Dansk politik har gennemgået en række hamskifter siden 1970’erne. Antallet af partier i Folketinget er blevet fordoblet, mens partiernes medlemstal samtidig er stærkt reduceret. Gennemsnitsalderen for folketingsmedlemmer er faldet drastisk, og antallet af kvinder er blevet klart forøget, men indtil videre ser det ud til at være stagneret omkring 40 % ved valgene efter årtusindskiftet. I perioden efter 1973 mistede Socialdemokratiet den traditionelle førsteret til at danne regering, ligesom De Radikale efter 2001 ikke længere kunne fastholde positionen som det dominerende kongemagerparti, der afgjorde, om regeringen skulle være borgerlig eller socialdemokratisk – en rolle partiet havde haft gennem det meste af det 20. århundrede. Samtidig er værdipolitik i stigende grad blevet politisk afgørende, ikke mindst på spørgsmål om, hvordan Danmark skal regulere sit forhold til omverdenen.

Jordskredsvalget 1973

Politisk var 1970’erne en opbrudstid, hvilket bl.a. kom til udtryk ved, at der afholdtes folketingsvalg hvert andet år fra 1971 til 1981. Men intet symboliserede opbruddet stærkere end jordskredsvalget i 1973. Valget betød et afgørende brud med det parlamentariske mønster, der havde udviklet sig i det 20. århundrede. Ved valget blev antallet af partier med ét slag fordoblet. Ti partier blev valgt ind i Folketinget, hvilket er forblevet normen ind i det 21. århundrede. Denne udvikling var tæt forbundet med den generelle samfundsudvikling, hvor især væksten i uddannelsessektoren, i velfærdsstaten og fremvæksten af en større og bredere middelklasse opblødte klassestrukturen og gjorde vælgerne mindre trofaste. Politiske præferencer blev i stigende grad styret af holdninger til enkeltsager som skattespørgsmål, miljøspørgsmål og EF – og senere tillige af indvandringsspørgsmålet – snarere end af socialt tilhørsforhold og identifikation.

Ved jordskredsvalget gik alle de etablerede partier stærkt tilbage, mens nye partier, især Centrum-Demokraterne og Fremskridtspartiet, stormede frem. Centrum-Demokraterne, ledet af Erhard Jakobsen, var som tidligere nævnt et udbryderparti fra Socialdemokratiet, der vendte sig mod den stigende venstreorientering af samfundet og af Socialdemokratiet, og som ønskede bedre forhold for bilisterne og parcelhusejerne. Fremskridtspartiet var som Centrum-Demokraterne i høj grad et enkeltmandsparti, domineret og styret af skatteadvokaten Mogens Glistrup. Partiet tordnede ind i Folketinget i 1973 med 28 mandater og blev dermed det næststørste parti.

Glistrups og Fremskridtspartiets succes blev næret af et frontalangreb på den skattebetalte velfærdsstat, for rigtigt var det, at væksten i velfærdsstaten havde øget skattetrykket så betragteligt, at Danmark var ved at indtage positionen som et af de mest skattetunge lande i Vesteuropa. Selv førte Glistrup sig frem med, at han havde nul i trækprocent, og hyldede i øvrigt skattenægtere på linje med sabotørerne under 2. verdenskrig. Glistrup var særdeles bramfri i sin politiske retorik, når han hudflettede skrankepaver og papirnussere eller paragrafrytteriet i skattejunglen. Denne oneliner-retorik garneret med en udpræget sans for økonomisk talekvilibrisme gjorde Glistrup til et hit i medierne, ikke mindst i fjernsynet, som i 1970’erne slog igennem som et helt afgørende medie for kommunikationen mellem politikere og vælgere.

Samarbejde hen over midten

Repræsentanterne for de øvrige politiske partier havde i begyndelsen svært ved at håndtere og matche Glistrups stil og provokationer, men på såvel den borgerlige fløj som hos Socialdemokratiet blev Glistrup opfattet som politisk farlig og upålidelig. Trods mange stemmer forblev Fremskridtspartiet derfor et marginaliseret parti, mens de siddende regeringer i stedet søgte at skabe flertal hen over midten af dansk politik. Det lykkedes også tidens statsministre, Anker Jørgensen (S – 1972-73 og 1975-1982) og Poul Hartling (V – 1973-1975), at indgå mange brede forlig, ikke mindst politisk-økonomiske kriseforlig, trods det partimæssigt stærkt fragmenterede Folketing. Problemet var, at der som regel var tale om udprægede kompromisforlig, som ikke rigtigt fik taget hånd om de store økonomiske udfordringer.

