Arbejdermuseets festsal. Arbejdernes forsamlingsbygning i Rømersgade blev indviet i 1879 og har siden været centrum for mangfoldige kulturelle og foreningsarrangementer i arbejderbevægelsen. I 1982 blev huset hjemsted for Arbejdermuseet. Festsalen har gennem årene været rammen for mangeartede sammenkomster som jubilæer, juletræsfester, fagforeningsmøder og teater. De senere år har der været holdt Arbejderhistoriefestival, hvor historikere præsenterer deres forskning og Arbejderhistorieprisen bliver uddelt til årets bedste speciale eller ph.d.-afhandling. Foto: Arbejdermuseet & ABA

De første 100 år

Fra 1870’erne tog industrialiseringen af Danmark fart, og en ny arbejderklasse begyndte at vokse frem.  Louis Pio (1841-1894) stiftede den Internationale socialistiske Arbejderforening i 1871, der kort efter blev omdannet til det politiske parti Socialdemokratiet. Mange arbejdere tilsluttede sig partiet og organiserede sig i fagforeninger. Arbejderklassen i Danmark var både en dansk bevægelse, men samtidig en del af den internationale socialistiske bevægelse, der var vokset frem i årtierne forinden.  

Socialismens historie havde været del af politiske og kulturelle diskussioner siden 1840’erne, men arbejderbevægelsens egen historieskrivning begyndte først i 1904 med udgivelsen af Socialdemokratiets århundrede, der var skrevet af fremtrædende medlemmer af Socialdemokratiet. I det hele taget var værker om arbejdernes historie fra begyndelsen af 1900-tallet oftest skrevet af arbejderbevægelsens egne folk, eksempelvis som jubilæumsskrifter for politiske og faglige foreninger. Arbejderbevægelsens Arkiv blev oprettet i 1909 med det formål at indsamle materiale fra arbejderbevægelsens organisationer og personer samt litteratur til belysning af bevægelsens arbejde. Arkivets samlinger blev et vigtigt kildegrundlag for forskningen i arbejdernes historie mange år senere og er det stadig i dag.

I 1927 blev Instituttet for Historie og Samfundsøkonomi oprettet på Københavns Universitet med det formål at undersøge forholdet mellem arbejdere og arbejdsgivere efter 1857. I løbet af 1930’erne blev der produceret en række forskningsbaserede afhandlinger om organisations- og socialhistoriske emner. Afhandlingerne, som bygger på et enormt empirisk kildemateriale, kan også i dag bruges til at belyse arbejdernes historie i 1800-tallet, som f.eks. udviklingen i den tidlige fagbevægelse og arbejdsforholdene inden for håndværk og industri. 

Industrialiseringen af Danmark skabte tusindvis af nye arbejdspladser, som både mandlige og kvindelige arbejdere indtog fra 1880’erne. Masseproduktionen holdt sit indtog. Her ser man arbejdere på bryggeriet Tuborg, som var en stor arbejdsplads i København. Øllet blev tappet på flasker overvåget af en mandlig tapper, mens kvindelige bryggeriarbejdere bandt ståltråd over propperne på ølflaskerne. Bryggeriarbejdernes arbejds- og fagforeningshistorie er udforsket og beskrevet i en række værker. Foto: Arbejdermuseet & ABA

Arbejderhistorie som akademisk disciplin

Det store gennembrud skete omkring 1970, hvor arbejderhistorie blev et stort emne på universiteternes humanistiske og samfundsvidenskabelige institutter. Årsagerne skal bl.a. findes i en kraftig vækst i antallet af studerende og en bredere social rekruttering til universiteterne og ungdomsoprøret. Det antiautoritære politiske og venstreorienterede engagement i 1970'erne befordrede også interessen for studier i arbejderklassens og især arbejderbevægelsens historie inspireret af marxismens forskellige teoretiske afskygninger. Kilder til arbejderhistorien og et frugtbart fagligt miljø blev fundet på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA), og denne institution blev også basis for den historiske forening Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie (SFAH), der blev oprettet i 1970. SFAH har nu i mere end 50 år været rammen om forskning og formidling af arbejderhistorien gennem tidsskrifter, skriftserie, konferencer, foredrag og festivaler.

