Centrale historiebrugsbegreber

Hvis man med historie tænker på alt, hvad der er foregået i fortiden, bør der heri også indgå det egetræsblad, der faldt til jorden en efterårsdag i udkanten af Løvenholm Skov på Djursland i 1291, og det smil, som en ung kvinde sendte til sin mand på fæstegården i Stenstrup på Sydfyn en forårsdag i april 1703. Problemet med sådanne hændelser er, at de nok er foregået og dermed indgår i den samlede historie, men at de ikke har efterladt sig spor. Man kan nøjes med at kalde dem historie. De dele af den samlede historie i tid og rum, som har efterladt sig spor såsom skriftlige og billedmæssige efterladenskaber, artefakter, former i landskabet etc., kan man samlet betegne som historiekultur. Ud af denne historiekultur kan der så foretages udvælgelser og/eller tilsidesættelser ud fra f.eks. politiske, moralske, informative eller eksistentielle interesser. Dette betegner man historiebrug.

Historiebrug aktualiseres, når bestemte grupper ved bestemte lejligheder og til visse tider gør brug af historiekulturen som led i skabelsen af en særlig historiebevidsthed. Historiebrug bliver da ensbetydende med en selektiv, relevansbestemt brug af den usystematiserede historiekultur med henblik på at skabe orden, udlægning, legitimitet og identifikationsmuligheder i historien. Som f.eks. når en nation ønsker at sikre sig en lang og glorværdig forhistorie – eller påberåber sig en flot og heroisk kamp for endelig at være blevet en selvstændig nation. Som oftest vil historiebrugens fremhævelser eller udeladelser være knyttet til en bestemt historiebevidsthed, som kan være farvet af tidligere former for historiebrug.

Historiebevidsthed er som regel farvet af bestemte opfattelser af historiens gang. Man kan f.eks. mene, at der i grunden ikke sker noget nyt, og at historien blot gentager sig i forskellige udgaver. Man kan også, pessimistisk, mene, at historiens gang vidner om et forfald fra tidligere tiders storhed til nutidens elendighed og snarlige undergang. Omvendt kan man, optimistisk, mene, at vi går en lys fremtid i møde, og at vi har bevæget os fra onde tider til gode. Endelig kan man også operere med en såkaldt u-model, hvor vi engang levede i en lykkelig storhedsperiode for derefter at have bevæget os ned i en bølgedal, hvorfra vi atter vil rejse os og gå en lys fremtid i møde. Denne u-model kan undertiden også ses vendt på hovedet, således at vi fra mørket er steget op til lyset for så derefter at falde igen.

Som eksempel kan nævnes, at da de nationalliberale i 1840’erne skulle gøre rede for deres syn på historiens gang, aftegnede der sig for det københavnske handels- og embedsborgerskab én stor opadstigende bevægelse i historien frem mod lyset og den samtid, hvori de selv befandt sig. Deres syn på samarbejdspartneren Bondevennerne var omvendt præget af en u-model, hvor den stærke og frie middelalderbonde først var blevet knægtet af adel og tyskere for så til slut atter at rejse sig som led i en folkelig vækkelse. Samme u-model har altid stået stærkt i den grundtvigianske og folkelige historiebrug og historiebevidsthed.

Ældre tiders historiebrug

Ikke kun vor tid beskæftiger sig med historiebrug. Også ældre tider har gjort brug af historien. På dansk grund var både Svend Aggesen og Saxo flittige historiebrugere, ligesom lovprisningerne af henholdsvis Valdemar den Store-dynastiet og Absalon krævede sin historie. Saxo gjorde et stort stykke arbejde for at tilbagedatere alliancen mellem folk og konge i stedet for at lægge sig efter den 'konge-af-Guds-nåde-ideologi', der var på vej frem i hans samtid, og som betragtede kongens magt som givet af Gud snarere end af folket.

De islandske sagaer, som blev skrevet ca. 1200-1350 og omhandlede tiden ca. 850-1030, er lysende eksempler på historiebrug. I den vanskelige Sturlungatid i 1200-tallet, hvor Island var truet som samfund, greb sagaforfatterne tilbage til den såkaldte sagatid for at hente sig stof til forståelse af samfundstruslerne i deres samtid og til præsentation af konfliktløsningsmodeller.

I 1575 oversatte Anders Sørensen Vedel på opfordring af kongens kansler Saxos Danmarkskrønike til dansk i en på én gang marvfuld og moralsk-religiøs stil: det vil sige, at der var tale om en ny historiebrug af et værk, som selv udgjorde et stykke historiebrug. Omkring 1600 udsendte rigskansler Arild Huitfeldt en fortsættelse af Saxo, som blev ført frem til Christian 3.s død 1559.

