1980'ernes økonomiske balanceproblemer

Den 10. september 1982 overtog den konservative leder Poul Schlüter (1929-2021) statsministerposten, da den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen (1922-2016) gik af uden at udskrive valg. Poul Schlüter dannede den såkaldte Firkløverregering bestående af Det Konservative Folkeparti, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.

Anker Jørgensens socialdemokratiske regering gav op af flere årsager, men den mest markante var 1970’ernes fejlslagne forsøg på at rette op på de stigende økonomiske balanceproblemer. Arbejdsløsheden nåede i 1982 op på over en kvart million. Underskuddet på betalingsbalancen var på 19 mia. kr., den offentlige og indenlandske gæld i udlandet beløb sig samlet til mere end 160 mia. kr., og rentebetalingen af gælden udgjorde mere end halvdelen af betalingsbalanceunderskuddet. Oliekriser, devalueringer og lønudviklingen havde presset den danske inflation op på over 10 %. Underskuddet på statsfinanserne var på 52 mia. kr. ud af et budget på 211 mia., og det forventedes at stige til 75 mia. i 1983, altså omkring en tredjedel af det samlede budget. Blandt OECD-landene var Danmark det land, hvor det statslige underskud var vokset kraftigst siden slutningen af 1970’erne; kun Italien havde et større underskud.

Den måske største udfordring i forhold til at fikse den danske økonomi var, at problemerne var tæt sammenvævede, hvilket gjorde effektive løsninger svære. Forsøgte man at stimulere efterspørgslen og dermed forbedre beskæftigelsen, forvoldte man inflation, ligesom man forøgede de offentlige underskud, gælden og forringede betalingsbalancen. Bekæmpede man inflationen eller lavede store offentlige besparelser, skabte man arbejdsløshed. Benhårde valg og prioriteringer måtte foretages. For de socialdemokratiske regeringer i 1970’erne havde det vigtigste været at holde beskæftigelsen oppe. For Poul Schlüter og hans borgelige regeringer blev hovedprioriteten en forbedring af konkurrenceevnen.

Ud over de økonomiske problemer måtte den nye borgerlige regering navigere i en vanskelig parlamentarisk situation. Firkløverregeringen var afhængig af Det Radikale Venstre og Fremskridtspartiet for at nå 90 mandater. Men Fremskridtspartiet blev anset for uberegneligt og havde ikke givet lovning på samarbejde. Det Radikale Venstre ville ikke samarbejde med Fremskridtspartiet, og hvordan Socialdemokratiet ville agere som oppositionsparti efter mange år som regeringsbærende parti vidste ingen, ikke engang partiet selv.

Den 10. september 1982 trådte den såkaldte Firkløverregering til. Finansminister Henning Christophersen og statsminister Poul Schlüter lod sig fotografere på Amalienborg Slotsplads, idet de samlede kastede mønter op for at putte dem i statskassen - den kommende sparetid blev på symbolsk vis indvarslet. Foto: Kim Agersten, Ritzau Scanpix

Den internationale højredrejning i 1980'erne

Dannelsen af Poul Schlüters borgerlige Firkløverregering i 1982 må ses i sammenhæng med den succes, som konservative og liberale ledere generelt havde i Vesteuropa og USA på dette tidspunkt. Mest markante var den amerikanske præsident Ronald Reagan (1911-2004) og den britiske premierminister Margaret Thatcher (1925-2013).

De nye konservative og liberale ledere brandede sig selv som modsvar på 1970’ernes politiske og økonomiske kultur. De gjorde op med 1970’ernes keynesianske stimulering af økonomien, der i mange tilfælde havde medført forværrede økonomiske balanceproblemer. I stedet argumenterede de for behovet for en laissez-faire-politik, frie markeder, deregulering, nedskæringer af de offentlige udgifter og privatiseringer. De hyldede familien, det frie initiativ, den private sektor, foretagsomhed og arbejdsomhed, og hertil kom en ideologisk betinget kritik af den organiserede arbejderbevægelses indflydelse på samfundet, herunder ikke mindst det politiske liv.