Emnerne for forskningen havde i 1970’erne den politiske og faglige bevægelse som fokus. Den første større afhandling var Revisionismens betydning for det danske Socialdemokratis idéudvikling fra 1890'erne til 1930'erne. Emnet blev allerede i 1965 brugt til en prisopgave ved Københavns Universitet, der blev besvaret af 3 historikere: Claus Bryld, Niels Finn Christiansen og Lise Togeby. Der blev forsket i organisationsanalyser, der kortlagde de forskellige fags eller industriområders faglige udviklingshistorie, ligesom venstrefløjens historie blev et centralt emne.

Arbejdernes historie udviklede sig til et tværfagligt forskningsområde, da sprog- og litteraturfag, etnologi, folkloristik, idéhistorie og en række andre fag inddrog arbejdernes kultur og historie. Interessen for social- og kulturhistoriske undersøgelser blev styrket, og nye kildegrupper som erindringer og interviews fandt vej ind i arbejderhistorieforskningen.

Interessen for arbejderhistorien var meget stor på universiteterne i 1970’erne. Mange emner, metoder og teorier blev anvendt i forskningen. Da et tiår var gået, var der behov for en status og perspektiver for arbejderhistorien, og gennem en række oversigtsartikler og temaartikler gav Fremad og aldrig glemme (1981) et overblik over, hvor arbejderbevægelsens historie befandt sig i 1980. Foto: SFAH

Arbejderhistorien går nye veje

Nye teorier og metoder på tværs af fagene inspirerede og berigede arbejderhistorien, som fra slutningen af 1970’erne fik et bredere indhold. Fokus var nu i højere grad på analyser af arbejderklassens hverdagsliv, leve- og arbejdsvilkår, kultur og fritid, samtidig med at der stadig blev forsket i arbejderpartiernes politikudvikling og fagbevægelsens historie.

Interessen for arbejderhistorien var stærkt stigende på universiteterne. Københavns Universitet oprettede i 1982 Center for Arbejderkulturstudier, der blev ledet af historiker Niels Finn Christiansen (født 1937), en af arbejderhistoriens pionerer. Formålet var at styrke forskningen i arbejderklassens kultur, levevis og organisationer i fortid og nutid samt fremme en tværfaglig forståelse af arbejderkulturen. Centeret introducerede meget forskellige metodiske, teoretiske og faglige tilgange til arbejderkulturen, der affødte diskussioner på tværs af fagene, bl.a. om hvordan man kunne bruge erindringer og mundtlige kilder til arbejderkulturens historie. Centeret lukkede i 2008.  

Nye forskningsområder blev fortsat integreret i arbejderhistorieforskningen. Kvinde- og kønshistorien bidrog til en bredere forståelse af arbejderkvindernes hele liv, ligesom forskningen i arbejdslivets historie viste, hvorledes ændringer af arbejdsprocesser og herunder kønsarbejdsdelingen og samfundets holdninger til arbejdet var en vigtig del af arbejderhistorien. Her blev også sat fokus på strejker som en del af kampen for bedre leve- og arbejdsvilkår. Et omfattende registrerings- og forskningsprojekt om industrialismens boliger og bygninger startet i 1973 bidrog til en bredere viden om arbejdernes levevilkår.

Diskussionerne om tværfaglighed, nye metoder, teorier og emner i arbejderhistorien blev samlet op i to antologier, henholdsvis udgivet i 1981og i 1990. Her mødes de forskellige forskningsmæssige opfattelser om brug af kilder som erindringer og arbejderlitteratur, ligesom den såkaldte reformismedebat, som undersøgte graden af revolution eller reformisme i Socialdemokratiets og venstrefløjens ideer og politiske handlinger, var et varmt emne i 70’erne, men forsvandt i løbet af firserne. Vægten lå i stedet på empiriske undersøgelser af arbejdernes dagligliv, handlinger og holdninger, såvel faglærte som ufaglærte og mænd som kvinder.

Der blev også åbnet nye veje for formidling af arbejderhistorien. Lokalt engagerede mange museer og arkiver sig i at forske, skrive og formidle den lokale arbejderhistorie. Fagbevægelsens mange foreninger kunne i 1980’erne og 1990’erne fejre 100-årsjubilæer og engagerede faghistorikere til at skrive deres jubilæumsskrifter. Arbejderbevægelsen selv stod bag etableringen af Arbejdermuseet, der åbnede i 1984 i Arbejdernes Forsamlingsbygning i Rømersgade, bygget i 1879.

