Det ottende Bud

I Artiklen Engle blev der gjort Løjer med noget, som dog ogsaa har sin alvorlige Side. Den Afhandling om Nutidens sædelige Lighedskrav, som Frøken Elisabeth Grundtvig har høstet Bifald for i Dansk Kvindesamfund og andensteds, er et lærerigt Værk ikke i og for sig, men for det Vidnesbyrd, den afgiver, om Dannelsestrinet hos dem, der i Forfatterinden ser deres Ordførerinde.

Det Pjattede i dens Indledning, og hele Tone virker pinligt; dens Bevisførelse, om hvilken man aldrig véd, hvor Perfidien holder op og hvor Enfoldigheden begynder, forskrækker ved sin Løsagtighed. Men lærerig er den, fordi den afslører den Brutalitet i Opfattelsen, som i Reglen ligger bagved den officielle-Dydspræken med dens pligtskyldige Æreskænderi af de Skribenter, der ikke vedkender sig den officielle Moral.

Under Skin af at hævde et nyt, moderne Standpunkt forkynder Frk. Grundtvig - med det Mod, som dertil udkræves - det sjette Bud[1]. Som om der var Nogen, der ikke kunde forkynde det; som om der var Nogen, der ikke prækede det - uden de, som ikke gider.

Allerede J. L. Heiberg[2] har sagt om den Art Personer, til hvilke Forfatterinden hører: "Slige Folks Moral er meget kort; den bestaar kun af sjette Bud; de andre ni behøves ikke."

Der er dog ogsaa andre Bud, som moralske Damer kunde lægge sig paa Hjerte. Der er f.Eks. det ottende, der til Frk. Grundtvigs Underretning lyder: "Du skal ikke aflægge falsk Vidnesbyrd om din Næste."

Frk. Grundtvig fortæller til Indledning, at "der gives maaske kun en eneste Ting, som alle Mennesker
uden Undtagelse er fuldt enige om." Ordene 'alle Mennesker' forklares saa med den aandfulde Vending, at paa dette Punkt mødes "De og jeg i Enighed baade med Simeon Søjlehelgen og med Alexander den Store, baade med Zulukafferen og med Pariseren." Punktet er det, at Formaalet er Lykke. Frøkenen synes helt uvidende om, at der har eksisteret og eksisterer store Religionssamfund, talrige Sekter, hele Folkeslag og en Række af filosofiske Skoler, der aldrig i Verden vilde opstille Lykke som Formaalet, men med Lidenskab bekæmper en saadan Bestemmelse af Menneskehedens Maal.

Om Middelalderen har Frk. Grundtvig den Mening, at naar paa Korstogenes Tid alle(?) raabte: Gud vil det! saa var det "for at være lykkelige". De gode Damer i Kvinden og Samfundet[3] har overhovedet ret fantastiske Forestillinger om Middelalderen. En anden af dem synes at være af den Mening, at alle Mennesker i hin Tid aflagde Klosterløfte. Hun skriver: "Ser vi hen til Middelalderen, da er dens absolute Kyskhedsfordring en mægtig Støtte for Slægtens Vilje til Selvbeherskelse, og denne har altid sin store Indflydelse paa Individets Karakter og Aandsliv."

Hendes Aandsfrænde bevæger sig i Spring fra Middelalderen til det 18. Aarhundrede, hvor Formelen for Lykken efter hendes Opfattelse var Oplysning, og derpaa til det indeværende, hvor Formelen siges at være den temmelig ferske og indbyrdes modsigende: Frihed og Lighed. Saaledes naaer hun til den nyeste Fordring i Lykkens Navn: Lighed mellem Mand og Kvinde i sædelig Henseende. Man kunde være kommet kortere dertil.

Om denne Lighed hedder det derpaa til Læserens Forundring, at den kan naaes ad to Veje: "Kvinderne kan blive som Mænd, og Mændene kan blive som Kvinder."

