Historiekanonen og Fælles Mål

I kølvandet på historiekanonen var der en heftig debat i medierne. Langt fra alle historikere og historielærere delte kommissoriets historiesyn. Der var delte meninger om, hvad ”styrkelse af historie” ville sige, og hvad ”væsentlige begivenheder” var. I debatten blev der også rejst tvivl om, hvorvidt regeringens intentioner reelt ville udmøntes i praksis.

I perioden fra 2006 ændrer historiefaget i folkeskolen funktion, bekendtgørelsen for folkeskolen ændres løbende, og i marts 2016 udmelder Undervisningsministeriet, at undervisning i folkeskolen skal foregå læringsmålsstyret, det vil sige at lærerne skal tilrettelægge undervisningen ud fra fagformål, kompetencemål, færdigheds- og vidensmål. Kanonpunkterne er stadig de samme, men de skal ikke gennemgås som emner, men kan nu indgå i opfyldelsen af målene.

Historiekanonen i folkeskolens undervisning

Praksis i folkeskolen efter 2006 bliver langt fra, hvad VK-regeringen kunne ønske sig. I bekendtgørelsen fra 2009 fremgår det, at der ikke er krav til, hvor meget tid, der skal bruges på kanonpunkterne. Og da børn og unge til eksamen jo ikke skal måles på, hvor gode de er til kanonpunkterne, men derimod på hvorvidt de lever op til målene, er betydningen af kanonpunkterne som faktaviden i folkeskolen ikke tydelig. Kanonpunkterne har givetvis fået større symbolværdi for regeringen end reel betydning for historieundervisningen.

Der er flere årsager til, at kanontænkningen ikke slår igennem i folkeskolen.  Der er i dansk folkeskolepolitik i dag tradition for, at folkeskoleforlig aftales hen over midten. De forskellige partier er generelt interesserede i, at der ikke sker de store ændringer i folkeskolen over tid, og det ville give et problem, hvis skiftende regeringers ideologiske grundlag skulle medføre løbende radikale ændringer for folkeskoleelever i deres skoletid. Derfor formuleres bekendtgørelserne i generelle vendinger, som lærerne som fagpersoner er forpligtigede på at tolke. Der er ingen regler for, hvordan lærere skal tolke bekendtgørelserne for folkeskolen. Det er læreren, der ud fra sit faglige grundlag tolker fagformål og kompetencemål og definerer, hvilke tegn han eller hun ser på læring.

I tilknytning til de bekendtgørelser, der løbende er kommet siden 2006, udformer Undervisningsministeriet en undervisningsvejledning eller læseplan for faget. Denne læseplan er ofte meget loyal over for den siddende regerings historiesyn, og det er vigtigt for læreren at være opmærksom på, at en sådan undervisningsvejledning er en særlig tolkning af målene for faget. Læreren er ikke forpligtet på at følge en sådan vejledning. Læreren er derimod forpligtet på sin egen lærerfaglighed og kan planlægge undervisning ud fra, hvad han eller hun finder fagligt forsvarligt.

Forskellige historiesyn i folkeskolen

I folkeskolen findes der mange forskellige måder at tænke undervisning på. I slutningen af 1900-tallet skete der inden for en række humanistiske fagområder, herunder også historie, en såkaldt kulturel vending. Nogle historielærere i folkeskolen er fra før denne vending, andre lærere er uddannet i en tid, hvor historie mere ses som kulturelle strømninger i almindelighed og ikke som særlige begivenheder af stor vigtighed. I forlængelse heraf vil nogle historielærere være mere optagede af, om vi kan finde særlige sandheder fra fortiden. Andre lærere vil være mere optagede af, hvordan historie bruges, og hvordan nogen vil os noget med historie. Som andre steder i samfundet er der således også en kulturstrid i folkeskolen. Nogle lærere vil tolke fagformålene på en måde, hvor det er vigtigt, at børnene lærer om bestemte historiske perioder og begivenheder, andre vil ikke have så stort fokus på bestemte begivenheder, fordi alle begivenheder for dem i princippet kan være med til at løfte de krav, der stilles i målene for historie.

