13. juni 1974: Bistandslovens vedtagelse

Bistandsloven var oprindeligt udtænkt og udformet i regi af den socialdemokratiske socialminister Eva Gredal (1927-1995) under Anker Jørgensens første regering (1972-73). Imidlertid nåede hun ikke at få færdigbehandlet lovforslaget, inden regeringsmagten skiftede, og derfor blev det hendes efterfølger, social- og indenrigsminister fra Venstre Jacob Sørensen (1915-1990), der kom til at føre loven igennem.

Trods små modifikationer var det grundlæggende Eva Gredals lovforslag, der blev vedtaget af Folketinget den 13. juni 1974. Loven blev stemt igennem af Socialdemokratiet og Venstre, mens Det Konservative Folkeparti, Centrum-Demokraterne (CD) og Kristeligt Folkeparti undlod at stemme, fordi de ikke mente, at lovforslagets økonomiske konsekvenser var tilstrækkeligt belyst. Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Socialistisk Folkeparti (SF) og Fremskridtspartiet stemte imod loven med to indbyrdes uforenelige argumentationer: DKP og SF frygtede, at loven ville kunne bruges til sociale nedskæringer. Fremskridtspartiet mente derimod, at loven ville få flere borgere til at satse på offentlig forsørgelse.

Grundsynspunktet bag Bistandsloven var, at et midlertidigt bortfald af indkomst ved f.eks. sygdom eller arbejdsløshed skulle opvejes, så det ikke blev anledning til en langvarig social nedtur og dermed også et varigt samfundsøkonomisk tab. Derfor skulle der sættes ind med hjælp og bistand hurtigt og i et omfang der gjorde, at borgerens sociale situation ikke blev truet.

At det var Venstre og Socialdemokratiet, der stemte Bistandsloven igennem, viser, at selvom der lå en god portion socialdemokratisk ideologi bag loven, var grundtanken bredere funderet. Bistandsloven kan betragtes som kronen på værket i udbygningen af den universalistiske velfærdsstat, hvor systemets sikkerhedsnet var udstrakt til alle borgere, og hvor hjælpen var skattefinansieret og afstemt efter behov. Det brede samarbejde om Bistandsloven kan således også anskues som et eksempel på, at den danske velfærdsstat i 1970'erne ikke kun var et socialdemokratisk projekt.

Bistandsloven trådte først i kraft 1. april 1976. Her havde den samfundsøkonomiske situation ændret sig markant: 1960'ernes højkonjunktur og økonomiske vækst var blevet afløst af stagnation og stigende arbejdsløshed. Loven kom derfor til at virke under helt andre vilkår, end den var udtænkt på.

Baggrunden for Bistandsloven

Bistandsloven byggede på tanker formuleret af Socialreformkommissionen, der var nedsat under den tidligere socialdemokratiske socialminister Kaj Bundvad (1904-1976) i 1964. Socialreformkommissionens hovedopgave var at udtænke et grundlag, hvorfra Folketinget kunne etablere et enstrenget og samlet lovkompleks om social forsorg og støtte. Dette skulle afløse det eksisterende system, som var baseret på Socialreformen fra 1933, men som gennem tiden havde fået tilføjet en række knopskydninger og tilpasninger. Samtidig ønskede Socialdemokratiet at udnytte højkonjunkturens gode tider til at konsolidere velfærdsstaten og udbygge det sociale sikkerhedsnet.

Socialreformkommissionens betænkninger blev udgangspunktet for en vidtrækkende social reformproces i 1970’erne, hvor der ud over vedtagelsen af Bistandsloven i 1974 også blev vedtaget en sygesikringsreform (1971), en dagpengereform (1972) og en ny lov om en social ankestyrelse, hvor ankemuligheder blev standardiseret efter samme mønster (1972).

Bistandslovens principper

Bistandsloven indførte et enstrenget system, hvor der fremover kun skulle være ét sted, hvor en borger i nød (nu kaldet ramt af ’en social begivenhed’) henvendte sig, nemlig hos det sociale udvalg i opholdskommunen.

