Kilder
Kildeintroduktion:
I valgkampen forud for folketingsvalget den 11. marts 1998 var der debat om den fortsatte ret til at gå på efterløn, og statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) følte sig presset til at garantere efterlønnens beståen. Kort tid inden valget lancerede han planerne om at indføre et efterlønsbevis til alle der var fyldt 60. Med beviset i hånden ville retten til efterløn ikke kunne fratages bevishaveren. Beviset skulle bl.a. sikre, at folk ikke gik på efterløn nu og her af frygt for, at ordningen ville blive forringet eller forsvinde. Efter valget så regeringen sig dog nødsaget til, på trods af valgløfter, at ændre ordningen. Dette holdningsskifte bragte regeringen megen kritik og gives som en af flere årsager til valgnederlaget i 2001.
Efterlønnen blev indført i 1979 bl.a. som følge af stor ungdomsarbejdsløshed. Nedslidte ældre mellem 60 og 66 år med mindst fem års a-kassemedlemskab fik mulighed for at udtræde af arbejdsmarkedet og samtidigt overlade pladsen til de yngre generationer. Efterlønsreformen i 1998 med ikrafttrædelse pr. 1. juli 1999 havde til hensigt at udskyde tilbagetrækningsalderen. Derfor blev der med reformen indført en række økonomiske incitamenter til at forblive på arbejdsmarkedet. Samtidig blev kravene til modtagelse af efterløn skærpet, således blev bl.a. et 25-årigt a-kassemedlemskab (herunder efterlønsbidrag) i løbet af en 30-årig periode forlangt. Dog blev pensionalderen nedsat fra 67 til 65 år. Reformen blev gradvist implementeret. Efterlønnen og pensionalderen er siden blevet ændret.
I denne kilde bringes først en artikel fra Ritzau (6. marts 1998), hvori Poul Nyrup Rasmussens idéer om et efterlønsgarantien offentliggøres. Herefter bringes et uddrag af selvsammes nytårstale fra 1. januar 1999, hvori han forsøger at skabe forståelse for de ændringer af efterlønsordningen, som regeringen havde besluttet.
Poul Nyrup Rasmussen og Romano Prodi. Foto: European Commission - Audiovisual Service
Ritzau, 6. marts 1998:
Nyrup vil give efterlønsgaranti til alle, når de fylder 60
Socialdemokratiet vil efter valget ændre efterlønsloven, så alle, når de fylder 60, får en skriftlig garanti for, at de har ret til efterløn , oplyste statsminister Poul Nyrup Rasmussen fredag på et valgpressemøde i København. Garantien skal give de 60-årige sikkerhed for, at Folketinget ikke kan tage efterlønnen fra dem. Den indebærer, at de når som helst, indtil de fylder 67 år og bliver berettiget til folkepension, kan gå på efterløn beregnet på grundlag af den indtægt, de havde, da de fyldte 60. Og i modsætning til i dag vil de være sikret efterlønnen, uanset om de bliver syge.
Hensigten med garantien er at skabe tryghed om efterlønsordningen, sagde statsministeren. Den debat, der i dag er om efterlønsordningens fremtid, er årsag til, at mange søger over på efterløn , så snart de får chancen, fordi de ikke tør vente. En undersøgelse foretaget blandt Dansk Metals efterlønnere viser, at 20 procent af den grund er gået på efterløn, når de fyldte 60, selv om de gerne ville være blevet på arbejdsmarkedet nogle år endnu. Loven om efterlønsgarantien vil i bemærkningerne blive koblet til grundlovens paragraf 73, der drejer sig om ekspropriation. Det betyder, at modtagerne af garantibeviset får et retskrav, som Folketinget kun kan tage fra dem af hensyn til almenvellet og mod fuld erstatning. - Jeg håber, vi dermed har genskabt trygheden om efterlønnen, der er lige så fundamental som folkepensionen. Ved at skabe tryghed om efterlønnen giver vi folk tryghed ved at blive på arbejdsmarkedet, sagde Poul Nyrup Rasmussen. Statsministeren oplyste, at Socialdemokratiet gerne ville have udstrakt garantien til også at omfatte dem, der er mellem 50 og 60 år. - Men det kan ikke lade sig gøre juridisk, for man kan ikke garantere nogen en ret, før de har retten, sagde han. Efterlønsgarantien vil ikke forhindre et flertal uden om Socialdemokratiet i at indlede en aftrapning af efterlønnen. Men den vil forhindre folketingsflertallet i at pille ved efterlønnen for dem, der fylder 60 og har fået garantibeviset. Poul Nyrup Rasmussen forventer, at garantien vil bidrage til mere fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Den omstændighed, at efterlønnen beregnes på grundlag af den indtægt, folk har, når de fylder 60, forbedrer vilkårene for dem, der går ned i indkomst eller på deltid. Mulighederne for gradvis tilbagetrækning skal yderligere forbedres ved, at delefterlønnen gøres mere fleksibel. Statsministeren regner ikke med, at valgløftet om efterlønsgarantien koster penge. I værste fald - hvis de ældre bliver ved med at søge efterløn lige så tidligt som i dag - er løftet udgiftsneutralt. Staten tjener penge, hvis de ældre, som statsministeren håber, kvitterer for trygheden ved at vælge at blive længere på arbejdsmarkedet. Den radikale regeringspartner synes godt om ideen. - Jeg er positiv over for forslaget og vil gerne diskutere det. Jeg ser med forslaget en mulighed for at hæve tilbagetrækningsalderen, sådan som vi også ønsker, siger den radikale partileder, økonomiminister Marianne Jelved.
