Det offentlige mod Leif Rovsing.

Resume og Konklusion af Forsvaret.

Det eneste, landsretten vidste om R.[1], var, at han før 1917 havde indladt sig i venskabsforhold både af hetero- og homosexual art. Alt det andet, anklagen basseredes på, var ikke viden, men formodning. Anklagens forudsætning må være kravet om en moral, hvis princip er sexuel afholdenhed indtil ægteskabet.

Om sexual afholdenhed udtaler vores sindsygelæger, at den ødelægger den sjælelige sundhed! Sexualforskerne har gjort den opdagelse, at kønskirtlerne i forbindelse med andre kirtler udskiller indre secreter, som er bestemmende for legmets udvikling og beståen – så at en viljemæssig, kunstig hindring af kønskirtlernes normale funktion i de unge år ikke, som tidligere antaget, er sundhedsbevarende, men er vold mod organismen, som ødelægges såvel sjæleligt (nevrose) som legemlig.

Både sexual- og arvelighedsforskningens resultater viser, at den normale mandlige kønskarakter ikke er er absolut, men uensdobbeltpræget d. v. s. bisexuel. Endvidere at kønskarakteren bestemmes organisk af de indre sekreter, som igen er bestemt af det sædkim of det æg organismen er opstået af, og derfor ikke kan forandres af propaganda. Kunde propaganda forandre en heterosexuel til homosexuel, kunde man vel også ved propaganda forandre en homosexuel til heterosexuel, og i så fald var propaganda det middel, B.93[2] skulde have anvendt på R. i stedet for mod R.!

Sagen ”Kløvermarken”[3] ctr.[4] D.B.U.[5] drejede sig ikke om R.s ret til at spille på banen, men om at spille i turneringerne!

De mennesker, der, uden at have rigtig kendskab til sagen, mener, at D.B.U.s udelukkelse af R. er rigtig, går ud fra, at de historier, B.93 i stor udstrækning har udbredt om R., er rigtige, og at der således foreligger et bevis på, at R. mangler det rette herredømme over sit driftsliv, såat man kan risikere en gentagelse af disse historier! Havde B.93 i 1917 haft en ting, som den med rette kunde bebrejde R, så havde den sikkert brugt den, i stedet for at lave falsk klage, komme med løse antydninger og udbrede falske rygter om R., for at få ham excluderet og rejse stemninger mod ham, så at han stod ensomt og forladt. – Og falske oplysninger behøvedes da heller ikke at være lavet af D.B.U.s forretningsudvalg i 1917, da det så, at klagen var modbevist af R., til brug i D.B.U.s bestyrelse for at få flertal til at få R. excluderet. – Alt dette havde været overflødigt, dersom man havde haft en positiv ting, d. v. s. en eneste lille ting, hvor R. havde forbrudt sig mod ordensreglerne på boldbanerne!!!

Det er vist, at homosexuelle handlinger i reglen hører til de mindst rissikable sexuelle handlinger, og at drenge ofte i en meget ung alder dyrker disse indbyrdes, og at der aldrig sker nogen skade, når blot ikke voxne opdager det og blander sig i det.

De store klubber, hvor enhver kan gå ind fra gaden og uden proponenter[6] blive medlem strax, kan ikke blande sig i deres tusinder af medlemmers privatliv, og bør heller ikke gøre det. – Både K.B.[U.][7] og D.B.U. har udtalt, af de hverken kan el. vil! – Nei B.93 og K.B.U.s påstand om, at R. er farlig, må ses i belysning af politiske interesser, fodbolden ctr. tennis, hvilket er meget tydeligt, ti det er B.93 fodboldafdeling, der staar bag agitasjonen[8] mod R., og det er fodboldunionen K.B.U., der gennemtvang R.s udelukkelse fra turneringer i D.B.U. (K.B.U. vælger 6 repræsentanter ind i D.B.U. mens D.L.T.F.[9] ingen vælger, men D.B.U. indsætter 4 repræsentanter i D.L.T.F., hvoraf følger, at tennis ingen indflydelse har på begivenhederne i D.B.U., men fodbolden har indflydelse på D.L.T.F. – og summa summarum er, at tennis absolut ingen indflydelse har på D.B.U., hvorfor D.L.T.F.s protest mod R.s udelukkelse er lig 0). Der er ingen virkelige tennisledere, der mener, at R. er farlig, ti R.s farlighed existerer kun som fodboldpolitisk agitasjons middel!

At erotiske venskabsforhold både samfundsmæssig og kulturelt har værdi og betydning den dag i dag er sikkert – citaterne fra A.C. Larsen[10]: Eros og venskab, og Schyberg’s[11] artikkel ”Tilskueren” er ført frem for at vise dette. Talrige andre exempler fra moderne litteratur kunde fremføres.

Det er urimeligt at fastholde en moral, som er forladt i praxis, og som strider mod lægevidenskabens resultater i en sådan grad, at det at følge den, er at ødelægge sit helbred! Og det er ikke uden komik, at det er idrætsledere, hvis organisasjoners, mål er sundhedens bevarelse eller nyerhvervels for sine medlemmer, altså vejledere til bevarelse af den legemlige sundhed, der går imod sexualtilfredsstillelsen, åbenbart mangler de fuldstændig kendskab til hvilken betydning homoerotiken spillede før kristendomen i Evropa netop i forbindelse med sport – ti det var en tid, hvor sportens mål var at træne mænd op til krigere, og såvel Sparta’s som Macedoniens elite hærkorps bestod udelukkende af par, der var knyttet til hinanden ved erotisk venskabsforhold – og f. ex. i Japan spiller den en rolle i hæren den dag i dag.

Der er mennesker, der tror, at sport og kolde bade ophæver erotiken – men det er tværtom med sporten – ti den legemlige sundhed og styrke, sporten skaber, resulterer i, at alle legemsfunktioner får en største fart – og troen, at kønskirtlernes funktion skulde standse imens, er ganske forkert – koldt vand nedsætter kønsdriften, det er rigtigt; men det er sundhedsfarligt at opholde sig hele døgnet deri!

Lederne mangler viden og kultur – for på en måde var det disse, der skulde gaa i spidsen for at skabe en ny kønsmoral, som var i overensstemmelse med den menneskelige natur – men kun en har forsøgt det, I.P. Müller med sin bog ”Kønsmoral og Livslykke”.

Da lederne ikke magter, at lede klubberne, hvilket findes tydeligt udtalt i generalmajor Castenschiold’s[12] åbne udtalelser til klubberne i D.I.F.s[13] årsmøde iår, så magter de næppe heller at skabe noget kulturelt nyt.

Klubber og forbund er politiske hexegryder, hvor partier står mod hinanden for at få fat i magten og nyde dens sødme, d. v. s. administrere klubbens kasse og føre an ved festerne. Havde B.93 ønsket tavshed om homosexualitet, så kunde den blot selv have ”holdt kæften”, og R. havde aldrig sagt eller skrevet noget! – Og havde klublederne interesseret sig for de unge medlemmers sundhed, så havde de oplyst dem om tobakkens og spiritussen lumske nedbryden af det menneskelige legme, og ved exemplets magt vist de unge, at man godt kan lade være at have disse to laster! Men d’hrr. ledere i B.93 har gjort lige det modsatte!

En ting er sikker: Verden er og bliver hvad den til
alle tider været har med alt det abespil den driver
en rigtig stor og grundig nar.

Goethe[14].

Tirez le rideau.
La farce est jouée.[15]
Rabelais[16] (på dødslejet).