1972-1982: Den økonomiske politik under Anker Jørgensens regeringer

I efteråret 1972 trådte den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag (1914-1978) tilbage, og hans partifælle Anker Jørgensen (1922-2016) overtog rollen som statsminister og dannede sin første regering. I begyndelsen af regeringsperioden så den økonomiske situation stadig gunstig ud, og Anker Jørgensen videreførte Socialdemokratiets projekt med at udbygge og konsolidere velfærdsstaten. Et vigtigt led i denne proces var arbejdet og vedtagelsen af Bistandsloven i 1974.  Loven blev godt nok færdigbehandlet under Poul Hartlings Venstreregering, men alt væsentligt indhold var udtænkt og udformet i regi af den socialdemokratiske socialminister Eva Gredal (1927-1995).  Du kan læse et uddrag af folketingsdebatten om loven her.

I slutningen af 1973 ramte den første oliekrise Danmark, hvilket blev begyndelsen på en langvarig økonomisk krise. Oliekrisen var dog ikke den eneste årsag til den dårlige økonomiske situation, som også skyldtes en lang række økonomiske balanceproblemer, der så at sige var økonomiske tømmermænd forårsaget af 1960'ernes høje private forbrug og de store lønstigninger.

I et forsøg på at adressere det overophedede boligmarked indgik den socialdemokratiske regering i juni 1973 forlig med Socialistisk Folkeparti om boligpolitikken. Socialdemokratiet var dog internt splittet om, hvor store skatter partiet kunne tillade sig at pålægge boligejerne, og den vedvarende uenighed om netop boligpolitik førte i sidste ende til, at Erhard Jakobsen (1917-2002) forlod Socialdemokratiet og dannede partiet Centrum-Demokraterne. Dette bragte regeringen i mindretal, hvorfor Anker Jørgensen udskrev folketingsvalg. Dette valg blev siden kendt som Jordskredsvalget og gav Poul Hartlings Venstreregering magten.

I februar 1975 kunne Anker Jørgensen og Socialdemokratiet dog igen overtage regeringsmagten. Den socialdemokratiske regering forsøgte sig denne gang med en kombination af en stram indkomstpolitik for alle befolkningsgrupper, en stramning af finanspolitikken via en kombination af besparelser og øgede afgifter og en videreførelse af selektive erhvervspolitiske og beskæftigelsesfremmende foranstaltninger. Et centralt element i dette var blandt indefrysningen af dyrtidsportioner, der kom til udbetaling som følge af dyrtidsreguleringen, der var en ordning, som sikrede lønmodtagerne kompensation for prisstigninger.

Igennem 1970'erne arbejdede Socialdemokratiet sammen med lønmodtagernes hovedorganisation LO for indførelsen af økonomisk demokrati, der skulle give lønmodtagerne medejerskab og medindflydelse på erhvervslivet og industriens udvikling. Socialdemokratiet anså desuden økonomisk demokrati for en måde, hvorpå den kunne kompensere lønmodtagerne for den stramme indkomstpolitik. Du kan læse Socialdemokratiets udspil om økonomisk demokrati fra 1974 her.  Det lykkes dog aldrig for Socialdemokratiet eller LO at få gennemført projektet omkring økonomisk demokrati.

Den 10. november 1978 vedtog et bredt flertal i Folketinget at indføre efterlønnen.  Det primære formål med ordningen var at sænke arbejdsløsheden ved at give danskerne en mulighed for at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet.

Den socialdemokratiske regering valgte den 2. september 1982 at gå af uden at udskrive folketingsvalg. Hovedårsagen var, at det ikke var muligt at skabe forlig i Folketinget om håndteringen af de økonomiske problemer. Du kan læse statsminister Anker Jørgensens egen vurdering af situationen og beslutningen her. 

1982-1993: Den økonomiske politik under Poul Schlüters regeringer

Efter at Anker Jørgensen den 2. september 1982 trådte tilbage uden at udskrive valg, dannede Det Konservative Folkeparti, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti den 10. september 1982 den såkaldte Firkløverregering med Poul Schlüter (1929-2021) som statsminister.

Danmark var ved Firkløverregeringens tiltrædelse stadig ramt af høj arbejdsløshed, stigende inflation og et voksende underskud på betalingsbalancen. I notatet "Udgiftspolitikken for 1984" fremlagt af Venstres finansminister Henning Christophersen (1939-2016) ved et ministermøde i februar 1983 får man et indtryk af, hvor dyster den økonomiske situation var i begyndelsen af 1980'erne.

Hovedmålet for regeringen blev derfor at forbedre den danske konkurrenceevne og herigennem økonomien. Kort efter sin tiltrædelse lancerede Poul Schlüter derfor den såkaldte genopretningspolitik. Et af regeringens første skridt i den økonomiske genopretning var, under stor protest fra fagbevægelsen, at suspendere dyrtidsreguleringen, og i 1987 valgte regeringen helt at afskaffe ordningen. Du kan i Poul Schlüters tale fra Folketingets åbning den 5. oktober 1982 læse den nye regerings visioner og planer for den økonomiske politik.

I 1987 måtte Poul Schlüters anden Firkløverregering (link Ministeriet Poul Schlüter II, 1987-1988) dog sande, at offentlige besparelser og en hård indkomstpolitik ikke havde været nok til at rette op på økonomien. Regeringen valgte derfor at indkalde arbejdsmarkedets parter til trepartsforhandlinger, hvor man den 8. december 1987 indgik aftale om den såkaldte Fælleserklæring. I denne forpligtede både arbejdsgiverne og fagbevægelsen sig på en række konkurrenceforbedrende tiltag - herunder at fremtidige lønstigninger skulle finde sted inden for en ansvarlig samfundsøkonomisk ramme. Til gengæld for at acceptere en lavere fremtidig lønudvikling fik fagbevægelsen lovning på, at arbejdsgiverne såvel som regeringen ville bistå med at udbrede arbejdsmarkedspensioner til hele arbejdsmarkedet.

Da Poul Schlüter i 1988 dannede sin tredje regering, blev det begyndelse på en ideologisk kovending væk fra den midtsøgende økonomiske linje, som statsministeren flankeret af finansminister Palle Simonsen (1933-2014) hidtil havde stået for.  Arkitekten bag den nye linje var i høj grad Venstres skatteminister Anders Fogh Rasmussen (f. 1953), der fik en stadig voksende indflydelse på regeringens politik. I oktober 1989 valgte Palle Simonsen (1933-2014) at forlade Folketinget til fordel for direktørposten i ATP.  En tungtvejende årsag til Simonsens exit fra dansk politik var hans frustration over Schlüters ledelse af regeringen og det sving til højre, regeringslederen havde bevæget sig ud på efter valget i 1988.

Den 18. december 1990 præsenterede Poul Schlüter sin fjerde og sidste regering. Selvom der var tale om en parlamentarisk svag regering, kunne Poul Schlüter dog også konkludere, at målet om at forbedre konkurrenceevnen og betalingsbalancen var nået. Problemet med den høje arbejdsløshed blev dog først løst af Poul Schlüters efterfølger på statsministerposten, socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen (f. 1943).

Læs også vores temaer om periodens folketingsvalg, hvor udskrivelser og valgkampe blev præget af de økonomiske problemer og deres løsninger:

Valgtema: Krisetider 1973-1982

Valgtema: Schlüter-tiden 1982-1993

PFA Pension har som en del af fejringen af sit 100-års jubilæum støttet bogværket De Danske Ministerier 1972-1993 samt denne online formidling på danmarkshistorien.dk.

Se hele særtemaet om De Danske Ministerier, 1972-1993.