Historisk baggrund

I 1989 vedtog Folketinget som det første parlament i verden en lov om registreret partnerskab for homoseksuelle. Selvom loven var en ligestillingspolitisk milepæl, indeholdt den tre vigtige undtagelser, som gjorde registrerede partnerskaber forskellige fra heteroseksuelle ægteskaber. For det første kunne registreret partnerskab kun indgås, når den ene part var dansk statsborger og havde haft bopæl i Danmark i to år inden registreringen. For det andet havde homoseksuelle par i registrerede partnerskaber ikke ret til sted- og fremmedbarnsadoption. For det tredje kunne registreret partnerskab ikke indgås i Folkekirken eller andre trossamfund. På den måde var der flere forskelle mellem registrerede partnerskaber og heteroseksuelle ægteskaber.

Samtidig besluttede Folketinget i 1997 at forbyde lesbiske og enlige kvinder adgang til lægeassisteret kunstig befrugtning. Beslutningen indgik i en ny lov, som skulle regulere det hastigt voksende fertilitetsbehandlingsområde. Siden midten af 1980’erne havde alle danske kvinder haft mulighed for at benytte sig af lægeassisteret kunstig befrugtning. Heteroseksuelle kvinder i parforhold havde haft adgang til offentlig – det ville sige gratis – behandling på landets sygehuse. Lesbiske og enlige kvinder måtte benytte private lægeklinikker, hvor de betalte af egen lomme. Det var sidstnævnte mulighed, som Folketinget fjernede ved lov i 1997. Dog kunne lesbiske og enlige kvinder forsat modtage kunstig befrugtning uden en læges mellemkomst, for eksempel hos StorkKlinik, som den privatpraktiserende jordemoder Nina Stork (1963-) åbnede i 1999.

I 1990’erne blev den lovgivningsmæssige forskelsbehandling af homo- og heteroseksuelle parforhold et fokuspunkt hos Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (i dag LGBT Danmark). Foreningen iværksatte derfor et større politisk lobbyarbejde, som begyndte at bære frugt i slutningen af årtiet.

Nye homoseksuelle rettigheder

Det første ligestillingspolitiske tiltag kom i 1999, da Folketinget besluttede at give homoseksuelle par i registreret partnerskab ret til stedbarnsadoption. Beslutningen gavnede landets lesbiske børnefamilier, fordi den tillod medmoderen i et lesbisk forhold at adoptere den biologiske mors barn tre måneder efter fødslen. Lovændringen indgik i en teknisk justering af loven om registreret partnerskab fra 1989, sådan at den blev ajourført med de partnerskabslove, som Sverige, Island og Norge havde vedtaget i løbet af 1990’erne.

De følgende ligestillingstiltag kom i 2000-tallets første tiår. I 2006 besluttede Folketinget at give lesbiske og enlige kvinder adgang til lægeassisteret kunstig befrugtning. Dog kunne kvinderne kun modtage anonym donorsæd. I kølvandet på lovændringen afskaffede Folketinget yderligere den såkaldte 3-månedersregel i 2009, sådan at medmoderen i et lesbisk par kunne adoptere den biologiske mors barn allerede ved fødslen. Beslutningen var en logisk konsekvens af lovændringen fra 2006, idet faderen til et barn undfanget ved lægeassisteret kunstig befrugtning altid ville være ukendt. Endelig besluttede Folketinget i 2010 at give homoseksuelle par i registeret partnerskab ret til fremmedbarnsadoption.

I 2012 fulgte endnu et stort ligestillingspolitisk tiltag, da Folketinget gav homoseksuelle ret til at blive gift i Folkekirken og andre trossamfund. Lovændringen skete gennem en helt ny ægteskabslovgivning, som indførte formel ligestilling mellem homo- og heteroseksuelle parforhold. Hermed afskaffede Folketinget den forskelsbehandling, som var blevet indført med lovene fra 1989 og 1997.

De parlamentariske positioner og debatter

De bærende parlamentariske kræfter bag lovudviklingen har generelt været Folketingets centrumvenstre- og venstrefløjspartier. Siden 2006 har også mindretal fra Venstre og Det Konservative Folkeparti, borgerlige løsgængere og partierne Liberal Alliance og Miljøpartiet Fokus stemt for lovændringerne. Kun Dansk Folkeparti har konsekvent stemt imod de nye homoseksuelle familie- og ægteskabsrettigheder.

Blandt lovændringernes modstandere har argumenterne typisk lydt, at den heteroseksuelle kernefamilie var den eneste garant for barnets tarv, og at eksempelvis homoseksuelles ret til fremmedbarnsadoption var tom symbolpolitik, fordi ingen donorlande i praksis ville være villige til at opgive deres adoptionsbørn til et dansk homoseksuelt par. Omvendt har tilhængerne fremhævet, at lovændringerne var vigtige ligestillingspolitiske tiltag, at de beskyttede en udsat befolkningsminoritet, og at homoseksuelle kunne være lige så gode forældre som heteroseksuelle.

Rettighedernes betydning

I de seneste år har flere bøsser og lesbiske benyttet sig af de nye rettigheder ved at indgå ægteskab og stifte deres egne regnbuefamilier. Ifølge Danmarks Statistik levede der i 2019 1.465 familier i Danmark, hvor enten to mænd eller to kvinder boede sammen og havde hjemmeboende børn. Af disse familier udgjorde børnefamilier etableret via fremmedbarnsadoption angiveligt et klart mindretal. Selvom der ikke findes sikre statistikker på området, lød en vurdering i 2020 på, at 10-15 homoseksuelle par havde adopteret børn fra Sydafrika siden 2014. Sydafrika er et af de få lande, som er åbne over for adoption til homoseksuelle par. I 2020 registrerede Danmarks Statistisk i alt 5.613 registrerede par og ægtepar af samme køn i Danmark.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.