Kapitel I: Danmarks Muligheder som Turistland

Har Danmark overhovedet Muligheder som Turistland? Øver Landet nogen Tiltrækning på de Fremmede? Vil det ikke ubetinget sakke agterud i det yderst velfinansierede Propaganda-Kapløb, som de ”egentlige Turistlande” udfolder for at tiltrække sig Rejsende fra alle Lande?

Hvis disse Spørgsmaal skal besvares ud fra de rigtige Forudsætninger, vil det være nødvendigt at se paa Danmark med Udlændingenes Øjne. Thi Landet kan ikke som Turistland for Fremmede maales med vor hjemlige Alen; mange af de Værdier, der er betydningsfulde for danske Turister i Danmark, vil være værdiløse eller uforstaaelige for de Fremmede.

For os klinger saa mange danske Egne af Sagn og Sange; og vor Viden befolker Naturen og de historiske Steder og Bygninger med Minder om henfarne Personligheder, der ikke alene har betydet meget for Land og Rige, men som tillige ved deres Arbejde og Bedrifter har bidraget til at give vort Sind sit særlige danske Præg. Vi vil derfor opfatte Danmark som Turistland gennem de tilvante Forestillingers farvede Briller. Almindelige Udlændinge derimod ser det som oftest uden nogen historisk, nogen poetisk eller følelsesmæssig Kolorit. Ingen Folkevisetoner og ingen Minder vil forud indstille deres Opfattelse paa en særlig Maade. Landet har i Reglen ingen Tilknytning til de Fremmedes Viden. Dets Natur og Seværdigheder virker alene ved det Indtryk, de gør paa Besøgende uden særlige Forudsætninger. For dem kan Skagen ikke være Drachmanns, Krøyers og Anchers By[1], men kun den lille By paa en Halvø, hvor to Have mødes. Og derfor vil de bedømme Byen alene efter det øjeblikkelige personlige Indtryk, som dens Mennesker, dens Liv og Natur gør paa dem.

Ved Vurderingen af Danmark som Turistland for Fremmede maa det derfor stadig haves for Øje, at de Ting, som Indlandsturisten omfatter med Interesse, Ærbødighed og Kærlighed, og som han rejser langvejs for at se, som oftest vil være uden større Værd for de fremmede Turister, simpelthen fordi de mangler Forudsætninger for at tillægge Tingene andre Egenskaber end dem, der er synlige og umiddelbart forstaaelige. Selv nogle af vore mest skattede og mest ejendommelige Seværdigheder forstaas ikke uden en vis Forhaandsviden. Hvad vilde Jellingehøjene og den store og den lille Runesten være uden Kendskab til Gorms og Thyras Saga og til den danske Indskrift om den Harald, der vandt sig hele Danmark? Vel kun et Par lave Jordhøje og et Par smaa, graa Sten med ulæselige Tegn i et uforstaaeligt Sprog.

Det maa derfor siges, at næsten saa godt som alle de nationale og lokale Minder, der er af saa stor og berettiget Betydning inden for det hjemlige Turistliv, har ringe Betydning for det fremmede Turistbesøg.

Danmark kan herved synes mindre som Turistland. Men det er en Kendsgerning, der som Regel maa regnes med i den udenlandske Propaganda, hvis det fremtidige Arbejde for et forøget Besøg af Turister fra Udlandet skal hvile paa et sundt Grundlag.

Og det bliver dette "formindskede Danmark", der skal søge at tilvende sig Opmærksomhed, og som efter Evne skal deltage i Konkurrencen med de store Turistlande, der besidder de ældgamle Kulturrigdomme, de verdenskendte Seværdigheder, en storslaaet og rigt afvekslende Natur,

Paa Forhaand kan denne Kamp synes haabløs.

Vil de Fremmede ikke frem for Danmark vælge Middelhavslandene med deres Varme og Sol, de enestaaende Kunstskatte og rige historiske Minder? Vil de ikke foretrække Ægyptens Pyramider frem for Danmarks grønne Høje, og Mellemeuropas og Skandinaviens Bjerge og modsætningsrige Natur for de stille, danske Fjorde og fredelige Sletter? Jo, mange vil. Men ikke alle. Turisterne er ikke nu, som de ofte var i fordums Tider, kun Bjergbestigere og Laksefiskere. Heller ikke har de alle saa stor Interesse for Kunst og Historie, at det alene bestemmer Maalet for deres Rejse. Og endelig er Antallet af Turister i de sidste Aartier steget med Hundredtusinder, der ikke har Raad til at rejse til Pyramiderne.

Og saa har Danmark da ogsaa, selv om vi maa fratage meget af det, der har den største Værdi som Rejsemaal for Indlandsturisterne, noget, som de Fremmede gerne vil se.

