Barndom og opvækst

Hans Christian Andersen kom til verden i Odense den 2. april 1805. Ifølge digterens egne udsagn var hjemmet fattigt, men rent og ordentligt, og barndommen lykkelig. Faderen, Hans Andersen, var skomager, og moderen, Anne Marie Andersdatter, arbejdede som tjenestepige og amme. Faderen var en blid og belæst mand, og det var ham, der introducerede H.C. Andersen til litteraturens verden. Farmoderen elskede og forkælede sit barnebarn. Hun fortalte ham en romantisk historie om, at hun var af fin familie. Hendes mormor skulle have været en adelig dame fra Kassel. I virkeligheden var hun datter af en postrytter fra Assens.

Da H.C. Andersens far døde i 1816, forsøgte moderen at sætte sønnen i arbejde, men Hans Christian ville væk fra fattigdommen og frem i verden. Den 4. september 1819 forlod han Odense som 'blind Passager', og mandag den 6. september gjorde han sit indtog i København. Moderens skæbne bekræftede H.C. Andersens store angst for social fortabelse. Hun endte som fattiglem i 1825 og døde i 1833.

Portræt af H.C. Andersen. Billedet er en såkaldt anskuelsestavle, der blev brugt i undervisningen fra begyndelsen af 1900-tallet. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Sangstudier og studentereksamen

Den unge H.C. Andersens plan og drøm var at blive skuespiller i København, hvilket ikke lykkedes. Derimod kom han ind på Det Kongelige Teaters syngeskole. Men snart satte kroppen sig på tværs, stemmen gik i overgang og de videre sangstudier måtte i 1822 opgives. Tabet af barnestemmen var i første omgang et tab af det redskab og talent, H.C. Andersen i sin barndom havde benyttet for at gøre indtryk på borgerskabet. Men det var også et tab, der åbnede dørene for den borgerlige dannelse og livet som digter. Med hjælp fra indflydelsesrige bekendtskaber i København, blandt andre direktøren for Det Kongelige Teater, Jonas Collin (1776-1861), kom H.C. Andersen på skolebænken, tog studentereksamen i 1828 og påbegyndte i samme periode sit egentlige forfatterskab, som snart gav ham den opmærksomhed, han havde stræbt efter hele sit liv.

Portræt af H.C. Andersen. Foto: F. Petersen, 1853. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Det tidlige forfatterskab

I de tidlige år var H.C. Andersen meget produktiv og udgav inden for mange genrer. Hans første større arbejde var den formeksperimenterende Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829 (1829), hvor en fantasirejse bliver en afprøvning af kunstens muligheder. Han udgav også rejseskildringer, en historisk roman, skuespil og fem digtsamlinger. Nogle af hans digte blev senere sat i musik og blev folkeeje: ”Hist hvor Vejen slaar en Bugt”, ”I Danmark er jeg født” og ”Jylland mellem tvende Have.”

Det var dog først med romanen Improvisatoren (1835), at H.C. Andersen fik sit egentlige gennembrud som forfatter. Bogen er en klassisk dannelsesroman i forlængelse af Goethes Wilhelm Meisters Læreår (1795), og den giver mindelser om H.C. Andersens egen livsrejse. Hovedpersonen, den kunstnerisk begavede Antonio, er et underklassebarn, som må gennemleve mange kriser, inden han finder lykken. Helt så godt går det ikke for hovedpersonerne i de følgende to romaner, O.T. (1836) og Kun en Spillemand (1837). De ender med at sande, at den mørke fortid følger et menneske livet igennem, og at tilværelsen ikke kan styres og formes ad viljens vej. Med få års mellemrum betvivler H.C. Andersen således sin opfattelse af menneskets muligheder for at sejre gennem evne og vilje. Romantikkens forestilling om dannelse, som H.C. Andersen bekræftede med sin egen eksemplariske dannelsesfærd fra grim ælling til smuk svane, sætter digtningen spørgsmålstegn ved. Og tvivlen og splittelsen viser sig at blive en rød tråd i forfatterskabet.

H.C. Andersen i iscenesat samvær med barn. Foto: G.E. Hansen, 1874 Fra: Det Kgl. Bibliotek

Eventyrene

Det blev ikke de tre romaner, som gjorde H.C. Andersen verdensberømt, men derimod nogle små uanselige hæfter med Eventyr, fortalte for Børn. Første hæfte udkom i foråret 1835, samme år som Improvisatoren, og det indeholdt fire eventyr: Fyrtøjet, Lille Claus og store Claus, Prindsessen på Ærten og Den lille Idas Blomster. Andet hæfte udkom i december 1835, tredje hæfte i 1837 og mange flere fulgte de følgende år – i alt skrev H.C. Andersen omkring 200 eventyr. Fra 1830’erne og 40’erne stammer nogle af de mest berømte eventyr: Tommelise, Den uartige Dreng, Reisekammeraten, Den lille Havfrue, Keiserens nye Klæder, Den standhaftige Tinsoldat, Ole Lukøie, Svinedrengen, Nattergalen og Den grimme Ælling.

