Lydklip
Kildeintroduktion:
I 1930'erne var arbejdsløsheden i Danmark massiv. I dette interview beretter en ung arbejdsløs mand om livet uden fast bopæl i København. Er man heldig, kan natten tilbringes på et herberg, men er der fyldt op på herbergene, må man gå 'brandvagt' om natten, det vil sige gå rundt i byen uden søvn.
Den arbejdsløse mand fortæller også om risikoen for bøder og ophold på arbejdsanstalten Sundholm, hvis politiet finder én sovende på en bænk. Den ugentlige socialhjælp var på 12,25 kr., og var man ikke indfødt københavner, skulle man have opholdt sig i byen i mere end tre måneder for at være berettiget til socialhjælp.
Transskription af interviewet:
Hvor skal De nu hen og sove i nat?
Sove og sove – på Trehjorter. Og det koster en krone for et værelse, hvor vi ligger to mand.
Jamen, det er da ikke det billigste sted?
Nej, der er Frellsens Hær, de tager 60 øre pr. nat. Men der vil man helst ikke sove, for der ligger man ti-tolv mand med, og det er ikke så godt.
Nej, så kommer de på forskellige tider, ikke?
Nej, ikke på Frellsens Hær, der skal man være hjemme inden 23. Og så oppe igen, når klokken, den er 8. Være ude af døren kl. 8.
Men når De nu slet ikke har fået nogen penge til at overnatte for sådan et sted, hvad gør De så?
Så går man brandvagt hele natten.
Vil det sige at gå på gaden?
Ja.
Hedder det en brandvagt?
Ja.
Hvor længe kan man holde det ud? En hel nat igennem?
Ja. Første nat, den er jo ikke så vanskelig som de følgende nætter …
Har De gået flere nætter i træk?
Ja, jeg har gået 14 dage engang …
Uden at komme i seng?
Ja.
Hvordan kan man det, det må da snurre helt rundt i hovedet på en til sidst?
Jamen, så når klokken, den er 5 om morgenen, så går man ned på Sankt Jakob nede i Saxogade. Der kan man købe morgenkaffe, og så når man har drukket den, så sætter man sig til at sove på en stol. Der kan man få lov til at sove til kl. er 8 om morgenen. Så går vi op på Axelborg, der kan vi også tage en lur en gang imellem.
På Axelborg … Nå, i folkekøkkenet?
Ja.
Må I sove derinde?
Næ, vi må ikke, men man kan godt tage sig en lille lur en gang imellem, når forvalterne ikke er der.
Nå, det kan lade sig gøre …
Ja.
Og det må man altså klare sig med døgn efter døgn?
Ja.
Uden at komme marcherende?
Ja.
Men sig mig, hvad lever De så af? De må jo spise på Axelborg også, ikke sandt?
Jo, men så går man sådan og tigger om natten.
Jamen, giver folk noget om natten?
Ja, det er meget få, der giver, der er enkelte, der kan give sådan en tiøre eller en 25-øre.
Men de fleste, de siger nej?
Ja.
Hvad sker der, hvis de sætter Dem til at sove på en bænk?
Ja, hvis politiet, de kommer og ser det, så bliver man taget med på stationen, og så hvis man ikke har fast bopæl, så får man først en bøde på 30 kr., og den får man lov at afsone med det samme, og så kommer man på Sundholm i seks uger. Når der er gået seks uger, så kan man få udgangstilladelse, og så bliver man jo gerne ved.
Men De kan ikke få lov at sove på politistationen, hvis De bliver fundet, sådan ude i byen?
Nej.
De bliver straks sendt på Sundholm?
Nej, man får så en bøde på 30 kr., og så …
Ja, den kan man ikke betale, vel?
Nej, den kommer man til at afsone.
Jamen, jeg mener, når politiet nu finder dem på Rådhuspladsen, for eksempel, og tager Dem med på stationen. Bliver De så sendt ud på gaden igen med det samme?
Næ, ikke hvis … Jo, hvis man har fast bopæl. Men hvis man ikke har det, så bliver man kørt på politigården.
Nå, og hvad så? Der bliver man puttet i seng?
Ja, så kommer man op i en celle at ligge.
Ja. Og hvad så? Og så sluppet løs igen?
Næste dag, så kommer man op i dommervagten. Og så får man …
Og så får man bøden der?
Ja.
Men får De ikke socialhjælp?
Jo, nu får jeg 12,25 om ugen. Men den kan man ikke sådan leve af, kan man sige.
Men hvorfor får De det nu, hvorfor har De ikke fået det før?
Jamen, jeg har været ude at rejse i provinsen, så kan man ikke få noget hjælp, når man er ude at rejse.
Og så skal man først have skaffet penge til fast bopæl?
Ja.
Skal man have været her en bestemt tid i København for at få det?
Ja, hvis man ikke er indfødt i København, så skal man have været her i tre måneder for at få socialhjælp.