Det var årsagen til, at man i 1978 blev vidne til det historiske særsyn, at Socialdemokratiet og Venstre gik sammen i en koalitionsregering, SV-regeringen, med Anker Jørgensen som statsminister. Hensigten var at skabe så tilpas stærk en regering, at den kunne tage et seriøst livtag med landets stigende økonomiske balanceproblemer. Det lykkedes ikke. Regeringen sad kun et år og fik demonstreret vanskeligheden ved at slå bro mellem socialdemokratiske synspunkter, præget af hensyntagen til fagbevægelsens og lønmodtagernes interesser, og Venstres, der fokuserede på, at økonomisk genopretning måtte betales af løntilbageholdenhed hos lønmodtagerne.    

De røde 1970’ere og de borgerlige 1980’ere

På trods af Fremskridtspartiets og Centrum-Demokraternes succes, og på trods af at det meste af 1970’ernes politik foregik hen over midten, var 1970’erne politisk set et rødt årti. Unge vælgere stemte i høj grad til venstre, også til venstre for Socialdemokratiet, hvilket forklarer, hvorfor partier som kommunistiske DKP, venstresocialistiske VS og folkesocialisterne i SF alle havde sæde i Folketinget. Samlet set var deres mandattal mindre end Fremskridtspartiets, men i den bredere samfundsdebat var det venstreorienterede dagsordener, der dominerede. Man kan sige, at den politiske definitionsmagt – eller endda tidsånden – lå til venstre, hvilket afspejler, at 68-oprørets virkelige gennemslagskraft lå i 1970’erne.

Det var årtiet med usædvanligt mange faglige blokader, strejker og demonstrationer, med marxisme og besættelser af universiteterne, oprettelse af alternative samfund i Thy og på Christiania og med en stærk mobilisering på græsrodsniveau af international solidaritet med verdens undertrykte og modstand mod atomkraft og EF. Selv det borgerlige Danmark lod sig påvirke af tidsånden i både livsform og politik.

Det ændrede sig i 1980’erne. Neoliberalisme og konservatisme overtog definitionsmagten, og selv de unge vælgere begyndte i stigende grad at stemme borgerligt. Det var en international trend, som også slog igennem i Danmark, og som medførte, at regeringsmagten ligeledes gik fra Socialdemokratiet og over på borgerlige hænder med konservative Poul Schlüter som statsminister fra 1982 til 1993. Flere af hans regeringer var brede koalitionsregeringer med deltagelse af de mindre midterpartier, men de to dominerende og største partier i alle regeringerne var Det Konservative Folkeparti og Venstre, med førstnævnte som det største parti.

Koalitionspolitik

De tidlige Schlüter-regeringers hovedmålsætning hed økonomisk genopretning. Men heller ikke i 1980’erne var det nemt at skabe flertal i Folketinget. Regeringerne var alle mindretalsregeringer, der enten krævede De Radikales opbakning eller stemmer fra Fremskridtspartiet. Fremskridtspartiet fremtrådte nu mindre anarkistisk, men blev til gengæld splittet i to hovedfløje bestående af såkaldte ’slappere’ og Glistrups traditionelle ’strammerfløj’. Førstnævnte tegnedes i høj grad af den unge Pia Kjærsgaard, der havde fået stor indflydelse i partiet, da Glistrup som følge af en højesteretsdom fra 1982 måtte i fængsel for skattesvig. ’Slapperne’ var generelt mere indstillet end ’strammerne’ på at samarbejde med regeringen. Men let var det ikke for Schlüter at kalkulere med Fremskridtspartiets opbakning.