I 1700- og 1800-tallet var såvel Ove Malling som C.F. Allen og A.D. Jørgensen flittige historiebrugere, forstået på den måde, at de forholdt sig selektivt til historien i deres værker. Ove Mallings værk Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere (1777) er ligesom A.D. Jørgensens 40 Fortællinger af Fædrelandets Historie (1882) et godt eksempel på et didaktisk sigte med brugen af historie. Det samme gælder C.F. Allens forfatterskab i 1840’erne, som i høj grad var farvet af hans nationalliberale engagement og hans tilhørsforhold til kredsen omkring Orla Lehmann.

Fra 1700-tallet og frem fremstod historien ikke længere som en eksempelrække, som man efter forgodtbefindende på godt og ondt kunne lære af. Den tabte i værdi som eksemplarisk fortælling og livsførelsesvejledning og fremstod i stigende grad som en kraft i sig selv. Den var ikke længere en læremester, men en fortolkningsgenstand, som man kunne strides om. Der bredte sig op gennem 1700-tallet en opfattelse af, at ikke blot kunne mennesket selv skabe sin historie og føre den videre ud i fremtiden, det kunne også skabe sin egen historie bagud, forstået som et valg mellem flere muligheder for kortlægning af årsagssammenhænge og historiske udviklingslinjer. Kampen om historiens rette brug kunne herefter tage sin begyndelse.

Historiens brugere

Ikke kun faghistorikere, men også f.eks. politikere, journalister, husmødre, tv-seere, museumsbesøgende, bedemænd, filmproducenter og romanforfattere gør brug af historien. Mest påfaldende er måske den politiske historiebrug, hvor politikere tager fortiden i brug for at fremme egne interesser eller for at begrunde den førte politik.

Også journalister begiver sig i stigende grad ind på historieskrivningens område, idet de har set, at ikke mindst biografien rummer gode muligheder for den gode fortælling. Det samme gælder film- og tv-serieproducenter, hvor de senere års store seersucceser vidner om et betydeligt held med at fange interessen for det spændende handlingsforløb og den dramatiske iscenesættelse. Romanforfattere med sans for brede episke fremstillinger har ofte også kigget i historiens brønd og set, at der her var et righoldigt stof. Johannes V. Jensens Kongens Fald er stadig et af dansk fortællekunsts smukkeste eksempler. Martin A. Hansens Orm og Tyr om nordisk middelalderhistorie er et andet.

De mange biografier og fortællinger om store mænd og kvinder er blevet populære gennem de senere år. De imødekommer publikums behov for vidensdeling, underholdning og information – samt en kombination heraf – som faghistorikerne undertiden har haft svært ved at imødekomme. Det har skabt rum for andre historiefortællere. Det er et åbent spørgsmål, om der er et modsætningsforhold mellem f.eks. faghistorikere og journalister og mellem bogens og de nye mediers historieformidling – fra radio og tv til www og gps-guider – eller om det drejer sig om et suppleringsforhold. Interessant er det at hæfte sig ved, at i takt med, at historiebrugen bliver mere immateriel og billedbåret, stiger lysten til håndgribelighed i form af museer med 'hands on', interaktiv brugerdeltagelse og byvandringer 'sporene på …'

Banal historiebrug

Én ting er den bevidste og agtpågivende brug af historien, noget andet er den upåagtede. Vi gør nemlig også brug af historien uden at tænke nærmere over det; det vil sige til daglig og i hverdagene. Såvel vore vaner, traditioner og skikke som vores sprog og gestik er gennemsyret af en historie, som vi bruger uden at ænse det. Det kunne man kalde banal historiebrug.

Det samme gælder, når vi færdes i byrummet eller i landskabet og knap nok registrerer, at vi her omgås med historien, som den viser sig i gadernes forløb, facadernes arkitekturhistorie og vejenes gennemkrydsning af kulturlandskaber, der alle er historiske produkter. Det samme gælder boligindretning og fordeling af arbejdsfunktioner i boligen, som vi i de fleste tilfælde aldrig skænker en tanke. Også her tager vi del i en historiebrug, derved at vi stiltiende omgås med de historisk skabte kulturtræk, som omgiver os.

