I juraens tjeneste

Retshistorien opstod oprindeligt som en juridisk disciplin. I Danmark betragtes Peder Kofod Ancher (1710-88), der var professor i jura ved Københavns Universitet, som grundlæggeren af den retshistoriske videnskab. Da han i 1769-76 udgav værket En Dansk Lov-Historie, var det den første fremstilling af dansk rets historie. Ancher var inspireret af den franske oplysningsfilosof Charles Montesquieus (1689-1755) begreb om ’lovens ånd’. For at forstå loven var det nødvendigt at kende lovgivers hensigt og de historiske forhold, der havde påvirket lovens tilblivelse. Lovhistorien var med andre ord et nødvendigt redskab for juristen for at kunne forstå sin samtids gældende ret.

Titelbladet til den første fremstilling af dansk retshistorie udgivet i 1769-76. Illustrationen viser, hvordan den første generation af danske retshistorikere opfattede fagets formål. Danske Lov – der på udgivelsestidspunktet var gældende ret – er træets stamme. Denne stamme suger næring fra sine rødder, der er den ældre danske lovgivning – fx Jyske Lov. Retshistorien var en hjælpevidenskab til jura, hvis eksistensberettigelse var at bidrage til forståelsen af samtidens gældende ret via historiske undersøgelser. Foto: Nasjonalbiblioteket, Norge   

Fra begyndelsen af 1800-tallet fik inddragelsen af andre retskilder end lovgivningen – som fx den uskrevne sædvaneret – større betydning. Og da retshistorie i 1821 var blevet et selvstændigt eksamensfag for jurastuderende ved Københavns Universitet, blev lærebøgernes titel ændret fra lovhistorie til retshistorie. Formålet var dog det samme: Retshistorien var en hjælpedisciplin til jura, hvis berettigelse var at bibringe juristen en mere nuanceret forståelse af gældende ret. Fagets metode mindede om den juridiske eller retsdogmatiske metode, hvis formål var og er at systematisere, fortolke og analysere gældende ret. På baggrund af historiske retskilder, der omfatter fx lovgivning, forarbejder, retspraksis og sædvaner, var retshistorikerens opgave at undersøge, hvad der til forskellige tider havde været gældende ret, og hvordan den havde udviklet sig.

Retshistorien udvides

Fra omkring 1870’erne ændredes opfattelsen af retshistorien og dens formål. Retshistorien blev nu ikke udelukkende set som en hjælpedisciplin til jura, men som et bredere felt, der eksisterede i sin egen ret. Interessen samlede sig om retten som et kulturelt og samfundsmæssigt fænomen med sin egen historie. Blandt retshistorikere betegnes denne nye dimension almindeligvis som rettens kulturhistorie. Synet på juraen i historisk perspektiv blev udvidet, så retten nu ikke længere sås som et isoleret fænomen, men derimod som en integreret del af den øvrige samfundsudvikling. Retshistoriens kulturhistoriske formål blev at belyse rettens betydning for og samspil med samfundet, herunder at give indblik i forholdet mellem retten og samtidens ideologiske strømninger.

Opslag fra et af de ældste bevarede håndskrifter af Jyske Lov fra 1241. Lovgivningen har altid været et af retshistoriens væsentligste fundamenter, og de middelalderlige landskabslove har for alle generationer af retshistorikere påkaldt sig stor opmærksomhed. Denne udgave af Jyske Lov er fra begyndelsen af 1400-tallet og har bl.a. tilhørt dansk retshistories grundlægger, Peder Kofod Ancher. Det er udsmykket med farvestrålende initialbogstaver og dekorationer, og Ancher gav det betegnelsen ’Codex Elegantissimus’. Foto: Det Kgl. Bibliotek, Håndskriftsamlingen. Uldall 227, 4°

Med denne nyorientering af retshistorien blev rettens udvikling sat ind i en bredere kontekst. Udvidelsen af det retshistoriske perspektiv foregik også på et andet vigtigt område, nemlig i undersøgelsen af sammenhængen mellem forskellige retssystemer. De første generationer af danske retshistorikere opfattede middelalderens ret som et udtryk for en særlig sund dansk ret, upåvirket af unødvendig indflydelse udefra. Om biskop Gunner, der tidligere blev opfattet som penneføreren bag den berømte fortale i Jyske Lov fra 1241, skrev P. Kofod Ancher, at han var ”fri for den farlige indbildning om de fremmede loves fortrin”. Efterfølgende er det sætning for sætning blevet påvist, hvordan fortalens indhold – med ganske få undtagelser – byggede på forlæg fra samtidens kanoniske ret. Sidenhen har den retssammenlignende tilgang vist, hvordan dansk ret både i middelalderen og de efterfølgende århundreder hører hjemme i en fælleseuropæisk retstradition, bl.a. med rødder i romerretten.

I det 20. århundrede fik det internationale perspektiv på retshistorien nye dimensioner. I særdeleshed efter 2. verdenskrig satte folkeretten og menneskerettighederne en ny dagsorden, og retshistorien udforskede nye emner som krigsforbrydelser og rettens rolle i overgangen mellem krig og fred. I de seneste årtier er globaliseringen for alvor begyndt at udfordre og ændre nogle af de grundlæggende juridiske spilleregler. På mange områder er retten blevet international, og der er opstået et behov for harmonisering af lovgivning på tværs af landegrænser og retssystemer. I den forbindelse har retshistorien fået fornyet opmærksomhed som en del af den juridiske værktøjskasse, der kan skabe forståelse for andre retskulturer og dermed skabe det nødvendige grundlag for dialog og samarbejde på tværs af kloden.