I disse eventyr fandt H.C. Andersen sin egen stemme, og han skabte en original genre. Forbilledet var folkeeventyret og den mundtlige formidling, som var på mode i samtidens litteratur. Men hvor folkeeventyret er en mundtlig fortælling sat på skrift (eksempelvis brødrene Grimms eventyr fra begyndelsen af 1800-tallet), er H.C. Andersens eventyr en tekst, der efterligner mundtligheden. Eller som H.C. Andersen-forskeren Klaus P. Mortensen har formuleret det: ”Det andersenske eventyr er et kunsteventyr, der forsøger at skjule sin egen kunstfærdighed.” I sin særegne form formåede H.C. Andersen således at forene dobbeltheden af umiddelbarhed og iscenesættelse, som allerede blev udstukket i barndommens splittelse mellem poesi og selvbevidsthed.

Kendetegnende for Andersens eventyr er den stadige udveksling mellem uskyld og tab af uskyld, den ægte ”hjertets dannelse” over for den kølige, kunstige, fornuftige og overfladiske indstilling til livet. Denne bevægelse er det i sidste ende kun den voksne læser, der kan forstå, fordi den kræver, at man selv har gjort bevægelsen og rejsen fra barndommens uskyld til voksendommens tab og bevidsthed. Det var da også H.C. Andersens ønske, at eventyrene ikke kun blev læst for børn, men også anerkendt og forstået af et voksent publikum. Nogle af de senere eventyr må regnes for egentlig voksenlitteratur i eventyrlig ramme, blandt andre Grantræet og Sneedronningen (1844/45), Klokken (1845) og Skyggen (1847).

Anden side af manuskriptet til eventyret Tællelyset. Det vurderes, at Tællelyset er H.C. Andersens første eventyr. Det blev fundet i 2012 i Landsarkivet for Fyn. Foto: Rigsarkivet 

Sammenhængen mellem H.C. Andersens liv, kunst og samtid

I sin første selvbiografi fra 1832 – Levnedsbog – skildrer H.C. Andersen en episode fra barndommen, der fik afgørende betydning for hans liv:

Justitsraad Falbes Have stødte op til mine Forældres og tæt ved laae den gamle St. Knuds Kirke; naar nu om Aftenen Klokkerne ringede, sad jeg i underlige Drømme og saae paa Møllehjulet og sang da mine Improvisationer. Ofte lyttede de Fremmede i Falbes Have […] Jeg mærkede ofte mine Tilhørere bag Plankeværket og det smigrede mig. – Saaledes blev jeg bekjendt og man begyndte at sende Bud efter mig for at høre, som man kaldte mig, ”den lille fynske Nattergal”.

Episoden viser et spaltet barn, der på den ene side er poetisk og sværmerisk og på den anden side er stærkt selvbevidst, selviscenesættende og ivrig efter at gøre lykke i de finere kredse. I sangen udtrykker barnet sine følelser og drømme. Men sangen er også et adgangskort til borgerskabet og berømmelsen som ”den lille fynske Nattergal”. Denne dobbelthed af kunstnerisk talent og sociale ambitioner skulle vise sig at blive kendetegnende for H.C. Andersens livsvej. For det lå ikke just i kortene, at den fattige skomagersøn skulle ende som verdensberømt eventyrdigter. Det krævede et stort talent, men også en stærk vilje til at komme frem i verden og overvinde 1800-tallets dybe og skarpe klasseskel. H.C. Andersen mestrede begge dele, og i sin anden selvbiografi, hovedværket Mit Livs Eventyr fra 1855, kunne forfatteren indlede sin livshistorie med følgende ord: ”Mit Liv er et smukt Eventyr, saa rigt og lyksaligt!”.

Der er en nær forbindelse mellem liv og kunst i H.C. Andersens forfatterskab.  Og omdrejningspunktet er en moderne rastløshed og stadig længsel efter noget andet: et andet sted, et andet menneske, en anden sindstilstand, en anden social status, mere anerkendelse, mere bekræftelse og mere tryghed. Længslen førte H.C. Andersen ud på talrige rejser, og her mødte han landskaber, steder, kulturer, mennesker og farverige og inspirerende miljøer. Men længslen betød samtidig, at han aldrig fik sit eget hjem.

Livet igennem forblev han proletarbarnet, der kæmpede sig frem i verden og overvandt de sociale skel. Og det lykkedes over al måde i det ydre. H.C. Andersen blev verdensberømt, velhavende og en af landets mest fremtrædende og fejrede personer. Hans begravelse i København den 11. august 1875 var en national sørgehøjtid. I det indre derimod faldt H.C. Andersen aldrig til ro, og hans selvbiografier, dagbøger og mange breve vidner om store følelsesmæssige problemer og et humør, der svingede mellem optimisme og mismod, tro og tvivl, kristen opstandelse og tilintetgørelse. Alle disse mange modsatrettede længsler, følelser, oplevelser og indtryk formåede H.C. Andersen imidlertid at omsætte til stor kunst, og hans eminente poetiske evne til at indleve sig i andre og udtrykke sig selv gjorde ham til den geniale digter, han var.

Den opstemte H.C. Andersen ca. 1865. Foto: Det Kgl. Bibliotek