Grundtvigs første skoleskrifter i 1830’erne og 1840’erne

Første gang N.F.S. Grundtvig omtalte ideen om en højskole var i hans første store politiske skrift Politiske Betragtninger med Blik på Danmark og Holsten fra 1831. Det er ingen tilfældighed. For Grundtvig troede ikke på, der kunne skabes en funktionsdygtig dansk stat med det tysktalende og tyskorienterede Holsten som medlem. Han frygtede, at forbindelsen til Holsten, der var medlem af Det Tyske Forbund, kunne suge Danmark ind i den igangværende tyske samlingsproces. Holsten skulle derfor udskilles af helstaten før Tyskland blev forenet. Men hvad så med Slesvig? Skulle Slesvig slå følge med Holsten eller indlemmes i kongeriget? Det blev et stridens æble frem til 1920.  

N.F.S. Grundtvig holder foredrag på Borchs Kollegium i 1843, tegnet af J.T. Lundbye (1818-1848). Borchs Kollegium er et af de ældste kollegier og ligger i indre by i København. Fra 1938 og frem holdt Grundtvig en række banebrydende foredrag forskellige steder i København samt enkelte rundt om i landet. Fra: Wikimedia Commons

Det nationale spørgsmål

Den 4. juli 1844 holdt Grundtvig en epokegørende tale om det nationale spørgsmål på Skamlingsbanken i det daværende Slesvig. Her rettede han en varm tak til sønderjyderne, som han kaldte ”Danmarks lyslevende Grænsefæstning”, fordi de førte an i den nationale kamp i Slesvig. I sin tale opfordrede han i stærke vendinger til etablering af en højskole i hertugdømmet.   

Den 7. november 1844 – fire måneder senere – holdt forstander Johan Wegener (1811-1883) indvielsestalen på den første danske folkehøjskole, Rødding Folkehøjskole i det nordlige Slesvig.  Det var ikke Grundtvig, der stod bag oprettelsen af skolen, men en af hans mest indsigtsfulde kampfæller, den danske lektor ved Universitetet i Kiel, professor Christian Flor (1792-1875). Han var også den centrale person i den dansknationale bevægelse i hertugdømmet Slesvig, hvor det danske sprog var presset af tysk.

Rødding Folkehøjskole blev med Christian Flor som drivkraft åbnet i november 1844.  Hvorvidt Rødding Højskole rent faktisk var en grundtvigsk højskole, har forståeligt nok været diskuteret i grundtvigforskningen. For i virkeligheden var den præget af såvel Grundtvigs højskoletanker som af nationalliberale ideer. At Grundtvig og de nationalliberale fandt sammen i Rødding, burde dog ikke undre, idet de havde den nationale kamp i hertugdømmet Slesvig som fælles platform. Fra: Det Kgl. Bibliotek

I 1830’erne og 1840’erne skrev Grundtvig en række skoleskrifter, som dog ikke var pædagogiske skrifter i gængs forstand. Der var snarere tale om sprog- og kulturpolitiske skrifter. Det overordnede synspunkt var dog klart: Højskolen skulle ved hjælp af dansk oplysning bidrage til bondestandens kulturelle og sociale rejsning og ligeledes mobilisere standen for den nationale sag. For hvis ikke bondestanden blev vakt for den denne sag, ville Danmark stå svagt i kampen for eksistensen af et dansk folk i egen ret – i et Europa under forvandling fra dynastiske stater til nationale stater. 

I skoleskriftet Lykønskninger til Danmark med det Danske Dummerhoved (1847) påpegede Grundtvig, at en række indflydelsesrige tyskere tænkere hævdede, at der ikke eksisterede et dansk folk i egen ret. F.eks. bekendtgjorde politikeren og sprogforskeren Jacob Grimm (1785-1863) i 1848, at Danmark skulle inddrages i den tyske samlingsproces. Danskerne var germanere og derfor burde Danmark indlemmes i Det Tyske Forbund. Tyskernes selvforståelse var ifølge Grundtvig, at de havde en soleklar ret til at eje os danskere med hud og hår. Vi danskere måtte derfor være belavet på, at gik vi vores egen folkelige vej, ville tyskerne skrige endnu højere end de havde skreget over, at vi turde påstå, at Sønderjylland tilhørte Danmark.

