Bagrunden for velfærdsforliget

I 2003 nedsatte VK-regeringen en velfærdskommission, der skulle lave en dybtgående analyse af den danske velfærdsstat i forhold til at sikre dens bevarelse i fremtiden. Kommissionen fandt, at fald i arbejdsstyrken pga. demografiske ændringer såvel som den stigende globalisering ville medføre et øget pres på velfærdsydelserne. Indtægterne til at finansiere velfærdsydelserne ville af samme årsag blive faldende. Derfor indstillede kommissionen, at man iværksatte en række reformer, der skulle begrænse udgifterne.

I 2005 præsenterede velfærdskommissionen så sit udspil. Udspillet bestod af 43 konkrete forslag, blandt andet forslag om en gradvis udfasning af efterlønnen med endelig afskaffelse i 2028, nedsættelse af dagpengeperioden til 2 ½ år, afskaffelse af det sjette SU-år, og øget indkomstgradueret brugerbetaling i sundhedsvæsnet.

Udspillet blev overordnet set blev modtaget positivt af VK-regeringen såvel som Radikale Venstre, om end regeringen fra starten understregede, at der i det endelige forhandlingsudspil ikke ville indgå forslag om brugerbetaling i sundhedsvæsnet eller større ændringer i skattesystemet. Regeringens støtteparti Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet erklærede sig åbne over for enkelte punkter i velfærdsudspillet, men var grundlæggende negative over for større ændringer. Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti afviste helt udspillet og meldte ud, at de så udspillet som et forslag til afvikling af velfærdsstaten og ikke som et udspil til udvikling. Arbejdsmarkedets parter var meget uenige om forslaget. Arbejdsgiverne var meget positive og ønskede at fremskynde reformerne, mens fagbevægelsen på den anden side var meget kritiske, særligt hvad angik forslaget om at udfase efterlønnen.

Regeringen indledte forhandlingerne omkring opbygningen og finansieringen af fremtidens velfærd i slutningen af 2005.

Protestdemonstrationerne 17. maj 2006

Den 17. maj 2006 var der i flere af landets byer demonstrationer mod de forslåede nedskæringer i velfærden. På landsplan vurderer man, at mellem 65.000 og 110.000 deltog, hvilket gjorde 17. maj-demonstrationerne til de største demonstrationer i Danmark siden protesterne mod Schlüter-regeringen i 1985. I medierne blev demonstranterne udnævnt til at være en decideret velfærdsbevægelse, hvilket de hurtigt tog til sig.   

Demonstrationerne var primært arrangeret af paraplyorganisation ’Genstart Danmark’, som bestod af SF Ungdom, Socialdemokraternes Ungdom, Socialistisk Ungdoms Front og LO Ungdom. Efterhånden som demonstrationsdagen nærmede sig, sluttede flere og flere organisationer sig til projektet, der udover ’Genstart Danmark’ endte med at være støttet af 5 elevorganisationer og 86 faglige organisationer. For de unge demonstranter handlede protesten først og fremmest om at få fjernet SU-forringelserne fra velfærdsreformen. For de faglige organisationer var protesten derimod først og fremmest rettet mod den foreslåede forkortelse af dagpengeperioden og forringelserne af efterlønsordningen.

Det endelige forlig

Forhandlingerne omkring VK-regeringens velfærdsudspil strakte sig over et halvt år, men tirsdag den 20. juni 2006 blev der indgået et bredt forlig mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Radikale Venstre. Velfærdsforliget indeholdt en reform, hvor efterløns- og pensionsalderen kom til at stige i takt med befolkningens levealder, og det indeholdt herudover en række reformer, der skulle sikre, at ledige hurtigere kom i job, og at studerende hurtigere kom igennem uddannelsessystemet. I reformen indgik der ingen nedskæringer i SU’en eller andre større omlægninger af efterlønnen. Hermed blev der faktisk taget hensyn til en stor del af 17. maj-demonstrationernes protester, hvilket også betød, at LO generelt udtalte sig positivt om den endelige velfærdsreform i medierne.