HØR: Karen Jespersen om rødstrømpebevægelsens begyndelse i 1981

Lydklip

Kildeintroduktion:

Karen Jespersen (f. 1947) beskriver i dette interview fra 1981 rødstrømpebevægelsens første tid fra 1969. Rødstrømpebevægelsens opståen skal ses i sammenhæng med kvindernes inddragelse i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Der blev stillet nye krav til kvinder som lønarbejdere, som husmødre, som mødre og som kvinder - krav, der var modsætningsfulde i forhold til den opdragelse, de havde fået.

I april 1970 skrev aviserne, at militante 'rødstrømper' ville overfalde Livgarden på Kongens Nytorv. Overfald blev der ikke noget af, men rødstrømperne gik i demonstration på Strøget, hvor de var klædt ud som det stereotype kvindeideal med lyserøde balloner som bryster, nylonparykker og kunstige øjenvipper, mens de råbte slagord mod mode- og kosmetikindustrien. Kvinderne endte på Rådhuspladsen, hvor de smed alle attributterne i en stor affaldssæk med påskriften "HOLD DANMARK RENT". Bagefter tog de til Tuborg, hvor de delte løbesedler ud, der krævede ligeløn. Det var den første rødstrømpeaktion. Den fik en massiv pressedækning, og i de følgende år bredte bevægelsen sig til resten af landet. Der blev dannet basisgrupper i alle større byer, og koordineringen af fællesaktioner fandt sted på store weekendseminarer for hele landet og på fællesmøder i de enkelte byer. I rødstrømpebevægelsens første år var det fortrinsvis yngre kvinder fra universiteterne og andre højere læreanstalter, der var de aktive og udfarende. Sidenhen blev bevægelsen bredere både med hensyn til alder og baggrund.

    

Transskription: 

… og, må jeg se, det var ’69, at der begyndte at komme de her tilløb til kvindebevægelsen. Og det var sådan en hel åbenbaring, fordi, altså, der var næsten ingen, der snakkede om det, ik’, men jeg var selv sådan enormt aggressiv over det, ik’, og der var meget få, der ligesom tilkendegav sådan nogle synspunkter på det tidspunkt, hvor man følte sig lidt som en særling, og hvor man hele tiden var i den der dobbelthed med – som man selvfølgelig stadigvæk er, men det var helt, endnu mere ekstremt dengang med at forsøge at leve op til sådan en kvinderolle og se smart ud og alt det der, ik’, samtidig med at man nægtede, at der var den der forskel på mænd og kvinder, ik’, altså, at kvinder var dårligere end mænd.

Og det var simpelthen som at have gået i ørkenen og ikke have fået vand, ik’, altså, det var simpelthen så fantastisk en oplevelse. Og jeg tror, at den er enormt karakteristisk, den oplevelse, for mange kvinder i de år....


Karen Jespersen
Karen Jespersen. Fra: Dansk Lydhistorie, Statsbiblioteket

Rådhuspladsen i København 1970
Rådhuspladsen i København 1970. Fra: Dansk Lydhistorie, Statsbiblioteket. Foto: Erik Gleie

Demonstration 1970
Demonstration 1970. Fra: Dansk Lydhistorie, Statsbiblioteket. Foto: Erik Gleie

Lydklip

Tidsafgrænsning
1981 -1981
Oprindelse
Statsbibliotekets Lydsamling
Kildetype
Lyd, Erindring
Medietype
Lydfil
Sidst redigeret
26. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Lydklip

Tidsafgrænsning
1981 -1981
Oprindelse
Statsbibliotekets Lydsamling
Kildetype
Lyd, Erindring
Medietype
Lydfil
Sidst redigeret
26. august 2011
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk