Lydklip
Kildeintroduktion:
Karen Jespersen (f. 1947) fortæller om betydningen af søstersolidaritet i dette interview fra 1981. I rødstrømpebevægelsens basisgrupper diskuterede man både politik, privatliv og arbejdsliv. Diskussionerne foregik i runder, så alle kom til orde, og der var en fast 'siden-sidst' runde og til slut en kritik/selvkritik runde. Denne arbejdsform var et opgør med tidligere kendte autoritære organisations- og mødeformer. Man ville undgå elitedyrkelse og ledere - alle var ansvarlige for, at møderne blev vellykkede. Man diskuterede egne erfaringer og privatliv som en bevidst del af politikken.
Kvinder blev klar over, at de erfaringer, de havde både fra privat- og arbejdsliv, ikke var enestående, men i vid udstrækning var identiske med andre kvinders. Det var denne fælles erkendelsesproces, der var grundlaget for rødstrømpernes politik.
Transskription:
Altså, der skete jo det, at man blev fantastisk opmærksom på det her med, hvordan, altså, kvinder havde overset hinanden. Og det gav sig altså nogle gange udslag i, altså næsten overdrevet dyrkelse af kvinder, ik’. Altså, sådan når man var ovre at besøge sin familie i Vestjylland, ik’, så… var man simpelthen ved at falde over sine egne fødder for at stå og vaske op ude i køkkenet og snakke kvindesnak, ik’, og så blev man dyrket af de der kvinder, ik’, og æj, simpelthen, ik’.
Men altså, hvor det så også var det, jeg prøvede at beskrive før, hvordan man hele tiden sagde til sig selv, ik’, altså: Kvinde, tal med kvinde, ik’. Og hvor man hele tiden prøvede at sige: Se tingene fra kvindernes synsvinkel, ik’, prøvede hele tiden at sige: Jamen, er der … hvad er kvinders interesse her, ik’, hvor bliver de nu jokket på, ik’, altså, hele tiden prøve at lægge den synsvinkel ind, ik’.
Og det betød jo også, at man nogle gange blev, for at sige det mildt, virkelig dramatisk, ik’, altså simpelthen, ik’, hvor det også var sådan, at hvis f.eks. nogle mænd kritiserede noget i kvindebevægelsen, og man var uenig, ik’, så sagde man bare: Det der, det er mandelogik, ik’. Altså, det kan godt være, det lød lidt rigtigt, ik’, men det var man jo altså uenig i, det passede ikke ind i ens kram, ik’, så var det bare simpelthen […]. Og det var jo, jeg mener …
Eller hvis en mand var uenig med en kvinde, som man så i øvrigt følte, man burde være solidarisk med, ik’, så erklærede man sig enig med hende, selvom man egentlig måske nok dybest set var enig med manden. Og i den forstand, ik’, så fik de jo hele armen.
Men altså, man oplevede en solidaritet også i den forstand, at man selv følte sig mere værd, ik’, at man blev en person i højere grad, i kraft af det, man var igennem den bevægelse.
Karen Jespersen. Fra: Dansk Lydhistorie, Statsbiblioteket