Men kan Ligheden kun naaes ad disse to Veje, saa er den selvfølgelig uopnaaelig. Ti det ene er nøjagtig saa umuligt som det andet. Og selv naar man oversætter Sentensen paa Dansk, er den fornuftstridig. Den overvættes Sandsynlighed er naturligvis for, at hverken Mændene eller Kvinderne i Fremtiden forbliver ganske som de er nu, og den Lighed, 'Nutiden' (c: Frk. Grundtvig og hendes Meningsfæller) tilstræber, maatte da rimeligst tænkes naaet under en Tilstand, i hvilken begge Kønnenes indre og ydre Liv her i Norden, saavel deres Følelser som deres Vaner og Vedtægter, havde undergaaet en betydelig Forandring.

I Stedet derfor formulerer Frk. Grundtvig den Tankegang, hun vil angribe, saaledes: "Den ene Lighedsfordring lyder saadan: Kønsdriften er uimodstaaelig, ikke blot for Manden, men ogsaa for Kvinden. Hun har hidtil ikke været sig dette fuldt bevidst, har været hildet i Fordomme og systematisk forkuet paa Kønslivets Omraade. Dette bør forandres."

Man studser; man mindes ikke at have set dette enfoldige Vaas nogensteds. "Kønsdriften er uimodstaaelig." Hvad vil det sige? For alle Mennesker? Under alle Forhold? Til alle Tider? Ved alle Lejligheder? Eller vil det kun sige: den lader sig ikke udrydde?

Frk. Grundtvig fortsætter: "Maa jeg minde Dem om nogle af de Udtalelser, som ligger til Grund for min Gengivelse af denne Fordring."

Man spidser Øre og passer paa. Frk. Grundtvig har Bevissteder.

"Arne Garborg[4] siger i Nyt Tidsskrift i en Anmeldelse af Constance Ring: "Læger og andre Sagkyndige siger, at Kvinder med svagt udviklet Sanselighed forekommer temmelig hyppigt." Ti "Kvinderne opdrages, som om de ikke var Kønsvæsener. Den Side af deres Natur søges ved alle Midler undertrykt. Da dette gennemføres systematisk og Slægt efter Slægt, bliver Resultatet for flere og flere Kvinders Vedkommende, at Kærlighedens Nerve bliver lam." Og derved bliver de "Opløsningselementer i Samfundet, farlige og frygtelige Aarsager til Usædelighed."

En vakker Maade at citere paa. Talen er om en Kvinde, der ikke kan elske. Garborg skriver: "Mange vil paastaa, at den Kvinde ikke eksisterer. Ialfald ikke uden som ren Abnormitet. Læger og andre Sagkyndige siger derimod, at Kvinder med svagt udviklet Sanselighed forekommer temmelig hyppigt."

Heri øjnes endnu intet Spor af Frk. Grundtvigs Lighedsfordring til Bedste for almindelig Usædelighed. - Hos Frk. Grundtvig følger saa med udhævet Skrift et Ti. De Ord, som følger paa dette Ti, findes hos Garborg 35 Linjer længere fremme i en helt anden Sammenhæng.

Garborg skriver: "Kvinderne opdrages systematisk i Uvidenhed om det der vedkommer deres Opgave som Kvinder. De opdrages som om de ikke var Kønsvæsener. Den Side af deres Natur søges ved alle Midler undertrykt. Da dette gennemføres systematisk og Slægt efter Slægt, bliver Resultatet for flere og flere Kvinders Vedkommende, at Kærlighedens Nerve bliver lam. Den samme Omstændighed er Aarsag til at Kvinderne ogsaa paa anden Maade udygtiggøres for sin Opgave som Kønsvæsener. Formedelst Uvidenhed forspilder de i tusinde Tilfælde Livslykken baade for sig selv og andre, ja bliver Opløsningselementer i Samfundet, farlige og frygtelige Aarsager til Usædelighed."