1982-1984: Den økonomiske genopretnings første fase

Firkløverregeringens økonomiske hovedfokus var at forbedre konkurrenceevnen. Regeringens analyse var, at det ville resultere i en øget produktion og dermed forbedret beskæftigelse. Dette ville så kunne nedbringe de offentlige underskud, sikre en afbetaling af udlandsgælden og få dæmpet inflationen.

Midlerne var offentlige besparelser samt en række indkomstpolitiske tiltag, dvs. forsøg på at kontrollere lønudviklingen på arbejdsmarkedet. Et andet vigtigt genopretningstiltag var indførelsen af en fastkurspolitik. Det skulle sikre tilliden til den danske krone efter rækken af devalueringer i 1970’erne og dermed lette det internationale pres på kronen. Hyppige devalueringer mindskede nemlig udlandets tillid til den danske valuta.

Siden 1982 har Danmark ført fastkurspolitik, og i almindelighed hyldes beslutningen herom som et vigtigt og afgørende skridt i forhold til at sikre Danmarks troværdighed i den internationale økonomi.

De indkomstpolitiske tiltag

Den konservative arbejdsminister Grethe Fenger Møller (f. 1941) fremsatte kort efter regeringens tiltrædelse et lovforslag om et midlertidigt løn- og avancestop, hvilket betød, at der for perioden 5. oktober 1982 indtil 1. marts 1983 ikke gyldigt kunne aftales, fastsættes eller godkendes højere arbejdsvederlag end dem, der var gældende den 5. oktober 1982.

Regeringen søgte også at lægge en linje for de kommende overenskomstforhandlinger på arbejdsmarkedet og dermed holde lønudviklingen under kontrol i hele den kommende overenskomstperiode. Det blev derfor bestemt, at de offentlige overenskomster skulle indgås før det private arbejdsmarkeds forhandlinger. Hensigten hermed var påvirke det private arbejdsmarked til at rette lønforhandlingerne ind efter det offentlige. For det andet henstillede regeringen til, at man holdt lønstigningerne inden for den dengang uhørt lave ramme på 4 % årligt. Det blev således også tilfældet både på det offentlige og det private arbejdsmarked.

Den omstridte dyrtidsregulering blev også et mål i genopretningens første fase. Dyrtidsreguleringen var en automatisk ordning, der sikrede løntillæg (dyrtidsportioner) i takt med inflationen. Ordningen blev suspenderet indtil 1. januar 1985. Tidligere indgreb mod ordningen havde virket ved at indefryse dyrtidsportionerne, der så ville komme til udbetaling senere, men nu blev de helt suspenderet.

Indkomstpolitikken rettede sig ikke blot mod lønmodtagerne. Der blev også indført en 'Lov om begrænsning af udbytter, tantieme og vederlag m.v.', altså et stop for stigningerne i andre former for indtægter end den almindelige lønmodtagers, f.eks. bestyrelseshonorarer. Stoppet gjaldt for kalenderårene 1983 og 1984. Disse typer honorarer blev fastlåst for at modsvare suspensionen af dyrtidsreguleringen.

Til gengæld sigtede regeringen efter at få fjernet flest mulige reguleringer og restriktioner for det private erhvervsliv. Det var regeringens håb, at indkomstpolitikken og den forøgede frihed til det private erhvervsliv ville øge produktionen og fremme investeringerne

Offentlige besparelser

For at bringe de offentlige udgifter ned, valgte Firkløverregeringen at stoppe de almindelige reguleringer af offentlige ydelser og overførselsindkomster. Ydelserne var indtil da blevet reguleret op i takt med inflationen og stigninger i pristallet, og den ophørte regulering betød at de sociale ydelser over tid ville blive mindre værd.

Regeringen valgte dog at undtage folkepension og enkelte andre sociale pensioner fra reguleringsstoppet. Til gengæld gjaldt stoppet f.eks. dagpengeområdet, hvor man godt nok fastholdt en dækning på 90 % af lønnen, men maksimumssatsen blev låst fast i stedet for at stige sammen med pristallet. Desuden blev de supplerende dagpenge beskåret, så de ikke længere udgjorde 90 % af lønnen, men blev afregnet efter en såkaldt dimittendsats for nyuddannede.