Selv om den danske Natur ikke er saa storslaaet og voldsom som visse andre Landes, har det danske Land dog sit særegne Præg, som gør Indtryk paa de Fremmede. Landets Veldyrkethed, dets Frodighed og den smilende Ynde er ny og tiltrækkende for de Rejsende, der kommer fra Lande med mere karrige og barske Naturforhold. Danmark har sit eget Ansigt, og de fleste Udlændinge finder i dets Træk altid noget, der er i Modsætning til deres eget Lands Natur. Og for Indlandsboen er Danmark først og fremmest Landet ved Havet. Det grænseløse Hav gør et overvældende Indtryk paa de Turister, der første Gang stilles over for det. De beskuer Havet med samme Beundring og Betagethed som Sletteboere et af Europas mest storslaaede Bjerglandskaber.

Foruden Havet, de mange stille skovkransede Bugter og Fjorde, ejer Danmark Slettelandets vide Horisonter. Det blide, fredelige Landskab uden de voldsomme og stærke Modsætninger gør ogsaa sit særegne Indtryk paa de Fremmede. Danmarks Land og Natur betegnes som ideelle for dem, der vil søge Fred og Ro, for dem, der for en Stund vil flygte for Tidens haarde Slid paa Nerver og Humør.

Udvalget mener i denne Forbindelse at maatte fremhæve den store Betydning, det har for Turistsagen, at særlig ejendommelige danske Landskabspartier og de mest karakteristiske Strandarealer saa vidt muligt fredes, og at der gives uhindret Adgang til dem. Ligeledes at Strandene overalt, hvor Turisterne færdes, ikke forurenes, hverken paa den ene eller anden Maade, og at der ved Bebyggelse i naturskønne Egne fremtidig tages det nødvendige Hensyn til, at Bygningerne ikke kommer til at skæmme Omgivelserne. Det vil derfor blive en Opgave for den kommende Organisation i Samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening at følge disse Forhold med Agtpaagivenhed, baade naar de sættes under offentlig Debat, og naar de af Myndighederne tages op til Overvejelse med Regulering og Lovgivning for Øje.

De Fremmede finder, at den danske Folkekarakter er aaben, tiltalende og vindende, saledes at Turisten let føler sig hjemme i Landet. Folket betegnes som højt kultiveret. Det danske gode Humør, dansk Venlighed og Gæstfrihed berømmes. Og det fremhæves ofte, at de Fremmede møder meget ringe Sprogvanskeligheder, idet saa godt som alle Danske, de kommer i Berøring med, kan forstaa saa meget Tysk eller Engelsk, at de kan retlede Turisterne. Paa Hoteller, Restauranter og Jernbaner bliver de forstaaet, vel betjent og altid høfligt behandlet af Personalet.

Endelig fremhæver talrige Udlændinge, at Turisterne kan føle sig fuldstændig sikker paa det danske Folks Ærlighed. De Fremmede vil aldrig paa Grund af Sprogvanskeligheder eller Ukendskab til særlige Forhold komme til at betale mere end Landets egne Børn. Danskerne er fuldt paalidelige. Den fremmede Turist kan trygt række dem en Haandfuld Penge og være sikker paa, at der aldrig vil blive taget mere end den faste Pris.

Udvalget mener, at disse Udtalelser er af overordentlig stor Betydning. De fremkalder den Tryghedsfølelse, som gør de fremmede Turister tillidsfulde, og som maaske mere end noget andet bidrager til, at de befinder sig vel i Landet. Turisterne hader at blive "trukket op"; bliver de dette, føler de sig hverken mellem Venner eller mellem Gentlemen. Og det er derfor at haabe, at alle Kredse, der kommer i Forbindelse med fremmede Turister, aldrig vil forlade de ensartede og faste Prisers Princip.

Den danske Samfundsorden interesserer og tiltaler i høj Grad Udlændinge. I de Fremmede Udtalelser gaar det atter og atter igen, at Danmark er et af de Lande i Verden, hvor de sociale Foranstaltninger er naaet videst frem. Det erkendes, at den Turist, der er interesseret ud over de almindelige turistmæssige Rejsemaal, her vil kunne lære meget. Ligeledes fremhæves det stærkt, at den danske Samfundsorden er gennemført demokratisk. Der findes ikke nogen udpræget Klasseforskel. Landet er gennemtrængt af sande, folkelige Følelser og Tanker. Al Standsforskel synes bortvisket. Danmark er demokratisk, ikke blot i sin Lovgivning, men i hele sit Folkeliv, et virkeligt frit Kongerige, et Land uden de store sociale Modsætninger.

Næsten alle Fremmede betoner, at faa Steder er Levestandarden saa høj, Maden saa God, og den almindelige Velstand saa jævnt fordelt som i Danmark. Her synes Verdensdepressionen ikke at eksistere. Sorgerne glemmes. Et Ophold under de rolige og velordnede, men frie Samfundsforhold faar Udlændingene til at mindes de gode Tider før Verdenskrigen.[2]

Endelig fremhæves det fra flere Sider, at de danske Højskoler og Andelsbevægelsen i allerhøjeste Grad er af Interesse for Fremmede, og derfor bør de Rejsende, som er interesserede i Højskole- og Andelsbevægelsen, søge ud i Provinsen for at studere de Forhold, som har gjort det muligt for de danske Bønder at skabe deres verdensbeundrede Skoler og Sammenslutninger.

