En Redegjørelse i Anledning af Interpellationen i Storehedinge af Ingeman-Petersen[2].

I Anledning af den af mig til Hans Excellence Kultusminister, Kammerherre Scavenius[4] paa Valgdagen i Storehedinge[5] rettede Interpellation[6] har der været og er ikke faa Rygter i Omløb. Man har fremsat Gisninger og Formodninger om et eller andet skjult Motiv. Nogle have ment, at Grunden var et personligt Mellemværende med Ministeren, andre, at der bag mig stod Mænd (Politikere), som ikke selv turde rette Spørgsmaalet, atter andre, at jeg var en Udsending fra Midnatsmissionen[7] (er ikke Medlem). I Vredens Hede har "Dagbladet" kaldt Interpellationen "skandaløs" og Højres Generalkorrespondent har skrevet om "en forrykt Mand, der har været indespærret i et Galehus". Endelig har man sagt, "at Forespørgslen handlede om nogle intime Forhold i Ministerens Privatliv, hvilke ikke kom Offentligheden ved, ja, som maaske endog var Opspind."

Den 29de Oktober 1885, altsaa for 15 Maaneder siden, tilskrev jeg Hs. Excellence Konseilspræsident Estrup[8] et Brev saalydende:
 

Kjøbenhavn, Stormgade 10, den 29de Oktober 1885.

Hs. Excellence Konseilspræsident Estrup S.K.[9] p.p.

Igaar Aftes Kl. 8.55, da jeg var paa Vejen til mit Hjem, mødte jeg paa Hjørnet af Knabrostræde og Nybrogade[10] Kultusminister Scavenius. Han bøjede ned ad Knabrostræde, og da det var mig paafaldende, at en Minister - navnlig i disse sørgelige Tider - gik ind i en saadan skummel Del af Byen, fulgte jeg ham. Ministeren gik ind i Knabrostræde Nr. 24 og af Skyggen paa Rullegardinerne paa 1ste Sal[i] kunde jeg se, at han kom derind.

I Eiendommen bor der løsagtige Fruentimmer[11]. Jeg stillede mig i Gadedøren ligeoverfor, for at oppebie Ministerens Tilbagekomst. Noget efter Ankomsten aabnedes Vinduet paa 1ste Sal, og lidt derefter hørte man Lyden af en Champagneprop, som knaldede. - Kl. 10.25 kiggede Ministeren forsigtigt ud af Gadedøren, og da der tilsyneladende ikke var Mennesker i Gaden, forlod han Huset og tog Vejen ad Compagnistræde, Læderstræde, Højbroplads, Lille Kongensgade til han naaede den sidste Port paa højre Haand i Lille Kongensgade (Hjørnet af Kongens Nytorv); her gik Ministeren op i Restaurationen.

Da den samme Tour formodentlig gjentages, tillader jeg mig at henlede Deres Excellences Opmærksomhed paa det hasarderede, ja! næsten vanvittige, i at den Mand, som staar i Spidsen for den danske Kirke, begaar en saadan Handling.

Hvis Deres Excellences Fjender opdager det, vil det jo i disse Tider ikke kunne undgaaes, at Sagen kom offentlig frem, men vil da hele Ministeriet ikke ogsaa faa sin Del af Skampletten? Havde en Julius Rasmussen[12] skudt paa Ministeren, da han forlod Huset i Knabrostræde, vilde Gud næppe have holdt sin Haand over ham, men enhver tænkende Kristen vilde have anset hans Fald som en retfærdig Straf.

Da Kultusministeren paa en eller anden Maade skal advares, henstiller jeg til Deres Excellence, hvorledes dette bedst lader sig gjøre.

Underdanigst

Ingeman-Petersen.

Brevet afleverede jeg om Morgenen i Vidnes Overværelse til Konseilspræsidentens Portnerske, der erklærede, at hun skulde modtage Breve, da der ikke maatte lukkes Nogen ind.

Lørdag Morgen den 31te, altsaa 2 Dage efter, modtog jeg pr. Post et med Konseilspræsidentens Haand skrevet Brev, indeholdende følgende Linier:

"Tak for Meddelelse i Brev af 29de, som skal blive benyttet."

Enhver, der gjennemlæser mit Brev med Eftertanke, vil se, at det er præget af Loyalitet overfor Ministeriets øvrige Medlemmer. - Jeg var aldeles sikker paa, at i det Øjeblik Ministeriets Chef fik Nys om, at der i Spidsen for den danske Folkekirke stod en Mand, som Hr. Scavenius, da blev han øjeblikkelig fjernet. Jeg nærede ikke den ringeste Tvivl om, at Konseilspræsidenten hverken vilde eller kunde modtage en saa forfærdelig Anklage mod Kirkeministeren, kvittere for den og derefter intet foretage sig i Retning af at rense det øvrige Ministerium for denne Skamplet. Maaned gik imidlertid efter Maaned og der kom ingen Forandring. Jeg maatte altsaa have taget fejl af Konseilspræsidenten. Nu blev jeg først opmærksom paa en Mængde Fortællinger om Kirkeministeren, og det viste sig, at indenfor selve Højrepartiet[13] var man fuldstændig paa det rene med, at denne Mand paa den forfærdeligste Maade traadte Guds Bud under Fødder. Efter at have erfaret dette, anklagede jeg mig for at have baaret mig overordentlig dumt ad i denne Sag. Jeg indsaa, at jeg ingenting havde udrettet. Tiden gik. Jeg forsøgte at kvæle den Stemme, som bestandig raabte i mit Indre, men Nej, det syntes at være umuligt. Tusinder af Gange gjentog jeg for mig selv de bekjendte Ord af Skriften[14]:

"Hvi ser du Skjæven, som er i Din Broders Øje, men Bjælken i Dit eget Øje bliver Du ikke vaer."[15]

Det hjalp ikke. Baade Nat og Dag lød det i mit Øre:

"Det er Din Pligt at lade Sandheden komme for Dagen, Din Pligt mod Gud - og mod hvert kristent Menneske i Dit Fædreland."

