Lovens indhold og forhold til straffeloven

I maj måned 1961 vedtog Folketinget straffelovens § 225, stk. 4, der bestemte, at: "Den, der ved betaling eller løfte herom skaffer sig kønsligt forhold til en anden person af samme køn under 21 år, straffes med hæfte eller med fængsel indtil 1 år eller under formildende omstændigheder med bøde". Loven kriminaliserede de homoseksuelle prostitutionskunder, der købte sex af personer under 21 år.  Herved føjede den endnu et forbud til straffelovens eksisterende regulering af sex mellem personer af samme køn.

I efterkrigsårene var sex mellem personer af samme køn principielt lovlig, om end en række forhold stadig var kriminelle. Ifølge § 225 i Borgerlig Straffelov af 1930 var sex mellem samtykkende, myndige personer af samme køn fuldt ud lovligt. Dog specificerede § 225, stk. 2, at den seksuelle lavalder for sådanne forhold var 18 år. I modsætning hertil var lavalderen for heteroseksuelle forhold kun 15 år. Ydermere forøgede § 225, stk. 3, den homoseksuelle lavalder til 21 år i de tilfælde, hvor nogen misbrugte "en paa Alder og Erfaring beroende Overlegenhed" til at forføre en person af samme køn. Den seksuelle lavalder for heteroseksuel forførelse var kun sat til 18 år. Endelig kriminaliserede straffelovens § 230 enhver form for homoseksuel prostitution. Forbuddet stod i modsætning til straffelovens behandling af heteroseksuel prostitution. Sidstnævnte var ikke principielt forbudt og kunne kun straffes efter forbuddet mod løsgængeri. Straffelovens forbud imod homoseksuel prostitution rettede sig kun imod forholdets sælgende part. Kunden gik helt fri. Det var netop kundens straffrihed, som blev delvist inddraget i 1961.

Lovens baggrund: teorien om 'homoseksuel forførelse'

Ved sin vedtagelse i 1961 var § 225, stk. 4, et resultat af flere års opmærksomhed omkring såkaldt ’homoseksuel forførelse’ og mandlig prostitution. I 1950’erne begyndte en række internationale, sociologiske undersøgelser at udfordre videnskabens forståelse af homoseksualitet som en medfødt, biologisk disposition. Undersøgelserne fremførte, at menneskets seksualitet var formet af dets sociale omgivelser, dets første seksuelle oplevelser og tilgængelige sexpartnere. I Danmark blev disse tanker taget op af Jens Jersild (1903-1978), der i 1951 blev udnævnt til politiinspektør for Københavns Sædelighedspoliti. I tv-shows, radiointerviews og bøger som Den mandlige prostitution (1953) og Barnet og det homoseksuelle problem (1957) argumenterede Jersild for, at unge mennesker kunne erhverve en permanent homoseksuel kønsdrift gennem homoseksuel forførelse. Jersild fokuserede især på den mandlige ungdom. Han hævdede, at en 'homoseksuel forførelse' kunne gøre ellers friske drenge arbejdssky, asociale og parasitiske. På baggrund af sine erfaringer fra sædelighedspolitiet fremhævede han især den mandlige prostitution som et sted, hvor heteroseksuelle drenge og unge mænd blev forført af ældre, homoseksuelle mænd.

Jersilds forførelsesteori vakte stor opsigt i samtiden. Den blev blandt andet præsenteret for det prostitutionsudvalg, der i årene 1949-55 arbejdede med et forslag til en ny prostitutionslovgivning. Udvalgets anbefalinger angående den mandlige prostitution var splittede, men alle var enige om, at unge trækkerdrenge skulle beskyttes bedre mod homoseksuel forførelse.

I 1950'erne var Danmark yderligere vidne til en række opsigtsvækkende homoseksuelle retssager og en veritabel moralsk panik omkring 'det homoseksuelle problem'. I 1950-51 bragte flere københavnske aviser en række reportager om den homoseksuelle prostitution, der fandt sted på Rådhuspladsen og på Nikolaj Plads. Aviserne var især oprørte over, at værnepligtige soldater tilsyneladende solgte sig selv til byens homoseksuelle mænd. I 1955-56 blev aviserne yderligere rystet af Pornografiaffæren, der afdækkede et omfattende homoseksuelt prostitutionsmiljø i København. Sammen med Jersilds forførelsesteori og Prostitutionsudvalgets arbejde banede disse sager vejen for Folketingets vedtagelse af § 225, stk. 4, i 1961.

Lovens modtagelse, ophævelse og langvarige effekter

Ved lovens vedtagelse i 1961 var 1950'ernes panik omkring 'det homoseksuelle problem' kraftigt på retur. Loven mødte derfor hurtigt modstand i aviser som Information og Politiken, der gav den navnet ’Den grimme lov’. Aviserne fremhævede, at loven var en uretfærdighed mod et undertrykt, homoseksuelt mindretal i befolkningen. De hæftede sig især ved en udtalelse fra Jersild om, at selv udvekslingen af en pakke cigaretter kunne være nok til en tiltale efter § 225, stk. 4. Herved, fremhævede de, var grænsen mellem ulovlig prostitution og uskyldige sympatigaver reelt udvisket. Uretfærdighedsargumentet blev yderligere støttet af en række nye psykoanalytiske undersøgelser, der fremhævede, at menneskets seksualitet blev fikseret længe før teenageårene. Herved begyndte lovens grundlag, Jersilds forførelsesteori, at smuldre. I 1965 blev 'Den grimme lov' ophævet af et enigt Folketing. I 1976 blev den seksuelle lavalder for homoseksuelle forhold sidestillet med heteroseksuelle forhold og sat til 15 år.  

For eftertidens homoseksuelle har § 225, stk. 4, stået som et klart bevis på den diskrimination, samfundet udsatte homoseksuelle for før 1970'ernes seksuelle frigørelsesbevægelser. Nyere forskning har dog argumenteret for, at loven faktisk var med til at bane vejen for de rettigheder, som homomiljøet opnåede i 1900-tallets sidste årtier. Ved at fjerne en problematisk ungdomsprostitution var loven med til at give homomiljøet en respektabilitet, som det kunne bruge til at kræve nye rettigheder.