstander på højskolen i knap to år. Det lykkedes for Flor at formå skolens københavnske støttekreds, Syvstjernen, til at yde ekstra økonomiske bidrag og i en periode betale alle lærerlønninger. Også en række andre selskaber trådte til med økonomisk støtte. Flor var i det hele taget den drivende kraft bag skolen i både modgang og medgang.

Nederlaget i 1864 og tabet af hertugdømmet Slesvig medførte, at Rødding Højskole kom til at ligge i Tyskland. Men Flor var utrættelig. Den nationale kamp måtte fortsætte. Så lærerstaben flyttede med forstander Ludvig Schrøder (1836-1908) i spidsen til landsbyen Askov lige nord for den nye grænse ved Kongeåen, hvor de i 1865 oprettede Askov Højskole – som også blev kaldt Flors Højskole.

Rødding Højskole blev åbnet i november 1844 som ’Folke-Højskole’ i Grundtvigs ånd. Christian Flor var forstander på højskolen i to år fra 1845 til 1846. Hvorvidt Rødding Højskole rent faktisk var en grundtvigsk højskole, har været diskuteret i grundtvigforskningen. For her var ’den nationale sag’ det altafgørende udgangspunkt. At Grundtvig og de nationalliberale fandt sammen i Rødding, burde dog ikke undre, idet de havde den nationale kamp i hertugdømmet Slesvig som fælles platform. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Rasmus Sørensen og uddannelsen af bondestanden

I de første 20 år af højskolernes historie var bondelederen og lægprædikanten Rasmus Sørensen (1799-1865) en nøgleperson. Gennem ham gik der en lige linje fra oplysningstiden i slutningen af 1700-tallet til den religiøse vækkelse, der brød frem efter år 1800, og videre til den politiske vækkelse, som for alvor manifesterede sig i 1840’erne. Han havde i et skrift i 1843 slået til lyd for ”en skole for de af bondestandens gode hoveder, som ved videre undervisning virkelig kunne være i stand til at repræsentere landalmuen” – fx som sogneforstandere og i stænderforsamlinger. Som politisk og social agitator gennemvandrede Sørensen i 1840’erne landet til fods og samlede bønderne omkring sig. Utallige var de møder, hvor han talte bondestandens sag fra en vogn på gårdspladsen med tilhørerne stående omkring sig. På sine rejser propaganderede han for betydningen af undervisning og oplysning og inspirerede flere andre til at etablere højere bondeskoler i Danmark.

I 1849 oprettede Sørensen selv en højere bondeskole i Uldum, hvor han var forstander det første år. Rasmus Sørensen prægede også idégrundlaget på Hindholm Højskole på Vestsjælland, der blev oprettet i 1852. Her fik det sociale spørgsmål, altså bondestandens stilling, større vægt end det nationale spørgsmål. Selv om Rødding Højskole fylder utrolig meget i dansk højskolehistorie, havde Hindholm i 1863/64 langt flere elever end Rødding, nemlig 106 mod Røddings 31. Der er en række ligheder mellem Rasmus Sørensens formål med en skole for bondestanden og det, som Carl Frederik Herrmann Klenze (1795-1878), der var medlem af den holstenske rådgivende stænderforsamling i Itzehoe, havde forfattet for den højere bondeskole i Rendsborg.

Portræt af lærer, lægprædikant og folketingspolitiker Rasmus Sørensen (1799-1865), der var en af grundlæggerne af højskoletanken i Danmark. Fra: Skolehistorisk fotosamling, Det Kgl. Bibliotek

Den læreruddannede højskoleforstander Christen Kold

Christen Kold (1816-1870) spiller med rette en stor rolle i dansk højskolehistorie. Hans baggrund var den religiøse vækkelsesbevægelse, der i første halvdel af 1800-tallet gjorde oprør mod statskirken. Hans tilknytning til bevægelsen betød, at han ikke kunne få ansættelse i almueskolen. Efter at have ernæret sig som bogbinder i den tyrkiske by Smyrna i fire år vendte han i 1847 tilbage til Danmark og blev ansat som huslærer, først i Vestjylland og derefter i Ryslinge. I 1850 tog han til København for at få Grundtvigs støtte til at bygge en højskole. Den fik han og åbnede en højere bondeskole for den konfirmerede ungdom i Ryslinge i 1851. Men allerede i 1853 flyttede han sin skole til den religiøst vakte egn på den nordfynske halvø Hindsholm og i 1863 til Dalum ved Odense. Kold optrådte med en særegen blanding af ydmyghed og selvsikkerhed. I foredragstimerne talte han om alt mellem himmel og jord ud fra sine personlige erfaringer og iagttagelser. Som det fremgår af Ludvig Schrøders skildring fra et besøg i 1860, var Kold en særpræget pædagog.

”Det er en slags Sokrates, der sidder i en stol i kredsen af en mængde bønder og bønderpiger, som kommer langvejsfra for at gæste skolen, og hele dagen – på den tid når han holder foredrag i skolen – taler han med alle disse mennesker på en sådan måde, at det altid vækker noget hos dem.”

Kolds pædagogik var en vækkelsespædagogik, præget af vækkelsesbevægelsernes kampråb: Vågn op! Du skal ændre dit liv! Og det gjorde almuen efterhånden ved at skabe nye former for socialt samvær og solidaritet og ved at tilegne sig en folkelig-national livsform.

Kold sammenlignede engang sin egen skole med Rødding og Hindholm. Rødding skulle ifølge Kold udvikle kæmper til værn imod den frembrusende tyskhed. Hindholm var grundlagt af Bondevennerne for at danne kæmper til kampen for lighed og frihed imod herremanden. ”Min skole derimod er grundlagt for livet, den skal danne kæmper til den altid standende strid mellem liv og død.”

Kolds karakteristik af de tre skoler giver god mening, idet de repræsenterer tre hovedlinjer i højskolernes idéhistorie helt fra begyndelsen og frem til i dag. Men faktisk er der en fjerde linje, nemlig de kvinder, der grundlagde højskoler som led i kampen for at blive en ligeværdig del af det danske folk. Den fynske gårdmandskone Ane Jensen (1818-1897) krævede allerede ved et møde i 1846 på Vartov i København, hvor Grundtvig var præst, at piger også skulle have mulighed for at komme på højskole, hvortil Grundtvig skulle have sagt: ”Konen har ret. Piger bør også på højskole”

Her ses Ryslinge Højskole på et postkort fra 1941. Den fynske højskole blev grundlagt i 1851 af Christen Kold som en højere bondeskole for den konfirmerede ungdom. Fra: Odense Bys Museer

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.