Opvækst og uddannelse

Palle Julius Skipper Simonsen blev født i 1933 på en fattiggård ved Hammel i Østjylland. Hans far var blevet bestyrer på fattiggården, efter at forældrene havde været nødt til at opgive deres egen gård som konsekvens af 1930’ernes krise.

Palle Simonsen meldte sig først ind i Venstres Ungdom, men skiftede til Konservativ Ungdom (KU) efter han kom på Handelshøjskolen i Aarhus. Herfra tog han eksamen i 1953. Han avancerede i ungdomspartiet og blev næstformand for KU’s landsorganisation 1960-62.

I 1965 flyttede Palle Simonsen til København og blev prokurist og senere direktør i erhvervsmanden Jan Bonde Nielsens gartnerivirksomhed Dansk Chrysantemum Kultur. Fra 1970 til 1982 var han direktør i Civilforsvarsforbundet.

Medlem af Folketinget 1968

Ved siden af sin erhvervskarriere forfulgte Palle Simonsen sin politiske interesse og blev i 1968 opstillet og valgt til Folketinget for Det Konservative Folkeparti. To år senere, i 1970, blev han sit partis socialpolitiske ordfører og rykkede fra midten af 1970'erne frem blandt de ledende konservative politikere. Han var fortrolig sparringspartner og loyal støtte for Poul Schlüter (1929-2021). Simonsen havde derfor også en finger med i spillet i en række regeringsdannelser, bl.a. da Schlüter første gang fik statsministerposten i 1982.

Palle Simonsen placerede sig på partiets socialkonservative fløj. Han var kendt som en fagligt dygtig og flittig politiker, og var højt respekteret i Folketinget. Han havde dog ingen markant offentlig profil.

Sammen med Poul Schlüter og Hans Jørgen Lembourn (1929-1997) forfattede han i 1970 det konservative partiprogram 70’ernes partiprogram.

Palle Simonsen mistede sin plads i Folketinget ved det konservative katastrofevalg i 1975, men blev valgt ind igen ved det følgende valg i 1977. I 1981 var han medforfatter til det nye konservative partiprogram En fremtid i frihed, og han var ligeledes med til at udforme den såkaldte VK-plan inden valget i 1981. Heri slog Venstre og Konservative til lyd for offentlige besparelser og erhvervsfremmende tiltag.

Portrætfoto af Palle Simonsen. Fra: Folketingets Bibliotek

Socialminister 1982-84

Da Poul Schlüter dannede regering i 1982, ønskede Palle Simonsen at få socialministerposten. Denne kunne ses som en uriaspost for en borgerlig politiker i sparetider, men Simonsen ønskede at vise, at Det Konservative Folkeparti havde en stærk social profil.

Socialministeriets område var et af den offentlige økonomis mest udgiftstunge. Palle Simonsen måtte som områdets minister derfor bidrage til at sikre regeringens økonomiske genopretningsplaner med omfattende besparelser inden for sit område. Palle Simonsen stod således i 1982 for, at den maksimale kontanthjælp blev sat ned med godt 11 %, og perioden, hvor maksimumydelsen kunne erhverves, blev begrænset til ni måneder. Herefter skulle klienterne overgå til den lavere såkaldte ’varig hjælp’. Palle Simonsen var altså indstillet på at finde besparelser, men ønskede samtidig at beholde et universelt sikkerhedsnet. Velfærdsstaten skulle dog sikres mod, hvad Simonsen så som en ’legitimitetskrise’ forårsaget af, at for mange borgere befandt sig på langvarig offentlig forsørgelse. Han og den borgerlige regering bedyrede derfor deres fortsatte tilslutning til bistandslovens principper, men fandt at sænkelsen af satserne ville øge bistandsklienternes incitament til at finde sig et arbejde.

I 1983 fremsatte Palle Simonsen forslag om, at unge kontanthjælpsmodtagere mellem 18-21 år, der ikke var forsørgere, skulle have deres månedlige ydelse nedsat til et beløb svarende til SU. Forslaget var dels et led i regeringens spareplan, og dels et ønske om at unge uden for uddannelsessystemet ikke skulle stilles økonomisk bedre end unge, der valgte at uddanne sig. Blandt unge og i fagbevægelsen blev forslaget hurtigt kendt under navnet ”sultecirkulæret”, og Socialrådgiverforeningen politianmeldte Palle Simonsen for at diskriminere en gruppe borgere på baggrund af deres alder. Trods den meget debat blev forslaget vedtaget og kan ses som endnu et eksempel på Palle Simonsens ønske om at finde en balance mellem et universelt sikkerhedsnet og en moralsk rimelighed over for de skattebetalende.

