Ungdom og opvækst

Knud Ejler Christian Løgstrup blev født den 2. september 1905 og døde den 20. november 1981. Han voksede op på Vesterbro med sin far, der var kontorist og senere grosserer, og sin mor, der var uddannet i Amerika inden for medicinsk hårpleje og havde en skønhedsklinik. Som 15-årig blev Løgstrup medlem af KFUM og senere kredsleder. Han blev præget af senpietismens vækkelsesreligiøsitet, selvom han aldrig blev ’omvendt’ til den.

Studietid og familie

Løgstrup tog studentereksamen på Metropolitanskolen 1920-23, hvor han gik i klasse med Hans Scherfig. I 1930 blev han cand.theol. og i 1932 modtog han universitetets guldmedalje for en afhandling om den tyske filosof Max Schelers materielle værdietik. Derefter tog han på studierejser til Strasbourg, Göttingen, Paris, Freiburg, Wien og Tübingen. I Freiburg studerede han filosofi hos Heidegger (1889-1976), men selv fremhævede han opholdet i Göttingen som afgørende, fordi han her mødte Hans Lipps (1889-1941), som blev en af hans største inspirationskilder. Efter studierejserne foretog han et opgør med den fromhedsteologi, der havde præget ham, og blev eksistentialistisk orienteret.

Løgstrup blev i 1935 gift med Rosalie Maria Pauly (Rosemarie Løgstrup, 1914-2005), som han havde mødt på universitetet i Freiburg, og det var hende, der oversatte hans værker til tysk. Fra 1939 til 1943 var han sognepræst i Sandager og Holevad på Fyn. I 1943 forsvarede han sin doktordisputats og blev samme år antaget som professor i etik og religionsfilosofi på det nyoprettede Aarhus Universitet. Det var midt under 2. verdenskrig, hvor han selv engagerede sig i modstanden. Han var professor frem til 1974. Løgstrup døde brat og uventet i 1981 i den fase, hvor hans fire metafysikbind blev til. De sidste to udkom posthumt.


K.E. Løgstrup var sognepræst i Sandager og Holevad på Fyn fra 1939-1943. Fra: K.E. Løgstrup Forskningscenteret

Løgstrup som teolog

Løgstrup var en væsentlig repræsentant for skabelsesteologien, hvis udgangspunkt er, at verden er skabt, og at det kan erkendes ud fra verden selv. Løgstrup skelner mellem en før-kulturel og en kulturel virkelighed. Der findes den kulturelle virkelighed, som mennesket har skabt, og så findes der den før-kulturelle virkelighed, som er skabt og dermed ikke skyldes os selv. At verden er skabt, betyder, at der er nedlagt en ontologisk mening og godhed i verden, samt at der er givet en etisk fordring med tilværelsen. 

At tilværelsen er skænket mennesket, rejser en fordring om uselviskhed. Med denne position stillede Løgstrup sig i modsætning til den eksistensteologiske bevægelse, der var inspireret af Søren Kierkegaard (1813-1855). Et knudepunkt i diskussionen mellem disse fløje var, hvorvidt der fandtes nogle ontologiske strukturer i verden, der kunne udsige noget om verden som skabt og om livets godhed. For Løgstrup var tilværelsen at forstå som nihilistisk, hvis man ikke opfatter den som skabt, og det var særligt det, han kritiserede den eksistensteologiske position og især teologen og tidehvervsmanden K. Olesen Larsen (1899-1964) for.

For Løgstrup var tilværelsen nemlig i udgangspunktet god. Derfor formulerede han et modsvar til det klassiske teodicé-problem, altså spørgsmålet om, hvorfor der er så meget lidelse til i verden, hvis Gud er god. Løgstrup vendte det på hovedet og ville hellere spørge, hvorfor der er så meget i tilværelsen, der er godt og lykkeligt. Forsøget på at besvare det uforklarligt lykkeliges tilstedeværelse kaldte Løgstrup nihilodicé. Det var umuligt for Løgstrup at være nihilistisk, for hans grundposition var, at verden er god.

Løgstrup interesserede sig for de almenmenneskelige og umiddelbart konkrete erfaringer, som er de før-videnskabelige, grundlæggende erfaringer, der lever i og mellem mennesker. I Løgstrups etik var det afgørende at kunne sætte sig i den andens sted. Det skal helst ske spontant for at undgå at komme til at betragte den anden ud fra et etisk princip frem for som et medmenneske. Men de etiske principper bliver nødvendige som imperativ, når man ikke formår at gøre det gode, man burde have gjort spontant.