Den 24de Januar d.A.[16] gjennemlæste jeg i "Berlingske Tidende"[17] en af Kultusminister Scavenius paa et Vælgermøde i Storehedinge, Dagen forud, holdt Tale. Jeg standsede øjeblikkelig ved følgende Linier:

"Hvor er det dog muligt, at den danske Bondestand kan lade sig henrive af de radikale Elementer[18], hvis Ideer ere indvandrede udenlands fra? Hvorledes er det muligt, at Folk, som bekjende sig til Kristendommen, og som holde paa Ægteskabet, kunne alliere sig med dem, som gjøre Nar ad alt saadant og helst se det sparket overende."

Kultusministeren sagde jo her klart og tydeligt til sine Vælgere, at det var umuligt at alliere sig med dem, som gjøre Nar ad Ægteskabet og helst se alt saadant sparket over Ende. - - Jeg grundede længe paa disse Ord. - - - Torsdag Eftermiddag, den 27de, var der bragt Klarhed og Fasthed i min Sjæl, og min Beslutning var urokkelig. Nu kunde jeg jo paa Valgdagen komme til at staa Ansigt til Ansigt med denne Mand og aabent og ærligt for en Del af den danske Bondestands Øjne rette et Spørgsmaal til ham. Jeg formede min Interpellation, lod den trykke, for eventuelt at kunne overrække Kultusministeren og hans Vælgere den, om jeg ikke fik Ordet, og den næste Dag Kl. 11 var jeg paa Valgstedet ved Valghandlingens Begyndelse.

Jeg var den første Interpellant, der fik Ordet. Jeg meddelte Forsamlingen, at jeg vilde rette et Spørgsmaal til Hs. Excellence Kultusminister, Kammerherre Scavenius, og bad jeg den høre godt efter. Under fuldstændig Ro udtalte jeg følgende Ord:

"Paa et Møde her i Storehedinge i Søndags, den 23de ds.[19], har Hs. Excellence Kultusminister, Kammerherre Scavenius ifl. "Berl. Tidende" udtalt sig saaledes:

"Hvor er det dog muligt, at den danske Bondestand kan lade sig henrive af de radikale Elementer, hvis Ideer ere indvandrede udenlands fra? Hvorledes er det dog muligt, at Folk, som belkjende sig til Kristendommen, og som holde paa Ægteskabet, kunne alliere sig med dem, som gjøre Nar ad alt Saadant og helst se det sparket over Ende."

Jeg vil nu tillade mig at spørge den danske Folkekirkes Primas[20], Danmarks Kultusminister, den Mand, der staar i Spidsen for Præster og Lærere her i Landet, om det ikke er at gjøre Nar ad Ægteskabet, om det ikke er at sparke Moral og Religion over Ende, om det ikke er at forhaane baade Gud og Mennesker, naar han, Kirkens øverste Tjener, gaar paa Horehus?"

Jeg vilde have tilføjet:

Hvorledes kunne I, Vælgere, alliere Eder med ham? men blev afbrudt af Dirigenten (Politimesteren), der, efter at have spurgt mig om min Bopæl, bad mig forlade Tribunen, hvilket Ønske jeg strax efterkom. Kun paa Tribunen imellem Ministeriets Stillere herskede der højrøstet Tale, den øvrige Forsamling syntes at være meget alvorlig stemt og gav hverken Mishags- eller Bifaldsytringer tilkjende. Jeg stod i denne Forsamling ca. 20 Minuter uden at henvende et Ord til noget Menneske, blev derefter anholdt og fængslet i 2de Døgn.

Kan nu noget Menneske virkelig forarge sig over min Interpellation? Er det ikke et aabent og ærligt Spørgsmaal? Kan noget Menneske, der tror paa en almægtig Gud, kan noget Mennneske, i hvem der er Gnist af Retfærdighedsfølelse, sige, at det er en Sag af privat Natur, en Sag imellem Hr. Scavenius og mig?

Nej! det er en Sag, der angaar Folket, og især den Del, der hører til den danske Folkekirke. - Intet Forsvar er muligt. - Af den Mand, som staar i Spidsen for Kirken, maa det bestemt fordres, at hans Handlinger ikke stempler ham, som den, der siger, at Kirke og Religion er baade Humbug og Løgn; thi gjør han det, da har han med det samme erklæret hvert troende Menneske Krig, og i den Kamp, der da rejser sig, dér skal Sandheden og Guds Ord sejre.

Højrepartiet, hvis Løsen er

Gud, Konge og Fædreland,

maa være mig meget taknemmelig for at have fremdraget denne Sag, hvis ikke, tager det i høj Grad Guds Navn forfængelig.

Hans Majestæt Kongen har aldrig kjendt sin Kirkeminister; thi Kongens Valgsprog er:

Med Gud for Ære og Ret.

Jeg overlader med stor Sindsro til Folket at afgjøre, om min Interpellation har været betimelig eller ikke, og tager med Glæde de Konsekventser, der maatte flyde af at have lydt hans Røst, hvem Magten og Æren i al Evighed tilhører.