Udklip af artiklen "Pigehandel" i Social-Demokraten, 4. december 1897. Fra: Mediestream

Pigehandel.

Danske Sangerinder til Rusland.

En modbydelig Trafik.

En ung Pige fortæller.

Den 12. November meddelte vi efter ”Svenska Dagbl.” i en Artikel, at en tidligere Værtshusholder i Stockholm nu har slaaet sig ned i Antwerpen i Belgien og lever af at eksportere unge uerfarne danske og svenske Piger til Belgien, hvorfra de antagelig gaar videre ud i Verden til Nød og Skændsel.

I forbindelse hermed oplyste Bladet, at en dansktalende Person, der udgav sig for Kammermusiker, skaffede unge Piger Engagements[1] i Moskva, hvor de i Følge hans Løfter skulde uddannes til Skuespillerinder eller Sangerinder. Virkeligheden var imidlertid, at de havnede i et Etablissement, hvis Indehaver stod i hemmelig Forstaaelse med Politiet og lod de unge Piger blive Ofre for den dybeste Fornedrelse.

Nu har denne Sag faaet Øjeblikkets Interesse, fordi der i disse Dage af en Fru Martini i Moskva i Rusland er gjort Forsøg paa at hværve unge Piger til Rusland.

Vi har nu søgt Oplysninger om denne Sag og henvendte os bl. a. til en herværende Teateragent, som har Kendskab til det nævnte Etablissement i Moskva, og som fortalte os følgende om Forholdene derovre, i den By, hvor Fru Martini selv residerer:

Noget uden for Moskva ligger Forlystelsesanstalten Eremitage, et elegant Etablissement, der søges meget af et levelystent, velhavende Publikum. Det bestaar af en stor Sal, en Salgs Promenade, hvor Sangerinderne færdes, men ikke optræder. De besøgende Herrer udpeger sig her de Piger, som behager dem, hvorefter Selskabet forsvinder i et af de tilstødende Kabinetter, hvor der anbringes Klaver. Pigerne maa saa synge og, efter at der er drukket tæt, være Herrerne til Tjeneste. Det er Prostitution i den finere Stil, men næsten grusommere end nogen anden. De unge Kvinder skal leve af deres Hengivelse, de er bundne ved Kontrakter og fuldstændig prisgivne de rige Besøgendes Luner, fremmede som de er midt i det store Land.  De forstaar jo end ikke Sproget, og deres Hjælpeløshed er paa den Maade fuldkommen.

Det hænder endogsaa, at Pigerne efter saadanne hensvirede[2] Nætter, umiddelbart efter at være komne til Ro, atter maa lade sig purre ud for at være til Tjeneste for nye Besøgende, der maaske kommer fra Fester og Sammenkomster og nu vil afslutte deres Lystighed ved et Samvær med disse nødtvungne Præstinder i Vellystens Tempel.

Theateragenten oplyste endvidere, at Politiet her ikke udsteder Pas til Rusland for de af Agenter antagne danske Sangerinder. Fru Martini, der nok er født i Rudkøbing og egentlig hedder Hansen, men er russisk Undersaat, tager saa Ofrene med til Stettin, hvor Passene udstedes af den danske Konsul.

Saa vidt vor Hjemmelsmand[3]. Vi søgte nu videre for at erfare noget om de Landsmandinder, der har faaet Tilbud om at rejse, og skal herom meddele følgende:

For en Uges Tid siden var Fru Martini her i Byen og søgte gennem Theateragent Gottschalck at faa unge Damer over til et Etablissement i Kiew, ca. 100 Mil Syd for Moskva. Hr. Gottschalck kendte   ikke Fruen, og han har overhovedet ikke indladt sig i nogen Forbindelse med hende, efterat han har faaet Kundskab om hendes tvivlsomme Ry. Alt, hvad hun derfor naaede her før hun sin Afrejse, var at faa Anvisninger paa nogle rejselystne Damer. En af disse, Pianistinde, Frk. S., opsøgte vi forleden for at faa hendes Mening at vide.

Frk. S vidste imidlertid ikke andet, end at hun havde Tilbud om Engagement i Moskva og kunde komme til at rejse først i Januar. Men hun kendte intet til Fru Martini og hendes Salon. Da vi meddelte hende vore Oplysninger, blev hun næsten forfærdet og erklærede øjeblikkelig, at hun paa ingen Maade vilde rejse. Hun fortalte, at en anden ung Dame, Frk. R. og et Par andre, som ligeledes havde i Udsigt at komme afsted, var ligesaa ukendt med de russiske Forhold som hun selv.

Ad andre Veje er det lykkedes os at faa Adresser paa Sangerinder, som tidligere har været engagerede til Rusland af Fru Martini, og vi søgte derfor Oplysninger hos dem.

Disse Oplysninger bekræfter fuldt ud, hvad vi ovenfor har skrevet. Der er her Tale om intet mindre en Handel med hvide Slavinder. Og i ret udstrakt Grad importeres disse, de russiske Levemænds Ofre, fra Danmark.

