Opvækst og ungdom i København

J.P. Jacobsen[1] blev født 7. april 1847 i Thisted som søn af Christen Jacobsen og Benthe Marie Hundahl. Faderen ernærede sig og familien som landmand, skibsreder og ved andre forretninger. De var forholdsvis velhavende og boede fra Jacobsen var to år i en stor købmandsgård ved havnen i Thisted, som dengang var en mindre købstad med omkring 2-3000 indbyggere. Det var et jordbundent miljø, hvor faderen var driftig og hårdtarbejdende, mens moderen beskrives som jævn og varmhjertet. Jacobsen havde to andre søskende, som overlevede den tidlige barndom. Man kan genfinde træk af Jacobsens egen barndom i den senere romanperson Niels Lyhnes fantasilege med legekammeraten Frithiof. Jacobsen var en livlig og følsom dreng, der tidligt skrev vers og var planteinteresseret, men ikke særlig flittig i skolen.

Ungdoms portræt af J.P. Jacobsen. Fra: Det Kgl. Bibliotek

I 1863 kom han som 16-årig til København og begyndte på brødrene Dahls studenterkursus, mens han blev privat indlogeret. Han havde dog andre ting i hovedet, specielt sin store interesse for botanik og digtning, så da han i 1866 gik op til eksamen, dumpede han. Det var et hårdt slag for familien, men han fik alligevel lov til at gøre et nyt forsøg, idet han flyttede til et billigere logi, fr. Zoffmanns studenterpensionat i Studiestræde 18. I det hele taget måtte han leve med materiel knaphed i de følgende år.

Han gennemlevede desuden en ungdomskrise, som relaterede sig til det at blive voksen, et opgør med religionen, forholdet til barndomsveninden Anna og tvivl om hvilken af sine interesser, han skulle gøre til sin livsvej - botanikken eller digtningen. Den omtalte barndomsveninde, Anna Michelsen, var antageligt den kvinde, som kom til at stå ham nærmest i løbet af hans levetid, men de realiserede aldrig et kærlighedsforhold. Hun nærede varme følelser for ham, men det er mere usikkert, hvordan hans følelser var for hende. Sandsynligvis var han ikke nær så interesseret i hende, og de havde også forskelligt syn på religionen. De gled efterhånden fra hinanden, og senere udviklede hun en sindssygdom.

Ungdomsdigtning og naturvidenskabelige studier

I 1867 bestod Jacobsen studentereksamen og begyndte i efteråret 1868 at læse naturhistorie med speciale i botanik ved Københavns Universitet. I disse år skrev Jacobsen også to større digtværker, Hervert Sperring (1866-68) og En Kactus springer ud (1868-70), som begge er romantiske digtkredse, den sidste ufuldendt og indrammet af en lille prosafortælling. Forlagene ville ikke antage Hervert Sperring, og da Jacobsen i 1869 opsøgte Georg Brandes med En Kactus... og andre digte, blev han afvist med beskeden om, at det var for "spredt" og "usikkert".

Fra 1870 tog Jacobsens aktiviteter i forbindelse med hans naturstudier til. I 1868 havde han for egen regning været på botanisk studietur til Bornholm, men i 1870 tog han til Læsø og Anholt som medlem og med finansiering af Botanisk Forening. Ved universitetet indleverede han i december 1872 en prisopgave i sit speciale, ferskvandsalgerne, som han fik tilkendt guldmedaljen for i april 1873. I disse år tog han også arbejde som populærvidenskabelig formidler af Darwins banebrydende teorier om evolution og menneskets oprindelse ved Nyt dansk Maanedsskrift. Tidligere havde teorierne fra 1859 og 1871 overvejende været kendt i fagkredse, men de blev hermed introduceret for et bredere publikum. På baggrund af udgivelsen af disse artikler fik J.P. Jacobsen en aftale med Gyldendal om at oversætte Darwins værker, både On the Origin of Species og The Descent of Man. Den første oversættelse udkom i flere dele i 1871-72, den anden i årene 1874-75.

Brandes og digterisk debut

Den tidligere afviste digter kom nu på baggrund af sine naturvidenskabelige arbejder ind i kredsen omkring Brandes og var med til at etablere foredragsforeningen Litteraturselskabet i 1872. Brandes havde i 1871 holdt sine berømte forelæsninger om det 19. århundredes litteratur i Danmark og udlandet, hvor han slog til lyd for, at litteraturen skulle sætte problemer under debat. Han mente, at et moderne samfund skulle bygge på den positivistiske videnskab. På denne måde passede J.P. Jacobsens videnskabelige arbejde fint til de nye idéer. Men han havde stadig sine ambitioner som digter i behold.