På sygedagpengeområdet blev der indført en karensdag uden løn efter sygdom (kronisk syge og fravær i tilfælde af børns første sygedag var dog undtaget), og den periode, hvor arbejdsgiverne skulle betale sygedagpenge, blev forlænget fra 5 til 13 uger.

Bistandslovens bestemmelser om kontanthjælp blev også justeret. Den maksimale kontanthjælp blev nedsat med godt 11 %. Endvidere blev perioden, hvor maksimumydelsen kunne erhverves, begrænset til 9 måneder, hvorefter klienterne skulle overgå til den lavere såkaldte ”varig hjælp”. Her fik Det Radikale Venstre dog indført en undtagelse for klienter, der måtte opgive deres bopæl som konsekvens af lovændringen.

Ungdommen måtte holde for, da socialministeren Palle Simonsen (1933-2014) fremsatte forslag om nye regler for bistandshjælp til unge i alderen 18-21 år. Unge kontanthjælpsmodtagere, som ikke var forsørgere og som ikke tidligere havde haft en lønindtægt, fik fremover en lavere ydelse end andre kontanthjælpsmodtagere. Af modstandere blev tiltaget kaldt for 'sultecirkulæret'. Derudover blev indtægtsgrænsen for tildeling af børnetilskud sat ned.

Desuden blev der vedtaget en besparelse på folkepensionen, hvor grænsen for modregning i pensionsbeløbet ved arbejdsindtægt blev sat ned. Til gengæld indgik regeringen forlig med Socialdemokratiet i maj 1983 om en ændring af reglerne for førtidspensioner (invalide-, enke- og folkepension til enlige kvinder mellem 55 og 66 år), hvilket medførte en offentlig merudgift på 200 mio. kr. i 1984 og knap en halv milliard i de følgende år.

Et markant tiltag var en nedsættelse af kommunernes bloktilskud med 3 mia. kr. i 1983 og 6 mia. kr. i 1984. Mange af velfærdsstatens udgifter gik via kommunerne, og derfor måtte genopretningen også forholde sig til den kommunale økonomi. Bloktilskuddet var et udligningsbeløb, staten tildelte kommunerne og amterne med henblik på at kompensere for demografiske, sociale og erhvervsmæssige forskelle, så kommunerne og amterne ikke alene var afhængige af det skattegrundlag, man havde lokalt.

Målsætningen var, at de offentlige besparelser til sammen ville nedbringe underskuddet fra 15 % af bruttonationalproduktet til 13 % i 1983.

Firkløverregeringens reguleringsstop og beskærelser på dagpengeområdet resulterede i vinteren 1982-83 i en havnearbejderstrejke. Arbejdskonflikten blev en af efterkrigstidens hårdeste; på fotoet ses konfrontationer mellem politiet og havnearbejdere og deres sympatisører i Aalborg i januar 1983. Foto: Henning Bagger, Ritzau Scanpix

Skattepolitiske tiltag

Et af Firkløverregeringens mest kontroversielle tiltag var indførelsen af beskatning af pensionskasser og livsforsikringer. Med ’Lov om en midlertidig formueafgift af visse pensionskapitaler m.v.’ blev det i december 1982 vedtaget af indføre en midlertidig beskatning på 2,5 % af formuen af pensionskapitaler i livsforsikringsselskaber, pensionskasser og pensionsfonde samt visse skattebegunstigede opsparingsordninger i banker. Det skulle indbringe i alt 4 mia. kr. i 1983.

Regeringen gik stille med dørene omkring det forslag, da det var lodret i strid med tidligere udmeldinger fra samtlige fire regeringspartier. Statsminister Poul Schlüter havde f.eks. selv den 1. september 1982 sagt, at en regering, der foreslog pensionsbeskatning, lige så godt kunne gå af. Ikke desto mindre havde regeringen hårdt brug for pengene for at rette økonomien op.

