Eventyret

De tidligste optegnelser om en havfrue-historie fra H.C. Andersens hånd stammer fra en rejse, som den unge digter foretog til Jylland i sommeren 1830. Rejseiveren bed sig fast. I de efterfølgende år - og resten af livet -  tog H.C. Andersen på adskillige rejser til Italien og det øvrige i Europa. Under indtryk af sin intense rejseaktivitet skrev han i 1837 eventyret om Den Lille Havfrue, der så brændende ønsker sig at få ben, så hun kan betræde landjorden.

For Den Lille Havfrue derimod repræsenterer menneskenes verden en mulighed for at forlade hjemmet og opleve en fremmed verden - friheden i det fjerne. Rejsen til landjorden bliver kun mulig gennem hendes forandring til menneske, hvor Den Lille Havfrue må blive en anden end hun er. Forandringen er fantastisk og frydefuld, men den viser sig også at være smertefuld og illusorisk. Havfruen kan ikke blive del af menneskenes verden, og historien ender tragisk. Måske udtrykker eventyret H.C. Andersens oplevelse af Italien - en evig fremmed, som er dømt til at opleve på afstand, selv om man gør sig de allerstørste anstrengelser? Eventyret er en fortælling om den rejsendes paradoks: Skal man søge intense oplevelser på afstand for så at vende tilbage til hjemmets tryghed - eller tværtimod søge den dybe og autentiske forbindelse, der giver varig forandring?

Det var eventyr som Den Lille Havfrue, der skabte H.C. Andersens verdensberømmelse, og i 1880 blev Danmarks mest berømte digter hædret med en skulptur i Kongens Have i København. Nogle årtier senere blev en af hans mest elskede eventyrfigurer også omsat til bronze.   

Skulpturen

Skulpturen af Den Lille Havfrue blev ikke skabt som et nationalsymbol, men som en hyldest til balletdanserinden Ellen Price (1878-1968), der dansede titelpartiet i balletten Den Lille Havfrue i 1909. Giveren var Københavns excentriske kunstmæcen, Carl Jacobsen (1842-1914), der netop i disse år var grebet af sin 'balletraptus'. For den aldrende brygger stod Den Kongelige Ballets danserinder som indbegrebet af ungdom og skønhed. Billedhuggeren Edvard Eriksen (1876-1959) skabte skulpturen, der blev opsat på Langelinie i august 1913.

Politiken skrev:"Da sad hun dér i al sin beskedne ynde, og der gik en bifaldsmumlen igennem de mange tilskuere. Brygger Jacobsen tog sin rose i munden og kørte bort. Vi havde kastet blomsten for havfruens fod, men vi har jo heller ikke skænket hele historien, der er en pryd for Langelinie".

Afsløringen af skulpturen tiltrak opmærksomhed fra et par hundrede forbipasserende. Derefter blev der stille, og ingen kunne ane, at København netop havde fået opstillet sit mest folkekære og ikoniske vartegn. Den Lille Havfrue førte i mange år en temmelig upåagtet tilværelse, mens Gefionspringvandet tiltrak sig den store opmærksomhed, ganske i overensstemmelse med datidens sans for nordiske myter og sagn. 

Attraktionen

I 1930'erne begyndte der så at ske noget. Turistforeningen for Danmark gik i gang med at fortælle nye historier til landets gæster. Man ville præsentere Danmark som et socialdemokratisk mønstersamfund. Forinden havde turistforeningen foretaget et grundigt udvalgsarbejde og fundet ud af, at H.C. Andersen betød uendeligt meget for Danmarks internationale image, og at Den Lille Havfrue var mere populær blandt turisterne end Nationalmuseet. Udvalget anbefalede, at man "med smag" udnyttede denne interesse. I de efterfølgende år begyndte forsigtige henvisninger til "H.C. Andersens eventyrlige København" at dukke op i turistbrochurerne, og turistforeningen producerede 'kvalitets-souvenirs' som modvægt til de mange reproduktioner, nips og tingel-tangel af skulpturen.

I 1939 udgav den engelske forfatter Monica Redlich en munter beskrivelse af livet i København, "Danish Delight", hvori hun bemærkede, at Den Lille Havfrue var blevet selve indbegrebet af Danmark for de udenlandske turister. Og tilføjede så: " Men hvorfor romantisk sørgmodighed og en helt igennem fjollet kærlighedsaffære er blevet til symbol for dette uromantiske, dette umelankolske, dette jævne og snusfornuftige folkefærd, er vanskeligt at forstå." Hun afslørede dermed, at Den Lille Havfrue havde opnået sin uantastede position som Københavns vigtigste turistattraktion, men også at turisternes interesse næppe var knyttet til noget dybt kendskab til H.C. Andersens originale eventyr.

