Karen Syberg, 1945-

Artikler

Karen Syberg er kendt som forfatter, kønsforsker og feminist. Hun var i 1970 med til at starte kvindegruppen rødstrømperne, og hun var også en af arrangørerne bag den første Femø Kvindelejr i 1971.

Studier og karriere  

Karen Syberg er født i Odense i 1945 og voksede op nær Kerteminde på Fyn. I 1964 tog hun studentereksamen ved Nyborg Gymnasium. Efter gymnasiet gik hun i lære som reklametegner, sideløbende med at hun studerede på Det Fynske Kunstakademi. Disse studier fravalgte hun dog igen efter 1 år og rejste som 19-årig til København for i stedet at studere dansk og historie på Københavns Universitet. En studieretning hun i 1967 også forlod, denne gang til fordel for litteraturvidenskaben. Herfra fik hun i 1975 titel af mag.art. og fik året efter tildelt et kandidatstipendium. Efter dettes afslutning fungerede hun som ekstern lektor på København Universitet

Igennem sine studier og sit eksterne lektorat var Karen Syberg en af de vigtigste drivkræfter bag 1970’ernes spirende kvindeforskning i Danmark.

Ved siden af sit akademiske arbejde var Karen Syberg aktiv skribent på venstrefløjstidsskriftet Politisk Revys kultursider, og hun blev i 1985 ansat ved Information som redaktør af kulturstoffet. Ved siden af sit journalistiske arbejde har Karen Syberg udgivet en biografi om Tove Ditlevsen, en række skønlitterære romaner og en række essaysamlinger om livet og tiden i Sybergs egen have.

Privat har Karen Syberg siden 1995 været bosat i en bindingsværksgård på Møn. I 1997 blev hun gift med redaktør Poul Erik Munk Nielsen.    

Karen Syberg som rødstrømpe

I København blev Karen Syberg hurtigt involveret og stærkt aktiv i den venstreorienterede studenterbevægelse og den spirende kvindebevægelse. Dette engagement førte i 1970 førte til, at hun sammen med andre ligestillede studerende stiftede gruppen rødstrømperne, stærkt inspireret af en amerikansk radikal feministisk gruppe, ‘The Redstockings’.  I dette nye arbejdsfælleskab var hun med til at starte Danmarks første Kvindehus, arrangere et væld af aktioner og etablere den første Femø Kvindelejr i 1971. 

I rødstrømpebevægelsen var Karen Syberg en aktiv skribent, og hun var i starten af 1970’erne medforfatter til flere af de nyfeministiske analyser, der kom til at være en vigtig del af det ideologiske grundlag for bevægelsen.  

Bøger:

Kvindeundertrykkelsens specifikke karakter under kapitalismen (antologi).Nordisk Sommeruniversitet, 1973

Virkeligheden der voksede over hovedet: om Christian Kampmanns forfatterskab. Roskilde Universitetsforlag, 1976

Tove Ditlevsen. Myte og liv (Biografi) Tiderne Skifter 1997

Ved nærmere eftertanke. Nynne Koch ser tilbage (Erindringer) Gyldendal 1999

Admiraler elsker sukkerpærer. Livet i en landsbyhave (Essays) Samleren 2001

Havetid - Livet i en landsbyhave (Essays) Samleren 2004

Æblets fortælling (kulturhistorie) People's Press 2007

Stederne (roman) People's Press 2007

E20 (roman) Rosinante 2009

Om artiklen

Forfatter(e)
Astrid Elkjær Sørensen
Tidsafgrænsning
1945 -
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
24. september 2012
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk