Lars Rasmussen kommer til Samsø

Lars Rasmussen blev født i Slagelse i 1817 og stod som ung mand i købmandslære. Han ægtede sin første kone Arine (1817-1848) i 1840, og sammen flyttede de til Samsø. Efter et par hårde og usikre år etablerede de en købmandsgård ved Brundby-Balle på øens østside i 1844. Balle betød oprindeligt ‘høj’, derfor ‘højen ved Brundby’.

Lars og Helene Rasmussen med deres børn. Billedet er taget ved Færgegården i Ballen i forbindelse med den yngste datters bryllup i 1897. Lars Rasmussens første kone Arine døde i barselsseng i 1848 til Rasmussens store sorg. Tre år senere giftede han sig på ny, denne gang med Helene Knudsen (1827-1916). Købmandsgården blev i flere generationer overtaget af efterkommere til Lars Rasmussen. Foto: Samsø Museum/Firmaet L. Rasmussen

Lars Rasmussen var opsat på at etablere et godt liv for familien, og det lykkedes ham at skabe en driftig købmandsforretning, der i en periode havde 1/3 af alle øens gårdmænd i sin kundekreds. De gode konjunkturer i 1840’erne og 1850’erne, ofte kaldet kornsalgsperioden, gav dansk landbrug gode priser på eksport af korn til udlandet. De høje priser førte dog også til en stadig skarpere konkurrence blandt købmændene.

Købmand i 1800-tallet: fremdrift og udfordringer

I løbet af 1800-tallet begyndte industrialiseringen for alvor i Danmark. Først omkring de større byer, men efterhånden påvirkedes de fleste erhverv og landbefolkningen også af den nye tid.  Forandringerne omfattede mekaniske gennembrud, en voksende kapitalistisk økonomi og gennemgribende sociale og kulturelle omvæltninger. Købmændene oplevede disse forandringer på første hånd og befandt sig i en situation, der skærpede konkurrencen og opdelingen mellem høkere og købmandshuse. Høkerne var mestendels omrejsende handlende i småvarer og levnedsmidler, mens de store købmandshuse formidlede handelen med større varer: landbrugsprodukter, råvarer, foderstoffer, kolonial mm.  Købmændene udgjorde traditionelt forbindelsesleddet mellem bønder og byer. De aftog bøndernes landbrugsvarer og solgte til gengæld kolonialvarer som te, kaffe, sukker og krydderier til bøndernes husholdning. Mekanisering samt forbedrede produktionsformer skabte øget overskud hos bønderne, og pengeøkonomien skabte særligt for købmændene mulighed for investeringer både i og uden for købmandsforretningen.

Med den gradvise liberalisering af økonomien indledtes en konkurrencepræget kamp om kunder og kontakter. Muligheden for at nå nye højder af profitable investeringer medførte også muligheden for dybe fald, konjunkturerne var ustabile, og mange købmænd måtte se sig selv i en pludselig og voldsom konkurs.

Økonomiske vanskeligheder og havnestrid

Som købmand oplevede Lars Rasmussen 1800-tallets konjunkturer på nærmeste hold. Fra en beskeden begyndelse opnåede han succes med kvæghandel, og med skiftet til kornproduktion og korneksport voksede forretningen støt efter etableringen af købmandsgården ved færgestedet Brundby-Balle i 1844. Overskuddet i kapital gav Rasmussen muligheder for at udvide, og i 1850’erne forhandlede han grovvarer som tømmer, jern og støbegods. Han investerede også uden for købmandsforretningen. I 1856 opførte han et teglværk, der kom til at udgøre en fast og stabil indtægtskilde - i særdeleshed under de hårde tider, der senere kom.

Lars Rasmussen, 1862. Her ses købmanden rank og i fint tøj. Fotoet er dog fra en periode med økonomisk krise for forretningen. Familien var nødsaget til midlertidigt at flytte bort fra købmandsgården og bo på teglværket indtil 1868, hvorefter Rasmussen langsomt formåede at redde købmandsgården og stable sin forretning på benene igen. Den ustabile købmandsforretning blev støttet af sideerhverv, blandt andet ophold af sommergæster. Foto: Samsø Museum/Firmaet L. Rasmussen

Pengekrisen i 1857-58 - de danske konsekvenser af en international økonomisk krise - ramte Rasmussen særdeles hårdt, da en kædereaktion i økonomien med usikkerhed og konjunkturfald indebar, at lån skulle indfries og yderligere kreditter ikke var mulige. Rasmussen blev tvunget til at indfri sine lån, og han kæmpede længe imod, indtil han i 1866 måtte indgå aftale med sine kreditorer. Han måtte dog under stadig skærpet konkurrence endnu engang acceptere fallit i 1886. Købmandsgården beholdt han, men tiden som storkøbmand var ovre, og forretningen var herefter af en art mellem høker og detailforretning.