Den banale historiebrug smutter ofte ind ad bagdøren. F.eks. registrerer vi knap nok, hvad der findes af historie på mønter, frimærker og pengesedler. Vi noterer os måske heller ikke, at bagagerums- og kræmmermarkeder emmer og syder af historie, og synes måske, at genstandene dér blot er sjove, pudsige og retro-agtige. Vi er os næppe heller altid bevidste, at børnenes legetøj og pegebøger fortsat har flere træk af bondesamfundet end andre produktions- og livsformer. Det kan måske skyldes ønsket om håndgribelighed og konkretisering. Det er vistnok lettere at identificere sig med en 'bondemand' end med en arbejdsformidling eller en underholdningsværtinde i tv.

Politisk brug og misbrug af historien

Mest omtalt i vor tid har nok været Anders Fogh Rasmussens kritik af samarbejdspolitikken i Danmark under 2. verdenskrig som led i en legitimering af den danske deltagelse i Irak-krigen. Men allerede kort efter befrielsen i 1945 følte mange, at dele af de foregående fem års historie ikke så lige køn ud. I hvert fald fik en række borgmestre landet over, for at beholde deres poster, i årene efter 2. verdenskrig travlt med at gøre sig selv mere 'modstandsagtige', end de i virkeligheden havde været under krigen.

Med til den politiske historiebrug hører også et bevidst misbrug. Eckersbergs malerier fra 1839 og 1844 af befolkningens taksigelser i 1788 i forbindelse med stavnsbåndsløsningen, som blev til på bestilling af Christian 8., er klart nok led i en patriotisk popularisering af kongehuset. Men der må en smule snyderi til, for at pengene helt passer. På maleriet ser man Frihedsstøtten i baggrunden, men denne blev først rejst 1792-97.

Et af de mest berømte politiske historiebrugsmalerier er Otto Baches store billede fra 1882, De sammensvorne rider fra Finderup Lade efter mordet på Erik Klipping 1286. Det afgørende er heller ikke her rigtigheden, men funktionen. Maleriet er et bestillingsarbejde til Frederiksborgmuseet, hvor maleriet hænger i dag. Randers Kunstmuseum viste med en udstilling i foråret 2010 flere skitser til maleriet, hvor man kunne gå behandlingen af motivet efter i sømmene og se, hvilke 'fortællende' elementer kunstneren havde betonet respektive fravalgt med henblik på at opnå bestemte virkninger.  

Et tryk af Otto Baches maleri 'Efter Mordet i Finderup Lade samles de Sammensvorne paa Heden 1286' udgivet i bogbilledserien 'Fra Museer og Samlinger' i 1930'erne. Fra: Det Kongelige Bibliotek

I øvrigt henvises til undersiden om Myter i danmarkshistorien og den politiske historiebrug, der er implicit til stede i en række af dem.

Historie og erindring

Brugen af historien drejer sig også om at huske. Ganske vist er man ikke helt selv herre over, hvad man husker, men man kan dog opsøge steder og lokaliteter, som man husker noget fra, i håb om at få genopfrisket sin erindring og måske komme i tanke om noget, som ellers var glemt. Erindring og glemsel vedrører både ens personlige livshistorie og den 'store' historie – og sammenfletningen af begge dele.

Erindring og historievidenskab er et umage par, og erindringen er ikke altid den mest pålidelige kilde, når man skal gøre brug af historien. Erindringen kan siges at dreje sig om livet i dets sammensatte mangfoldighed. Historie har et andet ærinde og er underlagt andre spilleregler, der betoner analyse, vurdering, kritik og overblik over tidsmæssige og årsagsmæssige forløb.

I erindringen opbevares de dele af det, man har oplevet, som ikke er glemt eller fortrængt. Men selv når vi husker og ikke har brug for fortrængning, er erindringen i historisk henseende en upålidelig størrelse. Den foreligger som en usorteret rodekasse, hvor de enkelte dele ligger hulter til bulter uden systematik og orden. Man kan tro at erindre noget, som i virkeligheden aldrig er sket, og selv når man husker rigtigt, erindrer man uden plan og målestok. Hvor historie – i det mindste i dens videnskabelige udgave - foregår med plan og problemstilling, er erindringen uden et ordnende princip.

Historie – og det gælder såvel den videnskabelige historieforskning som den mere eksistentielle narrative historiefortælling - drejer sig om at finde svar på et spørgsmål. Omvendt er erindringerne målløse i begge ordets betydninger, det vil sige uden slutmål og uden mæle, medmindre de bliver nedskrevet og dermed bliver til memoirer. Ved brug af erindringsmateriale som historisk kilde er det som hovedregel nødvendigt at være opmærksom på, at begivenhedernes rækkefølge ofte er mere tvivlsom i erindringer end ved skriftlige kilder. Forholdet mellem kronologi og autenticitet kan være et svagt punkt i erindringsudnyttelsen.

