I løbet af 1800-tallet undergik kyster som Hornbæk Strand en stor omvæltning. Fra at være barske udposter, hvor søens folk kunne skues ude i horisonten, blev de til yndede væresteder, hvor borgerskabets kvinder, børn og mænd kunne lufte deres blege kroppe. Først overnattede badegæsterne på kro og hos lokale, siden fik de deres egne sommervillaer. Carl Carlsen (1855-1917) gav med maleriet 'Sommerudflugt til stranden' sin fortolkning af Hornbæk Strand i 1894. Fra: Wikimedia Commons

Horneby Sand

Horneby Sand var mod slutningen af 1800-tallet en velvoksen plantage, som var ejet af det statslige skovvæsen. I 1886 begyndte staten at sælge parceller fra til sommerhusbebyggelse. Parcellerne lå i skellet mellem plantage og klit. De to nyanlagte veje blev kaldt 1. Parcelvej og 2. Parcelvej, men senere omdøbt til det mere udtryksfulde Kystvej og Skovvej. Der kom også veje med navne som Birkevej, Granvænget og Lyngvej. Navneskiftene vidner om, hvordan plantagen blev omlagt fra kystbeskyttelsesområde til rekreationsområde.

De første sommerhuse blev bygget af borgerskabets højere lag til egen brug og havde forskellige udformninger og stilarter, mens de alle var store huse i to etager og med plads til tjenestefolk. Den københavnske overretssagfører og kancelliråd Harald Christian Plockross (1826-1913) købte i 1892 hele syv parceller af den første sommerhusudstykning og byggede i samarbejde med arkitekten Andreas Clemmensen (1852-1928) en række sommervillaer. Flere af disse var inspireret af det italienske landsteds arkitektur og særligt Amalfikystens huse. De blev solgt til Plockross’ slægtninge og bekendte.

Der var blevet bygget enkeltstående sommerhuse på den nordsjællandske kyst inden 1890’erne. Danmarks første sommerhus blev formentlig bygget i 1867 af Ephraim Magdalus Møller (1819-1895) i vesterhavsklitterne ved Søndervig, men Horneby Sand blev starten på Danmarks første deciderede sommerhusområde.

Yderst til venstre ses Kystvej 14, 16 og 18 – tre af Clemmensens og Plockross’ italiensk inspirerede sommervillaer. De ligger stadig og skuer ud over havet. De to herrer fik selv en villa hver, Clemmensens lå inde på Lyngvej i læ af plantagetræerne. Foto fra cirka 1915. Fra: V. Türck/Gorm Christensens postkortsamling  

Den borgerlige sommerhuskultur

Den borgerlige sommerhuskultur bredte sig fra 1890’erne og de næste årtier. Oftest som enkeltstående sommervillaer på Sjælland og ved den jyske vestkyst, men enkelte steder som sommerhusområder, eksempelvis ved Fanø Bad.

I Skagen satte malerkolonien - Marie og P.S. Krøyer, Martha og Viggo Johansen, Anna og Michael Ancher, Holger Drachmann m.fl. - fra 1890’erne et varigt aftryk på stedets sommerhuskultur ved at dyrke det lokale, både i deres sommerboliger og i malerkunsten. Fra 1910 byggede arkitekten Ulrik Plesner (1861-1933) og andre arkitekter sommerhuse i Skagen og Højen med anstrøg af lokal byggeskik såsom syd-nord-vendte længer, gule facader og hvidtet kantforskalling (blonder) på tagene.

Politiken udskrev i 1912 og flere gange i årene efter arkitektkonkurrencer med fokus på gode, billige og smukke sommerhuse. Mange af de forslag, der blev sendt ind til konkurrencen, forestillede dog store huse med plads til tjenestefolk, så en bred folkeliggørelse af sommerhuskulturen var endnu ikke helt på dørtrinnet.

Lysthuse

I starten af det 20 århundrede begyndte også arbejdere, håndværkere og funktionærer at tage del i sommerhuskulturen. Primitive og små lysthuse blev opført i nærheden af de største byer, særligt København. De nye sommerhusområder havde et ben i både arbejdernes kolonihavekultur og i borgerskabets rekreations- og naturdyrkelse.

