Danseforbuddet

København, 1973

Når man fortæller nutidens unge, bøsser såvel som heteroer, at det indtil så sent som 1973, var forbudt mænd at danse sammen offentligt, tror de, man overdriver. Deres opfattelse af den slags forbud er, at de hører til i en fjern fortid, men det gør de altså ikke. Jeg ved ikke, om vi har flere af den slags tåbelige ulogiske forbud tilbage mere. Det skulle da lige være forbuddet mod at ryge hash. Men indtil ´73 var det altså en ulovlighed, hvis to mænd dansede sammen offentligt. Det var ikke nogen alvorlig lovovertrædelse, selvfølgelig, men det førte dog til, at man blev smidt ud af etablissementet. Til tider ret hårdhændet. Selv fra bøssediscoer. På disse sidste tog man dengang et alibi med i form af en kvindelig veninde, som man så dansede med. Sommetider to fyre og en kvinde. Det måtte man gerne. Forbuddet var så meget mere tåbeligt som dans i de år jo havde udviklet sig fra wienervals og quickstep til, at man ikke holdt om hinanden, men nærmest bare stod over for hinanden og hoppede og gjorde fagter i takt til musikken. Lige langhårede og cowboybukseklædt begge køn. Men det trænede øje opdagede altid ulovligheden, og stedernes undskyldning for at smide os ud var, at politiet kunne lukke stedet under påskud af usædelighed. Det eneste sted man kunne danse to mænd sammen var i forbundets Pan Klub. Det var en lukket klub med medlemskort, og således ikke indregnet under begrebet ”offentlig”. Befrielsesfronten havde her et objekt for aktion og greb det straks. Der blev lavet danseaktioner forskellige steder. Vi blev altid smidt ud. I restaurant Palmehaven, senere Daddys Dancehall, i gavlen på Paladsbiograferne, var vi for eksempel gået ind, efter at have bestilt bord, som man skulle, for at høre skandalesangerinden Pia Ortkjær. Og se hendes herostratisk berømte mor. Vi bestilte straks champagne og drak glade og uforstyrrede til den skønne optræden. Da dansemusikken havde været i gang længe nok, og der var folk på gulvet, gik vi ud og dansede. Straks stod der en tjener og en dørmand og bad os om at gå. Vi skulle ud så hurtigt, at vi aldrig fik betalt for champagnen. Det var jo hurtigt. Slet så godt gik det i Århus, hvor der på universitetet havde været et stærkt omtalt seksualseminar for alle køn. Det blev sluttet af med en danseaktion på diskotek Cabana ved havnen. En af de steder bøsser kunne finde på at gå hen, når de gik ud i Århus. Her blev det alvorligere. Det kom til voldelige scener, da en brovtende dørmand ikke nøjedes med at bede de dansede bøsser om at gå, men smed dem ud med bank og slag. Flere skulle på skadestuen, og politiet indfandt sig. De gjorde intet for at irettesætte dørmændene, tværtimod. De ville ikke tage imod en anmeldelse for vold. De sagde, at det var de danseglade mænd selv ude om. De kunne jo bare lade være med at provokere. Det var det altså, hvis to mænd dansede sammen. En provokation. Vi gjorde det nu igen en gang til, med stort set samme resultat. Dog denne gang nåede historien pressen, og en kvindelig tjener på Cabana sagde op i protest mod behandlingen af os, og det kom endda så langt at en række bands boycottede restauranten og nægtede at spille der, før stilen blev lagt om. Det var noget, der fokuserede på det tåbelige danseforbud. I København var der allerede tidligt blevet holdt dance-in’s på Rådhuspladsen. Mere offentligt kunne det ikke være, og selvom et par rockere dukkede op ved en af lejlighederne og forsøgte at se bøse ud, forekom der ingen uønskede episoder. Nu gik vi også lovens vej. Vi undersøgte politivedtægten, hvor der ikke stod et ord om forbud mod mænd, der dansede sammen. Kun noget om usømmelig optræden i almindelighed. Politiet sagde, at det heller ikke var dem, der havde bestemt, at det skulle være sådan. Vi måtte henvende os til borgerrepræsentationen. Der fandt vi så rette vedkommende. Han kendte ikke noget til sagen, sagde han, men i øvrigt lå det uden for hans område, vi måtte henvende os i Justitsministeriet. Det gjorde vi så. De sagde, at det ikke var noget loven egentlig præciserede noget om. Det var et tolkningsspørgsmål, og tolkningen blev foretaget af politiet, så vi måtte henvende os der. En ægte, som det hedder på amerikansk, catch 22 situation. Vi gik til politiet med vores nye oplysninger og kom en tur gennem karrusellen igen, men da vores ihærdighed ingen grænser kendte, endte det med at justitsministeriet lod borgerrepræsentationen forstå, at det var i orden, hvis de lod politiet forstå, at de godt måtte tolke loven om usømmelig optræden anderledes. Det er den så blevet siden. Loven er ikke lavet om. Det kommer blot an på, hvordan den tolkes. Så i årevis siden har mænd danset med hinanden. Som kendere af Bøssediskoteker vil vide, er det ikke umiddelbart til at se, at det skulle være et udtryk for frihed.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.