Købmandsgården i Ballen med den lille skudehavn, 1890. Lars Rasmussen kæmpede en langvarig politisk kamp for at sikre placeringen af Samsøs nye havn på øens østside ved Ballen, hvilket kunne have give medvind til købmandsforretningen. Denne kamp tabte han, da Samsøs nye havn blev anlagt i Kolby Kaas på øens vestside i 1883 – på øens store godsejer grev Frederik Christian Danneskiold-Samsøes (1798-1869) jord og foretrukne placering. Midten af 1880’erne blev dermed skelsættende for købmand Rasmussen. Den tabte havnestrid var et stort slag, der blev fulgt af fallitten i 1886. Foto: Samsø Museum/Firmaet L. Rasmussen

Politisk engagement: forfatningskamp og brandtaler

Lars Rasmussen havde haft et stærkt samfundsengagement siden ungdommen. Han blev en aktiv person på Samsø, både politisk, socialt og åndeligt. Han var politisk knyttet til Bondevennerne og senere Venstre og forblev det igennem hele sit liv. Kort efter nederlaget i havnestriden fulgte et mislykket forsøg på at blive valgt til Folketinget for Venstre i 1884. En politisk karriere blev det ikke til, men selv om han oplevede nederlaget som ydmygende, engagerede han sig fortsat i øens politiske liv og var ved valget i 1887 med til at sikre, at Venstres kandidat for første gang blev valgt, selvom grev Danneskiold-Samsøe havde udøvet pres på øens landbefolkning for at de skulle stemme på Højre.

Lars Rasmussen var langvarigt engageret i landbobevægelsen og var formand for Samsøs Landboforening fra 1860-1864. Hans politiske taler fra årene 1868-1890 er bevaret og giver et detaljeret indblik i hans politiske engagement. Under Forfatningskampen (1866-1901), der rasede særligt stærkt i 1880’erne, blev grundlovsfesterne på Bøgebjerg midt på øen et samlingspunkt for den politiske opposition på Samsø. Gennem mange år var Rasmussen fast taler ved møderne, hvor han og Venstre brugte Junigrundlovens principper som løftestang for en kras kritik af Estrups Højre-regering.

Rasmussen så sig selv som en demokrat, bondeven og fortaler for den menige mand, og han var igennem hele sit liv engageret i det nære samfund omkring sig. Han var drevet af en indre spiritualitet, men i høj grad også af en omsorg for de svageste i samfundet. Igennem alle sine år på øen vandrede Rasmussen rundt til de fattige, de syge og de indsatte, og han talte ofte for en egentlig organiseret forsorg for de ringest stillede, hvilket det senere samske sociale arbejde fandt inspiration i.

Rasmussen var rundet af sine omgivelser i landbosamfundet, og fundamentet for hans samfundssyn var fasttømret i hans religiøse overbevisning, der igennem 1860’erne og 1870’erne i højere grad blev knyttet til de grundtvigianske frem for de gudelige bevægelser, der tiltrak ham i ungdommen. Det blev særlig tydeligt i den sidste halvdel af hans liv. Bondebevægelsen opfordrede bønder til at føre såkaldte ‘sjæledagbøger’, hvor man tilskyndede både at bekende sig over for sin gud og over for sig selv. Det er i Rasmussens egne sjælebøger, at man finder tegn på et skifte i mentalitet og livssyn. Med udgangspunkt i Rasmussens bevarede dagbøger kalder historikeren Søren Bitch Christensen forandringen hos den samske købmand “en gennemgribende mentalitetsændring fra det kapitalistisk rationelle til det reflekterende og følelsesmæssige”. Afsnit fra de tidlige år lagde vægt på økonomiske overvejelser samt optegnelser over vejret året rundt. I de senere år fyldte økonomiske overvejelser mindre, og optegnelserne over vejret forsvandt helt, mens familien, troen og engagementet i samfundet havde førsteprioritet.

Tegning fra Ballen Havn af Holger Drachmann (1846-1908), 1879. Lars Rasmussen var central for udviklingen af Samsø som turistmål. Som supplement til købmandsforretningens til tider varierende indtægter begyndte Rasmussen i 1870’erne at tage imod gæster på et sommerpensionat på købmandsgården. Her kom kunstnere, digtere og medlemmer af det finere borgerskab, der alle dyrkede tidens romantiske tanker om det landlige idyl og naturens rene skønhed. Blandt flere prominente gæster var Holger og Emma Drachmann, der besøgte øen i 1879, hvilket i eftertiden er blevet husket som turismens begyndelse på Samsø. Fra: Samsø Museum/ Firmaet L. Rasmussen

Udgivet i samarbejde med Samsø Museum.