Hvor historie er kendetegnet af udvælgelse og reflekteret udnyttelse af det efterladte materiale fra den samlede historiekultur, er erindringen ikke underlagt dette princip. Her husker man løs af karsken bælg og af såvel stort som småt, ligesom man glemmer og fortrænger dele heraf, som så atter kan genopfriskes.

Erindring og glemsel

Ligesom det kan være nyttigt for ens historiebevidsthed og -opfattelse at huske, kan det også være nyttigt at glemme. Når noget erindres, glider andet over i glemmebogen. Man kan skelne mellem flere typer af glemsel. For det første en repressiv undertrykkelse, som man kender til det fra diktatoriske regimer som f.eks. det sovjetiske, hvor man kunne finde på at fjerne folk fra fotografier, opslagsværker mv. Det indebærer udryddelse af ethvert spor af uønskede personer og begivenheder. De skal fjernes fra jordens overflade i håb om, at også den mundtlige overlevering efter ca. tre generationers tid får mærkbart vanskeligere vilkår.

En anden, mindre repressiv form for villet glemsel er den 'foreskrevne glemsel', som der f.eks. er spor af i Sydafrikas sandheds- og forsoningspolitik efter apartheid. Her anlægger man en funktionel vinkel på fortiden og mener, at man for at skabe fred og for at tage hensyn til, at vi skal leve i samfund med hinanden, må betone ønsket om tilgivelse og derfor ikke vil rippe op i fortiden. Risikoen er, at det indebærer misbrug af historien, men man kan ikke se bort fra, at denne type glemsel også kan have sine fordele. Slægtsfejder og blodhævn kan i princippet fortsætte i det uendelige, og som den islandske fristats historie i middelalderen viser, kan dette true ikke kun et helt samfund, men også dets indbyggere med udryddelse.

En tredje type af glemsel knytter sig til ønsket om ny identitetsdannelse. Her er ønsket om en ny fremtid større end bestræbelsen på at huske. Det kan dreje sig om alt fra glemsel i det nye parforhold af gamle kærester til situationen efter nederlaget i 1864. Her 'glemte' man i Danmark det gamle helstatssamfund med dets multikultur af også norsk, islandsk og tysk herkomst. Man 'glemte' også, at der i det vestlige og nordlige Jylland gennem århundreder havde været en livligere trafik til Tyskland, Holland, England og Norge end til hovedstaden, ligesom man 'glemte', at mange jyske bønder snarere så Hamborg som deres hovedstad end København. Her bestod historiebrugen typisk i en forkortelse af historien og en reduktion af dens kompleksitet.

En fjerde type glemsel vedrører behovet for sortering i alle de informationer, der i dag står til vores rådighed - også som historikere. Det drejer sig hermed om det kassationsspørgsmål, som også museumsfolk jævnligt konfronteres med. For 2000-tallets historiebevidsthed synes det at være et hovedproblem at skille sig af med og rydde op i de kolossale datamængder, der er oplagrede i informationsteknologiske anlæg på nettet, i databaser og søgemaskiner. Også her drejer det sig om glemslens nyttige aspekt.

Kulturarv som historiebrug

Begrebet kulturarv bruges ofte i dag og synes som fænomen at være bestemt af et ønske om at være bevidst om vores historie. Kulturarvstanken er imidlertid ledsaget af et ønske om at fremhæve bestemte sider af historien i form af særligt mindeværdige personer, bygningsværker, begivenheder, skønlitterære værker etc. Denne kanonisering er et tydeligt eksempel på udvælgelse, fremhævelse og tilsidesættende glemsel af andre sider af historien.

Når der tales om kulturarv, er det vigtigt at holde sig for øje, hvem der til hvilken tid og med hvilket formål foretager disse udvælgelser og fremhævelser. Denne type historiebrug er nemlig ingenlunde et neutralt forehavende, men vil altid være udtryk for en vis interessepleje og et vist formål.

Det er ligeledes værd at se på spørgsmålet om repræsentativitet. Er det hele verdens, Europas, nationens eller regionens interesse og historie, som dækkes – eller bestemte grupperinger og enheder? I givet fald hvilke? Og hvilke grupperinger repræsenteres så ikke? Med hvilke konsekvenser?

