Økonomisk har der været op- og nedture i perioden efter 1973. Den økonomiske vækst har ikke kunnet måle sig med ’guldalderen’ i 1960’erne, og særligt i 1970’erne og 80’erne var væksten træg og ujævn. Alligevel har Danmark formået at fastholde positionen som et af de rigeste vestlige lande, bl.a. takket være evnen til at tilpasse sig og udnytte EU’s indre marked og globaliseringen som helhed. Men udviklingen har stillet og stiller fortsat krav om forandringer, hvor senest klimaforandringerne udfordrer selve vækstparadigmet, altså tankegangen om, at konstant økonomisk vækst er afgørende for at sikre landets rigdom. Det berører hele fundamentet for velfærdsstaten, der også på grund af globaliseringen, skattepolitikken og et øget udgiftspres til ældrepleje og sundhed med tiden er blevet udvandet og mindre inkluderende. Langtidsvirkningerne af coronakrisen, der slog ned i 2020, og krigen i Ukraine, der brød ud i 2022, er endnu ukendte, men kriserne har potentiale til at udvikle sig til det største økonomiske tilbageslag siden 2. verdenskrig. Det kan også påvirke klimapolitikken, men måske ikke kun negativt, hvis EU's massive økonomiske hjælpepakker og omlægningen fra russisk olie og gas, kommer til at indeholde omfattende klimainvesteringer.    

Vækst og balanceproblemer

I international sammenligning har Danmark gennem hele perioden fra 1970’erne og frem til 2020 gennemgående været placeret i top ti blandt de rigeste lande inden for OECD-området, uanset om man måler på BNP (bruttonationalproduktet) eller BNI (bruttonationalindkomsten) pr. indbygger. Ifølge OECD’s opgørelse lå Danmark til eksempel på en tredjeplads blandt EU-landene i 2004 målt på BNP og en syvendeplads blandt OECD-landene i 2016 (målt på BNI).

Bruttonationalprodukt og bruttonationalindkomst

Revisionerne af statsregnskabstallene viser, at det ikke er nogen helt enkel øvelse at opstille statsregnskabet, hvilket globaliseringens mange og øgede transaktioner over grænserne har gjort endnu vanskeligere. Alligevel bruges BNP stadigvæk som det internationale standardmål for den økonomiske aktivitet i et bestemt land/område. Samtidig må man påpege, at BNP, der måler værdien af produktionsindsatsen, ikke er det mest retvisende mål for velstandsudviklingen. Man skal her snarere fokusere på bruttonationalindkomsten (BNI) pr. indbygger, fordi denne opgørelse også medregner de finansielle transaktioner med udlandet og relaterer tallene til, hvor stor en befolkning der skal dele velstanden.

Indtægterne fra udlandet er nemlig betydelige, og sammenlignet med 1970’erne positive, fordi Danmark ikke længere har en stor gældsbyrde, der skal betales tilbage til udenlandske långivere, og fordi danske firmaer og pensionsselskaber henter flere penge hjem til Danmark, end der tilsvarende flyder ud af landet. Danmark har et pænt overskud på betalingsbalancen og har med 1998 som undtagelse haft det i hele perioden 1990-2020.

Humlebien, der kunne flyve

Når Danmark gennem skiftende konjunkturer har formået at holde sig i toppen blandt de rigeste lande i EU og OECD, skyldes det i hovedsagen dansk økonomis evne til at tilpasse sig de internationale konkurrenceforhold og teknologiskift. Den evne har undret mange, ikke mindst neoliberale økonomer, fordi Danmark i hele perioden har haft nogle af de højeste offentlige udgifter og derfor et af de højeste skattetryk i verden. Ifølge neoliberal økonomisk tænkning er den kombination en hindring for investeringer og vækst, men Danmark har været som humlebien, der ikke kunne flyve, men alligevel har gjort det.

