Introduktion

I dag er vi alle erklærede demokrater. Vi kan godt skændes om, hvad man skal forstå ved demokrati, og vi kan beskylde politiske modstandere for at være for lidt demokratiske eller forkert demokratiske, men det er meget svært at vinde opbakning på at erklære sig som antidemokrat. Sådan har det ikke altid været. Demokratibegrebet blev først defineret i oldtidens Grækenland, men derefter gik det nærmest i glemmebogen, indtil det atter blev aktuelt på nye måder, især med Den Franske Revolution i 1789. Endnu langt op i 1800-tallet fungerede ’demokrati’ dog mest som et skældsord, der var ensbetydende med pøbelvælde – altså at kredse af befolkningen fik indflydelse uden at have evner eller egentlig ret til at udøve magten.

De forandringer i demokratibegrebet angår ikke kun ord og deres skiftende betydninger. De røber også meget om de samfund, som har brugt begreberne på skiftende måder. Når mange i 1800-tallets politiske elite fordømte demokratiet, udtrykte det bl.a. en grundlæggende opfattelse af, at alle mennesker ikke havde lige evner og rettigheder til indflydelse på samfundet. Når vi i dag hylder demokratiet, påberåber vi os derimod en opfattelse af, at mennesker er – eller bør være – ligeberettigede. Også selv om der stadig i dag er mange, som reelt holdes uden for ligeberettigelsen.

Det er et eksempel på, hvad begrebshistorie handler om, nemlig hvordan politiske grundbegreber som f.eks. ’demokrati’, ’frihed’, ’stat’, ’borger’, 'revolution' eller ’reform’ har udviklet sig historisk, og hvad begrebernes historie kan sige om sociale og kulturelle udviklinger. Begrebshistorikeren vil stille spørgsmål som: Hvad har begrebet betydet til forskellige tider? Hvem har brugt begrebet, i hvilke kontekster og med hvilke formål og hvilke virkninger?

Elementer af begrebshistorie kan spores langt tilbage i historieskrivningen, men siden 1960’erne har den udviklet sig til et centralt historiefagligt specialfelt med sine egne analysemåder og institutioner, især under inspiration fra den tyske historiker Reinhart Koselleck (1923-2006). Navnlig siden årtusindskiftet er nogle af begrebshistoriens analysemåder desuden i stigende grad blevet en del af den almindelige historievidenskabelige værktøjskasse og er blevet forbundet med andre historiske tilgange og nye temaer.

Reinhart Koselleck grundlagde meget af teorien bag nyere begrebshistorie og var en hovedkraft bag leksikonet 'Geschichtliche Grundbegriffe'. Foto: G. Rudolf, Universitätsarchiv Bielefeld 

Reinhart Kosellecks begrebshistorie

Der findes adskillige tilgange inden for begrebshistorien, men langt de fleste tager på den ene eller anden måde afsæt i det grundlag, Reinhart Koselleck udarbejdede under sit virke som professor i historieteori ved det nygrundlagte Universität Bielefeld i 1970’erne og 1980’erne. I det store leksikon Geschichtliche Grundbegriffe (1972-1997) udforskede han og hans nærmeste fagfæller de 122 begreber, som de identificerede som de vigtigste sociale og politiske grundbegreber i det moderne samfund. Begreber som ’frihed’, ’diktatur’, ’stat’, ’borger’, ’monarki’, ’folk’, ’nation’, ’parti’ og ’klasse’ bliver her undersøgt i leksikonopslag på ofte flere hundrede sider. Opslagene søger at tegne begrebets lange historie fra antikken til det moderne samfund, men de lægger særlig vægt på forandringer i disse grundbegreber i de tysktalende lande ved overgangen til det moderne samfund, hvilket her især vil sige perioden fra cirka 1750 til cirka 1850.

Koselleck skelner mellem ord og begreber. Ord er entydige, hvorimod begreber er flertydige. Et ord som ’bord’ har bare én betydning, som det er vanskeligt at blive uenige om. Begreber derimod kan have flere forskellige betydninger. En liberalist og en socialist vil f.eks. typisk have ret forskellige opfattelser af begrebet ’frihed’. Diskussionerne om, hvad det vil sige at være ’dansk’ eller ’dansker’ er uendelige. Og ’demokrati’ kan i dag både henvise til et kompleks af politiske institutioner som Folketinget eller lokale byråd og til folkelige protester uden for sådanne institutioner. Lignende betydningsforskelle gør sig gældende, når vi ser på forskellige tider – som i det ovennævnte eksempel med demokratibegrebet. Begrebshistorikeren undersøger sådanne sproglige og betydningsmæssige forskelle både inden for enkelte tider (synkront) og på tværs af forskellige tider (diakront). Og i mange tilfælde viser nutidige uenigheder om grundbegrebers betydning sig at have rødder i vidt forskellige historiske traditioner, der på den ene eller anden måde har aflejret sig i begrebernes aktuelle kompleksitet. Koselleck sammenligner her begrebshistorikerens undersøgelse af forskellige ’tidslag’ i begreberne med arkæologens afdækning af aflejringer fra forskellige tider i de enkelte jordlag.

