Artikler
Lesbisk Bevægelse (også kendt som LB) var en udbrydergruppe fra rødstrømpebevægelsen og Danmarks første landsdækkende organisation kun for lesbiske. LB udgav flere blade for og om lesbiske og var meget aktiv i forbindelse med kvindehuse og Femølejren. LB blev aldrig formelt nedlagt, men aktiviteterne ebbede ud i løbet af 1980’erne.
Stiftelse og udbredelse
Lesbisk Bevægelse (LB) blev stiftet den 10. marts 1974 i København af en gruppe lesbiske fra rødstrømpebevægelsen sammen med en mindre gruppe fra den homoseksuelle interesseorganisation ’Forbundet af 1948’. Stiftelsen af LB skyldtes hovedsageligt en utilfredshed blandt mange af de lesbiske medlemmer i rødstrømpebevægelsen. De mente, at organisationen havde svært ved at rumme deres identitet og særskilte problemstillinger - og til tider endda usynliggjorde dem for ikke at komme til at fremstå som en gruppe ”lesbiske mandehadere”.
Lesbisk Bevægelse arbejde efter mange af de samme organisatoriske grundprincipper som rødstrømperne, hvilket vil sige efter en i princippet lederfri struktur og med selvskolende og selvkørende basisgrupper som grundlag for al aktivitet. De københavnske grupper var de største og mest aktive, men organisationen havde aktive afdelinger og aktiviteter i hele landet og kan derfor betragtes som en relativt bred bevægelse.
Virke
Lesbisk Bevægelse havde to formål i sit virke: dels de samme kvindepolitiske mål som rødstrømpebevægelsen, dels styrkelse af lesbiskes rettigheder og anerkendelse.
Indadtil i organisationen holdt LB kurser og udgav blade, der skulle støtte lesbiske med at springe ud og håndtere omgivelsernes reaktion og evt. diskrimination i samfundet. Udadtil arrangererede LB alt fra koncerter til kvindehøjskoler og pjeceuddelinger. På trods af uenighederne foregik meget af det udadvendte arbejde i samarbejde med rødstrømperne, og derfor forblev LB en del af 1970’ernes store kvindebevægelse. Mange af Lesbisk Bevægelses store projekter døde derfor også ud sammen med kvindebevægelsen, hvilket også kan forklare, hvorfor foreningens aktiviteter stoppede omtrent samtidig med, at de aarhusianske rødstrømper ved en fest i 1985 nedlagde organisationen.
Billede fra en Lesbisk Bevægelse aktion på Clemensbro i 1980. Foto: Debi Levine, Aarhus Billeder