De høje offentlige udgifter og de høje skatter hænger sammen med udbygningen af velfærdsstaten, der for alvor skete gennem 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, hvilket også forklarer, hvorfor Glistrups skatteoprør slog igennem netop i 1970’erne. Men i den store tegning forblev Glistrups oprør marginalt, og derfor giver det snarere mening at sammenkoble netop velfærdsstaten med humlebiens flyveevner.

Velfærdsstaten i den brede forståelse handler nemlig ikke kun om sociale velfærdsydelser, men også om uddannelsespolitik, arbejdsmarkedspolitik og politikker, der har sikret en velfungerende stat med stor sammenhængskraft. Det har været dyrt og resulteret i en stor offentlig sektor, men det har samtidig skabt nogle rammer, der har været afgørende for private produktions- og servicesektorer. De har nemlig nydt godt af en veluddannet arbejdskraft, af gode og opdaterede trafik- og kommunikationslinjer, af den frihandelspolitik, som danske regeringer vedvarende har ført, og af en velfungerende stat, der har sikret rets- og ordenshåndhævelse.

Infrastruktur og flexicurity

Konkrete eksempler på statens aktive engagement for at tilvejebringe effektive produktionsrammer ses bl.a. i de store investeringer i trafikal og kommunikativ infrastruktur. Trafiknettet er blevet voldsomt udbygget i perioden med investeringer i bl.a. nye motorveje og store broprojekter. Efter mange års politisk debat og strid kunne Storebæltsbroen endelig indvies for togdelens vedkommende i 1997 og for bildelens året efter, mens broen til Sverige, Øresundsbron, åbnede i 2000. Et andet område, der har været helt afgørende, har været den digitale omstilling, som staten har været meget aktivt engageret i. Danmark har således en af de mest digitaliserede offentlige sektorer i verden, og i 2018 udnævnte FN Danmark til verdensmester i offentlig digitalisering, mens EU-Kommissionen atter placerede Danmark som det mest digitaliserede land i EU.

Øresundsbron, som er Øresundsforbindelsens officielle navn i et kompromis mellem dansk og svensk, kunne indvies i 2000. Den var et vigtigt led i ambitionen om at skabe et sammenhængende dynamisk vækstområde i Øresundsregionen. I modsætning til Storebæltsbroen var det i begyndelsen svært at få Øresundsforbindelsen, der også består af en tunneldel, til at leve op til trafikprognoserne, men i 2017 kørte der næsten lige mange biler over de to forbindelser, nemlig ca. 12 mio. om året. Foto: Øresundsbron.dk

Et andet eksempel er statens aktive engagement på arbejdsmarkedsområdet. I 1970’erne blev arbejdsløshed som nævnt et stort problem med en arbejdsløshed, som lå tæt på 10 % af arbejdsstyrken ved indgangen til 1980’erne. Stigningen skyldtes oliekriserne, men også en mertilgang til arbejdsmarkedet, især af kvinder, som den lavere vækst i 1970’erne ikke formåede at opsuge. Under Schlüters regeringer i 1980’erne kæmpede man også med en arbejdsløshed, der var rekordhøj med næsten 360.000 arbejdsløse, da Schlüters sidste regering trådte tilbage i 1993. Under Nyrup Rasmussens regeringer i 1990’erne blev der derfor satset på at skabe mere effektive arbejdsmarkedsstrukturer. Der blev investeret markant i videreuddannelse og opkvalificering af arbejdsløse, samtidig med at regeringen forkortede dagpengeperioden og strammede rådighedskravene for de arbejdsløse. Tilgangen blev efterhånden kendt som flexicuritymodellen, som også gav genlyd internationalt, fordi modellen så ud til at virke med faldende arbejdsløshed og pæn økonomisk vækst.