1984-1988: Den økonomiske genopretnings anden fase

Da Poul Schlüter efter folketingsvalget i 1984 igen satte sig på statsministerposten, var der indtruffet et kortvarigt økonomisk opsving. Det havde sine rødder i dels et internationalt konjunkturomsving, dels i de økonomiske krisetiltag, regeringen havde gennemført i sin første periode. Med opsvinget fulgte en forøgelse af beskæftigelsen, en stigning i boligbyggeriet, større investeringslyst og større privatforbrug. Det medførte alt sammen større import, hvilket gav negativt udslag på betalingsbalancen og statsbudgettet. Betalingsbalanceunderskuddet havde været et problem siden oliekrisen i 1973, og i 1984 ville det ifølge økonomiske prognoser nå op på 12 mia. kr.

Regeringen forsøgte sig igen med samme løsning på problemerne: indkomstpolitiske tiltag, finanspolitiske stramninger og loft over de offentlige udgifter. Forslagene blev ligesom i første regeringsperiode stemt igennem med Det Radikale Venstres stemmer. Suspensionen af dyrtidsreguleringen blev også forlænget, inden den til sidst blev helt afskaffet i 1987.

De gængse tiltag var imidlertid ikke nok til at vende udviklingen, og derfor blev der i løbet af regeringsperioden iværksat flere ekstraordinære tiltag:

• Først kom ’Julepakken’ i 1985, der skulle begrænse det offentlige og private forbrug, dels ved indførelsen af en strafafgift for kommuner, som ikke overholdt regeringens krav om uændrede offentlige udgifter, dels ved at begrænse privatpersoners muligheder for at optage lån i friværdien af fast ejendom. Endelig indeholdt julepakken også en række afgiftsforhøjelser på benzin, olie, gas og kul.
• I 1986 fulgte så ’Påskepakken’, der skulle begrænse det voksende privatforbrug gennem afgifter på bl.a. alkohol, tobak, charterrejser, elektronik mm.
• Den mest kendte ’pakke’ var ’Kartoffelkuren’ fra 1986, hvor der blev indført afgifter på en række almindelige forbrugsvarer samt en renteafgift på 20 % på alle forbrugslån i banker, finansieringsvirksomheder og andre konto- og afbetalingsordninger. Det sidste blev endda indført med tilbagevirkende kraft.

Fælleserklæringen 1987

I foråret 1987 blev der ved overenskomstforhandlinger givet høje lønstigninger på både det offentlige og private arbejdsmarked på baggrund af et økonomisk opsving, som dels havde sine rødder i et kortvarigt internationalt konjunkturomsving, og dels i de økonomiske krisetiltag, der tidligere var blevet gennemført.

Lønstigningerne endte imidlertid med at påvirke konkurrenceevnen og betalingsbalancen negativt, og da den internationale økonomiske situation blev forværret i efteråret 1987, måtte der nye tiltag til. Regeringen var nået til den erkendelse, at skulle de samfundsøkonomiske problemer med høje lønninger, højt forbrug og lav opsparing løses, krævede det ikke bare indkomstpolitiske regeringsindgreb, men også en inddragelse af arbejdsmarkedets parter.

I sin åbningstale for Folketinget den 6. oktober 1987 annoncerede statsminister Poul Schlüter derfor, at han ville indkalde til trepartsforhandlinger, dvs. forhandlinger mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter. I november 1987 indkaldte regeringen derfor lønmodtagernes fællesorganisation LO, Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Fællesrådet for Danske Tjenestemands- og Funktionærorganisationer (FTF) og Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverorganisationer (SALA). Relativt hurtigt nåede man her frem til den såkaldte Fælleserklæring, der blev udsendt den 8. december 1987. Det var en fælles udtalelse, der bl.a. klargjorde, at en forbedret konkurrenceevne - og derigennem en nedbringelse af arbejdsløsheden - var hovedmålet for arbejdsmarkedets parter og regeringen.