Lysthusejere i Hvidovre brugte både tiden på at dyrke grøntsager og at bade ved Hvidovres strandbredder. I Hvidovre skød der over 2.700 lysthuse op i perioden mellem 1911 og 1920. Lysthusene var ikke beregnet på overnatning i vinterhalvåret, men i forbindelse med den store bolignød i hovedstaden fra slutningen af 1910’erne flyttede flere ud i lysthusene og brugte dem som helårsboliger. En flerårig konflikt om lysthusområderne og deres beboeres status i Hvidovre Kommune endte i 1924 med, at de lysthusejere, der boede i husene året rundt, til sidst blev anerkendt som borgere i Hvidovre Kommune. Området er i dag primært et helårsboligområde.

Hele forsiden på B.T. blev den 17. oktober 1922 brugt på at rapportere fra de ulovlige lysthusbosætninger i Hvidovre – ”de husvildes ingenmandsland” – hvor særligt de kummerlige forhold blev fremhævet. Den idylliske sommertid med badning, prydhave og sol på verandabænken var slut, og vinteren var på vej med mudrede stier, vindblæste skure, kolde spædbørn og bedende blikke. Havebyerne blev her fremstillet som skrækbilledet på den slum, som enhver storby gerne ville undgå. Fra: Statens Avissamling

Weekendhytter og kampen om den frie tid

I 1930’erne skød weekendbyer op i cykelafstand fra mange større byer, fx i Køge Bugt, Kerteminde, Vejlby Fed nord for Aarhus, Maglehøj Strand syd for Nakskov, ved Grenå Klit og ved Lendrup Strand tæt på Løgstør. Enkelte steder kunne man leje sig et kortere ophold i en weekendhytte, fx på Balka Strand.

Weekendhytternes opkomst hang sammen med fridags- og ferielovgivningen. Fra 1891 havde arbejderne søndagen fri, i 1919 blev ottetimersarbejdsdagen indført, og i 1920’erne fik mange funktionærer og arbejdere mulighed for overenskomstbestemt weekend. Den første danske ferielov blev vedtaget i 1938 og gav alle overenskomstansatte lønarbejdere ret til to ugers ferie om året. I løbet af en 50-årig periode fik folket altså mere og mere fritid, og mange ville gerne bruge denne tid væk fra det primære hjem. Samtidig med at der blev anlagt feriebyer, lejrpladser, vandrehjem og hoteller og arrangeret cykel- og vandreture, var eget sommerhus også en mulighed for nogle.

Kysterne: Adgang, udsyn og naturbevaring

Sommerhuse og sommerhusområder blev i perioden frem til slutningen af 1930’erne anlagt på opportunistisk og tilfældig vis, uden at det offentlige blandede sig meget. I 1930’erne gav de mange nye sommerhuse, der efterhånden fyldte op i kystlandskabet, anledning til lovændringer. Med naturfredningsloven af 1937 vedtog man en 100-meters strandbeskyttelseslinje. Det betød, at de yderste græs-, eng- eller skovområder inden sandstranden skulle holdes helt fri for bebyggelse. Efter naturfredningslovens vedtagelse i 1937 og helt frem til i dag har der været mange sager om ulovligt placerede sommerhuse.

I 1977 blev der vedtaget et landsdækkende forbud mod at udstykke nye sommerhusområder langs de danske kyster. Herefter var det kun muligt at opføre nye sommerhuse på allerede udstykkede sommerhusgrunde. I flere årtier derefter kom der derfor ikke nye sommerhusområder til, men det var muligt at bygge nye huse på de allerede eksisterende grunde eller ombygge, tilbygge og modernisere. Igen i 2004 blev det muligt at udstykke nye sommerhusområder i tilknytning til de allerede eksisterende. Nu skulle kommunerne ansøge Miljøministeriet om tilladelse til at udstykke nye grunde, og der var sat en maksimal ramme på 8.000 nye sommerhuse i Danmark. Igen i 2017 blev der åbnet yderligere for ny-udstykninger af sommerhusgrunde, men fortsat kun i tilknytning til allerede eksisterende sommerhusområder.

