Grundlag

Grundtvigianismens tankegrundlag har idéhistoriske rødder i Grundtvigs skrifter, der i egenartede former var en del af den romantiske poesi, filosofi og tro med vægt på følelse og inderlighed snarere end fornuften, som prægede den første halvdel af 1800-tallet. Bevægelsens kulturelle, sociale og politiske udtryk har været mangfoldige, blandt andet fordi grundtvigianere typisk har hævdet sondringen mellem religiøs tro og politisk overbevisning som en fælles grundtanke for deres strømning. Blandt de øvrige samlende tanker i bevægelsen har været betoningen af kirkelig frihed og af det levende ord, dvs. mundtlige formidlingstraditioner og konkrete fællesskaber frem for den blotte boglærdom.

Dannelse og udvikling

De første kim til en organisering af en grundtvigiansk bevægelse findes i dele af 1820’ernes vækkelsesbevægelser. I 1830’erne og ind i 1840’erne stod grundtvigianske agitatorer, især J.C. Lindberg, centralt i agitationen imod indførelsen af en fri forfatning.

Først omkring 1860 fremstod grundtvigianismen dog som en fasttømret bevægelse, hvis ’lyse kristendom’ stod som en klar kontrast til den ’mørke kristendom’, der i stedet blev organiseret i Indre Mission i 1861. Skønt grundtvigianismen vandt støtte i mange grupper af befolkningen, havde den sin hovedvægt i landbefolkningen og navnlig hos de relativt velstillede gårdmænd. Den store kulturelle og ideologiske betydning, som grundtvigianismen opnåede i løbet af 1800-tallet, hang i vidt omfang sammen med tilknytningen til denne samfundsgruppe og dens voksende indflydelse på mange sociale niveauer. Det gjaldt ikke mindst højskole- og andelsbevægelsen.

Til den religiøse modsætning mellem grundtvigianerne og Indre Mission knyttede sig ofte også politiske stridigheder. Disse stridigheder stod mellem de konservative tilbøjeligheder, der efterhånden kom til at dominere i Indre Mission, og de mere liberale og demokratiske holdninger, der prægede Grundtvig og mange af hans tilhængere i perioden efter Junigrundloven fra 1849. Grundtvigianeren Sofus Høgsbro, der havde basis i det grundtvigiansk prægede højskolemiljø, kunne således i 1860’erne opbygge et demokratisk grundtvigiansk bondeparti med rigsdagsrepræsentation.

Denne liberale udvikling af grundtvigianismen dannede dog samtidig afsæt for splid grundtvigianerne imellem, da en række af bevægelsens markante skikkelser mente, at Høgsbro og hans ligesindede var gået for vidt i demokratisk retning. I de kulturelle og politiske kampe i slutningen af 1800-tallet fandtes følgelig grundtvigianere på begge sider af striden. Nogle grundtvigianere nærmede sig endda den brandesianske radikalisme, andre allierede sig med de konservative regeringskræfter omkring Estrup. Systemskiftet i 1901, hvor regeringsmagten endelig blev overdraget til det nu reorganiserede parti Venstre, der havde overvældende opbakning i Folketinget, blev en afgørende sejr for venstregrundtvigianerne.

I de efterfølgende årtier blev grundtvigianismen langt mindre markant som social bevægelse. Ikke desto mindre har grundtvigiansk tankegods, navnlig med rod i højskolebevægelsen, til stadighed præget meget af det åndelige, kulturelle og politiske liv i Danmark.

Grundtvig under salmesang i Vartov. Fra: Danmarks Riges Historie (1896-1907)  

Indflydelse

Grundtvigianismens indflydelse omfatter dermed langt mere end blot en social eller folkelig bevægelse. På det religiøse plan har den været afgørende for forståelsen af den danske folkekirke som en rummelig kirke, der hviler på den enkeltes tro, og som anerkender både præstens frihed til at udlægge troen og kirkegængerens frihed til at vælge kirke og præst ud fra egen tro. Gennem mangfoldige former for folkeoplysning i tilknytning til højskoler og landboorganisationer har den bidraget til vidt udbredte opfattelser af menneske, tro, samfund og historisk arv, navnlig i form af bestemte tolkninger af dansk historie, der har sat præg på både den populære og den videnskabelige historieskrivning. I politisk henseende har grundtvigianismen vist sig afgørende for den moderne danske forståelse af folkestyret og dettes forvaltning gennem pragmatisk fortolkede friheds- og frisindsidealer, snarere end ved formelle regler for forvaltning. I hele denne arv ligger en karakteristisk omformelighed og fleksibilitet, som har gjort det muligt for vidt forskellige bevægelser, miljøer og strømninger at bygge på elementer af grundtvigianismen.

Læs mere om Grundtvig på www.grundtvigsværker.dk

– en ny og frit tilgængelig tekstkritisk og kommenteret udgave af N.F.S. Grundtvigs trykte forfatterskab udarbejdet af Grundtvig Centeret ved Aarhus Universitet.