Hovedstøtten til regeringen kom da også fra De Radikale, der endda i en periode fra 1988 til 1990 sad med i regeringen. Men støtten fra De Radikale var også problematisk. Partiet bakkede nok op om regeringens økonomiske genopretningspolitik, men var til gengæld også i perioden 1982 til 1988 en del af et 'alternativt flertal' sammen med venstrefløjen, der på udenrigs- og sikkerhedspolitikkens område konsekvent vedtog dagsordener, der gik Schlüter-regeringerne imod – uden at Schlüter trådte tilbage. Det var en ret aparte politisk situation, der herskede i denne såkaldte fodnoteperiode (fodnotepolitikken forklares nedenfor).

Særegen var den sag – Tamilsagen – der fældede den sidste Schlüter-regering også. Schlüter valgte nemlig at træde tilbage i januar 1993, da en undersøgelsesret havde klargjort, at regeringen og særligt den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen havde administreret sager om familiesammenføring for tamilske flygtninge i strid med lovgivningen. Undervejs i det lange sagsforløb, som pressen dækkede intenst, havde Schlüter fra Folketingets talerstol slået fast, at regeringen ikke havde gjort noget forkert, og at der ikke var ”fejet noget ind under gulvtæppet”. Det mente undersøgelsesretten imidlertid, at der var, og Schlüter følte på den baggrund ikke, at han kunne regere videre. Ligesom Anker Jørgensen i 1982 trådte Schlüter og regeringen således tilbage, uden at der var udskrevet nyvalg.    

Politiske opgør i 1990’erne

Efter Schlüter-regeringens tilbagetræden blev det igen tid til en periode med socialdemokratisk ledede regeringer og fortsat med Det Radikale Venstre i en afgørende rolle. Partiet sad nemlig med i alle fire regeringer, som statsminister Poul Nyrup Rasmussen stod i spidsen for i perioden 1993-2001. Ovenikøbet havde partiet også haft en afgørende finger med i spillet i det opsigtsvækkende interne formandsopgør i Socialdemokratiet, som i 1992 væltede Svend Auken og i stedet indsatte Poul Nyrup Rasmussen som formand og dermed statsministerkandidat. Aukens nederlag banede vejen for regeringssamarbejdet mellem S og R, der varede næsten ni år. Samarbejdet var ikke mindst baseret på et godt tillidsforhold mellem Nyrup Rasmussen, finansminister Mogens Lykketoft og De Radikales politiske leder Marianne Jelved.

Det tillidsfulde forhold mellem S og R i 1990’erne stod i kontrast til forholdet mellem V og K. Venstre havde meget svært ved at acceptere, at Schlüter havde opløst VK-regeringen uden nyvalg, og i de følgende år var forholdet mellem de to partier ganske anspændt, hvilket også skyldtes, at magtforholdet mellem de to partier ændredes meget markant. Hvor Det Konservative Folkeparti havde været det største parti i 1980’erne, blev Venstre det i 1990’erne. Ved valget i 2001 fik Venstre således mere end tre gange så mange mandater som De Konservative, nemlig 56 mod 16. De Konservatives deroute var imidlertid også i høj grad selvforskyldt. Partiet havnede i en veritabel ledelseskrise efter Schlüters afgang som partiformand, hvor den ene leder afløste den anden som konsekvens af interne partikampe, men også af noget så prekært som promillekørsel, hvor et møde med en betonklods på Helsingørmotorvejen førte til, at Hans Engell i 1997 måtte trække sig.

Også Fremskridtspartiet var fortsat præget af interne opgør. I 1990 havde Mogens Glistrup forladt partiet i protest mod slapperfløjens stigende indflydelse og samarbejdsorienterede linje. Det lagde i nogen tid låg på modsætningerne mellem fløjene, men de eksploderede på ny ved et tumultarisk landsmøde i 1995, hvor Pia Kjærsgaard og slapperfløjens linje blev nedstemt. Herefter dannede Kjærsgaard sammen med bl.a. Kristian Thulesen Dahl Dansk Folkeparti (DF), der hvilede på en politisk platform med EU-skepsis og anti-indvandring som de bærende søjler. Det indbragte partiet fulde 22 mandater ved valget i 2001, mens Fremskridtspartiet helt gled ud af Folketinget.    