Bag loven om social bistand lå ændrede ideologiske principper, hvor man ikke længere skelnede mellem selvforskyldt og uforskyldt nød i tildelingen af ydelser. Staten overtog ansvaret for at sikre, at den enkelte borger kunne opretholde en acceptabel levestandard og blev hjulpet tilbage til arbejdsmarkedet. Social bistand skulle tildeles ud fra en helhedsbetragtning af klientens (og eventuelt dennes families) situation og behov. Det betød, at bistanden blev individualiseret og direkte målrettet modtageren. Bag ved dette lå en ændret anskuelse af bistand fra at være en retsbaseret hjælp til at være en behovsstyret hjælp.

I loven blev der lagt vægt på forebyggelse og revalidering ud fra en betragtning af, at dette var gavnligt ikke kun for den enkelte borger, men også for staten, idet det ville mindske udgifterne til personer på langvarig eller permanent offentlig forsørgelse.

I socialrådgivernes fagblad, Socialrådgiveren, var der dog i årene omkring lovens vedtagelse og ikrafttræden både bekymring og kritik. Socialrådgiverne frygtede, at det individuelle skøn omkring borgerens situation (der afløste de tidligere faste rammesætninger for tildeling af bistand) ville blive tolket ud fra de mest sparsommelige principper. Desuden frygtede de, at borgeren ikke ville blive mødt med den nødvendige fagekspertise i det nye enstrengede system.

1982-1993: Bistandsloven under de borgerlige regeringer

Bistandsloven var udtænkt til et samfund med høj beskæftigelse og en velfungerende samfundsøkonomi, men den kom til at virke under helt andre forudsætninger. Da loven trådte i kraft i 1976, var 1960’ernes højkonjunktur blevet afløst af lavvækst og en stadig stigende arbejdsløshed. Det betød, at antallet af borgere, der blev ramt af længerevarende arbejdsløshed, og som dermed blev afhængige af det sociale sikkerhedssystem, blev kraftigt forøget, og at perioden, hvori de skulle forsørges, blev forlænget. Samtidig blev der færre skatteindtægter til at dække udgifterne.

I 1982 dannede Poul Schlüter sin første borgerlige regering bestående af Det Konservative Folkeparti, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti (Firkløverregeringen). Den nye regering begyndte straks sin såkaldte økonomiske genopretning, og fik i den forbindelse foretaget en række ændringer i Bistandsloven: Den maksimale kontanthjælp blev sat ned med godt 11 %, og perioden, hvor maksimumydelsen kunne erhverves blev begrænset til ni måneder. Herefter skulle borgeren overgå til den lavere såkaldte ’varig hjælp’. Den borgerlige regerings støtteparti, Det Radikale Venstre, fik dog indført en undtagelse for borgere, der måtte opgive deres bopæl som konsekvens af lovændringen. Regeringen fik desuden gennemført, at unge kontanthjælpsmodtagere, som ikke var forsørgere, og som ikke tidligere havde haft en lønindtægt, fik en lavere ydelse end andre kontanthjælpsmodtagere.

Firkløverregeringen understregede, at ændringerne i Bistandsloven ikke var et opgør med lovens grundlæggende principper. Regeringen fandt dog, at sænkelsen af satserne ville øge bistandsklienternes incitament til at finde sig et arbejde. Desuden mente regeringen, at det sociale sikkerhedssystem var i krise, fordi mange arbejdende og skattebetalende borgere var forargede over at se medborgere, som passivt lod sig forsørge af det offentlige. Oppositionen kritiserede til gengæld regeringen for at piske en stemning op om misbrug af Bistandsloven og de sociale ydelser for at forsvare sine nedskæringer.

Debatten afdækkede nye markeringer og fronter i det socialpolitiske felt, som varede ved 1980’erne igennem. Socialpolitikken var blevet et polariseret politisk felt. Det var på den ene side et udtryk for, at den økonomiske krise kradsede, og på den anden side et udtryk for, at også velfærdsstaten var i krise.

Bistandsloven blev i 1998 erstattet af Lov om social service, Lov om aktiv socialpolitik og Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.