De sproglige begreber fungerer desuden ifølge Koselleck både som indikatorer og som faktorer. Begreberne er både indikatorer for forandringer (f.eks. materielle eller sociale forandringer) og faktorer i den forstand, at hvis begreber pludselig bliver brugt med en ny betydning, har de faktisk potentiale til at forandre det samfund, som de anvendes i. Også det kan man se i demokratibegrebets historie: Som historisk indikator kan f.eks. 1840’ernes brug af demokratibegrebet vise os noget væsentligt om den tid. Men den tids kampe om, hvad man skulle forstå ved demokrati, fik også afgørende konsekvenser for, hvordan det gamle enevældige monarki blev afviklet og et nyt konstitutionelt monarki udformet. I den forstand blev demokratibegrebet også en faktor. Begreber afspejler således deres samtid, men de opstiller også rammer for, hvad mennesker til skiftende tider har kunnet sige, tænke og gøre.

Når Kosellecks begrebshistorie har vundet så stor udbredelse blandt historikere, skyldes det bl.a., at den lægger op til ret håndgribelige studier af specifikke begrebers historiske brug og deres forandring over tid. Det giver begrebshistorikeren muligheder for at udforske sprogets historiske magt og mekanismer – også uden nødvendigvis at skulle inddrage de tungere teoretiske analyseapparater, der typisk knytter sig til teorier om diskursanalyse hos f.eks. Michel Foucault (1926-1984) eller ægteparret Ernesto Laclau (1935-2014) og Chantal Mouffe (født 1943). Den Koselleck-inspirerede begrebshistorie forbinder sig dog også som udgangspunkt tæt med nogle mere vidtrækkende betragtninger over, hvad der kendetegner det moderne Europa.

Tidsliggørelse af begreber

Kosellecks begrebshistorie blev udviklet i forbindelse med nogle betragtninger over de kulturelle, idémæssige og sproglige forandringer i overgangen til den moderne epoke, altså perioden fra cirka 1750 til cirka 1850. Igen kan man bruge demokratibegrebet som eksempel. Efter Den Franske Revolution og op gennem 1800-tallet blev det på vidt forskellige måder vævet ind i de moderne politiske ideologier som liberalisme, konservatisme og socialisme. Det angik ikke længere kun en lille elite af lærde og velhavende folk, men stadig større dele af befolkningen. Og det blev et led i en moderne grundopfattelse af fremskridt fra gamle dages undertrykkelse og ulighed til moderne frihed og lighed. Med Kosellecks ord: Grundbegreberne blev politiseret, ideologiserbare, demokratiseret og tidsliggjorte.

Ikke mindst tidsliggørelsen er et omdrejningspunkt for den analyse af det moderne samfund, som Koselleck væver ind i sin begrebshistorie. For ham udsprang en stor del af begrebshistoriens relevans af, at den i detaljer kunne vise, hvordan moderniteten var kendetegnet ved en forskydning i menneskers oplevelse af tid. Ifølge ham var det førmoderne menneske grundlæggende karakteriseret ved at forvente eller fordre, at fremtiden måtte ligne det, man allerede kendte. Bonden forventede at forblive bonde, herremanden at forblive herremand. Dette ændrede sig markant i perioden mellem 1750 og 1850. Det moderne menneske indarbejder i langt højere grad forandringen som livsbetingelse, både på det nære, individuelle plan og i samfundet som helhed. Koselleck udtrykker også den forandring sådan, at der i overgangen til det moderne samfund sker en forskydning mellem menneskenes erfaringsrum og deres forventningshorisont – altså mellem det, de allerede kender, og det, de forventer.