Man sammenligne Frk. Grundtvigs Citat. Hvor er nu Fordringen af lige Usædelighed? Frk. Grundtvig fortsætter: "Og Georg Brandes uddrager i sin noksom omtalte Anmeldelse af Arne Garborg i Tilskueren[5] følgende Tendens af et Par af Strindbergs[6] og Arne Garborgs Fortællinger: "Lad os ikke indbilde os, at Drifterne lader sig undertrykke eller udrydde, uden at Mennesket bliver defekt og [skal være: eller] fordummet. Askesen, som den for Øjeblikket øves af det store Flertal blandt de højere Stænders ugifte Kvinder, er en Ulykke, en naturstridig Ting, et Offer, som mange Gange bringes en værdiløs Fordom. Driftlivet er og bliver Jordbunden for Fantasiens og Skønhedens Blomst, ikke mindre end for giftige og stinkende Vækster. Købes aandelige Fortrin stundom for dyrt med et Offer af Renhed og Uskyld, saa kan den virkelige Renhed ikke mindre end den blot tilsyneladende ogsaa købes alt for dyrt, naar den medfører tærende Savn og al Goldhedens og de kvalte Længslers Indskrænkethed[i]).

Dette Citat er neppe mindre upaalideligt end det første. Ti Sætningen begynder ikke hvor Frøkenen klipper den over, men med de Ord: "Lad Opdragelsen ved naturlig og utilsløret Fremstilling af Kønsforholdene gøre sit til at tvinge Drifterne indenfor naturlige Grænser, men lad os ikke indbilde os osv." Dog toges Begyndelsen med, hvor blev da Læren om Kønsdriftens Uimodstaaelighed og Nødvendigheden af den almindelige Usædeligheds Indførelse af? Derfor dette lille kvindelige Klip.

Og selv naar Klippet er gjort, hvad siger saa disse Par Linjer, som kvindelige Bannerførere og mandlige Pennehelte, rene Handsker og rene Vanter[7], nu har levet af i halvtredje Aar og som er anførte saa tidt, at man kan dem udenad? Hvad andet end at Askesen er en Ulykke, et Offer, som (ikke altid, men) mange Gange bringes en værdiløs Fordom, fordi Renheden kan købes for dyrt, naar den (c: i de Tilfælde hvor den) medfører tærende Savn og tyk Indskrænkethed. Hvor er her Kravet af en Lighed i almindelig Usædelighed? Den gode Frøken bliver Svaret skyldig[ii]).

Der fortsættes: Og E. B.[8] siger i Politiken for 15. Decbr. 1886 i Anledning af Henrik Pontoppidans Mimoser[9]: "Han (Henrik Pontoppidan) tvivler, om det er nyttigt at gøre Kvinderne til yderst følsomme Mimoser, saa længe Mændene er saa haardhændede eller rettere, naar Naturen har skabt Mændene af saa skrøbeligt Stof." Samtidigt udtales, at Kvinder, i alt Fald saa henrivende Kvinder som de to i Mimoser, er skabt til at 'lyksaliggøre' - maaske flere Mænd. - Og da Ægtemanden i Mimoser 'lyksaliggør' flere Kvinder end sin Hustru, og Hustruen derfor forlader ham, lader E. B. Digteren spørge: "Er der nogen Mening i dette?" og svarer selv: "Nej, naturligvis er der ingen Mening deri."

Det er allerede lidt vanskeligt at forstaa, hvorfor Anmelderen E. B. skal bære Ansvaret for Pontoppidans mulige moralske Kætterier. Han har intet andet gjort end at gengive Bogens Indhold, og disse Linjers Forfatter véd fra bedste Kilde, at Hr. Pontoppidan vedkender sig denne Gengivelse af hans Mening med Bogen som nøjagtig. Som Frøkenen citerer, maa man nu bestemt faa det Indtryk, at Anmelderen har villet udtale sin Mening om Nytten eller Unytten af Kvindernes Kyskhed, og at det er hertil, der sigtes med Udtrykket Mimoser. Men i Anmeldelsen tales kun om den Anskuelse, at en Mand til Straf for visse KønsForseelser "ubønhørlig bør være udstødt af det moralske Samfund." Saa fortsættes: "Henrik Pontoppidan har sin Betænkelighed. Han er bange for, at hverken Mænd eller Kvinder staar sig ved denne Lære. Han tvivler om Nytten osv."

