Kilder
Kildeintroduktion:
Statsminister Jens Otto Krag (S) nedsatte i februar 1965 en kommission, som indtil 1974 arbejdede på at belyse kvindernes situation i det danske samfund. Kommissionen blev bredt sammensat med repræsentanter fra bl.a. lægevidenskab, jura, kirken, undervisningssektoren, erhvervslivet, politiske partier, foreninger og organisationer. Resultatet var Betænkning nr. 715, hvori kommissionen på forskellige områder forsøgte at fastslå, hvordan kvindernes stilling var, hvordan den ville udvikle sig i fremtiden, og hvad man fra statens side kunne gøre for at forbedre den. Den del af betænkningen, der beskæftigede sig med kvinders uddannelsesforhold, fremlægger således overvejelser og betragtninger over:
- betydningen af kvindernes uddannelse generelt
- hvad det på sigt betød, at kvinderne blev bedre uddannede
- hvordan skolesystemet tog vare på pigerne.
Samtidig trak man også linjer til familielivet og kønsrollerne. Baggrunden for betænkningen var, at man fra statens side, fra omkring 1965, havde taget hul på et omfattende velfærdsprojekt. Det nye fokus på danskernes vilkår ses således også i denne betænkning, hvor den danske kvinde sættes under lup. Kvinderne havde fået en stadig vigtigere rolle på arbejdsmarkedet, efter at manglen på arbejdskraft var steget siden det økonomiske opsving slog igennem sidst i halvtredserne. Kvinderne fik som følge heraf mere frihed, både økonomisk og arbejdsmæssigt. Det var også med til at bane vejen for den nedbrydning af de traditionelle kønsroller, der fandt sted i løbet af 1960’erne, og som blandt andet kom til udtryk i rødstrømpebevægelsen i årtiets sidste år.
Indhold
Udvalgets forslag og de senere skete ændringer
KAPITEL 3
Uddannelsesforhold
Indledning
(...)
Princippet om kønnenes ligeberettigelse er både nationalt og internationalt anerkendt, og der vil antagelig være almindelig enighed om, at hvor der endnu eksisterer traditionelle skranker for kvindernes ligeberettigelse, bør disse
fjernes.
Det var udvalgets opgave at efterspore, om sådanne skranker endnu fandtes på undervisningens og uddannelsernes område, samt at overveje rådgivningsproblemerne og pege på sådanne uddannelsesformer, der af hensyn til kvinder burde tilvejebringes eller fremmes.
I samfundet af i dag har den økonomiske, kommercielle og tekniske udvikling arbejdet i retning af at give kvinderne den tidligere så omstridte ligeret, men kvinderne har svært ved at udnytte denne ligeret, bl. a. som følge af, at alt for mange kvinder af den ene eller anden grund ikke har fået den nødvendige uddannelse.
Skal kvinderne opnå reel ligestilling med mænd, er en af de fundamentale forudsætninger, at de opnår et lige så højt og alsidigt uddannelsesniveau. Lønniveau, avancementsmuligheder og politisk indflydelse hænger nøje sammen med uddannelsesproblemerne.
Den nævnte udvikling har tillige medført, at vort samfund netop i disse år udvikler sig til at blive et uddannelsessamfund. I et sådant samfund er andre værdinormer trængt noget i baggrunden til fordel for uddannelsesmæssige. Disse krav om en bedre og mere omfattende uddannelse er fælles for alle områder i samfundet. Dette understreger, at den ligeret, som udviklingen har ført med sig, kun kan blive en realitet for kvinderne selv, hvis de følger med i uddannelserne.
Selv om bekæmpelse af vanetænkning og fordomme utvivlsomt kan medvirke til en bedre uddannelse og placering af mange kvinder, kan man ikke se bort fra, at gifte kvinder ofte bliver stillet over for svære valg.
Det er ikke blot fødsler og børnepasning, der bryder ind i uddannelses- og erhvervsmønstret. De to partnere i et ægteskab kan kun i de sjældne tilfælde uafhængigt af hinanden følge hver sin livsbane. Skal den ene skifte arbejdsplads og bopæl, må den anden træffe et valg, om vedkommende vil følge med eller følge sin egen bane. I enkelte tilfælde er det manden, der indretter sig efter kvindens uddannelse og erhverv, men da kvinder oftest på grund af børnene afbryder eller reducerer deres erhvervsarbejde, vil det i reglen være dem, der indretter uddannelse og erhvervsvalg efter, hvorledes det bedst kan harmonere med ægteskabet og dermed med mandens placering.
