Baggrunden for den reglementerede prostitution

I begyndelsen af 1800-tallet var prostitution formelt ulovlig i Danmark. Christian 5.s Danske Lov af 1683 kriminaliserede al udenomsægteskabelig seksualitet, også prostitution. Samtidig var frygten for udbredte kønssygdomme som syfilis og gonorré stor. Særligt syfilis var en frygtet sygdom, fordi den var svær at behandle og kunne føre til invaliditet eller dødsfald. I samtiden blev især prostituerede kvinder udråbt som de primære bærere og spredere af disse sygdomme. Derfor indførte Københavns politi i 1815 et uofficielt kontrolsystem rettet mod byens prostituerede kvinder. Systemet tillod kvinder at ernære sig ved prostitution, såfremt de blev indskrevet i en hemmelig politiprotokol over ´offentlige fruentimmere´ og jævnligt lod sig visitere, dvs. undersøge af en læge for kønssygdomme. De indskrevne kvinder skulle tage ophold i særlige ’tolererede’ huse. De fik desuden påbud om at opføre sig sømmeligt på offentlige steder, ikke skifte bopæl og ikke have eventuelle børn boende hos sig. Det københavnske kontrolsystem markerede det første skridt hen imod en egentlig statslig kontrol med landets prostitution. Det fik først en vis lovdækning med Politiloven af 11. februar 1863, der anerkendte eksistensen af en offentligt kontrolleret prostitution i hovedstaden.

I 1860’erne begyndte landets lægestand at argumentere højlydt for indførelsen af en offentligt kontrolleret prostitution. De fremhævede blandt andet, at det ikke primært var de allerede indskrevne kvinder, som spredte kønssygdomme. De ikke-indskrevne og hemmeligt prostituerede var langt værre, fordi de ikke blev underkastet en regelmæssig lægekontrol. Lægerne anbefalede derfor, at der blev udarbejdet et lovhjemlet kontrolsystem, som kunne tvinge hemmeligt prostituerede kvinder ind i en offentligt kontrolleret prostitution. Anbefalingen var med til at bane vejen for indførelsen af den reglementerede prostitution i 1874.

Den reglementerede prostitution indføres

I 1866 vedtog Rigsdagen Almindelig borgerlig Straffelov. Loven markerede et afgørende skridt hen imod en lovhjemlet regulering af landets prostitution. I § 180 blev det bestemt, at: ”Fruentimmer, som imod Politiets Advarsel søge Erhverv ved Utugt, straffes med Fængsel”. Paragraffen var vigtig, fordi den kun kriminaliserede den prostitution, som fandt sted imod politiets advarsel. Det ville i praksis sige den prostitution, som fandt sted uden for politiets kontrol. Herved legaliserede straffeloven den prostitution, som allerede blev uofficielt kontrolleret af politiet i København.

I 1874 gik Rigsdagen et skridt videre med vedtagelsen af Lov om Foranstaltninger til at modarbeide den veneriske Smittes Udbredelse. I loven blev det bestemt, at kvinder, som var mistænkte for at ernære sig ved prostitution, kunne underkastes både tvangsindskrivning og tvangsvisitation som ’offentlige fruentimmere’. Proceduren var, at kvinden først skulle advares mod at fortsætte sit erhverv som prostitueret. Fortsatte kvinden sin virksomhed, skulle hun derefter straffes to gange efter straffelovens § 180, før hun kunne tvangsindskrives som ’offentligt fruentimmer’ og underkastes tvangsvisitation, dvs. tvangsmæssige lægeundersøgelser for kønssygdomme. Ved den første domfældelse kunne hun desuden underkastes op til et halvt års tvangsvisitation. Med disse bestemmelser blev den reglementerede prostitution officielt indført i Danmark. Frem til 1906 blev ca. 2800 forskellige kvinder indskrevet som ’offentlige fruentimmere’ i København.

I kølvandet på Lov om Foranstaltninger til at modarbejde den veneriske Smittes Udbredelse blev der i flere af landets byer udfærdiget officielle regulativer for politiets tilsyn med de lokale ’offentlige fruentimmere’. I København blev et officielt regulativ udfærdiget i 1877. Regulativet stadfæstede primært de allerede eksisterende regler for de indskrevne kvinders opførsel, boligforhold og lægevisitationer.

Den reglementerede prostitutions forhold til Grundloven og dens ophævelse

I samtiden var den reglementerede prostitution stærkt omdiskuteret. Kritikerne påpegede blandt andet det mulige brud på den enkelte kvindes grundlovssikrede frihedsrettigheder, som hele systemet af tvangsindskrivninger og tvangsvisitationer indebar. En anden – mindre fremtrædende - problematik var det forhold, at de indskrevne kvinder kunne straffes administrativt af den stedlige politidirektør uden at blive stillet for en dommer. Som senere forskning har fremhævet, var især sidstnævnte forhold i direkte modstrid med Junigrundlovens tredeling af magten. Kritikerne kritiserede yderligere den reglementerede prostitution for at understøtte usædelige og udenomsægteskabelige forhold samt for at tvinge kvinder til at ernære sig ved prostitution. Sammen med en øget tvivl om systemets reelle effektivitet i forhold til at bekæmpe kønssygdomme førte kritikpunkterne til, at den reglementerede prostitution blev ophævet i 1906.

Ophævelsen af den reglementerede prostitution affødte ikke et nyt generelt prostitutionsforbud. I erkendelse af, at kontrolsystemet ikke effektivt havde hindret kønssygdommenes udbredelse, ønskede man fra lovgivers side nu blot at holde prostitutionen inden for velanstændighedens grænser. Man opgav helt tanken om at tvangsundersøge prostituerede kvinder for kønssygdomme. Fra 1906 kunne prostitution kun retsforfølges efter straffelovens løsgængeriparagraffer.

Kort over de gader, hvor den regulerede prostitution var tilladt.