Kontraktpolitik, blokpolitik og værdipolitik efter 2001

Som nævnt høstede Venstre en stor valgsejr i 2001. Partiet blev faktisk for første gang siden 1920 det største parti i Folketinget. Det skete med den nye partiformand Anders Fogh Rasmussen ved roret, da han i 1998 havde afløst Uffe Ellemann-Jensen på posten. Som partiformand og statsminister profilerede Fogh Rasmussen sig på en stærkere centrumorienteret linje med en retorisk opbakning om velfærdsstaten. Det var et omsving, der markerede en klar distance til den neoliberale og ideologiske profil, han havde repræsenteret tidligere i 1980’erne og 90’erne. Men Fogh Rasmussens omfavnelse virker i tilbageblik mere retorisk end praktisk. I hvert fald var det hans regeringer, der indledte den store neddrosling af SKAT, og som satte skattestop og skattelettelser højt på dagsordenen – tiltag, der med tiden har ramt evnen til at finansiere velfærdsudgifterne.

Op til valget havde Fogh Rasmussen gjort sig til talsmand for en form for kontrakt med vælgerne. Det indebar, at en Venstreledet regering på en række punkter ikke ville fravige grundlæggende løfter på sundheds-, skatte- og velfærdsområdet efter et valg. Kontraktpolitikken blev videreført i Fogh Rasmussens efterfølgende regeringer, hvilket bl.a. kunne lade sig gøre, fordi regeringerne fungerede på et sikkert koalitionsgrundlag. Trods juniorrollen valgte De Konservative under endnu en ny partiformand, Bendt Bendtsen, at gå i regering med Venstre, mens Dansk Folkeparti som fast norm lagde stemmer til regeringens politik. Derfor blev kontraktpolitikken også til en blokpolitik, da Fogh Rasmussens regeringer ikke behøvede at orientere sig ind over midten for at samle flertal. Blå blok gik solo.

Dansk Folkeparti lagde imidlertid ikke stemmer til gratis. Partiet var med til at sikre, at Anders Fogh Rasmussen i fordelingspolitikken holdt sig på et midterspor, samtidig med at Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup søgte og fik stor indflydelse på indvandringspolitikken. Modsat Nyrup Rasmussen havde Fogh Rasmussen ingen problemer med ’at være i stue med’ Dansk Folkeparti. Folkepartiet nød også samværet, fordi det på særligt de værdipolitiske emner følte et langt stærkere fællesskab med Venstre end med Socialdemokratiet. Fogh Rasmussen havde således erklæret en kulturkamp mod den påståede venstreorienterede dominans over dansk historie- og værdikultur, som DF deltog nidkært i, hvad enten det drejede sig om at hudflette 'røde lejesvende' i Danmarks Radio, Socialdemokratiets svigt i fodnoteperioden eller forestillingerne om det multikulturelle samfund. Det er i det lys, at Dansk Folkeparti med reference tilbage til 1901 selv betegner 2001 som et (nyt) systemskifte i dansk politik.    

Nye politiske opbrud efter 2011

Anders Fogh Rasmussen forlod dansk politik midt under finanskrisen i 2009 til fordel for posten som generalsekretær i NATO. Hans efterfølger blev Lars Løkke Rasmussen, der blev tredje led i rækken af statsministre med efternavnet Rasmussen. Forløbet blev dog midlertidigt afbrudt, da Helle Thorning-Schmidt som den første kvinde i 2011 rykkede ind som chef i Statsministeriet. Dermed gik magten igen over til Socialdemokratiet, eller rettere til en koalitionsregering bestående af S, R og SF med økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager fra De Radikale som regeringens anden stærke kvinde.

Regeringens parlamentariske grundlag var skrøbeligt, da den var afhængig af støtte fra det yderste venstre i form af Enhedslisten, og det gjorde det mere end vanskeligt at videreføre kontraktpolitikken. Særligt Socialdemokratiet blev af de borgerlige partier og den borgerlige presse kritiseret for 'politiske løftebrud'. Kritikken var ikke uden berettigelse, men tog ikke hensyn til de begrænsede manøvremuligheder, statsministeren reelt havde for at føre sin politik igennem. Problemet med at videreføre blokpolitikken ramte i øvrigt også Lars Løkke Rasmussen, da han i 2015 igen trådte til som statsminister.

