Christine Jorgensen, 1927-1989

Artikler

Christine Jorgensen (født George Jorgensen) fik som den første i verden en vellykket kønsskifteoperation i København i 1952. Hun havde danske forældre, men var født og opvokset i New York, og efter operationen tilbragte Christine Jorgensen også størstedelen af sit liv i USA. Her blev hun kendt som en talsperson for transkønnedes rettigheder.

Opvækst

Christine Jorgensen blev født under navnet George William Jorgensen den 30. maj 1927, som det andet barn af to danske immigranter. Hun har senere beskrevet, hvordan hun allerede tidligt i sin barndom følte sig forkert som dreng, og misundte storesøsterens Dorothys hendes kjoler.

Hun graduerede fra Christopher Columbus High School i 1945, og blev kort herefter indkaldt til hæren. Efter et års tjeneste i hæren, tilbragte hun de næste 4 år i New York, hvor hun bl.a. studerede fotografi. I disse år begyndte hun også at tage kvindelige hormoner, og planlagde sammen med doktor Joseph Angelo et muligt kønsskifte i Europa. På daværende tidspunkt var der ingen mulighed for et sådant indgreb i USA.

Kønsskifteoperationen

I 1950 rejste Christine Jorgensen til Skandinavien. Planen var at hun skulle opereres i Sverige, men under et besøg ved slægtninge i København, blev hun præsenteret for doktor Christian Hamburger, som bl.a. var specialist i hormonbehandlinger. Han havde længe interesseret sig for transkønnethed og indvilgede i at foretage kønsskifteoperationen på Christine.

Kønsskiftet blev dog en kompliceret affære, der involverede flere operationer såvel som en nøje overvåget hormonterapi. Ydermere var det nødvendigt at indhente en specialtilladelse fra det danske justitsministerium, før indgrebet kunne påbegyndes. Derfor var det først i 1953, at Christine kunne rejse tilbage til USA som kvinde.

Navnet Christine valgte hun som en særlig tak til doktor Christian Hamburger.

Efter operationen

Christine Jorgensen blev allerede berømt i pressen før hendes kønsskifte var fuldført, og blev af flere medier udnævnt som den første person i verden, der fik foretaget en kønsskifteoperation. Dette er dog ikke korrekt, da maleren Einar Wegner forsøgte at gennemgå en kønsskifteoperation i perioden 1930-1931.

Christine Jorgensen tog i høj grad berømmelsen til sig og gjorde den til sin karriere, og det på trods af at tabloidpressen og diverse talkshows ofte præsenterede og behandlede hende som en form for kuriosum. Hun blev dog også et ikon for verdens transkønnede, og i 1970'erne og 1980'erne holdt hun en række foredrag på landets universiteter om livet som transkønnet. Blandet andet om hvordan hun ikke kunne blive gift, fordi der i hendes pas stadig stod, at hun var en mand.

Christine Jorgensen døde, kort før sin 63 års fødselsdag i 1989, af lunge- og blærekræft.

Christine/Gerog
Billeder af Christine Jorgensen, som hun så ud som mand og efter hendes kønsskifteoperation. 

Om artiklen

Forfatter(e)
Astrid Elkjær Sørensen
Tidsafgrænsning
1927 -1989
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
12. september 2013
Sprog
Dansk
Litteratur

Jorgensen, Christine : "A Personal Biography" (1967).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Astrid Elkjær Sørensen
Tidsafgrænsning
1927 -1989
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
12. september 2013
Sprog
Dansk
Litteratur

Jorgensen, Christine : "A Personal Biography" (1967).

Udgiver
danmarkshistorien.dk