Det er saaledes ikke alene vor Forsorg for Børn og Syge og Gamle og vor gode Levemaade, de Fremmede er interesserede i, men de føler sig tiltalt af hele det danske Samfunds Ordning og Opbygning, dets Aand og indre Ro, dets Fred og Frihed.

Der er ingen Tvivl om, at mellem Danmarks ”Turistattraktioner” er København, ”Byen med de Skønne Taarne”, ”Kongens By”, den mest kendte og derfor den, der øver den største Tiltrækning paa de Fremmede. Praktisk talt alle de Artikler, der har været tilgængelige for Udvalget, priser København i høje Toner. Byen er smuk, usædvanlig Ren, dens Befolkning venlig, imødekommende og hjælpsom. Og gennem de Navne, de Fremmede giver Byen, faar den ogsaa sin Karakteristik; den kaldes: "Den gladeste By i Verden", "Byen med det muntre Smil", "Nordens Athen", "Byen, hvor alle er lige", "Nordens Paris", "Den smilende Stad" og "Cyklernes By".

Disse Betegnelser, ofte brugt som store Overskrifter, gengiver bedre end mange Ord det Indtryk, Udlændingene faar af Landets Hovedstad, og hvad det er, de synes om i Byen.

Det er en given Ting, at foruden selve Byen og dens Muntre Liv tiltrækker de store Samlinger og Museer ogsaa Turister. Men det kan ikke nægtes, at Turistartiklerne mere omtaler ”det levende Liv”, og hvad der har Forbindelse hermed, end Museer og Samlinger. Tivoli gaar foran Rosenborg, Thorvaldsens Museum og Glyptoteket. Langelinie og ”Den lille Havfrue” finder mere Omtale end Nationalmuseet, dansk Malerkunst eller Arkitektur. Men summen af alle Artikler er, at de Fremmede befinder sig vel i København, og at de føler sig tiltalt af Befolkningens Naturlighed og Venlighed, af Byens muntre Liv og af den uskrømtede Imødekommenhed, den Hjælpsomhed og Gæstfrihed, der alle Vegne vises dem.

Og en Del af Turisterne drager ud over Sjælland. Mange søger ad "Danmarks Riviera" til Frederiksborg og Helsingør, "Hamlets By", andre til Møen og til Roskilde Domkirke, ligesom ikke faa, særlig tyske og svenske, finder vej til Vej til Bornholm.

Jylland betegnes som det ideelle Ferieland for dem, der søger Rekreation og Hvile i et fredeligt Landskab mellem behagelige Mennesker. Af Jyllands Seværdigheder nævnes hyppigst Købstadsmuseet, "Den gamle By" i Aarhus, Silkeborgegnen, Fanø og Skagen.

Ligesom Hamlet gør Helsingør verdenskendt, er Odense blevet et Turist-Centrum for Fyn, fordi det er H.C. Andersens Fødeby og rummer hans Barndomshjem og Museet til hans Minde. Det er i det Hele taget forbavsende at se, hvor meget de to Navne H.C. Andersen og Hamlet betyder for Danmark; det er oftest de eneste Tilknytningspunkter, de fremmede Turister paa Forhaand har til Landet. Gang paa Gang kaldes Danmark for H.C. Andersens Land, og det siges, at det ikke vilde have været det Danmark, det nu er, uden denne Eventyr-Fortællernes Fyrste.

Rigtigt er det i hvert Fald, at H.C. Andersen og Hamlets Navne har bidraget uhyre meget til at gøre Danmarks Navn kendt i Udlandet. Og i det kommende Turistarbejde vil det sikkert ikke være uklogt ude omkring i Verden, med Smag, at bruge disse to Navne i den danske Propaganda.

De Udtalelser, der her korteligt er anført, er kun dem, der atter og atter gentages i de selvstændige, fremmede Udtalelser om Danmark som Turistland. Men der findes mange Artikler, der kun omtaler en Enkelt Egn eller By, eller som behandler et særligt Emne, det være sig de mange Storke i Ribe, Lillebæltsbroen, Skovgaards Billeder i Viborg,[3] Tunfiskeriet ved Sjællands Odde eller Lystsejlads i de fynske Farvande.

Men saaledes ser Danmark altsaa ud, set med Udlændiges Øjne. Og søges der paa dette Grundlag Svar paa Spørgsmaalene om Danmarks Betingelser som Turistland, da maa Besvarelserne blive:

- Danmark har Muligheder for at tiltrække sig Udlandets Opmærksomhed som Turistland.

- Landet øver baade ved sin Natur og sine Samfundsforhold og ved sin Befolkning Tiltrækning paa Fremmede.

- Der er gode Muligheder for, at Danmark med Fordel kan optage et forøget Arbejde for at faa flere Fremmede Turister hertil.

-De nærmere Betingelser herfor, og Maaden det skal gøres paa, skulle fremgaa af de følgende Kapitler.