Den danske model

Flexicuritybegrebet indfanger på den ene side, at Danmark i sammenligning med andre vestlige lande har et meget fleksibelt arbejdsmarked med lav jobsikkerhed, ikke mindst på det private arbejdsmarked. Folk kan opsiges med meget kort varsel, mens securitydelen ikke efterlader folk uden økonomisk sikkerhedsnet, hvis de mister deres arbejde. Systemet har været et effektivt redskab til opkvalificering af arbejdskraften og til bekæmpelse af arbejdsløsheden, hvilket bl.a. har bidraget til, at Danmark siden 1990’erne i modsætning til en række andre europæiske lande har undgået en stor ungdomsarbejdsløshed.

Flexicuritymodellen er udviklet inden for det, man bredt forstår som den danske arbejdsmarkedsmodel, der som nævnt tidligere har udviklet sig siden slutningen af 1800-tallet. Det er en model, hvor reformer på arbejdsmarkedet i meget høj grad overlades til arbejdsmarkedets parter at aftale og implementere, af og til med staten som aktiv deltager med ønsker eller krav, som skal opfyldes. Alternativet ville være lovgivning, som det er almindeligt i EU og andre europæiske lande.

Den danske model er dog kommet under pres i det 21. århundrede. For det første, fordi den kræver en stærk organisering af arbejdsmarkedet, og udviklingen for fagbevægelsen er fra 1990’erne gået i retning af en stadig lavere organiseringsgrad. For det andet har der hos mange lønmodtagere været en opfattelse af, at flexicurity er kommet ud af balance, fordi en række af de arbejdsmarkedsreformer, der er lavet siden 1990’erne, ret ensidigt har fokuseret på at øge fleksibiliteten på den sociale sikkerheds bekostning. Eksempelvis er værdien af arbejdsløshedsunderstøttelsen blevet kraftigt udhulet. Ifølge en analyse fra Det Økonomiske Råd fra 2018 dækkede arbejdsløshedsunderstøttelsen for en industriarbejder nu kun 47 % af løntabet mod over 60 % i 1980’erne. Endelig for det tredje presses modellen også i stigende grad af EU, der ofte kræver lovgivning på et felt i stedet for arbejdsmarkedsimplementering ud fra argumentet om, at sidstnævnte jo ikke omfatter alle lønmodtagere, men kun dem, der er organiseret af fagbevægelsens hovedorganisationer.

Miljø på dagsordenen

Vækstbegrebet er i stigende grad kommet til debat, ikke mindst i lyset af tidens store klimaudfordringer. Den første store bølge af vækstkritik satte ind i 1970’erne med bestsellerrapporten Grænser for vækst fra 1972 forfattet af internationale forskere i Romklubben. I sig selv rokkede den ikke rigtigt ved vækstideologiens overherredømme, men rapporten var alligevel med til at styrke tendensen mod øget ressource- og miljøbevidsthed. Danmark fik således i 1973 sin første samlede miljølov. Miljøsagen i denne tidlige fase blev ikke mindst ført frem af partier som SF og Det Radikale Venstre.

Endelig voksede en række stærke miljøgræsrødder frem i denne periode med base i organisationer som NOAH, den ældste danske miljøorganisation fra 1969, og Greenpeace, hvor den danske afdeling blev grundlagt i 1980. Den umiddelbart største betydning fik OOA (Organisationen til Oplysning om Atomkraft), der blev dannet i 1974, og som spillede en fremtrædende rolle for den politiske mobilisering, der førte til, at Danmark i 1980’erne reelt opgav at indføre atomkraft.

Forurening, klima og energi

1970’ernes og 80’ernes miljødebat og -indsats var i høj grad rettet mod forureningsbekæmpelse, dvs. mod usunde tilsætningsstoffer i fødevarer, mod udledning af urenset spildevand, mod svinende virksomheder, ikke mindst kemivirksomheder som Grindstedværket, Cheminova og Kemisk Værk Køge, og efterhånden også mod landbrugets udvaskning af næringsstoffer i vandløb og fjorde. Det var bl.a. det sidste forhold, der ledte frem til den omfattende vandmiljølov i 1987. Gennemgående har den større miljøindsats hjulpet, så Danmark på en række områder i det 21. århundrede fremstår mindre forurenet end ved indgangen til 1970’erne.