Det var afgørende at undersøge, om en manglende uddannelse skyldes lovmæssige eller andre regelbundne skranker, der kan nedbrydes alene ved formelle ændringer i de pågældende regler, hvilket i så fald bør ske, eller om den manglende uddannelse skyldes traditioner eller mangelfuld oplysning om og forståelse af udviklingen. Over for traditioner, som tiden er løbet fra, og over for manglende oplysning om udviklingen og dens krav til kvinderne, bør en intens oplysningsvirksomhed sættes ind.
(...)
Mange synes altså at have fulgt de nedarvede forestillinger om ægteskab og forsørgelse. Kvinder i tidligere generationer blev giftet bort, mens mændene giftede sig. Allerede i sprogbrugen ligger, at det for kvinderne var noget passivt, og de nedarvede forestillinger har vel nok i et vist omfang påvirket kvindernes motivation for at søge uddannelse.
Kvinderne af i dag lever i et andet samfund og har muligheder, som kvinder ikke havde tidligere. Ændringerne i erhvervsstrukturen har givet dem mange flere muligheder for at finde beskæftigelse, men mulighederne for vellønnet beskæftigelse er i højere grad end tidligere afhængig af uddannelse. Der er dog samtidig åbnet talrige muligheder for, at kvinder kan opnå en sådan uddannelse.
De bedre svangerskabsforebyggende midler sætter kvinder i stand til at planlægge tidspunkterne for børnefødsler, hvilket også har givet kvinderne øgede muligheder for at udnytte eksisterende uddannelses- og erhvervsmuligheder. Dette fører til, at kvinderne i højere grad end før har mulighed for at være aktivt medbestemmende over deres egen tilværelse, men det betyder ikke, at erkendelse af kvindernes ændrede situation er almindelig udbredt i samfundet.
(...)
Den almene uddannelse
Pigers motivation til at uddanne sig er ikke så kraftig som drenges i de sidste år af skolen, hvor erhvervsvalget ofte træffes. Udvalget fandt, at det er vigtigt, at såvel forældre som lærere i denne periode over for de unge lægger vægt på betydningen af, at piger får en erhvervsmæssig uddannelse svarende til deres evner. De vil bedre blive i stand til at klare sig på tilfredsstillende måde i tilværelsen, blive ligeberettigede og økonomisk uafhængige mennesker, og de vil i højere grad kunne påtage sig ansvaret over for familien, ikke mindst børnene.
(…)
Mange undersøgelser, jfr. den som bilag 1 til Betænkning om Ligestilling offentliggjorte gennemgang af psykologisk litteratur om forskelle mellem mænd og kvinder, godtgør, at det kun i ringe udstrækning har kunnet påvises, at de konstaterede kønsbestemte forskelle skulle være forårsaget af særlige forskelle i specifikke biologiske anlæg (»evner«) hos de to køn, på trods af, at der efterhånden er foretaget et meget stort antal undersøgelser med dette formål.
At der er store forskelle såvel inden for drengegruppen som inden for pigegruppen er uomtvisteligt, men der er ikke grundlag for at hævde, at skillelinjerne hverken i henseende til teoretiske eller praktiske anlæg går mellem pigegruppen på den ene side og drengegruppen på den anden side.
Derfor er det vigtigt, at børnene i skolen ikke sættes i båse efter deres køn, men at de i princippet behandles ens og får samme muligheder for at udfolde sig.
(...)
Ved at undervise drenge og piger sammen kan man yderligere hjælpe med til at forebygge, at børn allerede fra de mindste klasser indstilles på en opdeling af hjemmets praktiske opgaver i kvindearbejde og mandsarbejde. Det er af betydning, om de på denne måde kan få større forståelse for betydningen af samarbejde i et hjem.