Arbejdsmarkedets parter, her særligt fagbevægelsen, forpligtede sig derfor på, at den fremtidige lønudvikling skulle foregå inden for en samfundsøkonomisk ansvarlig ramme, hvor omkostningsudviklingen ikke måtte overstige udlandets. Til gengæld for fagbevægelsens løfte om fremtidigt at acceptere en ringere lønudvikling, garanterede arbejdsgiverne og regeringen, at de ville bistå med at få udbredt arbejdsmarkedspensioner til hele arbejdsmarkedet.

1988-1990: Den økonomiske genopretnings tredje fase

Den 3. juni 1988 kunne den konservative Poul Schlüter præsentere sin tredje regering bestående af Det Konservative Folkeparti, Venstre og Det Radikale Venstre. De tidligere regeringspartnere Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti var således blevet udskiftet med Radikale Venstre.

De økonomiske problemer var stadig store ved KVR-regeringens tiltrædelse. Underskuddet på betalingsbalancen var fortsat højt (ca. 17 milliarder), arbejdsløsheden var vokset til 245.000 ledige, og det danske landbrug var præget af betydelige gældsproblemer. Samtidig var der blandt politikerne fokus på, at 'internationaliseringen' (hvad vi i dag ville kalde globalisering) kunne medføre en række nye udfordringer for den danske økonomi. Derfor skønnede man, at det var nødvendigt at 'tilpasse' den danske økonomi til et mere globalt marked. 

I regeringen var der dog stor splittelse i forhold til spørgsmålet om, hvordan den økonomiske politik skulle føres. Det Radikale Venstre, såvel som den konservative finansminister Palle Simonsen (1933-2014), ønskede en midtsøgende linje, mens statsminister Poul Schlüter og Venstre gik efter en mere rendyrket ideologisk liberalistisk politik, hvor massive offentlige besparelser skulle kombineres med mærkbare skattelettelser.

På det økonomiske plan blev regeringsperioden derfor præget af intern splittelse. Generelt var det den mere liberalistisk linje, der vandt, og finanslovene og andre økonomiske forlig blev primært indgået højre om med Fremskridtspartiet.

Konsekvensen af den hårde linje blev, at Palle Simonsen valgte at forlade Folketinget til fordel for direktørposten i ATP.  En tungtvejende årsag til Simonsens exit fra dansk politik var hans frustration over Schlüters ledelse af regeringen og det sving til højre, regeringslederen havde bevæget sig ud på efter valget i 1988.

1990-1993: Overskud på betalingsbalancen, men fortsat høj arbejdsløshed

Den 18. december 1990 præsenterede Poul Schlüter sin fjerde regering bestående af Det Konservative Folkeparti og Venstre. Selvom der var tale om en parlamentarisk svag regering, kunne Poul Schlüter dog også konkludere, at målet om at forbedre konkurrenceevnen og betalingsbalancen var nået.

Kombinationen af stærk vækst i nabolandene, lav dansk inflation og en behersket lønudvikling førte til en kraftig forøgelse af eksporten, særligt til Tyskland. Med den ringe danske efterspørgsel kom der samtidig et fald i importen. Betalingsbalancen forbedredes således i de sidste år af 1980'erne i ganske uforudset grad, så der i 1990 - for første gang i mere end 30 år - var et overskud på hele 10 mia. kr. på betalingsbalancen. Ved KV-regeringens tiltræden var der dog også 280.000 ledige - det højeste antal i danmarkshistorien.

I forhold til den økonomiske politik og arbejdsmarkedspolitikken fremsatte KV-regeringen i flere situationer sine egne, ofte ganske markante borgerlige forslag. Disse blev så mødt af modstand eller regulær afvisning af et flertal i Folketinget, hvorefter forslagene enten blev trukket tilbage eller forandret til ukendelighed gennem forhandlinger. KV-regeringen blev trods dette siddende, da oppositionen ikke kunne enes nok til at opstille et holdbart alternativ.

Presset af Tamil-sagen og et smuldrende parlamentarisk flertal tog Ministeriet Poul Schlüter IV sin afsked tirsdag den 15. januar 1993 uden at udskrive valg. En flertalsregering bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti og ledet af socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen (f. 1943) overtog herefter magten.