Hvor bliver Opfordringen til almindelig Usædelighed af? Dog perfidest er det næste Stykke, hvor kun et eneste Ord er sat i Citationstegn, medens hele Sætningen iøvrigt er arrangeret rundt omkring det, for at faa ud hvad der passer i Frk. Grundtvigs Kram. Der udtales faktisk i Anmeldelsen ikke det Fjerneste om at Kvinder i Almindelighed er skabt til at lyksaliggøre flere Mænd. Der staar simpelthen: "Der er i Mimoser to unge Kvinder, henrivende begge, skabte til at lyksaliggøre en Mand, maaske endog flere, og dog gaar det dem begge galt." Frk. Grundtvig véd rimeligvis, at Enker undertiden gifter sig paany; hun véd at Sligt forekommer i Naturen. Hun kan altsaa heller ikke godt gøre Anskrig over, at det om to Fruentimmer i en Bog siges, de maaske er skabte til at lyksaliggøre flere Mænd end én, og Andet staar der ikke. Nogen Bestræbelse efter at indføre Flermænderi i vort stille, dydige Danmark vil hun endog med den bedste Vilje ikke kunne vride ud deraf.

Efter disse Citater og endnu et (af Socialdemokraten[10]) har Frk. Grundtvig den Koldblodighed at sammenfatte saaledes: "De vil se, at Lighedsfordringen [der ingensteds findes], som den fremkommer i de Udtalelser, jeg her har givet dem, begrundes paa dobbelt Maade: Der søges Støtte for dens Berettigelse dels i Mandens Natur og dels i Kvindens. Snart hedder det: Det er nødvendigt for Manden med hans uimodstaaelige sanselige Drift, at Kvinderne - Kulturkvinderne - bliver mindre kyske, og snart: Det er nødvendigt for Kvindernes Helbred og Aandskraft, at de opgiver deres Kyskhed, som kun er Unatur og Tvang."

Allerede dette er stort, men det er endnu ikke fuldstændigt. Det, som kranser Værket, er den Fortolkning, hun giver af de afvigende Meninger om det Kønslige, som hun finder hos de Mænd, hun nedrakker, og hvem hun til Slutning ligefuldt gør den lille hykkelske[11] Indrømmelse, at hun tror "adskillige af dem, som vil omdanne vor Bevidsthed paa dette Omraade, er alvorlige Mennesker, som mener at virke for en god Sag".

Hun udleder deres vildfarende Meninger af en ustyrlig Kønsdrift hos dem. Hun indbilder sig, eller hun indbilder sine Læserinder, at naar visse Mænd finder den bestaaende Ordning af Kønnenes Forhold elendig, saa er det fordi den hindrer dem i at tilfredsstille deres ublu Drifter. Det hedder i hendes Sprog:

"Enten det er Mændenes virkelige Natur eller ej, saa rører der sig for Tiden(!) et voldsomt Driftsliv hos mange af dem, saa voldsomt og saa ustyrligt, at de uden videre Tanke for Følgerne kræver Kvinderne og hele Samfundsordenen omdannet, blot for at denne ene Drift kan blive tilfredsstillet."

Hvis Frk. Grundtvig, der lever i de højere Luftlag, blot en eneste Eftermiddag, en eneste Aften, vilde gaa ned ad Strøget her i Kjøbenhavn og lukke sine Øjne vel op, saa vilde hun erfare, at ingen Mand behøver at kræve Samfundsordenen omdannet af den Grund, hun er saa elskværdig at fastslaa, selv om han, en dobbelt Herkules, skulde ønske at gøre et fuldt Hundrede unge og velklædte Kvinders nære Bekendtskab paa én Gang. Det mangler under de nuværende Samfundsforhold ikke paa Imødekommen fra det smukke Køns Side. De, der ønsker Samfundsordenen omdannet, turde derfor rimeligvis have andre Grunde dertil end den ene, der har frembudt sig for Frøken Grundtvigs Fantasi.