Der var en nøje sammenhæng mellem Grundtvigs idé om en folkelig højskole og hans kamp for, at Danmark fortsat skulle bestå som stat, om end i transformeret udgave som en nationalstat. I virkeligheden var der tale om nation building som led i geopolitikken. Grundtvig gav med andre ord indhold til begrebet ’en nationalstat’ før statsformen blev realiseret, for i 1848 eksisterede der ikke en dansk nationalstat, men en dansk-tysk helstat bestående af kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg samt de nordatlantiske øer.

N.F.S. Grundtvig, Rasmus Sørensen og højere bondeskoler i 1840’erne og 1850’erne

Grundtvig var ikke den eneste, der i 1830’erne og 1840’erne gjorde sig tanker om videre undervisning af unge voksne. I det hele taget var det påfaldende, hvor sjældent Grundtvigs navn blev nævnt, når der i 1840’erne blev drøftet voksenundervisning. Det var i højere grad bondelederen og lægprædikanten Rasmus Sørensen (1799-1865), der blev lyttet til. Han havde i et skrift i 1843 slået til lyd for en skole for de af bondestandens ”gode Hoveder”, som ved videre undervisning kunne repræsentere landalmuen f.eks. som sogneforstandere og i stænderforsamlinger.

Portræt af lærer, lægprædikant og folketingspolitiker Rasmus Sørensen (1799-1865), der var en af grundlæggerne af højere bondeskoler i Danmark. Han oprettede selv Uldum højere Bondeskole i 1849 på et antinationalt grundlag. Fra: Skolehistorisk fotosamling, Det Kgl. Bibliotek

I 1849 oprettede Sørensen selv en højere bondeskole i Uldum, der lå i selve kongeriget lidt nord for grænsen til hertugdømmet Slesvig. Her skulle eleverne arbejde disciplineret og målrettet og anspores dertil af høje pensumkrav, karaktergivning og eksaminer, så de kunne gøre sig gældende i politiske og samfundsmæssige sammenhænge. Men der skulle også være plads til en kristelig påvirkning.

Ifølge Sørensen kunne hverken Jylland eller hertugdømmerne undvære hinanden. Han tog derfor stærkt afstand fra, hvad han kaldte ”ufolkelige Nationalfanatikere”, som søgte at kappe båndet til Holsten og knytte Slesvig sammen med kongeriget. Han havde således et fundamentalt andet syn på forholdet mellem Slesvig-Holsten og kongeriget end Grundtvig. Ideologisk udgjorde Uldum en modpol til Rødding. Det samme gjorde andre højere bondeskoler, f.eks. Viby højere Landboskole, der blev oprettet i 1857 af anti-grundtvigianeren Lars Bjørnbak (1824-1878). Mens Rødding Folkehøjskole byggede på en national ideologi, byggede bondeskolerne i Uldum og Viby på en anti-national, dvs. en helstatsideologi.

Folkehøjskolebegrebets storhedstid efter 1864

I løbet af 1850’erne fik Grundtvig gradvist større betydning for de ildsjæle, der ville oprette højere bondeskoler. Den vigtigste ildsjæl var uden tvivl Christen Kold (1816-1870), der i 1851 gik til Grundtvig for høre, om han ville støtte ideen om en højere bondeskole i Ryslinge på Fyn. Det ville han gerne. I det hele taget støttede Grundtvig de højere bondeskoler, der blev oprettet, selv om de ikke levede op til hans egen idé om en højskole. Det gjorde han blandt andet som folketingsmand i 1851 ved at stille sig bag et forslag om statstilskud til højere bondeskoler.  

Men ifølge Grundtvig skulle højskolen ikke kun rette sig mod bønder. Oplysning og dannelse skulle være fælles for alle danskere, hvad enten de var agerdyrkere, fiskere, håndværkere, købmænd, kunstnere, akademikere eller kvinder. For uanset profession og køn var man som ung fælles om at skulle være borgere i Danmark.   

Nederlaget i 1864 blev indledning til den store højskoletid i Danmark. Fra 1864 til 1872 blev der oprettet godt 60 højskoler, og de fleste af dem byggede på en blanding af Grundtvigs og Kolds ideer. Ifølge højskolemanden og venstrepolitikeren Sofus Høgsbro (1822-1902) hang oprettelsen af de mange nye højskoler sammen med den følelsesmæssige bevægelse, som krigen mod Preussen og Østrig og tabet af hertugdømmet Slesvig havde fremkaldt i befolkningen.  

