Forhistorie

I begyndelsen af 1800-tallet begyndte samfærdslen mellem de danske landsdele at vokse kraftigt. Samtidig blev større brobygningsprojekter muliggjort af den teknologiske udvikling af blandt andet masseproduceret støbejern og senere stål. England var i datiden verdens førende brobyggernation, men også i Danmark slog udviklingen igennem. I 1862 blev Danmarks første større jernbanebro opført ved Langå (over Gudenåen), og i 1879 indviedes den første jernbanebro over Limfjorden, som derved også blev den første jernbanebro over åbent vand.

Ideen om en fast forbindelse over trafikknudepunktet ved Lillebælt blev første gang debatteret på Rigsdagen i 1855 uden dog at føre til mere konkrete planer. I 1872 indsattes Danmarks første jernbanedampfærger på ruten, så man kunne overføre gods og passagerer uden omstigning. I de følgende år fulgte flere forslag til faste forbindelser, men først efter genforeningen 1920 kom der så stort pres på Lillebæltsoverfarten, at kravet om en løsning nu for alvor pressede sig på.

For at imødekomme det stigende behov fremsatte Venstreregeringen i 1923 forslag om en jernbanebro over Lillebælt som et på sigt fornuftigt økonomisk alternativ til en videre udbygning af færgedriften. Af sparehensyn og på grund af den stadig relativt begrænsede privatbilisme var det ikke planen, at broen skulle kunne benyttes af biler. Disse kunne dog eventuelt fragtes over via en såkaldt ”hængefærge” under broen. Allerede fire år senere havde biltrafikken dog udviklet sig så kraftigt, at det ikke gav mening med en ren jernbanebro. Det blev derfor i 1927 besluttet, at broen skulle være en kombineret jernbane- og bilbro, og at merudgiften hertil skulle dækkes af en øre af benzinafgiften pr. liter – den såkaldte Broøre.

Overbygningen mellem pille tre og fire hænger nu sammen, og der arbejdes på at nå Jylland. Foto: Middelfart Museum.

Broens opførelse

Opførelsen af en bro over Lillebælt var en betydelig teknisk udfordring i samtiden både på grund af bundforholdene og den stærke strøm i Lillebælt. DSB forestod projekteringen, og efter en international licitation vandt DSB også licitationen på pillerne og landdelen af broen. Selve stålgitterbroen skulle opføres af det danske entreprenørfirma Monberg og Thorsen i samarbejde med tre tyske firmaer. Udgravningsarbejdet påbegyndtes i 1925, mens selve arbejdet på broen gik i gang i slutningen af 1928. Det var planen, at broen skulle stå færdig ved udgangen af 1934, men arbejdet blev forsinket af en næsten ét år lang strejke blandt arbejdsmændene i protest mod ringe løn- og arbejdsvilkår.

Den største tekniske udfordring i forbindelse med projektet var de såkaldte "sænkekasser", som skulle danne fundamentet på havbunden for de fire bropiller. De 7000 tons tunge, 18 meter høje og 1000 kvm. store kasser blev bugseret ud på bæltet, hvorefter man via vandindtag vendte bunden i vejret på dem og sænkede dem. Hele broopførslen og ikke mindst sænkningen af sænkekasserne var yndede turistmål for danskerne, og på begge sider af bæltet blev nærområderne præget af de mange hundrede arbejdere, der til enhver tid var beskæftiget med byggearbejdet.

Lillebæltsbroen stod færdig i 1935 og blev indviet af Christian 10. i selskab med blandt andre statsminister Stauning ved en storstilet folkefest 14. maj 1935.

Den søsatte sænkekasse ses sat på grund i Lillebælt ved Snoghøj. Foto: Middelfart Museum.

Lillebæltsbroens betydning

Lillebæltsbroen var en af talrige broer, som blev opført i Danmark i mellemkrigstiden. De bidrog til at knytte landet tættere sammen, og skabte også vigtig beskæftigelse i en periode med høj arbejdsløshed. Sammen med Storstrømsbroen var den dog det største (og måske også vigtigste) af de store brobygningsarbejder. Samtidig med Lillebæltsbroen blev også DSB's nye røde lyntog taget i brug. Med den for datiden anseelige topfart på 120 km/t betød togene og broen, at turen fra Aalborg til København kunne gøres på 6,5 timer mod tidligere 10,5 timer. Danmark var med et slag blevet betydeligt mindre.

Selvom bilerne først i sidste øjeblik havde fået plads på den nye bro, var det dog netop privatbilismen, der hurtigt skabte nye flaskehalsproblemer ved Lillebælt. I mellemkrigstiden næste tidobledes antallet af biler i Danmark fra 11.600 i 1920 til 109.000 i 1939. 2. verdenskrig betød en opbremsning i antallet af biler, men allerede i begyndelsen af 1950'erne viste broens kapacitet sig utilstrækkelig, og mulighederne for en ny Lillebæltsbro blev drøftet. Nu var det togene, der ikke var behov for at tænke på, og i 1970 var den nye rene bilbro færdig og indgik som et led i det landsdækkende danske motorvejsnet, der da var under opbygning.

Se filmklippet med den første trafik over Lillebæltsbroen. Toge, busser, biler og mennesker myldrede over Lillebæltsbroen på indvielsesdagen 14. maj 1935. Fra: danmarkpaafilm.dk, Det Danske Filminstitut.