Begrebet ’revolution’ er et oplagt eksempel på et grundbegrebs tidsliggørelse og forskydningen mellem erfaringsrum og forventningshorisont. For nutidige mennesker betyder revolution grundlæggende en hastig og vidtrækkende forandring, hvor det nye erstatter det gamle. Det kender vi ikke kun fra sociale revolutioner som den franske i 1789 eller den russiske i 1917, men også fra moderne forståelser af industriel eller teknologisk revolution. Men både bogstaveligt og oprindeligt betyder ordet ’revolution’ bare, at noget drejer rundt – altså at det revolverer om sin egen akse, ligesom patronerne i tromlen køres i stilling til affyring på en revolver. Da Nikolaus Kopernikus i 1543 fremlagde sine analyser af, hvordan himmellegemerne drejede rundt om deres egen akse og om solen, talte han også netop om deres ’revolution’. Den cirkulære forståelse af revolutionsbegrebet gjorde sig også stadig gældende, da politiske kommentatorer i 1600-tallet forklarede de engelske omvæltninger midt i århundredet, da kongemagten først blev stækket, så afskaffet og siden genindført – i det, som vi kender som ’Den Engelske Revolution’. Ifølge dem lå ’revolutionen’ ikke i afskaffelsen af den gamle samfundsorden, men tværtimod i dens genoprettelse. Det ændrede sig med 1700-tallets nye tanker om historisk forandring. Navnlig kom Den Franske Revolution fra 1789 og frem til at præge forståelsen af ikke blot selve ordet ’revolution’, men også hele den nye forståelse af livets og samfundets radikale foranderlighed, som fulgte med.

Revolutionsbegrebets videre udvikling op gennem 1800- og 1900-tallet kan også være med til at vise sammenhænge mellem begrebets tidsliggørelse og f.eks. dets politisering. Så snart revolution som hastig radikal forandring kom til syne som aktuel mulighed i samfundslivet, opstod der også grundlag for skel mellem revolutionære og antirevolutionære politiske standpunkter, og de nye politiske ideologier udviklede sig ikke mindst gennem hver sin holdning til revolutionen som mulighed: Konservatismen blev udformet imod arven efter Den Franske Revolution. 1800-tallets moderate, elitære liberalisme søgte at indarbejde nogle af revolutionens principper om lighed for loven og national enhed. Og socialismen og kommunismen udviklede Den Franske Revolutions forandringsprojekter videre i endnu mere vidtgående retninger.

I den henseende blev revolutionsbegrebet atter både en historisk indikator og en historisk faktor med virkninger langt ud over selve Den Franske Revolution, som havde udformet begrebets moderne indhold. Og mange af de forskellige værdier og betydningsindhold, som revolutionsbegrebet er blevet forbundet med, gør sig stadig gældende i nutidens politiske debatter. Her kan revolutionsbegrebet f.eks. typisk tilkendes positive værdier, når der tales om ’revolutioner’ i f.eks. kommunikationsteknologi, men omvendt typisk negative værdier, når begrebet forbindes med vold og ødelæggelse.

Begrebshistorien udvides

Med inspiration fra Kosellecks skrifter har senere bud på begrebshistorie trukket i flere forskellige retninger. Først og fremmest er begrebshistorien blevet et internationalt forskningsfelt, og der er siden produceret et væld af studier af begreber i historien i andre sprogfællesskaber. Flere har også forsøgt at undersøge begreber i et transnationalt perspektiv, herunder hvordan begreber vandrer på tværs af landegrænser. I takt med udbredelsen af begrebshistorien har flere forfattere forsøgt at kombinere begrebshistorien med andre forskningstraditioner som f.eks. den såkaldte Cambridge-skole omkring J.G.A. Pocock (1924-2023) og Quentin Skinner (født 1940), der undersøger politisk teori i skiftende kontekster for debat.

Begrebshistorien er blevet kritiseret for ofte at resultere i det, man kan kalde en ’tindevandring’, hvor man undersøger betydning og brug hos intellektuelle fyrtårne og overser begrebsbrugen hos den bredere befolkning, både i hverdagen og i perioder af intens begrebsforandring som revolutioner, krige og kriser. På den baggrund har f.eks. den tyske historiker Rolf Reichardt (født 1940) forsøgt at udvikle begrebshistorien til i højere grad at anlægge et nedefra og op perspektiv på afgørende historiske brudpunkter. Begrebshistorien er også – og med rette – blevet kritiseret for at være eurocentrisk. Men i de senere år er forskningen blevet udvidet med studier af ikke-europæiske sprog.

