Artikler
Queerhistorie er et internationalt forskningsfelt, som undersøger menneskets seksualitet og køn i et kulturhistorisk perspektiv. Feltet blev introduceret i 1990’erne som en poststrukturalistisk videreudvikling af 1970- og 1980’ernes homoseksualitetshistoriske forskning. Teoretisk arbejder feltet ud fra den queerteoretiske tænkning, der blev introduceret i USA i begyndelsen af 1990’erne, og som siden har udviklet sig i forskellige retninger. Selvom queerhistorie er et mangfoldigt forskningsfelt, rummer det flere gennemgående analyseperspektiver, herunder 1) et antiessentialistisk udgangspunkt, 2) et kritisk blik på det normale og 3) en modstand mod at privilegere seksualitet som den eneste analysegenstand. Queerhistorieskrivning kom til syne i Danmark i starten af 2000-tallet.
Queerhistoriens baggrund
De første faghistoriske homoseksualitetsstudier blev introduceret i Europa og USA i 1970’erne, i tæt samspil med årtiets bøsse- og lesbiskbevægelser. Fælles for studierne var, at de ønskede at undersøge et hidtil overset emne i historieforskningen, nemlig bøssers og lesbiskes historie. I 1970- og 1980’erne handlede de vigtigste internationale forskningsdiskussioner om den analytiske tilgang til centrale identitetskategorier som ‘homoseksuel’, ‘bøsse’ og ‘lesbisk’. På den ene side anførte såkaldt essentialistiske historikere, at identitetskategoriernes oprindelse kunne spores tilbage til antikken og middelalderen. På den anden side fremhævede såkaldt konstruktivistiske historikere, at kategorierne var moderne fænomener, der hørte hjemme i 1800- og 1900-tallets moderne samfund. Sidstnævnte position byggede blandt andet på forskning af den britiske sociolog Mary McIntosh (1936-2013) og den franske idéhistoriker Michel Foucault (1926-1984).
Queerhistorie blev introduceret i 1990’erne som en poststrukturalistisk videreudvikling af 1970- og 1980’ernes homoseksualitetshistoriske forskning. Forskningsfeltet tog afsæt i den queerteoretiske tænkning, der kom til syne i USA i begyndelsen af 1990’erne. Queerteori blev introduceret som en bred humanistisk teoridannelse, hvis tidlige centrale tænkere inkluderede litteraterne Eve Kosofsky Sedgwick (1950-2009) og Diana Fuss (1960-), kulturforskeren Michael Warner (1958-) og kønsfilosoffen Judith Butler (1956-). Queerteori forenede flere akademiske og aktivistiske strømninger i datidens USA såsom fransk poststrukturalismes indtog i universitetsverdenen, lesbiske feministers kritik af heteroseksualitet som en politisk institution, sorte feministers intersektionelle tænkning og homoseksuelle aktivisters protester mod Reagan-administrationens passivitet over for aids-epidemien.
Queerteori har været i konstant udvikling siden 1990’erne. I udgangspunktet var meget queerteoretisk tænkning optaget af at dekonstruere etablerede seksualitets- og kønskategorier samt af at undersøge heteroseksualitetens kulturelle konstruktion som det normale. På den baggrund opstod et analyseapparat, der omfattede Sedgwicks idéer om ‘homosocialt begær’ og ‘minoriserende’ samt ‘majoriserende’ homoseksualitetsdefinitioner, Warners begreb ‘heteronormativitet’ og Butlers idéer om ‘den heteroseksuelle matrice’ og 'det performative køn'.
Siden 2000-tallets begyndelse har queerteori også studeret normaliseringsprocesser blandt nutidens homoseksuelle og indgået i forskellige dialoger med kritisk raceteori og postkolonial teori. Udviklingen har resulteret i nye queerteoretiske nøglebegreber som kulturforskeren Lisa Duggans (1954-) idé om ‘homonormativitet’ og kønsforskeren Jasbir Puars (1967-) idé om ‘homonationalisme’. Endelig har queerteori i de seneste årtier udvist stadig større interesse for affekt- og følelsesteori, ligesom forskningsfeltet transstudier er opstået i med- og modspil til teoridannelsen.
