Hvad er digital historie

Helt tilbage til 1960’erne har historikere brugt computere til kvantitative statistiske analyser af historisk kildemateriale, også kaldet cliometri. Den cliometriske tilgang var ikke så udbredt i Danmark som eksempelvis i Finland, Italien, Frankrig og Tyskland. I 1960'erne begyndte man også at få 'født digitalt' materiale, såsom det danske CPR-register på hulkort (1968), og arkiver i Storbritannien begyndte at lave digitale registraturer.

Betegnelsen ’digital historie’ vandt udbredelse midt i 1990’erne, hvor nyskabende historikere begyndte at udforske brugen af computerkraft til historiske analyser, der gik ud over de tidligere årtiers snævert statistiske fokus. Der var desuden et stigende fokus på, hvordan World Wide Web kunne bruges til formidling af historie, blandt andet da Roy Rosenzweig (1950-2007) oprettede Center for History and New Media i 1994. 

Digital historie bliver i nogle sammenhænge betragtet som en undergruppering af digital humaniora. Andre gange lægges der stor vægt på dens forskellighed fra dette felt på grund af den vægt, historiefaget traditionelt har tildelt diskussioner om metode, og cliometriens betydning i forhold til computerens tidlige indtog i historiefaget sammenlignet med andre humanistiske fagområder. Lige meget hvor man lægger vægten i denne diskussion om forholdet mellem digital historie og digital humaniora, så har udbygning af digital infrastruktur og digitale samlinger på arkiver, biblioteker og andre kulturarvsinstitutioner efter 2000 betydet, at spørgsmålet om brugen af computerkraft til søgning i og beregning af store datamængder er kommet på dagsordenen inden for mange dele af både historiefaget og resten af humaniora.

Digitale data

Digitale data er centralt for digital historie. Den danske professor i medievidenskab Niels Brügger har foreslået en tredeling af digitalt kildemateriale i retro-digitaliseret, digitalt-født og genfødt digitalt materiale. Retro-digitaliseret materiale er kilder, som tidligere har eksisteret i analog form, men nu er digitaliseret fx gennem indtastning, affotografering eller skanning; digitalt-fødte kilder er fx data fra netsider, tekstbeskeder eller e-mails; genfødt digitalt materiale er født digitalt materiale, der senere kun er tilgængeligt i en arkiveret form, eksempelvis arkiverede netsider eller databaser.

Genstandsområdet for digital historie kan være alle perioder og alle emner, så længe der findes en digital komponent, der er af interesse i analysen.  Overordnet set kan digital historie da inddeles i fire hovedområder:  

1. Brugen af digitale metoder i historiske analyser.
2. Betydningen af arkivernes digitalisering (både i forhold til infrastruktur og samlinger).
3. Digital historieformidling.
4. Nye typer af digitalt-fødte og genfødte kilder.

Ad 1) Digitale metoder dækker analyser, hvor datamaterialet er digitalt og derfor kan analyseres med brug af computerprogrammer. Det kunne være digitaliserede referater fra Folketinget eller aviser, som analyseres for at vise, hvilke emner der dominerede en bestemt periode, en bestemt avis, by eller land. Det kunne også være en database med dødsattester eller data, der viser noget om til- og fraflytning, handelsvarer, dyrebestand eller andre ting, som er registreret systematisk og findes digitalt.

Ad 2) Arkivets digitalisering handler om de digitale infrastrukturer, som historikere benytter sig af, når de skal finde kilder og hvad den betyder for historiefagets forandring både i forhold til emnevalg og metode. Det handler også om, hvilke kilder der bliver udvalgt til retrodigitalisering, adgangen til dem, beskrivelser af dem m.m. På samme måde, som historikere har været interesseret i (analoge) arkivers metodiske betydning for historieskrivning, er man i digital historie interesseret i, hvordan digitale arkiver agerer som medskabere i historieskrivning qua den infrastruktur, kildematerialet tilgængeliggøres gennem.

Ad 3) Digital historieformidling handler om, hvilke muligheder de digitale medier giver for historieformidling, hvem der benytter dem, til hvilket formål, og med hvilken betydning for historiebrug. Under dette område hører både digital formidling af historie, men også analyser af, hvordan historieformidling og historiebrug forandres af digitale medier.

Ad 4) Fødte og genfødte digitale kilder handler om, hvordan nye typer af digitale kilder, som aldrig har eksisteret i et analogt format, udfordrer historikere både på grund af den overvældende mængde af data, men også fordi de er meget anderledes end de typer af kilder, som man traditionelt har brugt i historiefaget.