Det andet store ryk i miljødebatten kom i 1990’erne med den detroniserede formand for Socialdemokratiet Svend Auken som en dynamisk miljø- og energiminister i Nyrup Rasmussens regeringer. Kombinationen af miljø- og energiministerhvervet afspejlede, at klimaspørgsmålet, spørgsmålene om reduktion af drivhusgasser, fx CFC-gasser, der påvirker atmosfærens ozonlag, og CO₂-udledning fra kul- og olieforbrænding var blevet helt centrale emner i såvel den internationale som den danske miljødebat og -politik. Auken var således en aktiv skikkelse i de forhandlinger, der i 1997 ledte frem til FN’s Kyotoaftale, der forsøgte at opstille bindende mål for reduceringen af drivhusgasserne. På den hjemlige arena satte han turbo på den vindmøllesatsning, der allerede under Schlüter var indskrevet i den såkaldte Energiplan 2000.

Vækst og bæredygtighed

Det hedder sig ofte, at Danmark er miljøduks i EU eller endda i verden. Det er givetvis en sandhed med modifikationer. Danmark har dog ambitiøse klimamålsætninger. I 2017 blev 43 % af elforbruget dækket af vindenergi, ligesom godt 30 % af det samlede energiforbrug kom fra vedvarende energikilder. Folketinget og VLAK-regeringen havde som målsætning, at Danmark i 2050 skulle være energineutralt, dvs. binde lige så meget energi, som der udledes, og bl.a. skulle fossile brændstoffer helt være udfaset til den tid. Mette Frederiksens regering fra 2019 strammede dette med en målsætning om, at Danmark allerede i 2030 skal reducere sin udledning af drivhusgasser med 70 % i forhold til niveauet i 1990.

Det er et yderst ambitiøst mål, også i sammenligning med målsætningerne i andre nordeuropæiske lande og i EU. Men barren er sat højt, fordi danskerne hører til verdens største klimasyndere, da en gennemsnitlig danskers CO₂-aftryk er meget højt. Forklaringen er, at danskerne med den stigende rigdom er blevet storforbrugere af miljøbelastende goder som elektronik, tøj, ferierejser med fly og oksekød. Dertil kommer, at transportsektoren fortsat og i stigende grad, som følge af en voldsom vækst i bilparken, er baseret på de fossile brændstoffer diesel og benzin.

Spørgsmålet er derfor fremadrettet, om Danmark og andre rige lande fortsat kan tilrettelægge den økonomiske politik ud fra de traditionelle BNP-vækstkriterier, når nogle forskere og klimaaktivister hævder, at det netop er hele vækst- og forbrugerideologien, der er problemet. Man må sætte klimahensyn over væksthensyn, lyder det. Regeringen lavede i 2015 selv en forsøgsordning, hvor den bad en række forskere udvikle et såkaldt grønt BNP. Problemet med det traditionelle BNP set i en klimasammenhæng er nemlig, at det ikke skelner mellem miljø- og klimaødelæggende aktiviteter og bæredygtige aktiviteter. De tæller alle med, når vækst og rigdom opgøres efter BNP-metoden.

Grøn omstilling

Trods kritikken af BNP er der ikke nødvendigvis nogen modsætning mellem grøn omstilling og vækst. Der kan være store vækstpotentialer i at udvikle og implementere grønne teknologier. Det er det, danske firmaer med speciale i vindmøller som Vestas eller vand- og varmeteknologi som Grundfos og Danfoss har nydt godt af, og det er også baggrunden for, at disse firmaer har slået til lyd for en ambitiøs grøn omstilling. Danske regeringer har lagt vægt på gradvis omstilling, gerne i takt med udviklingen af moderne klimavenlige teknologier, fordi omstillingen også grundlæggende handler om arbejdspladser og borgernes livsgrundlag og dermed også om stabiliteten i samfundet.

