Tiden 1948-1969: De svære første år 

I Danmark organiserede de danske homoseksuelle sig for første gang i 1948 på initiativ fra aalborgenseren Axel Lundahl Madsen (senere Axel Axgil) i foreningen 'Forbundet af 1948'. Den direkte anledning var, at FN's menneskerettighedserklæring fra den 10. december samme år ikke indeholdt et afsnit om homoseksuelles rettigheder. De homoseksuelle var hermed den eneste af de grupper, nazisterne havde forfulgt, der ikke blev tilgodeset i den nye erklæring. Netop derfor valgte verdens homoseksuelle at adoptere den lyserøde trekant som symbol, hvilket var det samme symbol som bøsserne var blevet pålagt at bære i kz-lejrene (det nazistiske symbol for lesbiske var en sort trekant).

'Forbundet af 1948' søgte allerede fra 1949 om anerkendelse som forening. Stemningen i Folketinget og befolkningen var dog langtfra til de homoseksuelles fordel, og først i 1969 blev 'Forbundet af 1948' anerkendt under navnet 'Landsforeningen for Homofile'. Denne anerkendelse betød dog ikke, at de homoseksuelle juridisk fik en anden status, det vedblev fx at være forbudt for mænd at danse sammen offentligt, og homoseksualitet stod indtil 1981 opført på Sundhedsstyrelsens liste over psykiske sygdomme.

Frygten for fordømmelse fra familie og samfund afholdt mange homoseksuelle fra at søge medlemskab i 1950'erne og 1960'erne, hvilket betød at 'Forbundet af 1948' indtil de mere frigjorte 1970'ere var en forening med få medlemmer og beskeden økonomi. 'Forbundet af 1948' bestod de første mange år hovedsagligt af bøsser, hvilket også afspejles medlemsbladets oprindelige navn 'Vennen', senere blev dette dog til 'Pan-bladet', som er verdens ældste blad for homoseksuelle. De lesbiskes lettere marginaliserede status i foreningen fik i 1974, nogle lesbiske til at bryde med forbundet og i stedet organisere sig i den nystartede forening 'Lesbisk Bevægelse' (LB).

Tiden 1969-1982: ’Gay Pride’

Efter at være blevet anerkendt som forening i 1969 vendte 'Forbundet af 1948' kræfterne imod at få etableret en stolthed blandt de homoseksuelle, som skulle være stolte over, det de var, og ikke blot søge det etablerede samfunds accept. Denne nye tilgang var i høj grad inspireret af Stonewall-optøjerne i New York, hvor homoseksuelle demonstrerede (til tider voldeligt) mod politiets razziaer på cafeer og barer, hvor de homoseksuelle var kendt for ofte at mødes.

I Danmark førte den nye offensive tilgang til den ’første gay pride’ parade i 1971 og til en række spektakulære og ofte farverigt aktioner i Aarhus og København, hvor bøsser mødte op i stort antal på dansesteder og erobrede dansegulvet. I 1973 blev forbuddet mod dans mellem mænd afskaffet, hvilket man blandt landets bøsser anså som en stor sejr.

I 1970'erne oprettede 'Forbundet af 1948' også et bibliotek, en radiokanal såvel som en række rådgivningscentre for homoseksuelle, og fra slutningen af 1970'erne drev foreningen desuden selv en række diskoteker (Pan-klubber), som var specielt tiltænkt de homoseksuelle. Disse initiativer var økonomisk mulige på grund af de fordele, man nu fik som anerkendt forening i Danmark såvel som det stærkt stigende medlemstal.

1970'erne blev således på flere områder et gennembrud for de danske homoseksuelle og deres organisation, og det danske samfund responderede med en stigende tolerance og accept af de homoseksuelle medborgere, hvilket i 1981 førte til at homoseksualitet blev fjernet fra Sundhedsstyrelsens liste over psykiske sygdomme.

I 1982 skiftede foreningen så navn til 'Landsforeningen for bøsser og lesbiske' (Forkortet LGBT, Danmark).

1982-2012: Kampen for rettigheder

Fjernelsen af homoseksualitet fra listen over psykiske sygdomme i 1981 gav LGBT nye muligheder for at stille krav op igennem 1980'erne, hvilket man i høj grad også gjorde. Blandt andet sørgede LGBT i 1984 for at blive repræsenteret i kommissionen til belysning af homoseksuelles situation i samfundet - i pressen og i daglig tale kaldet Homo-kommissionen. Kommission var nedsat af Folketinget og skulle kortlægge homoseksuelles livsvilkår i Danmark. Gennem kommission fik LGBT mulighed for at gå i dialog med Christiansborgs politikere og mulighed for direkte at forslå initiativer og love på området. LGBTs stærke tilstedeværelse havde stor indflydelse på, at Folketinget i 1987 forbød diskrimination på baggrund af seksuel orientering, samt at Danmark i 1989, som det første land i verden, gav homoseksuelle mulighed for at indgå registreret partnerskab.

Op gennem 1990'erne og 2000'erne har LGBTs fokus hovedsagligt været på at sikre de danske homoseksuelles ret til at have familie. Herunder at muliggøre homoseksuel adoption såvel som insemination af lesbiske. I 2012 opnåede LGBT et af sine mål, da Folketinget vedtog, at ægteskab i kirken skulle være tilgængelig for alle par, uanset køn.

Kampen mod AIDS

Sideløbende med det parlamentariske arbejde måtte LGBT også forholde sig til HIV og AIDS, der i midten af 1980'erne ramte det danske bøssemiljø relativt hårdt. LGBT oprettede i denne forbindelse en række underorganisationer for HIV-ramte og startede i samarbejde med staten en oplysningskampagne om sikker sex specielt henvendt til homoseksuelle.

LGBT bliver interesseorganisation for de biseksuelle og de transkønnede

I 2000'erne udvidede LGBT deres formålsparagraf to gange. Første ændring var i 2002, hvor foreningens navn blev udvidet til 'Foreningen for bøsser, lesbiske og biseksuelle'. Anden gang var i 2008, hvor man også indføjede transkønnede.  Disse to tilføjelser afspejler den stigende interesse for kønsroller og kønskonstruktion, som man har kunnet iagttage i LGBT Danmark siden slutningen af 1990erne. Med de to udvidelser blev LGBT Danmark en noget bredere interesseorganisation og fulgte samtidig trit med udenlandske LGBT-organisationer, der også har udvidet deres formålsparagraffer.

LGBT+ Danmark marcherer ved Copenhagen Pride Parade i 2017. Foto: Leif Jørgensen, Wikimedia Commons