Udvalget har konstateret, at der faktisk stadig foreligger en lang række forhold, som virker hæmmende på pigernes og kvindernes lyst til at gennemføre en uddannelse. Mange af disse forhold er af en sådan art, at de ikke kan ændres ved love og forskrifter. Der stilles forskellige forventninger til piger og drenge. Gennem opvæksten udsættes børnene for en række påvirkninger ikke blot fra forældre, men også fra kammerater, naboer og lærere, og disse påvirkninger spænder fra de traditionelle til de nyeste og mest uprøvede. De nyere påvirkninger stiller større krav til pigerne end til drengene om at kunne omstille sig, idet kvindernes rolle i samfundet ændres endnu mere radikalt end mændenes. Det er svært at finde ud af, hvad der er holdbart, og hvad der er uholdbart i alt dette for en pige, der skal klare de krav, hun vil blive stillet overfor i den nære og den fjernere fremtid. En klargøringsproces for pigerne er nødvendig, og det vil være af uvurderlig betydning, at forældre og alle, der arbejder med undervisning og uddannelse, støtter pigerne til at komme gennem denne klargøringsproces, så de ser, at de må tage deres skæbne i deres egen hånd. Men selv om denne skæbne for de fleste vil være knyttet til samliv og fællesskab med andre, må dette ikke rokke ved det egentlige, at pigerne bevidst må stile mod uddannelse i skole og erhverv, således at de gennem de forskellige faser i tilværelsen bevarer den størst mulige valgfrihed.
Udvalget finder det derfor værdifuldt, at erhvervsorienteringen nu gives til piger og drenge i fællesskab, således at drengene bliver klar over betydningen af, at piger får en uddannelse, og også gøres opmærksom på det fælles ansvar for, at også pigen gennemfører og fuldender sin uddannelse, og på de fælles problemer, der opstår, når unge, der begge har arbejde, gifter sig og får børn.
(…)
Erhvervsmæssige uddannelser
Disse betragtninger vil blive af endnu større betydning i det forventede fremtidige samfund, hvor der efterspørges mange tjenesteydelser, hvor efterspørgsel efter arbejdskraft til tungt manuelt arbejde er svindende, hvor levealderen er stigende samtidig med, at antallet af børnefødsler pr. kvinde er lavere end tidligere. Under disse forhold vil det være rigtigt, at så mange kvinder som muligt får en uddannelse i fortsættelse af skolegangen eller på et senere tidspunkt i deres liv, idet de fleste kvinder vil få erhvervsarbejde enten hele deres liv som voksne eller en stor del af det, og en god uddannelse giver det enkelte menneske større muligheder for at indrette sit liv efter egne ønsker.
(...)
Hvis de ikke er veluddannede eller har mulighed for at blive det, vil det arbejde, de kan få, ofte være så lidet tiltrækkende, at valget må falde på at undlade at tage erhvervsarbejde, såfremt det ikke er økonomisk nødvendigt.
(…)
Såfremt både evner og lyst samt de økonomiske forudsætninger er til stede, synes der ikke at være grund til at tro, at ret mange af de studerende, der under de nugældende forhold gennemfører deres studier, skulle foretrække en lavere afsluttende grad.
Som konklusion af ovenstående mente udvalget, at indførelse af en trindeling af de højere uddannelser vil bevirke, at flere kvindelige studenter vil søge en højere uddannelse, at flere kvindelige studerende ligesom flere mandlige vil kunne gennemføre et første trin af uddannelsen, men at det næppe vil påvirke den gruppe studerende, der under de nuværende forhold gennemfører deres studier.
Det kan nævnes, at der er foretaget en undersøgelse af kvindelige lægers erhvervsmæssige forhold og placering, der viser, at kvinderne nok i stor udstrækning anvender deres uddannelse, men specialiserer sig og avancerer i mindre grad end mænd. Selv om læger udgør en lille speciel gruppe, er resultatet formentlig symptomatisk. De kvinder, der får en uddannelse, udnytter de muligheder, uddannelsen fører med sig, i mindre grad end mænd. Dette skyldes for en stor del vanskelighederne ved at kombinere familieforpligtelser, der traditionelt tillægges kvinderne, med de krav, der stilles for at avancere inden for både erhvervsarbejde og organisatorisk arbejde - krav, der skal honoreres i den periode i livet, hvor også børnene stiller deres største krav.
En anden årsag til dette forhold kan være samfundets forskellige indstilling til mænds og kvinders erhvervsmæssige forpligtelser. En mand, der ikke opfylder andres forventninger til ham om avancementer, udsætter sig for en vis nedvurdering, hvorimod det er accepteret, at kvinder eventuelt ikke anstrenger sig så meget for at avancere, måske endda åbent vedgår at foretrække en mindre ansvarsfuld stilling.