Men dilemmaet er akut, fordi den globale opvarmning har potentiale til at destabilisere samfundet og dets balancer nationalt og globalt. Den globale opvarmning respekterer ikke nationale grænser, og der skal markante forandringer til i produktion og livsstil, hvis det skal lykkes Danmark og klodens øvrige lande at leve op til Parisaftalen fra 2015 om at sikre, at verdens temperaturer holder sig under en stigning på 2 grader og helst højst 1,5 grader i forhold til de globale temperaturer, før industrialiseringen satte ind i slutningen af 1700-tallet. Danmark har ratificeret FN’s Parisaftale, og USA er også med igen, efter præsident Trump ellers trak USA ud i 2020. USA’s svingende politik er et afgørende problem, hvis Parisaftalens målsætninger skal nås, og blotlægger i sig selv den gensidige afhængighed mellem national og global politik i den globale tidsalder.

Fra ’rådden hovedstad’ til 'rådden banan'

De standardiserede nationale tal for vækst og velstandsudvikling skjuler, at udviklingstempoet i Danmark har opvist ganske store regionale forskelle og forskydninger over tid. I 1970’erne rykkede industrien mod vest, fra København mod Jylland, hvor der var bedre plads og billigere og faguddannet arbejdskraft. Den udvikling blev samtidig understøttet af, at der var politisk blik for, at Vestdanmark havde behov for et uddannelsesløft, hvorfor der blev oprettet nye universiteter i Odense (1966) og Aalborg (1974), men også i Roskilde (1972). Disse universiteter har sammen med de eksisterende to, Københavns og Aarhus Universitet, oplevet en massiv vækst i antallet af studerende, der reelt fuldbyrdede universiteternes overgang fra eliteinstitutioner til masseuniversiteter, og som samtidig afspejlede en bevægelse væk fra industrisamfundet over mod videnssamfundet.

Udviklingen var i en periode hård for hovedstaden, der i 1970’erne og 80’erne oplevede stagnerende befolkningstal, havde en nedslidt boligmasse og manglede en tidssvarende infrastruktur. Byen var ikke selv i stand til at bryde med den negative udviklingsspiral, men blev tværtimod ganske forgældet. Udviklingen blev oplevet som et problem, fordi udviklingen internationalt set gik i retning af øget urbanisering som led i etableringen af en moderne vidensøkonomi. Det er i det lys, man skal forstå den massive satsning på at udbygge og modernisere den københavnske infrastruktur, som Schlüter-regeringerne tog initiativ til, og som næret af ambitionen om at gøre København til et vækstcentrum i en dansk-svensk Øresundsregion bl.a. resulterede i privatisering af Kastrup Lufthavn, beslutningerne om Øresundsbron og metroen og om etableringen af en Ørestad.

Denne satsning i sammenhæng med et boom i medicinal- og it-sektoren gav nyt liv til hovedstaden, ligesom andre større byer har oplevet stærk vækst. Ikke mindst det såkaldte østjyske bybånd, der strækker sig fra Kolding i syd over Aarhus til Randers, og som i Landsplanredegørelsen fra 2006 blev beskrevet som en udvikling hen imod et funktionelt sammenhængende byområde langs motorvejen E45 – en ny millionby. Urbaniseringen har på den anden side ramt andre dele af Danmark hårdt, fordi visse områder i stigende grad er blevet affolket og generelt har oplevet markant mindre vækst. Den udvikling gav anledning til begrebet 'den rådne banan', der figurativt strakte sig fra Lolland-Falster over dele af Fyn til Sønderjylland og op over Vestjylland til Nordjylland. Begrebet er efter 2010 i stigende grad blevet erstattet af begrebet 'Udkantsdanmark'.