Regnbueflaget blev skabt i 1978 af Gilbert Baker (1951-2017) og introduceret ved en march for homoseksuelles rettigheder i San Francisco samme år. Det har siden været et vigtigt symbol for LGBT+ verden over. Foto: Wikimedia Commons
Queerhistoriske analyseperspektiver
I kraft af queerteoris interne mangfoldighed rummer queer historieskrivning mange forskellige analyseperspektiver. Dog er det muligt at udpege en række tankeelementer, som har kendetegnet meget queerhistorieforskning fra 1990’erne og frem til i dag, både internationalt og i Danmark.
Det første tankeelement er et antiessentialistisk udgangspunkt, som ligger i forlængelse af den konstruktivistiske position i de tidlige homoseksualitetshistoriske studier. Inspireret af fransk poststrukturalistisk tænkning ser queerhistorieforskning seksuelle identitetskategorier som ‘homoseksuel’, ‘bøsse’ og ‘lesbisk’ som historiske kulturprodukter, der hører hjemme i 1800- og 1900-tallets samfund. I forlængelse heraf ønsker queer historieforskning at undersøge, hvordan uensartede og indbyrdes konkurrerende diskurser historisk set har været med til at give kategorierne deres specifikke betydning. Især Sedgwicks idéer om minoriserende og majoriserende homoseksualitetsdefinitioner har været teoretisk indflydelsesrige.
Det andet tankeelement er et kritisk blik på det normale. Hvor de tidlige homoseksualitetshistoriske studier især var optaget af at synliggøre det seksuelt marginaliserede, forstået som bøssers og lesbiskes historie, ønsker queer historieforskning at studere det kulturelle normsystem, der producerer heteroseksualitet som normalt og homoseksualitet som afvigende. Med afsæt i queerhistories antiessentialistiske udgangspunkt ser forskningsfeltet ikke normsystemet som stabilt og uforanderligt, men forsøger at afdække dets sociale konstruktion i forskellige historiske kontekster. Centrale begreber har her været Warners idé om heteronormativitet og Duggans idé om homonormativitet.
Det tredje tankeelement består af en modstand mod at privilegere seksualitet som den eneste analysegenstand, sådan som de tidlige homoseksualitetshistoriske studier havde en tendens til. Queerhistorieforskning fastholder, at seksualitet altid må studeres i samspil med andre sociale kategorier såsom køn, race og klasse. Tanken har blandt andet trukket på Butlers analyser af forholdet mellem obligatorisk heteroseksualitet og køn som en performativ praksis. Desuden har den fundet inspiration i de seneste årtiers sammentænkninger af queerteori, kritisk raceteori og postkolonial teori, hvilket har resulteret i Puars idé om homonationalisme.
Queerhistorie i Danmark
I Danmark kom de første homoseksualitetshistoriske studier til syne i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne. Herefter blev queerhistorieskrivning introduceret i starten af 2000-tallet. At queerhistorie først kom til Danmark efter årtusindskiftet, skyldtes formodentlig det danske forskningsfelts ringe størrelse og store geografiske afstand til queerteoris amerikanske udgangspunkt.
I de seneste årtier har flere historikere arbejdet med queerhistorieskrivning. For eksempel har historikeren Peter Edelberg (1977-) arbejdet ud fra queerhistorieforsknings antiessentialistiske udgangspunkt i en undersøgelse af relationerne mellem efterkrigsårtiernes hastigt skiftende homoseksualitetsdefinitioner og myndighedernes øgede kontrol med mandlig homoseksualitet, eksemplificeret ved blandt andet Pornografiaffæren i 1955-56 og ’Den grimme lov’ i 1961-65. Ligeledes har historikeren Nina J. Koefoed (1971-) brugt queerhistorieskrivnings kritiske blik på det normale til at undersøge konstruktionen af det seksuelt normale i 1700-tallets sædelighedslovgivning. Koefoed har vist, hvordan lovgivningen knyttede det seksuelt normale tæt til den ægteskabelige status, idet den forbød al sex uden for ægteskabet, også mellem mand og kvinde. Desuden har historikeren Rikke Andreassen (1972-) arbejdet med queerhistorieforsknings insisteren på at studere seksualitet i samspil med andre sociale kategorier ved at vise, hvordan seksualitet, køn og race hang intimt sammen i massemediernes konstruktioner af ikke-hvide minoriteter i Danmark i perioden 1971-2004.