(…)
I erhvervsuddannelserne er det iøjnefaldende, at langt færre kvinder end mænd får en faglig uddannelse. Deler man lærefagene op i 3 områder med handels- og kontorfagene, der årligt uddanner ca. 8000 piger og ca. 4000 drenge, i midten og de traditionelt mandlige fag på den ene side og de traditionelt kvindelige fag på den anden side, vil man se, at »drengefagene« er mange og alsidigt udformede. 15.000 drenge og 200 piger kommer i lære her om året. De traditionelt kvindelige fag er få og små. I alt er der 1600 lærlinge, hvoraf de 1200 er kvindelige frisørlærlinge og 200 piger i andre »kvindefag « som skrædderfag, hatte- og buntmager-fag og skotøjsfag. Af drenge er der mindre end 200 i disse områder. Det samlede resultat, selv efter at handels- og kontorområdet stærkt har udvidet antallet af kvindelige lærlinge, er, at 20.000 drenge og 10.000 piger kommer i lære om året. Paradoksalt virker det, at mange områder, f. eks. elektronikbranchen, der næsten udelukkende bruger kvindelig arbejdskraft, fordi kvinder har vist sig særdeles velegnede til dette arbejde, næsten udelukkende tager drenge i lære.
For nye fag uden bindinger til traditionerne i faglig uddannelse, vil det måske være muligt at gå nye veje i erhvervsuddannelserne.
(...)
Udvalgets forslag og de senere skete ændringer
(...)
Udvalget henstiller, at man i skolen forsøger at motivere pigerne til at blive lige så aktivt medlevende som drengene.
Udvalget har bemærket, at der ikke hidtil har været foretaget omfattende forskning af forskellen i pigers og drenges motivationer og mulighederne for at påvirke disse, og henstiller, at en sådan forskning iværksættes.
Udvalget henstiller, at forfattere og forlag ved udgivelse af nye skolebøger og revision af gamle (f. eks. danskbøger for de yngre klasser og begynderbøgerne i fremmede sprog) lægger vægt på, at de personer, der optræder som hovedpersoner, i langt højere grad end nu er piger og kvinder, samt at der også skildres kvinder af anden type end moder og husmoderen, så pigerne kan få mindre snævre muligheder for at identificere sig med en person af eget køn, end tilfældet er i dag.
(…)
For at øge mulighederne for, at piger om fornødent kan komme på en kostskole i gymnasietiden, foreslår udvalget, at der oprettes flere kostskolepladser for piger, og at man iøvrigt stræber imod blandede kostskoler.
(…)
Udvalget har drøftet kvindelige lærlinges adgang til at ophæve kontrakten ved indgåelse af ægteskab. Udvalget mener, at denne særstilling for pigerne ikke bør opretholdes. At en kvindelig lærling indgår ægteskab, bør efter udvalgets mening ikke influere på hendes fortsatte uddannelse.
Skulle en kvindelig lærlings ægteskab bevirke, at hun bliver nødt til at flytte så langt fra lærestedet, at det bliver praktisk vanskeligt at fortsætte læreforholdet, findes hjemmel i lærlingelovens § 22, stk. 1 e for, at dette kan hæves.
Udvalget mener derimod, at en kvindelig lærlings adgang til at ophæve læreforholdet ved graviditet bør opretholdes, dog med den klausul, at kontrakten kun kan ophæves, efter at lærlingen f. eks. af en erhvervsvejleder eller socialrådgiver er blevet orienteret om de muligheder, der er for støtte fra det offentlige i forbindelse med graviditet og fødsel samt eventuelt senere støttemuligheder i form af f. eks. vuggestuer og børnehaver.
(…)
Udvalget tilråder, at man positivt overvejer muligheden af at lade det traditionelle krav om husligt arbejde som betingelse for adgangen til uddannelsen til sygeplejersker og børnehavelærere, erstatte af andre forudsætninger, eventuelt efter en individuel vurdering.
(…)
Udvalget er kommet til den opfattelse, at de største uddannelsesmæssige problemer for kvinder berører den store gruppe voksne kvinder, der alene har en 7-årig folkeskoleuddannelse og ingen efterfølgende erhvervsuddannelse.
For at give disse kvinder mulighed for at få en vis uddannelse, er udvalget særligt interesseret i den nye lov om fritidsundervisning, der åbner mulighed for at give voksne en prøveforberedende undervisning. Det er vigtigt, at bestemmelserne om erhvervsmæssige kurser i samme lov udnyttes, og at Direktoratet for Ungdomsundervisningen i samarbejde med de organisationer, der dækker det pågældende område af arbejdsmarkedet, udarbejder forslag og planer om en sådan undervisning, således at også voksne kvinder kan få mulighed for en erhvervsuddannelse, og at der eventuelt åbnes mulighed for økonomisk støtte under uddannelsen.