Krigen bidrog til en langt mere aktiv tilegnelse af og identifikation med det at være en del af et dansk folk og borger i en dansk nationalstat. Det betød samtidig et semantisk skift fra højere bondeskoler til folkehøjskoler. Dette skifte begyndte for alvor omkring 1860, men slog først igennem efter 1864. Dermed blev begrebet folkehøjskole, som udgjorde en undtagelse indtil 1864, et gængs begreb.  

Med helstatens endegyldige kollaps i 1864 opstod nationalstaten som en ny statsform med et gigantisk behov for et kulturelt og identitetsmæssigt indhold. Og her viste de grundtvig-koldske folkehøjskoler sig i særlig grad at være leveringsdygtige.   

Folkelig dannelse ifølge Grundtvig

Grundtvig udarbejdede ikke et egentligt curriculum for en grundtvigsk højskole, men han beskrev, hvilke fagområder der som minimum skulle være repræsenteret, og hvilke kompetencer en lærerkreds burde besidde. Det drejede sig om følgende fem:  

1. En modersmålslærer – det vil sige en dansklærer, der kunne undervise i dansk litteratur samt danske ordsprog.
2. En historielærer – der kunne fortælle, hvilke farer landet har gennemgået og hvad ære, det har vundet. 
3. En forsanger – der kunne få folk til at synge, idet ”Folkesangen er det frugtbareste Dannelsesmiddel”.
4. En geografilærer – der ud over almen geografi også kunne give en indføring i erhvervsgeografiske og kulturgeografiske forhold.
5. En samfundsfagslærer – der kunne undervise i fædrelandets forfatning og lovgivning.

Denne liste skulle ifølge Grundtvig ikke forstås som en facitliste, for han ønskede ikke at identificere højskolen med en bestemt fagkreds i al fremtid. At religion, som udgjorde enevældens og helstatens ideologiske grundlag, ikke indgik i Grundtvigs liste, var ingen tilfældighed. For ifølge Grundtvig var det ikke religion, men det danske sprog, dansk historie, folkesang, kulturgeografi og samfundslære, der skulle bidrage til at give nationalstaten et nationalkulturelt indhold.  

Grundtvigs historisk-poetiske metode

Metodisk skulle der knyttes en forbindelse mellem historie og poesi. Når det gælder historien, er det fordi, vi ikke kan forstå os selv uden at få indsigt i de historiske sammenhænge, vi indgår i. Hvad vi tænker og gør, er præget af den udvikling, vi har været igennem – både som enkeltpersoner og som samfund. Men ifølge Grundtvig skal pædagogikken ikke kun være orienteret mod fortiden, den skal også være åben over for fremtiden. Og det er her poesien kommer ind i billedet. 

Poesi kommer fra det græske ord poiesis, der betyder skabelse. Og for Grundtvig er skabelse en fortsat mulighed i såvel det enkelte menneskes liv som i samfundslivet. For at bidrage til menneske- og samfundslivets skabelses- og tilblivelsesproces skal undervisning og oplysning altid have såvel en historisk som en poetisk dimension. Da vi ikke kan gå direkte til hverken fortiden eller fremtiden, fordi de ikke eksisterer lige nu, må fortællingen og digtningen inddrages som metode. Kun en sådan pædagogisk metode kan kalde de livskræfter frem, der ligger som latente muligheder i tiden. Grundtvig bidrog selv til metoden ved at skrive mere end 1500 sange og salmer.

Portræt af N.F.S. Grundtvig, malet af C.F. Christensen (1805-1883) i 1820. Fra: Wikimedia Commons

Konsekvenserne af Helstatens kollaps i 1864

Helstatens endegyldige kollaps i 1864 medførte, at Folkehøjskolen i Rødding kom til at ligge i Tyskland. Men Christian Flor var utrættelig. Den nationale kamp måtte fortsætte. Så lærerstaben flyttede med forstander Ludvig Schrøder (1836-1908) i spidsen til landsbyen Askov lidt nord for den nye grænse ved Kongeåen, hvor de i 1865 oprettede Askov Højskole – som også blev kaldt Flors Højskole. Askov Højskole blev i løbet af få år den førende folkehøjskole i Norden og ofte omtalt som højskolernes flagskib.