Computerprogrammet Voyant kan benyttes til at læse meget store datasæt gennem visualiserede fremstillinger af data. Foto: Greg Whistance-Smith, Wikimedia Commons

Digitalhistoriske undersøgelser

Digitalhistoriske undersøgelser er typisk associeret med at bruge computerprogrammer til analyse af datasæt (såkaldt fjernlæsning). Dette står i modsætning til, at historikeren selv læser og analyserer indhold på traditionel vis (såkaldt nærlæsning). Disse metoder kan dog sagtens kombineres i en såkaldt skaleret læsning. Eksempler på fjernlæsning kunne være brugen af computerprogrammet Voyant til en læsning af et datasæt med alle de digitaliserede udgaver af byrådsreferaterne fra Aarhus under besættelsen, hvor programmet benyttes til at visualisere alle referaterne på en gang gennem forskellige fjernlæsningsmuligheder i dets brugergrænseflade. Et andet eksempel på fjernlæsning kunne være brugen af programmeringssprog som R eller Python i en undersøgelse af, hvordan byudvikling, demografi og politik blev påvirket af besættelsen. Sådanne programmeringssprog giver i modsætning til Voyant stor frihed til at arbejde med komplekse data og sammenhænge. Andre eksempler på digitale metoder kunne være brugen af Voyant, R eller Python til at analysere, hvilke steder, fx byer eller landsdele, der omtales i et datasæt og forbindelserne mellem dem, eller en undersøgelse af, hvilke personer, håndværk og befolkningsgrupper der omtales i forskellige perioder, hvordan og i hvilken kontekst, og hvilke typer af forbindelser de havde til hinanden.

En anden type digitalhistoriske undersøgelser analyserer, hvilken betydning formidlingen af historie på digitale platforme har for modtagerne. Det kunne eksempelvis være en analyse af danmarkshistorien.dk, Wikipedia eller privatpersoners egne blogs. Det kunne også være betydningen af arkivers formidling af deres samlinger online, eller museers brug af digitale medier i deres udstillinger eller i forbindelse med fx formidling på nettet gennem spil, undervisningsmateriale eller podcasts. Her er det selve de digitale mediers formmæssige muligheder og begrænsninger og deres betydning for det historiefaglige indhold og historiebrug, som er i centrum. Hvad betyder det eksempelvis for modtagerens historieforståelse, at man kan opleve et forsvundet kloster gennem AR, eller hvad betyder Wikipedias strukturering af deres artikler for den måde, modtageren forstår deres indhold på? Hvad betyder de digitale medier for muligheden for diversitet og tilgængelighed i diskussioner af fortiden og forståelsen af den i nutiden?

Et skærmbillede fra RStudio. Foto: C.D. Howe Institute, Wikimedia Commons

En tredje type er undersøgelser af, hvordan digitalisering af datagrundlaget for historiske undersøgelser i form af arkivalier, bøger, aviser og selve den infrastruktur, de er del af gennem centrale registre eller databaser på arkiver, biblioteker og museer, er med til at forandre historiefaget. Det kan fx være undersøgelser af, hvad den øgede tilgængelighed til nogle kildetyper - men ikke andre - betyder for, hvilke genstandsområder historikere beskæftiger sig med, og hvordan registeringen af metadata (data om data) er medskabende i forhold til vores forståelse af bestemte typer kildemateriale.  

Digital historie i dag

I dag er det stadig et fåtal af historikere, som benytter sig af digitale metoder, laver undersøgelser af digital infrastruktur og inddrager digitalt-født eller genfødt kildemateriale. Formidling gennem brug af digitale medier, som på blogs, i digitale arkiver, udstillinger eller sociale netværksplatforme, er slået mere igennem, ligeledes er der en større mængde undersøgelser af historiebrug i digitale sammenhænge. Årsagen til denne situation skal findes i, at de tekniske kundskaber, som store dele af digital historie forudsætter, ikke har været en del af undervisningen på historiestudiet indtil for meget nylig. Næranalyser af enkelte Wikipedia-opslag, blogs eller facebookgruppers historiebrug har derfor været lettere end at give sig i kast med store databaser, millioner af tweets eller digitale katalogers betydning for fremsøgning af kilder.  

Der er dog stor hjælp at hente for historikere, som gerne vil arbejde med digital historie. Platformen Programming Historian har lektioner på både engelsk, spansk, portugisisk og fransk, der giver introduktioner til en lang række programmer, der kan hjælpe med at analysere, visualisere og processere store mænger af historisk datamateriale. Det luxemburgske center for samtids- og digital historie, C2DH, har også med undervisningsplatformen Ranke.2 gjort det lettere at undervise i digital kildekritik, webhistorie og fundamentale færdigheder, der knytter sig til digital historie. Centeret vil i 2021 begynde at udgive tidsskriftet Journal of Digital History med bidrag, der på en og samme tid fremviser deres formidling, analysemetoder (kode) og datagrundlag.

Det  britiske projekt Living with Machines har vist, hvad digital historie kan udrette, når både infrastruktur, teknisk og videnskabeligt personale arbejder sammen, og projektet har i kraft af nye digitale metoder udfordret den eksisterende historiografi om den industrielle revolution. På samme måde forsøges det også med det paneuropæiske projekt Time Machine at forene nye teknologiske landvindinger, arkiver, historikere og ingeniører på en måde, som kan hjælpe med nye historiske analyser og formidlingen af dem.