Erhvervsforskydninger og centralisering

Der er ingen tvivl om, at Danmark udviklingsmæssigt er blevet trukket mere skævt i det 21. århundrede, fordi jobskabelsen har forskubbet sig til videns- og servicejob med centrum i de større bycentre. I begyndelsen af 1970’erne var omkring 10 % af arbejdsstyrken beskæftiget i primære erhverv (landbrug/fiskeri), mens det kun var omkring 2 % i 2018. Faldet i de sekundære erhverv (håndværk og industri) har i perioden været endnu mere udpræget med et fald til knap 20 % af arbejdsstyrken, mens beskæftigelsen i private og offentlige tjenesteydelsesjob, de tertiære erhverv, er steget til omkring 80 %. Samtidig er såvel uddannelses- som beskæftigelsesfrekvensen for kvinder øget markant, hvilket også har været med til at styrke urbaniseringen og tømme udkanten.

Tendensen til øget centralisering er imidlertid også blevet understøttet politisk, ikke mindst af en ny stor kommunalreform, der trådte i kraft i 2007 med indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen som hovedarkitekt. Reformen fulgte i fodsporene på forgængeren fra 1970 og centraliserede det lokale selvstyre og administrationen yderligere. Reformen barberede antallet af kommuner ned fra 271 til 98 og nedlagde amterne til fordel for fem regioner med primært ansvar for landets sundhedssystem. Kodeordet for reformen var effektivisering med henblik på at optimere og finansiere offentlige opgaver, men reformen bidrog også til at berøve mange lokalsamfund bærende institutioner som hospitaler, politi og uddannelsesinstitutioner. Det er bl.a. i lyset heraf, at Lars Løkke Rasmussens og Mette Frederiksens regeringer siden 2015 har forsøgt at modvirke tendensen og den medfølgende kritik gennem en udflytning af statslige arbejdspladser og uddannelser fra især København og Aarhus til provinsen.

Det (u)lige Danmark

Ligesom vækst- og velstandsstigningen har været regionalt skæv, er den også blevet mere socialt skæv og mindre inkluderende. Danmark har altid været et af de lande med den højeste lighed i indkomsterne blandt OECD-landene. Økonomer bruger et mål kaldet gini-koefficienten til at vurdere graden af lighed/ulighed i indkomsterne. Er gini 0, er der maksimal lighed, men opgøres den til 1, er der maksimal ulighed – så tjener én mand/kvinde billedligt talt det hele. I Danmark stod gini opgjort efter den disponible indkomst, dvs. indkomst fra løn, kapitalindkomster, overførselsindkomster minus skat, ifølge en analyse fra Det Økonomiske Råd i 2016 på 0,20 i 1970, men 0,27 i 2014. Trods denne stigning i ulighed, der er slået igennem siden 1990’erne, lå Danmark fortsat på en tredjeplads blandt lande med den højeste indkomstlighed med Island og Norge på de to øverste pladser. Men gini kan også opgøres på størrelsen af de opsamlede personlige formuer, og gør man det, hører Danmark faktisk til et af de mere ulige lande i OECD-kredsen, ikke mindst på grund af ulighed i forhold til boligeje og pensionsforhold.

Årsagerne til den stigende indkomstulighed kan være mange. Den kan være drevet af den teknologiske udvikling, men kan også skyldes dereguleringen af arbejdsmarkederne og tilgangen af udenlandsk arbejdskraft i kombination med den generelle svækkelse af fagbevægelsen. Endelig har det måske også spillet ind, at afkastet på finansinvesteringer, realrenten, har ligget højere end udviklingen i lønningerne. Det forhold begunstiger som regel personer med de højeste indtægter og formuer, ligesom satsningen på skattelettelser, ikke mindst topskattelettelser, gør det. Denne tendens har været synlig i mange vestlige lande, også i Danmark, hvor den økonomiske politik i det 21. århundrede har fokuseret meget på at øge arbejdsudbuddet. Arbejder du mere, beholder du mere, lyder logikken. Men det skaber også øget ulighed for dem, der ikke kan eller vil arbejde mere.

