Ungdomsår og studietid

Poul Georg Lindhardt blev født den 12. december 1910 i Nakskov og levede frem til den 30. september 1988. Han voksede op i et pænt borgerligt middelklassehjem, hvor han blev rundet af en puritansk og indremissionsk opvækst. Begge hans forældre kom fra den vestlollandske intense vækkelse. Hans forældre var af hhv. håndværker- og husmandsslægt, og de var kyndige bibelkendere. Hjemmet var præget af en alvorlig, men ikke ukærlig tone, og han voksede op med den etiske fordring om, at evner skaber et desto større ansvar. 

Familien flyttede i 1913 til Odense, hvor Lindhardt i 1928 blev student fra Odense Katedralskole. Han læste teologi på Københavns Universitet fra 1928 til 1934 med henblik på at blive KFUM-sekretær og præst. Herefter tog han på et længere studieophold i bl.a. Norge, Sverige, Tyskland, Belgien, Frankrig og England, helt oplagte destinationer for en kommende kirkehistoriker og ekspert i dansk og nordisk kirkehistorie.

P.G. Lindhardt som ung præst. Fra familien Lindhardts private fotosamling.  

Professorat og familie

I 1939 modtog han sin doktorgrad på baggrund af en afhandling om norsk pietisme, og i 1942 blev han som kun 31-årig ansat som professor i kirkehistorie ved Aarhus Universitet. Dén post bestred han frem til 1980. I stort set alle disse år fungerede han sideløbende som hjælpepræst ved Vor Frue Kirke i Aarhus, hvor han forinden havde været ansat som præst et år. Personligt skulle Lindhardt have været genert og blufærdig, men også meget afholdt, kærlig og hjælpsom blandt familie, studerende og venner.

I 1937 blev han gift med Gerda Lindhardt (født Winding 1917-2007 ), som hele livet igennem var hjemmegående husmor. Sammen fik de fire sønner, hvoraf den ene var Jan Lindhardt, tidligere biskop over Roskilde Stift 1997-2008, og en anden er Mogens Lindhardt, der var rektor for Pastoralseminaret i København. Derudover er han farfar til skuespilleren Thure Lindhardt.

Lindhardts arbejde med kirkelige vækkelser i Danmark

I 1951 udgav Lindhardt bogen Vækkelser og kirkelige retninger i Danmark, som var et genuint bidrag til forståelsen af 1800-tallets kirkelige vækkelser og bevægelser. Han beskrev striden mellem grundtvigianere og missionsfolk på baggrund af sociologiske metoder. Og fordi han forskede i sammenhænge mellem det sociale og økonomiske liv, blev han af kritikere kaldt marxistisk, selvom det var en livsanskuelse, han på ingen måde påberåbte sig.

Lindhardt var i almindelighed en stor modstander af systemer og en fjende af det ekstreme. I sin analyse når han frem til, at de velhavende bønder blev grundtvigianere, mens de fattigere bønder blev indremissionske. Han mente, at baggrunden for, hvilken retning man tilhørte, var sociologisk funderet, og at de samfundsmæssige tilhørsforhold var udslagsgivende for, hvilken vækkelse man blev en del af. I dette arbejde var Lindhardt inspireret af det kirkehistoriske institut i Lund, som netop arbejdede med at kortlægge alle svenske sogne og deres kirkelige udvikling på baggrund af klasseskel og folkelige sædvaner. Han arbejdede altså praktisk i krydsfeltet mellem historie og sociologi, og det er også den metode, han anvendte i tobindsværket En dansk sognepræst: Morten Pontoppidan (1954), et af hans hovedværker, som stadig har en prominent plads inden for dansk kirkehistorisk forskning.

Lindhardts teologi

Fra studenterårene og livet igennem var Lindhardt præget af den eksistensteologiske bevægelse Tidehverv. Det betød, at den inderligt følte kristendom ikke skulle have en afgørende plads i teologien. Kristendom handler om Guds ord og ikke menneskets følelse. Lindhardt foretog i løbet af 1940’erne et opgør med sin egen indremissionske baggrund, og han blev også en torn i øjet på den indremissionske bevægelse. En af dens ordførere kaldte ham sågar for en af de i Danmark mest skadelige personer for folkekirken. Det skyldtes flere ting, men især at han i en række artikler skrev om sammenhængen mellem de missionske vækkelsesbevægelser og sekularisering. Og var der noget, Indre Mission ikke brød sig om, så var det sekularisering. 

Lindhardt var anderledes indstillet, når det kom til sekularisering, og han bød den nye præmis velkommen. Sekulariseringen var, navnlig i kølvandet på 2. verdenskrig, kristendommens nye forudsætning. Krigen havde efterladt et åndeligt armod, og det var for mange svært at tro på Gud efter Holocaust. Tiden kaldte på en solid etik, men ikke en kristen etik. Derfor måtte spørgsmålet om Gud tilgås mere eksistentialistisk, og for Lindhardt var der en pointe i at frigøre Gud fra det verdslige og lade mennesket indrette den profane verden efter sin fornuft. Verden var for Lindhardt ontologisk irreligiøs i den forstand, at Gud er til i troen og ikke i verden. Lindhardt var på mange måder definitionen på en sekulariseringsteolog og tolkede gerne kristendommen på baggrund af nihilisme og irreligiøsitet. 