Illustration fra en skillingsvise om henrettelsen af Charlotte Claudi i 1744. I 1700-tallet var præstens medvirken ved en henrettelse mindst lige så vigtig som bødlens. I århundrederne efter reformationen blev det en opgave for det verdslige retsvæsen at afstraffe de forbrydelser, der blev opfattet som synder. Tidens strafferet og religion var tæt forbundne, og et vigtigt formål med en henrettelse var at sone den begåede synd og forhindre, at Guds vrede ramte landet. Forholdet mellem ret og religion har været et tema i forskningen både blandt retshistorikere og faghistorikere. Bl.a. med Reformationsjubilæet i 2017 blev der rettet fokus mod reformationens betydning for retten og strafferetten i særdeleshed. Skillingsvise med titlen "Tvende meget Sørgefulde Viiser, hvori een ynkværdig Synderinde jammerlig beklager og begræder sine bedrøvede Omstændigheder. Derpaa følger: Synderindens Afskeds-Tale med sine Sødskende." Foto: Det Kgl. Bibliotek 

Retshistorie eller faghistorie?

For de ældre generationer af retshistorikere gik skillelinjen mellem gældende ret og retshistorie ved Danske Lov af 1683. Først i anden halvdel af det 20. århundrede blev feltet udvidet til også at omfatte undersøgelser af retten i 1700- og 1800-tallet. Besættelsestiden og retsopgøret efter 2. verdenskrig er blandt de nyeste perioder, der har været genstand for systematisk retshistorisk forskning. Den store udvidelse af det retshistoriske felt – både hvad angår kronologi, genstand og metode – stiller store krav til nutidens retshistorikere, hvoraf flere ikke alene er jurister, men også har en akademisk uddannelse i historie.

Men pilen peger også den anden vej. Hvor retshistorien opstod som en hjælpedisciplin til jura, er den nu også blevet en vigtig basis for mange faghistorikere, der beskæftiger sig med retshistoriske emner. På visse områder er de traditionelle grænser mellem de to fag blevet diffus. Siden 1970’erne har interessen blandt faghistorikere for de retshistoriske kilder været stigende, og en række kildeudgivelser af fx tingbøger har gjort materialet lettere tilgængeligt. Socialhistorikere fik øjnene op for domstolsmaterialet som grundlag for undersøgelser af marginaliserede og fattige befolkningsgrupper, der ellers ikke havde efterladt sig skriftligt kildemateriale. Og med inspiration fra den ny kulturhistorie og mikrohistorien blev ’skæve’ læsninger af domstolsmaterialet en yndet kilde til at undersøge livssyn og verdensbillede hos fortidens mennesker.

Opslået tingbog fra Clausholm birkeret i 1750’erne. I 1551 blev det påbudt at føre tingbøger ved alle danske domstole. Kilderne fra domstolene er blandt de bedst bevarede kildegrupper og en vigtig indgang til historien om det levede liv blandt befolkningsgrupper, som sjældent har efterladt sig skriftlige vidnesbyrd. Men tingbøgerne kan også være en kilde til tidligere tiders retlige aktører, institutioner og praksis. Specielt tingbøgerne fra de tidligmoderne underretter vidner om, hvordan domstolene fungerede som et forhandlingsrum, der bl.a. havde til formål at opretholde og legitimere de privilegerede klassers magt og position i lokalsamfundet. Rigsarkivet, Viborg. Foto: Dorte Kook Lyngholm

I den nordiske forskning er det retshistoriske kildemateriale blevet anvendt som parameter på lange linjer og overordnede moderniseringstendenser i den tidligmoderne periode ca. 1500-1800. Udviklingen af retsvæsenet er blevet undersøgt som et led i statsdannelsen, og kriminalstatistikker har dannet udgangspunkt for undersøgelser af ’civilisering’ over lange perioder. Domstolene – og underretterne i særdeleshed – har påkaldt sig en særlig interesse, hvor aktørperspektivet på helt almindelige menneskers møde med retssystemet har været i fokus. Domstolene som konfliktløsningsorgan er blevet et selvstændigt forskningsfelt. Diskussionen har bl.a. centreret sig omkring ’den judicielle revolution’ og overgangen fra den kollektive, lokale, forhandlingsbaserede ret til den statskontrollerede professionelle ret.

Det retshistoriske kildemateriale har fascineret både retshistorikere og faghistorikere og er gennem tiden blevet anvendt i vidt forskellige sammenhænge. I de senere år har en række faghistorikere pustet helt nyt liv i materialet med udgivelsen af rigt illustrerede og spændingsfyldte fagbøger og historiske romaner om fortidens kriminelle underverden. De dramatiske fortællinger om kriminalitet og afstraffelse er kun en lille del af retshistorien, men for en stor læserskare har netop fascinationen af disse emner bidraget til at åbne et vindue til fortidens levede liv og verdensbillede.

Trappe på henrettelsespladsen i Undallslund ved Viborg. Retsopgøret efter 2. verdenskrig er blevet en af retshistoriens nyere emner. Det retslige opgør med tyskernes danske håndlangere markerede både afslutningen på besættelsen og en ny start for det danske samfund. Som et led i retsopgøret blev dødsstraffen midlertidigt genindført. Billedet viser henrettelsespladsen i Undallslund og den trappe, hvor 16 dødsdømte danske landsforrædere tog deres sidste syv trin ned, før de blev henrettet ved skydning. Foto: Frihedsmuseets fotoarkiv

Denne artikel er udarbejdet i samarbejde med Viborg Museum