I 1865 blev Vallekilde Højskole i Nordsjælland etableret af Ernst Trier (1837-1893). Ved åbningen af skolen sagde Trier, at Vallekilde Højskole ville arbejde for danskheden og dens sejr over alle de mægtige fjender, ikke mindst den forfærdelige tysk­hed. At arbejde for danskheden krævede en særlig form for oplysning, nemlig dansk oplysning, som ifølge Trier dog måtte spille sammen med kristen oplysning.

Forskellen mellem en grundtvigsk og en ikke-grundtvigsk højskole kom især til udtryk i den vægt, hvormed historie indgik i undervisningen. Det fremgår af en undersøgelse, der viser, at i 1876/77 var det gennemsnitlige ugent­lige timetal i historie på 12 grundt­vigske og 12 ikke-grundt­vigske højskoler på henholdsvis 11,5 timer og 4,8 timer. Askov Højskole toppede listen med 17 ugentlige timer.

Den grundtvigske folkehøjskole bidrog til at politisere sproget ved at tage afstand fra latin til fordel for dansk som dannelsessprog. De forvandlede ligeledes begrebet folk fra at blive brugt neutralt eller nedladende om samfundets laveste stand, bondestanden, til at betegne noget prisværdigt og efterstræbelsesværdigt. ’Fra almue til folk’ blev således et motto for højskolens opgave de første 100 år af højskolernes historie.

Men selv om den grundtvigske form for højskole blev den dominerende i Danmark efter 1864, blev der også oprettet højskoler med et andet idémæssigt udgangspunkt. Fx blev Nørre Nissum Højskole etableret i 1887 som den første af en række indremissionske højskoler, hvis idégrundlag var præget af organisationens markante leder, Vilhelm Beck (1829-1901). Disse skoler lagde større vægt på at tilhøre Guds folk end nationens folk og på Bibelen som Guds ord end på Grundtvigs idé om det levende ord som efterklang af Guds ord, jævnfør indledningen til Johannesevangeliet ”I begyndelsen var Ordet”.        

Også arbejderbevægelsen etablerede egne højskoler. Den første blev åbnet i 1910 i Esbjerg af redaktør og rigsdagsmedlem for Socialdemokratiet J.P. Sundbo (1860-1928). Han havde selv været elev to vintre på Askov Højskole og oplevet, hvordan bønderne efter endt ophold rejste oplyste hjem. Det samme skulle arbejderklassens unge have mulighed for. Dog med et andet idémæssigt udgangspunkt. Sundbo var glødende internationalist og tog afstand fra de grundtvigske højskolers nationale standpunkt. I 1912 opfordrede han således de dansksindede arbejdere i Sønderjylland til at stemme på tyske socialdemokrater frem for dansksindede kandidater fra Vælgerforeningen for Nordslesvig. I 1917 blev Laura Hedebol-Alkjærsig (1890-1937) efter et ophold på Askov Højskole ansat som lærer på stedet, og i 1921 blev hun forstander. Men hendes ambition om at forene grundtvigianisme og socialisme vandt dog ikke gehør i bestyrelsen, der fyrede hende på gråt papir i 1924. 

Genforeningshåbet frem mod 1920

Efter tabet af hertugdømmerne i 1864 var der to forhold, der forstyrrede billedet af den ideelle nationalstat. Det ene var, at de nordatlantiske øer jo ikke uden videre kunne betragtes som en integreret del af en dansk nationalstat. Det andet – og i samtiden langt vigtigere problem – var, at med tabet af Slesvig kom op mod 200.000 dansksindede under tysk herredømme.

Hvad var deres fremtidsudsigter? Skulle de begynde at tale tysk og lade sig assimilere kulturelt? Eller skulle de søge at bevare deres danske sprog og kultur og håbe på engang i fremtiden at blive borger i Danmark?

De grundtvigske højskoler blev her en ledende kraft i at fastholde genforeningshåbet i såvel Danmark som i Nordslesvig – et håb der blev til glæde vendt, da det nuværende Sønderjylland i 1920 stemte sig til Danmark. Dermed blev den grænse, som Grundtvig argumenterede for i en tale i Den Slesvigske Hjælpeforening den 14. marts 1848, realiseret, og den nationalstat, som vi kender i dag, etableret.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.