Debatten om det evige liv: århundredets måske største teologiske debat

I 1952 holdt Lindhardt sit berømte foredrag om det evige liv på Askov Højskole, hvor han til manges fortvivlelse problematiserede tanken om det evige liv. Tanken var for ham en romantiseret forestilling, der fratog Gud magten til og ansvaret for at definere efterlivet. En lignende debat havde også fundet sted i guldalderen mellem Adam Oehlenschläger (1779-1850) og H.C. Andersen (1805-1875), hvor H.C. Andersen netop mente, at det evige liv kunne forlanges. Og netop det var for Lindhardt en både romantiseret og over for Gud rethaverisk tanke. Hvad der sker efter døden, var op til Gud. For Lindhardt var efterlivet noget, der knyttede sig til livet nu og her, for ”vi har kun den fremtid, Gud under os.” Derudover mente Lindhardt, at den kristne forkyndelse om det evige liv i Paradiset modsatte sig et positivt syn på tilværelsen.

Et par måneder efter foredraget bragte Berlingske Tidende et interview med ham under overskriften: ”Bibelen giver ikke ret til at tro på et liv efter døden”, hvilket kun skabte mere furore. I interviewet uddybede Lindhardt, at fremtiden er Guds, og at ’den rette moral’ ikke skaffer mennesket en plads i Himmerige. Den yderste dag er i dag, for livet skal leves som en skænket gave.


P.G. Lindhardt slapper af ved sit hus i Skødstrup. Fra familien Lindhardts private fotosamling.

P.G. Lindhardts Helvedesstrategi

I 1958 udgav Lindhardt bogen Helvedesstrategi. Som han tidligere havde afmytologiseret tanken om det evige liv, afmytologiserede han i bogen også tanken om Helvede. Helvede var heller ikke en futurisk tilstand, men en tilstand, der kan være til stede i det jordiske liv her og nu.

Lindhardt tager udgangspunkt i fortællingen om Jesu nedfart til dødsriget og pointerer, at fortællingen ikke eksisterer i Bibelen, men stammer fra oldkirken, nærmere betegnet det apokryfe Nikodemusevangelium fra det 4. århundrede. Et evangelium, der ikke blev regnet for ægte, hvorfor det ikke blev antaget i Bibelen. Herfra har tanken om Helvede så bevæget sig ind i den kristne tænkning, selvom den, ifølge Lindhardt, ikke nødvendigvis er bibelsk. På den måde afmytologiserede han tanken om Helvede, og han mente, at Kristus med nedfarten allerede har reddet os fra Helvede. Lindhardt ønskede at gøre op med den pietistiske og gerningsretfærdige tanke om, at man modtager straf og løn ’som fortjent’, og at man, hvis ikke man havde omvendt sig før døden, var dømt til et efterliv i Helvede.

Lindhardts ’Jesus som broder-kristologi’

En central tanke i Lindhardts kristologi var billedet af Jesus som vores bror. Han var inspireret af Grundtvigs salme ”Jesus, at du blev min broder”, og Lindhardt så Jesus som den bror og det medmenneske, der tog del i alt det, der er vores – alt det menneskelige. Med den tanke vendte Lindhardt sig imod den objektive frelseslære, hvor Jesus lider og dør i vores sted for, at vi ikke skal lide og dø.

For Lindhardt var det snarere omvendt. Kristus blev ikke sendt til verden for at gøre alt op på et bræt i den forstand, at vi så er fritaget fra at handle godt. Han blev derimod sendt til dem, der tror, for også de kan lære, hvad det vil sige at leve, handle og gøre godt. Smerten er heller ikke mennesket undtaget. At føle smerte i livet kan Jesus ikke fritage os for, men han kan lære os at leve i efterfølgelse og ud af det livsmod og den styrke, han som Guds søn og vores bror, giver os, til selv at imødegå døden. Sådan knyttede han stedfortrædertanken sammen med brodertanken og undgår en teologi, der skaber falsk sikkerhed og gør mennesket slapt i ånden. Samtidig fastholdt han det etiske korrektiv, der findes i tanken om, at fordi Jesus er min bror og min næste, skal jeg også være en bror og næste over for mine medmennesker.

Udvalg af Lindhardts værker:
 

• Lindhardt, P.G.: Vækkelser og kirkelige Retninger i Danmark (1951).
• Lindhardt, P.G.: En dansk sognepræst Morten Pontoppidan (1954).
• Lindhardt, P.G.: Det evige Liv (1953).
• Lindhardt, P.G.: Helvedesstrategi (1958).
• Lindhardt, P.G.: Sådan set (1981).

P.G. Lindhardt i Studenterhåndbogen fra 1967. Fra AU universitetshistorie