Årsagen til udfordringerne for begge fløje må delvis tilskrives et mere grundlæggende forhold, nemlig at vælgerne i stigende grad fik svært ved at se forskel på, om det var rød eller blå blok, der var ved magten. Den økonomiske politik tog sig grundlæggende ret ens ud med stram statsbudgetstyring, skattelettelser, privatiseringer og international konkurrencetilpasning. Resultatet blev en øget politisk fragmentering, som man så det ved dannelsen af partierne Liberal Alliance og senere Alternativet, som dog begge var ’afskalninger’ fra Det Radikale Venstre. Problemet ramte også Thorning-Schmidt-regeringens egen sammenhængskraft, da SF gik op i limningen og trådte ud af regeringen i 2014 i protest mod beslutningen om at sælge en stor aktiepost i det statslige energiselskab DONG Energy til det amerikanske finanshus Goldmann Sachs. Herefter videreførtes regeringen alene som en S-R-regering frem til valget i 2015.

Oprøret fra udkanten

Den højere grad af politisk fragmentering fortsatte under Lars Løkke Rasmussens efterfølgende regering, der trådte til i 2015. Valgsejren for blå blok var snæver, vælgerne skiftede parti i en grad, som kun er overgået ved jordskredsvalget, og stemmemønstret opviste så stor regional spredning, at valget er blevet kaldt et oprør fra udkanten. En stor del af udkantsstemmerne faldt på Dansk Folkeparti, hvor partiet ikke mindst i Syd- og Sønderjylland fik et kanonvalg. Partiet fik her næsten 29 % af stemmerne, som var op imod 10 procentpoint mere end i Østjylland og Nordsjælland. Samlet set fik DF 21,1 % af stemmerne på landsplan, som var nok til at gøre partiet til det største parti i blå blok og næststørste parti i Folketinget efter Socialdemokratiet.

Tilsammen opnåede blå blok netop de nødvendige 90 mandater til et flertal i Folketinget, men trods positionen som største parti i flertallet ønskede DF modsat sædvanen ikke at lede regeringsforhandlingerne. Løkke Rasmussen derimod tog ansvaret på sig, og Venstre dannede derfor en ren mindretalsregering. Den fik imidlertid svært ved at manøvrere politisk. Ikke kun fordi de 90 mandater var et snævert koalitionsflertal, men fordi der politisk undertiden var meget langt mellem Liberal Alliances ultraliberalisme i den ene ende af blå blok og Dansk Folkeparti i den anden. Spørgsmål som prioriteringen af skattelettelser og størrelsen af den offentlige sektor delte for alvor vandene.

VLAK-regeringen

Modsætningerne i blå blok blev efterhånden så store, at Løkke Rasmussen i 2016 følte sig tvunget til at optage Liberal Alliance og De Konservative i regeringen. Resultatet blev dermed VLAK-regeringen, der viste sig overraskende langtidsholdbar og sad resten af valgperioden. Det skyldtes især, at Liberal Alliance med lederen Anders Samuelsen placeret på udenrigsministerposten blev mere kompromisorienteret. I oppositionen rykkede Socialdemokratiet imidlertid stadig tættere på Dansk Folkepartis positioner, ikke mindst i spørgsmålet om udlændingepolitikken.

Det sidste viste, at værdipolitikken, særligt hvordan Danmark regulerede sit forhold til udlandet, stadigvæk var et helt centralt dynamisk punkt i dansk politik. Det understregedes i øvrigt yderligere af det danske nej ved folkeafstemningen om delvis ophævelse af det danske EU-retsforbehold, der blev afholdt i 2015.

Denne dynamik var dog ikke nok til at sikre VLAK-partierne en valgsejr ved valget i 2019. Ved dette valg indkasserede både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance voldsomme nederlag, og trods en fremgang til Venstre gik regeringsmagten nu igen over til rød blok og til en socialdemokratisk mindretalsregering under ledelse af Mette Frederiksen.