I fagformålene for historie 2015 fremgår det, at børnene skal kunne bruge historie i ”deres hverdags- og samfundsliv”. En funktionel tilgang til historieundervisning er derfor, at der arbejdes med historiske forhold, som tager udgangspunkt i børnenes liv. Det er en tilgang, hvor læring opfattes meget konkret med det formål, at eleverne vil kunne huske det lærte, fordi det giver mere mening. En mere strukturel eller emneorienteret tilgang er, at børn og unge i højere grad arbejder abstrakt med historiske perioder, fx tidstavler. Her får børnene ofte bedre resultater i tests, men de glemmer også hurtigt det tillærte.

Lærerne er forpligtede på at inddrage alle kanonpunkterne enten direkte eller indirekte i deres undervisning på en måde og i et omfang, der lever op til den formålsorienterede undervisning og kravene til fagformål og kompetencemål, samtidig med, at undervisningen lever op til lærerens fagsyn. Det er således op til læreren at afgøre, både hvor meget tid og hvordan han eller hun vil arbejde med kanonpunkterne. Nogle lærere underviser klassekronologisk i kanonpunkterne: I de små klasser starter børnene med Ertebøllekulturen, og der etableres en rød tråd fra klasse til klasse, hvor kanonpunkt følger kanonpunkt. Sidst sluttes af med kanonpunktet 11. september 2001. Dette er også intentionen fra kanonudvalget 2006, men der er ikke krav om det.

Andre lærere vælger, at kanonpunkterne kun skal fylde lidt. Det er derfor intet problem, at læreren fx midt i folkeskoleforløbet laver et lille emne på 10 eller 14 dage, hvor alle punkterne gennemgås og dermed indfrier kravet om kanonpunkterne. I resten af undervisningstiden kan de så vælge at arbejde med andre mål.

Historiekanonen og den læringsmålsstyrede historieundervisning

Der er tradition for at undervise emneorienteret med historie i folkeskolen. Undervisningsministeriet udmeldte i 2016, at der skulle undervises læringsmålsstyret. Der er ikke krav om, hvordan der undervises sådan, blot er lærerene bundet op af fagformål, kompetencemål, færdigheds- og vidensmål. Og læreren er bundet op på at tolke disse mål fagligt. Undersøgelser viser, at det er vanskeligt for lærere at omstille sig til en læringsmålsstyret undervisning. Lærere agerer ofte sådan, at de vælger noget stof og nogle emner. De gennemgår et pensum. Herefter planlægger de aktiviteter med børnene.

Nogle lærere underviser stadig emneorienteret. De planlægger en række aktiviteter, vælger nogle emner og gennemgår dem med børnene. Efterfølgende kigger de i Fælles Mål, hvor de ser på, om der er nogle af kravene, der på denne måde er opfyldt.

Andre lærere kigger først i målene og finder derefter noget ’historie’, som kan være med til at opfylde målene. De inddrager for eksempel børnenes familiebilleder, byrummet, legetøj eller ting fra hjemmet. Denne undervisning vil være læringsmålsstyret.

I dag er lærerne således forpligtede på, at børnene opnår kompetencer, altså lever op til mål. Vejen til disse mål må læreren definere. Kanonpunkterne er derfor ikke et stofområde, der skal gennemgås punkt for punkt, idet læreren skal undervise læringsmålsstyret.

Selvom skolerne altså ifølge bekendtgørelserne skal undervise efter mål og inddrage kanonpunkterne efter eget skøn, underviser mange således stadig emneorienteret. Flere skoler følger således udvalgets anbefalinger og lægger kanonpunkterne ud som en kronologisk rød tråd fra 3. til 9. klasse, selvom bekendtgørelserne fra 2009 slet ikke lægger op til det, og selvom denne tolkning er svært foreneligt med, at lærerne skal undervise efter mål. Lærerne er i en omstillingsproces, men denne proces vanskeliggøres dels af lærernes oplevelse af historiefaget fra deres egen skoletid, hvor det var meget emneorienteret, og dels af, at de historiebøger, de bruger i undervisningen, i højere grad er emneorienterede end målstyrede.