Det store sommerhusboom

I løbet af 1960’ernes økonomiske opblomstring og velstandsstigning, og samtidig med at bilen blev alment udbredt som familie- og fritidskøretøj, blev sommerhusejerskab et massekulturelt fænomen. Det anslås, at der i slutningen af 1940’erne var under 10.000 sommerhuse i Danmark, antallet var i 1966 eksploderet til omkring 100.000 og i 1974 lige under 150.000. Mange af de nye parcelhusejere blev også sommerhusejere i 1960’erne og 70’erne. Der var flere funktionærer og selvstændige end arbejdere og ufaglærte blandt de nye sommerhusejere, og det var typisk byboere og ikke folk fra landdistrikter, der købte sommerhuse. Familier med et enfamilieshus som deres primære hjem var langt bedre repræsenteret blandt sommerhusejerne end dem, der boede i etagebyggeri.

Bestemte områder på Sjælland og i Jylland kom særligt til at lægge jord til det store byggeboom. Odsherred stod for mindst 13.000 af de nye sommerhuse, i Nordsjælland kom der mange nye sommerhuse til ved Dronningmølle, Munkerup og Smidstrup. I Jylland var det især ved Vestkysten: Blåvand, Henne Strand, Søndervig, Slettestrand, Tranum Strand, Blokhus og Løkken. På den jyske østkyst opstod et stort sommerhusområde mellem Hals og Hou i Vendsyssel, og på Djursland kom også flere tusinde nye sommerhuse til ved Fjellerup mod nord og Ebeltoft mod syd. Oftest købte folk sommerhuse inden for en times afstand i bil fra deres primære hjem.

De mange nye sommerhuse kom til at danne hele byer med matrikler, vejdannelser og stisystemer, og der blev gradvist indlagt el og vand. I forhold til mellemkrigstidens og 1950’ernes små og ofte selvbyggede sommerhuse, der kunne være helt ned til 6-10 kvadratmeter, begyndte man i 1960’erne at bygge større huse. I denne periode opstod der omkring 30 sommerhustypefirmaer med navne som Smidstrup-huset, Skarridsø Savværk, ETO Sommerhuse, Tønder Hytter, Pernille Huset og H+H Gasbeton.

De ringer – vi bringer. Et typesommerhus fra Skarridsø Savværk er på en blokvogn på vej til sin planlagte destination i 1950’ernes sommerhuslandskab. Et par mænd fra typehusfirmaet fulgte med og satte huset på plads. Fra 1950’erne og 1960’erne oplevede Danmark et boom i salget af sommerhuse og grunde. Foto: Jyderup Lokalarkiv

Efter boomet

I årtierne efter sommerhusboomet har flere forskellige tendenser været kendetegnende for sommerhuskulturen.

Allerede i 1960’erne begyndte organiseret sommerhusudlejning at være udbredt. I 1980’erne skete der en stor stigning i udlejningsaktiviteterne, fra 4,6 millioner overnatninger i 1984 til 17,4 millioner i 1993. Udlejningen havde derpå nogle år med stagnation, men de seneste år har den igen nået rekordhøjder på 20 millioner årlige udlejningsovernatninger. Blandt udlejningsgæster udgør tyskere omkring halvdelen, og danskere den anden halvdel, mens nordmænd, svenskere og andre nationaliteter kun udgør en mindre andel.

I 1991 blev det tilladt for danske pensionister og efterlønnere at anvende deres sommerhuse som primær bolig. Det har inden for de sidste årtier medført, at sammensætningen af sommerhusbeboere domineres af den ældre befolkningsgruppe på over 60 år. Både fordi det er denne del af befolkningen, der ejer flest sommerhuse, og fordi de altså nu har mulighed for at nyde alle årets måneder i deres andet hjem.

De fleste førstegenerationssommerhusejere fra boom-perioden er nu døde, og mange af sommerhusene er gået i arv til næste generation, ofte til flere søskende eller børnebørn. Sommerhuse bliver typisk længere i en familie end primære boliger gør.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.