Udvælgelser

Et af de vigtigste træk ved historiebrug består i at udvælge og betone. Det kan f.eks. skyldes ønsket om at spare plads i en lærebog, men kan også være bestemt af pædagogiske formål eller af politiske hensyn, hvor man lægger vægt på visse ting og nedprioriterer andet for at pleje bestemte interesser.

Når der skal ske udvælgelse eller fremhævelse fra den samlede historiekultur, vil der som første skridt typisk blive foretaget en overordnet fokusering. Det kan være nationsdannelse, klassekampen, arbejderklassens historie, religionsudvikling, økonomisk udvikling, et bestemt partis historie. Man kunne kalde det dagsordensfastlæggelse. Dernæst følger en tematisering, der har karakter af en yderligere indsnævring af fokuseringsområdet. I forhold til de nævnte eksempler kunne det f.eks. være kongerne, arbejderbevægelsen, den protestantiske kirke eller den monetære politik. Som et tredje niveau følger en stereotypiserende forenkling, der påkalder sig en repræsentativ gyldighed, hvor stereotypien optræder som fællesnævner. Denne fællesnævner består ofte af en person, en begivenhed eller en særlig markant lokalitet.

Mellem disse tre niveauer er der en indbyrdes afhængighed mellem del og helhed. Det er således af største betydning for f.eks. synet på såvel klassekampen som arbejderbevægelsen, hvem man vælger som stereotypiserende repræsentant. For Danmarks vedkommende er der stor forskel på, om man peger på Peter Knudsen, Stauning, H.C. Hansen og Poul Nyrup Rasmussen som store arbejderledere, eller om man i stedet vælger at lade Louis Pio, Peter Sabroe, Jens Otto Krag, Anker Jørgensen og Svend Auken være repræsentative skikkelser. Den første linje udgøres af resultatsøgende realpolitikere, for hvem den politiske magt og indflydelse var vigtig i sig selv, medens den anden mere idébetonede linje snarere så på magten som et middel til realisering af overordnede, visionære mål. Tilsvarende ville et valg mellem socialdemokratiske og kommunistiske ledere også have betydning for synet på klassekamp og arbejderbevægelse.

Den indre relation mellem de tre niveauer kan give problemer, hvis man ønsker sammenhæng. Vælger man idépolitikeren Svend Auken som typisk frontfigur for dansk arbejderbevægelse, risikerer man problemer, når man går bagud. Hans politiske forståelse hænger ikke godt sammen med den pragmatiske holdning hos f.eks. Peter Knudsen 100 år tidligere. Sagt på en anden måde: Det kan indebære vanskeligheder også at sige B, når man først har sagt A. F.eks. ville Anders Fogh Rasmussen let være kommet i vanskeligheder med sin særlige brug af Danmarks historie under 2. verdenskrig, når man betænker, at hans eget parti Venstre ikke var ret stærkt repræsenteret i modstandsbevægelsen.

Også den ældre danske historie vidner herom. I Roskildekrøniken udråbes Magnus Nielsen til "Danmarks blomst", men krønikens anonyme forfatter kommer i problemer med at 'købe hele pakken'. Magnus' fader, kong Niels, kan han nemlig ikke sympatisere med, for så vidt som han i krøniken fremstilles som en svag konge, der ikke kunne beskytte gejstligheden.

Historiebrugs berøringsflader med andre discipliner

Historiebrug og forskningen heri adskiller sig i nogen grad fra nabodisciplinerne historiografi og museologi. I modsætning til historiografien, der er videnskaben om, hvad historikerne har skrevet gennem tiden og med hvilke tematiseringer, drejer historiebrug sig ikke kun om den videnskabelige og faghistoriske historieskrivning, men om bredere kredses gøren brug af historie. Tilsvarende adskiller man sig fra museologi ved ikke primært at arbejde med udstillings- og formidlingsvirksomhed til fremme af folkeoplysning og vidensdeling, men ved et mere direkte politisk, moralsk eller eksistentielt formål. Omvendt er det en fællesnævner for både historiografi, historiebrug og museologi, at man dybest set er optaget af nutidige problemstillinger, som man så belyser ved hjælp af stof, som er og bliver fortidigt.

For forskningen i historiebrug indebærer det i højere grad end ved de to andre områder en svagere fokusering på, hvad historie er, og hvordan den er forløbet, men en stærkere fokusering på, hvordan den bliver brugt. Det vil sige, at spørgsmål om funktion, mening og betydning her spiller en større rolle, hvorved historiebrugsforskningen samtidig nærmer sig kulturvidenskaberne.