Historiefaget indeholder forskellige retninger, der hver især har sine egne emnefelter, metoder og teoretiske tilgange. Lige fra den klassiske politiske historie over socialhistoriens gennembrud i 1900-tallet med fokus på almindelige menneskers tilværelse. I de seneste 30-40 år har Kulturhistorien været en dominerende retning i historiefaget både internationalt og i Danmark. Kulturhistorikere har bl.a. bidraget med nye vinkler på politisk og økonomisk historie og foretaget empiriske undersøgelser af fænomener som følelser og sanser, der tidligere har været betragtet som naturgivne og ahistoriske.

I anden halvdel af 1900-tallet gennemgik historiefaget en stærk ekspansion, hvor en række nye emner blev etableret som specialiserede forskningsområder - en udvikling som af og til blev karakteriseret som fremkomsten af ”bindestregs-historie”. Arbejderhistorie var en af de retninger, som oplevede et gennembrud i 1960’erne. Arbejderhistorie handler om arbejdernes, arbejderklassens og arbejderbevægelsens historie i Danmark, som langt op i tiden overvejende blev skrevet af arbejderbevægelsens egne folk. Senere vandt arbejderhistorie også indpas blandt faghistorikere og blev omkring 1970 et toneangivende felt i universiteternes forskning og undervisning.

Kolonihistorie er ligeledes defineret ved et bestemt genstandsfelt: kolonier. Da der ikke eksisterer en entydig og almen bestemmelse af, hvad der definerer en koloni, er der ikke streng enighed om, hvilke områder kolonihistorie dækker. Kolonihistorie beskæftiger sig med områder, der anses som kolonier, og de forbindelser, der knytter sig til dem, og kan derfor praktiseres som både økonomisk historie, socialhistorie, kulturhistorie, videnskabshistorie osv.. I dansk sammenhæng er der tradition for at studere de danske besiddelser i Asien, Afrika og Caribien som kolonier, mens besiddelserne i Nordatlanten – der ofte er blevet set som ’bilande’ – er blevet behandlet adskilt herfra.

Retshistorie er en gammel disciplin, som på tilsvarende vis oplevede et gennembrud og en ekspansion som selvstændigt forskningsfelt i årene efter 2. verdenskrig. Retshistorie omhandler alt det, der ikke længere er gældende ret, såsom fortidens love, retspraksis og retsvidenskab. I begyndelsen blev det opfattet som en hjælpedisciplin til jura for at sikre juristen en mere nuanceret forståelse af datidens gældende ret. Senere blev det et bredere felt med en stigende interesse for lovgivning og domstole som kulturelt og samfundsmæssigt fænomen med sin egen historie.

Den amerikanske historiker Melvin Kranzberg var en pioner i undersøgelser af sammenhængen mellem teknologi og historie. Teknologihistorie undersøger, hvordan teknologi altid har været en grundlæggende del af moderne liv, samfund og kultur, men også hvordan mennesker i en given historisk kontekst har været med til at skabe teknologi. Udviklingen af nye teknologier – opfindelser – har ofte tiltrukket sig den største opmærksomhed, men teknologihistorikere undersøger i stigende grad teknologi som bærende samfundssystemer eller behandler de utilsigtede konsekvenser af teknologi som fx forurening.  

Teknologihistorien har dermed visse berøringspunkter med Miljøhistorie, der beskæftiger sig med naturen og klimaets indflydelse og påvirkning af kultur og samfund. Miljøhistorikere har undersøgt, hvordan mennesker har påvirket naturen, og hvordan naturen, klima og klimaændringer opleves af samtidens iagttagere. Den grundlæggende tese er, at natur og kultur påvirker og påvirkes gensidigt af hinanden, og feltet kan ses fra 1960’erne som en reaktion på den stigende bevidsthed om menneskets påvirkning af natur og klima.

I forlængelses af miljøhistorien finder man Økokritik, der ønsker at sammenkoble økologiske perspektiver med litteraturteoretiske tilgange. Økokritik blev etableret som litterær disciplin i 1990’erne og beskæftiger sig f.eks. med spørgsmål om, hvordan kulturer over tid har udviklet deres begreb om naturen, herunder hvilken naturforståelse tekster eller malerier udtrykker i en given historisk kontekst. Økokritikeren Timothy Morton har angrebet den klassiske distinktion kultur/natur, og han anser i stedet alle livsformer for forbundet i et komplekst system af gensidig afhængighed.

En anden nyere retning i historiefaget er historiske studier af det kulturelle normsystem, der i forskellige historiske kontekster konstruerer heteroseksualitet som normalt og homoseksualitet som afvigende. Queerhistorie tog sin begyndelse i 1970’erne med et ønske om at undersøge bøssernes og de lesbiskes historie, men er senere blevet etableret som et forskningsfelt til undersøgelser af menneskets seksualitet og køn i et bredere, kulturhistorisk perspektiv.

Fra den spæde begyndelse i 1960’erne med den tyske historiker Reinhart Koselleck i fokus har Begrebshistorien udviklet sig til et centralt historiefagligt specialfelt med egne analysemetoder og institutioner. Begrebshistorien har bl.a. udmøntet sig i omfattende undersøgelser af, hvordan politiske begreber som demokrati, frihed og reform har udviklet sig historisk, hvad begrebernes historie kan sige om sociale og kulturelle udviklinger, samt hvordan digitalisering har gjort det lettere at undersøge befolkningers forståelse og anvendelse af bestemte begreber.

Digitalisering har i det hele taget haft en gennemgribende indflydelse på historiefaget. Digital historie er en fællesbetegnelse for beskæftigelsen med digitale teknologiers betydning for historiefaget, historieformidling og historiebrug. Forskningsfeltet strækker sig fra brugen af computerprogrammer i historiske analyser til populærformidling af historie på sociale medier.

Endelig kan du i artiklen Historiebrug læse om forskellige måder at anvende historie i samfundet, både den ubevidste historiebrug i dagligheden og den bevidste misbrug i politiske sammenhænge. Historiebrug betegner en kombination af udvælgelse, fremhævelse og tilsidesættelse af personer, begivenheder og epoker fra den samlede viden om historien med henblik på at fremme bestemte interesser, som oftest af politisk, informativ, underholdningsmæssig eller identitetsmæssig art.

C.W. Eckersbergs (1783-1853) maleri fra 1844 bærer den fulde titel: "Christian VII og kronprins Frederik VI hyldes af bønderne ved Frihedsstøtten for Stavnsbåndets løsning". Stavnsbåndsløsningen i 1788 har været et klassisk tema i dansk historie. I den nationale historikertradition markerede begivenheden en oplyst og fremsynet dansk kongemagt, der "gav bønderne deres frihed". For senere generationer af landbohistorikere medførte landboreformerne derimod skarpe sociale skel i landbefolkningen mellem gårdmænd og husmænd. Men stavnsbåndets løsning kan også anskues som historiebrug. C.W. Eckersbergs maleri viser glade bønder, der hylder deres velgørere ved Frihedsstøttens indvielse. Virkeligheden var dog knap så rosenrød, og da monumentet endelig stod færdigt i 1797, blev det - interessant nok - slet ikke indviet eller fejret på nogen måde. Historien ser forskellig ud, alt efter hvilke spørgsmål historikeren stiller. Foto: Roberto Fortuna/Christiansborg Slot