Da der blev lagt nye skinner for dansk turisme, smeltede H.C. Andersens verdensberømmelse sammen med den havfrue-figur, han havde skabt 100 år tidligere til et nyt billede af Danmark som det lille, velhavende, ufarlige, smilende og socialdemokratiske kongerige langt mod nord, der på samme tid var internationalt og provinsielt, socialt ansvarligt, moderne og effektivt. Det hyggelige eventyrland.

Ikonet

I længden kunne billedet af det lykkelige eventyrland naturligvis ikke stå uimodsagt. Om morgenen den 25. april 1964 kunne aviserne bringe historien om, at Den Lille Havfrue i løbet af natten var blevet halshugget. Den umiddelbare reaktion var præget af forvirring og rådvildhed. Skulpturen blev repareret, så den snart var på sin plads på Langelinie og klar til at tage imod turisterne. Så god som ny.

Og så alligevel ikke. Noget var forandret. Måske var det rigtigt, som kunstneren Jørgen Nash (1920-2004) senere hævdede, at der var tale om en kunstnerisk happening. I hvert fald blev det senere husket sådan, og det ret ordinære hærværk krøb ind i den offentlige erindring som et symbolsk overgreb på nationens yndige datter, der var blevet angrebet og skændet. Skulpturens status som symbol på danskheden blev ikke undermineret, men snarere bekræftet. Og nyheden ramte alverdens avisforsider, der blot lagde nye alen til verdensberømmelsen. Den Lille Havfrue blev et globalt ikon for danskhed.

Da Den Lille Havfrue fik hovedet savet af i 1964 blev skulpturen allerede samme dag bragt til bronzestøberiet, der endnu havde de originale forme fra 1913. Et nyt hoved blev støbt og monteret på skulpturen. Hærværket vakte kolossal opsigt verden over og tidligere balletdanserinde Ellen Price, som havde været inspirationen til Den Lille Havfrue, blev interviewet til både danske og udenlandske medier. Her ses hun sammen med Den Lille Havfrue på værkstedet. Foto: John Stæhr (bragt med tilladelse af fotograf og rettighedshaver).

Udsendelse til Shanghai 2010

I 2010 stod Den Lille Havfrue igen-igen i fokus i en ophedet diskussion om turisme, kommercielle interesser, internationalt image og national identitet, da skulpturen blev udvalgt som hovedattraktion ved Danmarks bidrag til verdensudstillingen EXPO 2010 i Shanghai. Det blev et scoop for de danske arrangører, som med stolthed kunne konstatere, at den danske pavillon havde været den næstmest besøgte efter den kinesiske. 5,5 millioner gæster havde lagt vejen forbi. Det svarede til hele den danske befolkning derhjemme.

Ikke alle var dog lige begejstrede. Inden udsendelsen var foregået en hård kamp for at stoppe udlånet. Sagen var endog nået helt til Folketinget, hvor Karin Nødgaard (f. 1966) fra Dansk Folkeparti gjorde gældende, at skulpturen var et nationalt klenodie, som hørte til i København. Fra den modsatte side af Folketinget udtalte Enhedslistens Frank Aaen (f. 1951), at skulpturen overhovedet ikke repræsenterede danske værdier, men at man hellere skulle opstille en vindmølle. Erhvervsminister Brian Mikkelsen (f. 1966) mente, at Den Lille Havfrue var et stærkt brand, og at danske eksportinteresser måtte veje tungest. Og måske i et muntert forsøg på at afmontere debatten med nordjysk lune mente Orla Hav (f. 1952) fra Socialdemokratiet, at det kun ville være godt for havfruen at komme ud og opleve verden.  "At rejse er at leve", citerede han H.C. Andersen.

Kun Hans Christian Thoning (f. 1952) fra Venstre rakte tilbage til det originale eventyr fra 1837 og dets præmis om rejsen som et kulturmøde. "Eventyret om ’Den lille havfrue’ er en fortælling om at forlade sin hjemlige verden for at møde en anden, om at forene to kulturer, og måske allermest handler eventyret om troen på, at man ved at give afkald på noget af sig selv får meget mere tilbage", forklarede han under Folketingets debat. Det var en ædruelig udlægning af eventyrets morale.

Men hvad Den Lille Havfrue egentlig repræsenterer kan derfor i 2021 kun udtrykkes i flertal. For nogle er skulpturen selve inkarnationen af en traditionel dansk identitet. For andre står den i oplevelsesøkonomiens tjeneste som et af verdens stærke kommercielle brands. For atter andre kan skulpturen som globalt ikon udnyttes som international plakatsøjle for politiske budskaber, fx  'Free Hong Kong' og 'Racist fish', der blev påmalet skulpturen i 2020. For mange er hun Ariel, Disneys rødhårede havfrueprinsesse. Og for nogle enkelte er Den Lille Havfrue - endnu - et kunstværk i bronze i den naturalistiske tradition eller den tragiske heltinde i et eventyr fra 1837 af en af Danmarks største forfattere.

Hvad er hun for dig?

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.