Kilder
Kildeintroduktion:
I denne tale kan du læse, hvordan købmand Lars Rasmussen (1817-1899) i stærke vendinger advarer mod den fare, den samtidige fremvækst af socialisme og kommunisme udgjorde som en fristelse for arbejderne. Talen blev holdt ved en fest afholdt af Haandværker- og Arbeiderforeningen på Samsø i 1876. I stedet for socialisme og kommunisme mente Lars Rasmussen, at foreningen skulle arbejde for at afhjælpe fattigdom og nød gennem medlemmernes egne bidrag og hjælp til selvhjælp gennem en form for forsikringsordning og syge- og pensionskasse.
Lars Rasmussen var købmand i Ballen på Samsø i anden halvdel af 1800-tallet, hvor øen gennemgik en rivende økonomisk, social og politisk udvikling. Han var stærkt engageret i øens politiske liv. Han var mangeårigt medlem af medlem af landboforeningen, partiet Venstre og havnekommissionen, hvor han arbejdede for at få havnen anlagt i Ballen, hvor han havde sin købmandsforretning. I 1884 var han partiet Venstres kandidat til Folketinget, dog uden at blive valgt, og skuffelsen over den manglende opbakning var et hårdt slag. I 1887 fik husmændenes sag ham tilbage til det offentlige liv, da han blev bannerfører for modstanden mod øens store godsejer grev Frederik Christian Danneskiold-Samsøe (1838-1914), der havde sendt besked til øens husmænd om at stemme på partiet Højre. Året efter var han i 1888 hovedtaler, da Samsø fejrede 100-års jubilæet for stavnsbåndets ophævelse. Han benyttede anledningen til at støtte husmændenes krav om at få mulighed for at købe deres gårde af godsejeren. Husmændene var fæstere, dvs. at de lejede jorden og gården af godsejeren, som derigennem havde mulighed for at lægge pres på husmændene, også i politiske spørgsmål. Ved mødet i 1888 blev Samsø Husmands- og Arbejderforening dannet. Da foreningen nogle år senere blev drejet i en socialistisk retning, støttede Lars Rasmussen et kup mod foreningens formand, så der blev indsat en mere moderat leder.
I Skoven ved Haandværker- og Arbeiderforeningens Fest, 2. juli 1876
Vort Modersmaal er deiligt, det har saa sød en Klang, men det er dog ikke alle Ord i Modersmaalet, der har lige sød en Klang eller i lige høi Grad ere skikkede til at være det Rosenbaand, som store og smaa sammenbinde, men et saadant ”Velkommen” som lød fra den gamle Inspecteurs Læber nys, det har i Sandhed en sød Klang, hvad enten det lyder i Hal eller Skov, Borg eller Hytte, jeg vil derfor ogsaa paa egne og Forsamlingens Vegne takke for dette hjertelige Velkommen.
Dernæst skulde jeg sige nogle faa Ord om Anledningen til, at vi har stævnet hverandre til dette Møde. Fra Dagenes Begyndelse har der været Rige og Fattige, det er der den Dag idag og vil blive til Dagenes Ende, men i vor Tid er der fremkommet en fyldig Bevægelse i Retning af at komme Arbejderbefolkningen til Hjælp. Denne Bevægelse deler sig saa igjen i 2 højst forskellige Retninger, som jeg ganske kortelig skal antyde: Den første Retning, jeg vil pege paa, er den, som med 2 fremmede Ord kaldes Socialisme og Communisme. Disse 2 Landsbevægelser i det europæiske Folkesamfund, som man maaske mere betegnende kunde kalde 2 Dødsbevægelser, er vel noget forskellige, men dog i deres Grundvæsen nær beslægtede.
Den første Socialismen tilsigter at forandre hvert Folkesamfund eller Stat til en storartet Arbeidsanstalt, hvori alle skulde have lige meget; den sidste hæver al Eiendomsret, ophæver Ægteskabet, forkaster Hjemmet med alle dets Velsignelser i smaaa og store Huse. Tiden tillader mig ikke at opholde mig længe med at omtale disse 2 Brandbylder paa det europæiske Folkelegeme, jeg har vel og i de faa Ord, der er sagt, fremført nok for at enhver deraf vil kunde skjønne, at det er ligesaa umuligt ad denne Vei at komme vore trængende eller mindre heldig stillede Brødre og Systre i Samfundet til Hjælp, som det overhovedet umulige ad en Gudsforladt Vei at naa frem til et Maal ved hvilket Vorherres Velsignelse er at finde.
Altsaa: Socialismen og Communismen vil kuns berede store Skuffelser, Nød og Elendighed for de som ere enfoldige nok til at vente Hjælp fra denne Kandt, men paa den anden Side ville vi som for Tiden ere bedre stillede i Samfundet, bøie os for den Sandhed Sjællands lærde og kristelige Biskop[1] har søgt at gjøre gjeldende, at der hverken fra Statens, Autoriteternes eller de Enkeltes Side er gjort, hvad der kunde og burde gjøres for den Fattige. Nei der er en stor Sandhed en bekjendt tydsk kristelig Forfatter udtaler naar han siger, at Christenheden har fornægtet den himmelske Kjærligheds Communisme og er derfor blevet straffet med en Helvedes Communisme.
Nu kommer vi saa til den anden Retning ved hvilken vi kunne komme den fattige Haandværker og Arbeider til Hjælp og hvortil vi saa gjerne ville slutte os: Først i England og senere i andre Lande, og saaledes ogsaa hos os har man søgt at betrygge den gamle Haandværker og Arbeider med hvad man med eet Ord kalder Selvhjælp. I Erkendelse af det heldige og velsignede ved denne Art Bestræbelse er Samsøe Haandværker og Arbeiderforening stiftet, hvis Formaal det er, med de samme Midler, som Foreningens Medlemmer aarlig bidrage til Foreningens Kasse, og med de Bidrag, som andre der satte en Glæde i at være med at hindre Brødres Nød, lader denne Kasse tilflyde, at komme Foreningens trængende Medlemmer til Hjælp i deres Alderdom.
Maa jeg saa til slut, paa egne og Bestyrelsens Vegne bringe alle en hjertelig Tak, der med Gaver har støttet dette Formaal, at komme trængende Brødre og Systre til Hjælp i deres Alderdom, saaledes ogsaa alle dem, der med Gaver til Tombolaen har sat os istand til at bringe denne Fest i stand.
Ordforklaringer m.m.
[1] Hans Lassen Martensen (1808-1884) var biskop over Sjælland fra 1854 til sin død i 1884. Han udgav i 1874 skriftet Socialisme og Christendom, hvor han var fortaler for, at samfundet i højere grad måtte bekæmpe fattigdom og udjævne ulighed. Hans kritik af kapitalismen og den frie konkurrence var på nogle områder i overensstemmelse med socialismens og kommunismens analyser og kritikpunkter.
Udgivet i samarbejde med Samsø Museum.