Statsminister Poul Nyrup Rasmussens nytårstale, 1. januar 1999
(...)
For mig viste 1998, at vi har brug for en indgående debat om, hvordan vi sikrer det danske velfærdssamfund. Og for mig viste 1998, at mange måske har taget fremgangen og velfærden for givet. Måske har vi i skyndingen brugt for lidt tid til at diskutere, at velfærden også har en pris - og at der kun er os selv til at betale den. Måske har vi glemt, hvad vi inderst inde godt ved - at velfærd ikke er noget, der automatisk kommer med posten. Det kræver, at der er orden i økonomien, at den, der kan, yder en indsats. At vi ikke alle kun tænker på os selv, men også på naboen - og ikke mindst på dem, der ikke er så heldige, at de kan klare sig selv. Velfærdssamfundet er noget, vi bestandigt må arbejde for at bevare - og det kræver, at der bliver truffet nogle beslutninger. Og de beslutninger vil ikke gøre alle glade - så langt fra. Selvom det på længere sigt alligevel er bedst for hele vort samfund. Men ordentlig politisk ledelse er at gøre det nødvendige - også når det nødvendige betyder, at nogle må afgive noget for at andre - de svageste - kan få et bedre liv. Det kan give kritik. Men det må man som regering - og ikke mindst som statsminister - være parat til at lægge ryg til, hvis beslutningen er nødvendig for helheden. Det var beslutningen om efterlønnen. Kritikken har været hård. Den har været ubehagelig - men jeg har lært af den. Først og fremmest har jeg lært, at selv den bedste reform ikke er god nok, hvis den er dårligt forklaret. Og at den bedste forklaring ikke er god nok, hvis man selv har kunnet give anledning til skuffede forventninger. Det var blevet nødvendigt at ændre den gamle efterlønsordning. Ellers kunne den simpelthen ikke overleve. Mange tusinder flere end oprindeligt tænkt er gået på efterløn . Det betyder, at udgifterne er blevet meget større. Og det betyder også, at der bliver færre mennesker til at finansiere vores velfærd. For efterlønnen er heller ikke noget, der bare kommer med posten. Langt den største del af udgifterne til efterløn betales jo af alle dem, der går på arbejde, tjener deres løn og betaler deres skat. Og de penge vi bruger på efterløn , kan vi jo ikke bruge andre steder, hvor der måske er større behov. Et andet problem er, at vi bliver mange flere over 60 år og mange færre yngre. Hvis vi alle sammen går på efterløn som 60-årige, kommer vi simpelthen til at mangle arbejdskraft. Vi skal fastholde alle dem, der trives med deres job - ikke mindst de veluddannede - så længe som muligt på arbejdsmarkedet. Indtil for nylig var det sådan, at virksomhederne helst ville have en 25-årig - og gerne med 30 års erfaring. Ungdom var alt. Nu er virkeligheden en anden. Vi har brug for de ældre - med deres erfaring og deres modenhed. De mest fremsynede virksomheder er allerede i gang med at skabe stillinger, der ikke findes i dag - ikke blot stillinger til de fuldt kampdygtige. Men også jobs til de sårbare, de usikre - dem, der ikke er forvænt med, at der er medgang på arbejdsmarkedet, men som sagtens kan bidrage. Det er over for dem, virksomhederne skal vise deres sociale ansvar. Vi ønsker et Danmark, hvor nogen muligvis har meget, men ingen for lidt! Det er vores vej!
(...)