Løgstrup modtog i 1979 Heinrich-Steffens-Preis af Christian-Albrechts-Universitets præsident. Fra: K.E. Løgstrup Forskningscenteret

Den etiske fordring

Bogen Den etiske fordring fra 1956 står som Løgstrups hovedværk. Her forsøgte han at udfolde en human etik på baggrund af den humane livsholdning, der viser sig i Jesu forkyndelse. Løgstrup forsøger at skrive til tidens menneske, som forstår sig på etik, men ikke nødvendigvis på kristendom. Derfor udtrykker han sig bevidst i et profant sprog og i ikke-dogmatiske bibelske vendinger. Løgstrup anvender konsekvent ikke ordet Kristus, men omtaler kun Jesus og tager sit udgangspunkt i den historiske og menneskelige Jesus.

Det er fra Den etiske fordring, vi har den kendte formulering: ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd”. Vi er som mennesker flettet ind i hinanden, og fordi der altid eksisterer et magtforhold mellem mennesker, er den etiske fordring nødvendig. Løgstrup har formuleret sin fordring på baggrund af Jesu dobbelte kærlighedsbud: ”Du skal elske din næste som dig selv”. Den etiske fordring handler om at varetage den del af det andet menneskes liv, man har i sine hænder. Men der siges ikke, med hvilken handling man skal gøre det. Derfor skal man mobilisere sin egen indsigt, forståelse og fantasi og foretage et skøn over, hvad den anden har brug for. Fordringen retter sig til enhver, og den fordrer, at man skal være uselvisk, og at man aldrig kan gøre krav på, at ens gode handling gengældes. 

Den etiske fordring er en fordring om kærlighed, men da kærligheden ofte ikke slår til, som den burde, bliver det i stedet en fordring om etik. Så skal man handle over for sin næste, som man ville have gjort, hvis man elskede personen.  

Opgør med Kierkegaard

Løgstrup tog i 1968 med værket Opgør med Kierkegaard et stort opgør med Søren Kierkegaard og den eksistensteologiske position. I 1940’erne og 50’erne var Løgstrup eksistensteologisk anlagt og væsentligt inspireret af Kierkegaard. Derudover var han en del Tidehvervsbevægelsen, men i løbet af 1960’erne tog han afstand fra begge. I Opgør med Kirkegaard introducerer han ’de suveræne livsytringer’, som er de spontane livsytringer såsom tillid, talens åbenhed og barmhjertighed.

De suveræne livsytringer er nogle absolutte grundlæggende strukturer, som vi ikke kan vikle os ud af med vores bevidsthed. De er indbygget i mennesket som en naturlig godhed, og de bærer vores liv med andre og tjener til at sætte mennesket ud over sin naturlige selvoptagethed. De suveræne livsytringer er ikke vores egen fortjeneste, men udspringer af den af Gud skænkede godhed i vores liv. De er indbygget i selve tilværelsen. Livsytringerne skyldes ikke os selv, men er nærmere vores grundlag. Livsytringerne skal tydes, og til det må mennesket bruge sin livsforståelse. Løgstrup kritiserer Kierkegaard for at være blind for de træk ved tilværelsen, som livsytringerne repræsenterer, og for at konstruere en uvedkommende resignationsteologi på baggrund af sit eget liv, som Løgstrup opfattede som et smertefuldt liv i resignation. Derudover kritiserede han Kierkegaard for at overse det gode og det smukke i det jordiske liv og at gøre det at afstå fra livet og efterfølge Kristus til et formål i sig selv.

Løgstrup modsatte sig også Kierkegaards paradoks-tænkning. Hvor Kierkegaard opfattede Kristus som et paradoks, mente Løgstup, at Jesus var den eneste ikke-paradoksale eksistens, der nogensinde har eksisteret. Han var den eneste, der formåede at leve i komplet ubetinget kærlighed. Derimod er alle andre paradoksale i deres misbrug af det skænkede. Men Jesus levede, som det var tænkt fra skaberens hånd.

Udvalg af Løgstrups værker:

• Løgstrup, K.E.: Den etiske fordring (1956).
• Løgstrup, K.E.: Kunst og Etik (1961).
• Løgstrup, K.E.: Opgør med Kierkegaard (1968).
• Løgstrup, K.E.: Kants kritik af erkendelsen og refleksionen (1970).
• Løgstrup, K.E.: Norm og spontanitet (1972).
• Løgstrup, K.E.: Skabelse og tilintetgørelse. Religionsfilosofiske betragtninger (1978, Metafysik IV).

 
K.E. Løgstrups biografi i Studenterhåndbogen fra 1947. Fra: AU Universitetshistorie