Arbejderhistorien var i 1990’erne så bredt forankret i historieforskningen, at den nu blev inddraget i den brede historieskrivning. Arbejdernes historie blev et integreret perspektiv i undersøgelser af besættelsestiden, den kolde krig, velfærdsstatens historie og den politiske historie i det 20. århundrede. Der blev fra 1990’erne også skrevet en række biografier over betydningsfulde personer i arbejderbevægelsen, som f.eks. Hartvig Frisch (1893-1950) af Niels Finn Christiansen, Jens Otto Krag (1914-1978) af Bo Lidegaard (født 1958) og Bodil Koch (1903-1972) af Birgitte Possing (født 1952).

Venstrefløjens historie blev løbende udforsket. Efter Berlinmurens fald i 1989 fik kommunismeforskningen en vældig opblomstring.  Medvirkende hertil var, at arkiverne rundtomkring i Europa og Rusland blev åbnet, så kommunismeforskningen kunne udforskes både nationalt og internationalt. Åbningen af Danmarks Kommunistiske Partis arkiv på ABA i løbet af 1990’erne bidrog også til denne forskning.

Arbejderhistorien i Danmark har også nydt godt at de internationale netværk, som forskerne har været en del af. Der bliver med faste års mellemrum holdt nordiske arbejderhistoriekonferencer, der går på skift mellem de nordiske lande. Internationalt står organisationen The International Association of Labour History Institutions (IALHI) for netværk, afholdelse af konferencer og hjemmeside.

Selskabet for Arbejderhistorie er også et forlag. Foreningen har i 50 år udgivet værker om arbejdernes og arbejderbevægelsens historie. Kampen om arbejderne (2018) af Margit Bech Vilstrup er nr. 58 i selskabets skriftserie, og bogen handler om arbejderbegrebets politiske historie 1750-2019. I nutiden henvender både blå og røde partier sig til arbejdervælgerne, så bogen spørger, hvem arbejderen egentlig er, og hvordan begrebet har ændret sig siden 1700-tallet. Foto: SFAH

Arbejderhistorien efter 2000

Historieforskningen skifter over tid emner og fokusområder, ofte inspireret af aktuelle samfundsdebatter. Interessen for arbejderhistorie har efter årtusindskiftet ligget på et stabilt leje uden dog at nå højderne fra de foregående årtier.  

Der bliver stadig skrevet specialer og opgaver på universiteterne, ligesom tidsskriftet Arbejderhistorie afspejler den mangfoldighed, som i dag præger emnevalget for forskningen i arbejderhistorie. Bøger om arbejderhistorie spænder bredt, lige fra afhandlinger om arbejderbegrebets politiske historie til den spændingsmættede historie om mellemkrigstidens kommunistiske underverden i Skandinavien. Biografier om arbejderbevægelsens centrale skikkelser udgives stadig i en lind strøm, senest med en biografi om Martin Andersen Nexø (1869-1954). 

Arbejderhistorieforskningen har efter årtusindeskiftet fastholdt et meget bredt emnevalg både inden for bevægelsens og klassens historie. Kooperationen, arbejderkunsten og de politiske ungdomsorganisationer er blevet udforsket. Arbejderkvindernes historie og kampen for ligestilling både inden og uden for arbejderbevægelsen har stadig fokus. Andre emner er kolonihavebevægelsen, folkeferie, børnearbejde og landarbejdernes levevilkår, migrantarbejdere, arbejderlitteratur og arbejderpressen. Artikler findes i Arbejderhistorie. Tidsskrift for historie, kultur og politik eller i SFAH’s skriftserierække.

Arbejderhistorie er et tidsskrift for arbejdernes historie, kultur og politik. SFAH udgav i 1971 den første Årbog for arbejderbevægelsens historie. Over de følgende 50 år har foreningen udgivet forskellige tidsskrifter, som har præsenteret den nyeste forskning i arbejderhistorien, essays, kilder og anmeldelser. Artiklerne illustreres med foto, plakater, faner og andre artefakter, som viser arbejdernes liv og historie. Foto: SFAH

Denne artikel er udarbejdet i samarbejde med Arbejdermuseet