I medierne var Palle Simonsen fortaler for, at en større del af den offentlige service med fordel kunne privatiseres. Privatisering ville ifølge Simonsen give den enkelte borger større valgfrihed, f.eks. skulle de enkelte forældre frit kunne vælge, om de ønskede at benytte offentlig pasning eller i stedet ønskede at bruge det offentlige tilskud til privat pasning. Det lykkes dog ikke Simonsen at gennemføre privatiseringer i større grad

Finansminister 1984-89

Da finansminister og Venstreformand Henning Christophersen (1939-2016) i 1984 forlod dansk politik for at blive EU-kommissær, blev Palle Simonsen finansminister. Han gennemførte i sin embedsperiode en række større politisk-økonomiske indgreb og tiltag for at rette op på den danske betalingsbalance.

Det første store indgreb, Simonsen kom til at stå for, var et politisk indgreb efter sammenbruddet i de offentlige og private overenskomstforhandlinger den 21. marts 1984. Sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne kom efter at både arbejdsgiver- og arbejdstagerforhandlerne havde takket nej til forligsmandens skitse, der opererede med en lønstigning på 4 % og en arbejdsuge på 38½ timer. Fagforeningerne under LO indledte derfor fra den 24. marts en omfattende generalstrejke med ca. 280.000 ansatte på det private arbejdsmarked, og arbejdsgiverne indledte fra samme dato en ligeså omfattende lockout. Fra den 1. april var der desuden varslet en omfattende udvidelse af strejken fra fagbevægelsens side med yderligere 200.000 arbejdstagere, primært fra den offentlige sektor organiseret under Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (senere FTF).

Strejkerne kom dog kun til at vare få dage, før Palle Simonsen og regeringen lavede et indgreb, der stoppede konflikten fra den 1. april. Indgrebet fastlagde en ramme for lønstigningerne på 2 % for det første år og 1½ % for det andet år.   Herudover skulle arbejdstiden ved udgangen af 1987 nedsættes fra 40 til 39 timer. Indgrebet stillede således arbejdstagersiden væsentligt dårligere end i forligsmandens udkast, hvilket førte til stor utilfredshed i både fagbevægelsen og hos oppositionen. I dele af fagbevægelsen og på venstrefløjen var utilfredsheden med indgrebet så stort, at man overenskomststridigt fortsatte med at strejke og demonstrere indtil midten af april.

Påskepakken og Kartoffelkuren, 1986

I marts 1986 måtte firkløverregeringen konkludere, at betalingsbalancen stadig lå langt fra det ønskede niveau, og at staten kunne se frem til et underskud ved årets udgang på 28 mia. kr.  Palle Simonsen indgik derfor på regeringens vegne et forlig med Det Radikale Venstre og Centrum Demokraterne om den såkaldte Påskepakke, der skulle bremse privatforbruget. Påskepakken bestod primært af en række af nye afgifter og afgiftsforhøjelser på såkaldte luksusvarer såsom benzin, alkohol, elektronik og charterferier. Til gengæld blev karensdagen for syge lønmodtagere afskaffet og benzinafgiften sat ned. Påskepakken repræsenterede en forbrugsbegrænsende effekt på 10,3 mia. kr. i 1986, hvilket er den største ved noget enkeltindgreb i Danmarkshistorien.

Trods påskepakken, fortsatte regeringen henover sommeren 1986 med at få advarsler fra de økonomiske vismænd om, at betalingsbalancen stadig udviklede sig uheldigt – primært på grund af det store private forbrug. I efteråret 1986 gennemførte regeringen derfor endnu et omfattende økonomisk indgreb, der hurtigt blev kendt som ’Kartoffelkuren’. Dels fordi indgrebet blev vedtaget i oktober, hvor kartoflerne høstes, og dels fordi at navnet signalerede at nu måtte den danske befolkning forbrugsmæssigt til at udvise mådehold. Hovedformålet med Kartoffelkuren var at dæmpe det private forbrug og stimulere folk til at spare op i stedet. Alle forbrugslån blev således pålagt en renteafgift på 20 pct. med tilbagevirkende kraft på. Et element, der vakte stor debat i Folketinget, hvor der var uenighed om rimeligheden i at pålægge borgerne højere renteafgifter med tilbagevirkende kraft.

Karriere og politisk engagement efter Folketinget

I 1989 forlod Palle Simonsen forlod Folketinget og blev administrerende direktør for Arbejdsmarkedets Tillægspension 1989-98 (ATP). 1995-2002 var han bestyrelsesformand for Post Danmark.

Palle Simonsen var stadig stærkt engageret i det social politisk område, hvilket bl.a. kommer til udtryk i hans bog ’Gemt eller glemt - alle har ret til at være med’ (2009).) I 2009 dannede han sammen med Poul Nyrup Rasmussen (f. 1943) foreningen Det Sociale Netværk, der arbejder med at nedbryde fordomme og tabuer i forhold til psykisk sårbare.