Vækst og opbremsning i velfærdsstatsprojektet

Som vist blev den danske velfærdsstat opbygget som en skattefinansieret universalistisk velfærdsstat, hvor den sidste store reformbyggesten blev lagt med den såkaldte bistandslov, der trådte i kraft i 1976. Grundideen bag reformen var, at der skulle lægges en helhedsbetragtning til grund for vurderingen af den – som det nu hed – enkelte klients, subsidiært families behov. Derfor blev bistandsloven bygget op om behovsstyret hjælp snarere end retsbaseret hjælp. På den måde kunne hjælpen og dens omfang bedre individualiseres og målrettes. Den overordnede hensigt var at forebygge og revalidere, hvilket både var en social gevinst for borgeren og en samfundsøkonomisk gevinst for staten ud fra forventningen om, at dette ville mindske behovet for at placere borgere på varig forsørgelse.

Det lød rigtigt, men også dyrt, ikke mindst under 1970’ernes stigende krisebevidsthed – og hovedproblemet blev i virkeligheden at få stoppet den store vækst i efterkrigstidens velfærdsudgifter. Den udfordring fik Schlüter-regeringerne taget livtag med i 1980’erne, bl.a. ved at nedsætte ydelserne på en række overførselsindkomster og ved at indføre egenbetaling for første sygedag (karensdag), men også ved et mere overordnet opgør med bistandslovens tanker om behovsstyret hjælp. Dette opgør blev videreført under Nyrup Rasmussen-regeringerne i 1990’erne, hvor en ny lov om aktiv socialpolitik i 1998 knæsatte princippet om, at socialhjælp var en ret ved særlige sociale hændelser, men også forudsatte et ansvar for personlig selvforsørgelse og en pligt til at lade sig aktivere ved eksempelvis langtidsarbejdsløshed. Socialpolitikken fik således et mere aktivt sigte, både i forhold til den enkelte borger, men også som led i at holde velfærdsudgifterne i ave med henblik på at gøre velfærdsstaten bæredygtig og fremtidssikret.

Den knap så universelle velfærdsstat

Efter årtusindskiftet er velfærdsstaten igen blevet mere udfordret. Udgiftspresset er fortsat stort og svært at styre, mens befolkningen bliver ældre og mere udgiftskrævende. Samtidig har den politiske dagsorden som nævnt været meget fokuseret på at sænke skatterne og holde de offentlige budgetter i et jerngreb. Under VLAK-regeringen var der trods pæn BNP-vækst nærmest ikke nogen realvækst i de offentlige budgetter med mærkbare konsekvenser for driften af alt fra børnehaver over universiteter til sygehuse. Alle tre forhold, flere ældre, skattelettelser og status quo på de offentlige budgetter, har således medvirket til, at der ikke har været penge til at vedligeholde velfærden i samme omfang som tidligere. Privatskoler, private sundhedsforsikringer, private pensionsordninger, optjeningsprincipper i stedet for rettighedsprincipper, fx vedrørende kontant- og uddannelseshjælp og fuld førtidspension, har spredt sig, mens folkepensionen og andre overførselsindkomster er blevet udhulet. I helt særlig grad er ydelser til indvandrere og flygtninge blevet beskåret som led i forsøget på at mindske Danmarks tiltrækningskraft som immigrationsland.

Alt dette har ikke kun medvirket til at øge uligheden – det er også en trussel mod den traditionelle velfærdsstats universalistiske grundlag og grundvilkår. Opbakningen til at betale høje skatter falder, når man selv betaler til private ordninger og i øvrigt sjældnere har kontakt med 'B-holdet', det være sig i skoler, i sundhedsvæsenet eller i den kollektive trafik. Den falder også, hvis befolkningen får på fornemmelsen, at der er samfundsgrupper, der ikke bidrager til velfærdsstaten, enten ved at misbruge velfærdsydelserne eller ved ikke at betale skat. Her har politikerne i øvrigt et stort ansvar, fordi de gennem massive nedskæringer i Skatteministeriet – oprindeligt kaldt effektiviseringer – har undermineret skattevæsenets evne til at lave en effektiv kontrol, hvad svindlen med udbytteskat på næsten 13 mia. kr. i perioden 2012-2015 blot er ét eksempel på.