Aids-epidemiens udbrud i Danmark

I Danmark registrerede sundhedsmyndighederne de første aids-tilfælde blandt homoseksuelle mænd i 1981. Samtidig bragte pressen meddelelser om, at danske bøsser var begyndt at lide af en ny og dødbringende sygdom, af onde tunger kaldet ‘bøssekræft’ eller ‘bøssepest’. Herved blev aids tæt knyttet til mandlig homoseksualitet. Koblingen var korrekt, for så vidt at mænd, der dyrkede sex med mænd, udgjorde en stor del af de efterfølgende års aids-smittede. Dog blev andre befolkningsgrupper såsom stiknarkomaner, blødere, sexarbejdere og kvindelige partnere til mænd, der dyrkede sex med mænd, også hårdt ramt. I årene fra 1984 til 1996, hvor en ny kombinationsbehandling bremsede aids-epidemien, registrerede sundhedsmyndighederne i alt 2.001 aids-tilfælde i Danmark. Blandt disse var ca. 70 % af tilfældene mænd, der havde dyrket sex med mænd. Resten var blevet smittet på anden vis. Samme størrelsesforhold gjorde sig gældende blandt de ca. 4.500 personer, som man i samme periode registrerede som hiv-positive.

Aids-epidemiens håndtering

I starten af 1980’erne herskede der stor usikkerhed omkring aids i Danmark. Muligvis derfor fik epidemien ikke megen offentlig opmærksomhed. Det ændrede sig dog efter den såkaldte blødersag i efteråret 1985. Blødersagen udsprang af Sundhedsstyrelsens beslutning om ikke at varmebehandle hospitalernes lagre af donorblod, selvom behandlingen kunne minimere risikoen for hiv-smitte ved blodtransfusioner betragteligt. Kalkulen var, at udgifterne til varmebehandlingen ikke stod mål med de mulige præventive effekter. Som et resultat blev 92 blødere og andre hospitalspatienter smittet med hiv. Blødersagen vakte stor skandale og medførte en markant forøgelse af statens økonomiske støtte til kampen mod hiv og aids.

Statens håndtering af aids-krisen byggede på et tæt samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen og Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (i dag LGBT+ Danmark). Samarbejdet tog for alvor fart i 1986 med igangsættelsen af den flerårige STOP AIDS-kampagne, der oplyste om hiv, aids og vigtigheden af sikker sex. Et hovedbudskab var, at smitterisikoen ikke afhang af seksuel identitet eller antallet af sexpartnere. Derimod var det altafgørende, at man dyrkede sikker sex, altså brugte kondom og undgik at få sæd i munden. Ligeledes samarbejdede Sundhedsstyrelsen og Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske om oprettelsen af den såkaldte AIDS-linje i efteråret 1986. AIDS-linjen var en national telefonoplysningsservice, hvor alle landets borgere kunne henvende sig for at få rådgivning om hiv, aids og sikker sex.

Samtidig opstod en række selvstændige aids-initiativer uden om samarbejdet mellem Sundhedsstyrelsen og Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Initiativerne inkluderede eksempelvis AIDS-Fondet, der blev stiftet i 1985 med det formål at rejse økonomisk støtte til kampen mod aids, den nationale patientforening HIV-Danmark, grundlagt i 1991, og HIV-pensionatet, som så dagens lys i Valby i 1993. HIV-pensionatet ydede psykosocial støtte og pleje til alle hiv-positive personer uden hensyn til køn, seksualitet og smitteårsag.

Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske var en central samarbejdspartner for Sundhedsstyrelsen, fordi den repræsenterede en udsat befolkningsgruppe, nemlig homoseksuelle mænd, som styrelsen nødvendigvis måtte gå i kontinuerlig dialog med for at bremse epidemien. Samtidig tillod samarbejdet Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske at påvirke myndighedernes håndtering af aids-epidemien.

I forlængelse af landsforeningens ønsker kom håndteringen til at bygge på principper om frivillighed, anonymitet, åben, direkte og ærlig information, den enkeltes tryghed ved at henvende sig til sundhedsmyndighederne og ønsket om at undgå enhver form for diskrimination. Principperne indgik i en officiel dagsordenstekst, som Folketinget vedtog i 1987. Med vedtagelsen skilte Danmark sig ud fra flere andre vestlige lande i slutningen af 1980’erne. For eksempel håndterede Sverige aids-epidemien ved at iværksætte tvangslukninger af landets bøssesaunaer og restriktive karantæneforanstaltninger over for borgere med hiv og aids. Situationen i USA var kendetegnet ved, at Reagan-administrationen længe helt undlod at engagere sig i epidemien.

Aids-epidemiens ophør

I 1994 tvang en truende konkurs Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske til at udskille alle sine aids-relaterede aktiviteter i en selvstændig institution, kaldet STOP AIDS. Med udskillelsen stoppede det tætte samarbejde mellem landsforeningen og Sundhedsstyrelsen. I 2012 blev STOP AIDS lagt ind under AIDS-Fondet.

I 1996 udviklede lægevidenskaben en effektiv kombinationsbehandling, som hindrede hiv i at udvikle sig til aids. Med behandlingen ophørte aids-epidemien gradvist i Danmark, og hiv blev nu en kronisk sygdom, som velbehandlede personer kunne leve et normalt liv med. I dag er den medicinske behandling blevet så god, at en velbehandlet hiv-positiv person ikke kan smitte andre. Ligeledes har forskere for nylig udviklet en forebyggende behandlingsmetode, kaldet PrEP, som kan forhindre hiv-smitte ved indtagelse af en daglig pille. I dag skønnes det, at der lever ca. 6.200 hiv-positive mænd og kvinder i Danmark. På trods af de nye behandlingsmetoder registrerer sundhedsmyndighederne stadig ca. 180 nye smittetilfælde med hiv hvert år.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.