I leksikonværket Geschichtliche Grundbegriffe udforskede Koselleck og hans nærmeste fagfæller 122 af de vigtigste sociale og politiske grundbegreber i det moderne samfund. Foto: Wikimedia Commons   

Siden udgivelsen af Geschichtliche Grundbegriffe er der blevet etableret et internationalt begrebshistorisk netværk, the History of Concepts Group, som udgiver et begrebshistorisk tidsskrift, afholder konferencer og arrangerer en sommerskole. Forskningsfokusset har også flyttet sig fra udelukkende at være på politiske og sociale grundbegreber til begreber mere bredt, herunder æstetiske og følelsesmæssige begreber. Samtidig har dele af den begrebshistoriske forskning også løsrevet sig fra koblingen til modernitetsteorien, og man kan i dag finde talrige eksempler på forskning i begrebshistorie, som anvender den metodiske værktøjskasse til andre problemfelter og tematikker.

I Geschichtliche Grundbegriffe berøres perioden fra 1900 og frem mere overfladisk. Det har i perioden, efter at værket blev færdiggjort, derfor også været diskuteret, hvorvidt man kan skrive en begrebshistorie for det 20. århundrede, eller nærmere, hvorvidt man kan udvikle modernitetstesen med spørgsmål om, hvad der sker efter 1900? Forskere har været optaget af, om man i det 20. århundrede fortsat kan identificere en tidsliggørelse, en demokratisering, en politisering og ideologisering af sproget – og hvis ikke, er der da andre, måske nye tendenser, som vi kan iagttage i et studie af sprog og begrebsbrug i det 20. århundrede?

I de seneste år har forskere tilknyttet netværket omkring the History of Concepts Group igangsat en ny bogserie, European Conceptual History, som tematiserer et eller flere forbundne begreber i hvert bind, herunder nationalisme og internationalisme, demokrati, liberalisme, men også begreber knyttet til bestemte sprogfelter og mønstre knyttet til f.eks. europæiske regioner og grænser og videnskabspolitik. I modsætning til Geschichtliche Grundbegriffe forsøger dette projekt ikke at skrive én historie om hvert begreb. I stedet lader det forskellige forskere beskrive sprog og begrebsudvikling i forskellige lande og sammenhænge for dermed at kunne sammenligne begrebsudvikling i forskellige sprogfællesskaber og skrive en bredere europæisk begrebshistorie.

I de senere år er begrebshistorien også søgt kombineret med digital historie og digitale værktøjer. I takt med at mere kildemateriale digitaliseres bliver det muligt at foretage digital fjernlæsning af store mængder data, som kombineret med nærlæsning af udvalgt materiale giver nye muligheder for at undersøge begrebshistorie. F.eks. åbner digitalisering af avismateriale, parlamentsdebatter, bøger og tidsskrifter mulighed for at undersøge, hvornår nye begreber dukker op, hvornår de begynder at blive udbredte, og gennem næranalyse kan man da spørge til, hvordan de ændrer betydning.

Det er vanskeligt at omtale nutidens Europa uden at referere til dets regioner – transnationale geografiske betegnelser såsom 'Skandinavien', 'Østeuropa' og 'Balkan'. Disse betegnelser er så allestedsnærværende, at de ofte bliver betragtet som empiriske realiteter frem for skiftende, overlappende og historisk konstruerede koncepter. Tredje bind af bogserien ’European Conceptual History’ indeholder en systematisk gennemgang af, hvordan forskellige regioner er blevet konceptualiseret gennem moderne europæisk historie. Fra: Berghahn Books

Nyere danske eksempler på begrebshistorie

I dansk historieforskning begyndte begrebshistorien at blive præsenteret i større stil i løbet af 1990’erne, ikke mindst hos historikeren Jan Ifversen og politologerne Uffe Jakobsen og Niels Åkerstrøm Andersen. Siden årtusindskiftet er tilgangen blevet udmøntet i en række studier af danske historiske udviklinger. Ikke mindst har Jeppe Nevers i bogen Fra skældsord til slagord undersøgt demokratibegrebets danske historie fra 1750 til i dag. I dette studie, som er tydeligt inspireret af Koselleck, følger Nevers begrebets lange udvikling og spørger blandt andet, om man kan identificere nogle af de samme træk i Danmark, som Koselleck anså for kendetegn ved den tyske overgang til modernitet.

Blandt andre Jesper Vestermark Køber og Anne Engelst Nørgaard har siden undersøgt demokratibegrebet i kortere tidsperioder og med større fokus på kampe om begrebets betydning. Desuden har f.eks. Margit Bech Vilstrup skrevet om arbejderbegrebet i dansk historie i perioden 1750-2017, Poul Duedahl om racebegrebet i det 20. århundrede, og Bertel Nygaard har bl.a. nærstuderet kampe om kommunismebegrebet i 1840’ernes Danmark. Niklas Olsen har arbejdet nærmere med bl.a. den idéhistoriske baggrund og de teoretiske implikationer af Kosellecks begrebshistorie.