En meget sympatetisk, energisk Dame, Frk. H., som har været engageret af Fru Martini til et Etablissement i St. Petersborg, fortalte os følgende:

”For en halv Snes Aar siden var jeg engageret af Madame Martini til et Etablissement i St. Petersborg. Der var flere danske Piger, Sangerinder, skulde de være, men deres Lod blev at lade sig beskue af besøgende Herrer og staa disse til Tjeneste. Vé dem, hvis de ikke havde moralsk Kraft nok til at staa imod! Alt var lagt an paa at føre dem ind den aabenbare Prostitution. Gagen var lav, Maden daarlig og Madame selv kunde ikke udstaa dem, der gjorde sig kostbare.

Naar de fine Herrer kom i Besøg, stod de hvidklædte Piger opstillede i Salen. Saasnart Valget var truffet, trak Selskabet sig tilbage til et af Kabinetterne. Her indskænkedes Lystigheden maaske til Drik og Sang, men for en Sum af et halvt hundrede Kroner kunde Herrerne føre deres udvalgte Piger bort fra Etablissementet. Det var for Pigernes Vedkommende ganske vist en Overtrædelse af Kontrakten, men den skete selvfølgelig med Madames Tilladelse. Hun fik jo saa netop den kontraktmæssige Mulkt[4], der udgjorde hendes Part af det erlagte Honorar.

Dette Liv maa føre til den komplette Ødelæggelse af de stakkels Piger. Modstræbende har de vel givet sig hen i det, men kun faa undgaar det. Jeg har kendt to unge danske Piger, som var i den elendigste Forfatning, angrebne af Syfilis, rene Vrag. Madame Martini ventede kun paa det Øjeblik, da hun kunde blive dem kvit og erstatte dem med nye, friske Piger – ”Sangerinder” til dette eller hint berømte russiske Etablissement.”

”Jeg har selv,” fortsatte Frk. H., ”været i en højst ulykkelig Situation, idet Madame Martini ligefrem havde solgt mig til en russisk Vellystning[5].  

Jeg var den Gang antaget af hende til at optræde i St. Petersborg, men hun fattede snart Uvilje mod mig, fordi jeg ikke var efter hendes Hovede. Saa en Dag lovede hun mig et Engagement i Byen Kiew og tilbød selv at ledsage mig derned. Jeg indvilligede i den Tro, at jeg i al Fald ikke kunde komme til noget værre Sted. Vi rejste altsaa.

I Kiew boede jeg paa et Hotel, Madame Martini paa et andet. Alene dette foruroligede mig noget, og min Uro steg til Angst, da jeg om Morgenen erfarede, at Madame var rejst tilbage til St. Petersborg. Snart erfarede jeg Grunden. En velhavende Herre indfandt sig paa Hotellet og lod mig kort og godt forstaa, at han havde ”købt” mig af Madame Martini. Jeg skulde være hans Elskerinde, og Pengene for Handelen var naturligvis betalt. Jeg protesterede og græd. Herren forlod mig, men lovede at komme igen. Og alt var saaledes indrettet, at jeg skulde falde til Føje. Madame havde sørget for, at jeg ingen Penge havde, i fire Dage matte jeg blive paa Hotellet og slap kun bort ved Velvilje fra Hotelfolkenes Side.  De kunde tale med mig paa tysk, og da jeg havde fortalt dem om Bedrageriet, fik de ved List Herren, som havde købt mig, til at lægge Penge ud for mit Ophold. Han gjorde det vel i den Tro, at jeg skulde give efter, men saasnart jeg havde Pengene, rejste jeg tilbage til Madame Martini i St. Petersborg.

Hun var rasende, og det samme var Herren, som snart efter indfandt sig og formodentlig nu vilde have sine Penge tilbage. Men mon ikke mangen ung Pige, der havde været mindre modstandsdygtig end jeg og mindre heldig, er blevet et Offer for denne gemene Slavehandel?”

Frk. H. sluttede sin Beretning med den Udtalelse: ”Gør hvad De kan, for at forhindre, at unge Piger rejser over til Madame Martini!”

I det vi følger denne Anmodning, skal vi oplyse, at der staar endnu mere Stof til vor Raadighed. Det er os saaledes bekendt, at en Frue paa Værnedamsvej, der selv har faaet to Døtre engagerede af Fru Martini, skal være meget virksom for at paavirke danske Piger til at rejse. Vi kender ikke denne Dames Motiv, men alt, hvad vi hidtil har faaet oplyst om Fru Martinis Virksomhed, taler desværre kun for, at der her nærmest er Tale om en tilsløret Form for Leverance af Kvinder til den russiske Prostitution.

Og det er jo allerede tilstrækkeligt betegnende, at Politiet her ikke udsteder Pas for danske Sangerinder, som engageres til Rusland.