En aften i 1872, han tilbragte i vennen Edvard Brandes selskab, hentede han digtet "En Arabesk", kendt som Pan-arabesken, frem og reciterede det for den forbavsede ven, der udbrød et: "Men du er jo Digter!". Herefter gik det hurtigt de følgende måneder med at få skrevet novellen "Mogens", som udkom i Nyt dansk Maanedsskrift og blev hans digteriske debut og et gennembrud for naturalismen og impressionismen i nordisk fiktionsprosa. J.P. Jacobsen havde haft ambitioner om at "overføre Naturens evige Love, Herligheder, Gaader og Undere i Digtningens Verden" – og det kan siges at være lykkedes med "Mogens". 

Portrærtfoto af J.P. Jacobsen. Fra: Det Kgl. Bibliotek  

Fru Marie Grubbe

Fru Marie Grubbe. Interieurer fra det syttende Aarhundrede er J.P. Jacobsens første roman fra 1876 og hans litterære gennembrud. Den beskriver den historiske person Marie Grubbes liv og sociale deroute gennem forholdet til seks forskellige mænd. Den var lidt af en skandalesucces i samtiden: Anmelderne var overvejende positive, men skildringen af heltindens egenrådige forhold til mænd og fald fra fornem adelsfrue til færgekone på Falster vakte også opstandelse. Det blev betragtet som en lidt vovet fortælling.

Den historiske Marie Grubbe levede fra ca. 1643 til 1718, og J.P. Jacobsen lagde et kæmpe researcharbejde til grund for romanen, der således er en historisk roman, men samtidig skaber sit eget selvstændige univers. Det er også en udviklingsroman, men som noget nyt i tiden for denne genre er dels, at det er en kvindeskæbne, der følges, dels at kompositionen er meget opbrudt, hvilket man var meget kritiske overfor i samtiden. Mange anmeldere anså også romanen for at være naturalistisk, hvilket passer med dens fokus på heltindens driftsliv og hele forfatterens arbejdsmetode. Brandeskredsen mente dog uofficielt, at romanen havde nogle mangler i forhold til at fremstå som programroman for naturalismen. Men dens holdning om kvindens ligeret med mænd til at søge social og erotisk tilfredsstillelse var ny og moderne. Romanen kan med Jacobsens egne ord siges at handle om Marie Grubbes kamp "for at være til på sin egen Maade". Den betegnes som skelsættende i dansk litteratur. 

Niels Lyhne

J.P. Jacobsens anden roman fra 1880, Niels Lyhne, er også en udviklingsroman, nærmere betegnet en desillusionsroman. Igen er kompositionen meget opbrudt, og der er store lakuner i tidsforløbet, som strækker sig fra Niels’ fødsel i 1828 til hans død i krigen 1864. Georg Brandes beskrev opbygningen, som at hovedpersonen føres "gennem en Allé af Bipersoner". Bogen skulle ifølge Jacobsen selv forestille at handle om "daarlige Fritænkere" i generationen før Jacobsens egen og var på denne måde lagt an som en historisk roman om den nære fortid. Men den historiske ramme opfattes som en anakronisme - det er snarere tiden omkring det moderne gennembrud, inspirationen er hentet fra, og forlægget for Niels Lyhne er sandsynligvis Jacobsen selv.

Niels Lyhne vil jo være digter, men det forbliver fantasi, han mangler handlekraft. Alt i alt går det Niels Lyhne skidt, idet han både må renoncere på sine digterdrømme, i slutningen mister sin unge kone, Gerda, og deres barn og i den forbindelse frafalder sin ateistiske overbevisning. Han formår ikke "at bære Livet som det var", som er hans ideal, og dør efterfølgende i krig. Romanen blev modtaget som stor sprogkunst, men der var kritik af opbygningen, den historiske placering af værket, og nogle anmeldere stillede sig tvivlende overfor, hvorvidt romanen ville formidle et positivt billede af ateismen som livsanskuelse. Brandes-brødrene var skuffede, men holdt til dels dette tilbage i deres officielle anmeldelser. 

Jacobsens sidste år og udgivelser

Jacobsen nåede at få udgivet endnu en bog, mens han levede: Mogens og andre noveller (1882) med debutnovellen og fem andre noveller og skitser, hvoraf de fleste tidligere var udkommet i tidsskrifter. Jacobsen fik kun udgivet seks digte i sin levetid, men efter hans død udgav Edvard Brandes og Vilhelm Møller i 1886 et større udvalg med titlen Digte og Udkast, som kom til at påvirke europæisk lyrik i slutningen af århundredet. Det er i særlig grad Jacobsens "arabesk-digtning", som bibringer noget nyt og originalt til lyrikken. Men også Jacobsens prosa er kendetegnet ved sit lyriske og raffinerede udtryk, bl.a. i lyriske, impressionistiske naturpassager.

Hos Jacobsen vægtes stilen over det stoflige, men stilen spiller også sammen med det indholdsmæssige, idet den anvendes til at fremkalde skildringens stemninger. Samtidig ses det, at sproget får selvstændig karakter i kunstværket, hvilket er et moderne træk, som sammen med Jacobsens formeksperimenter peger frem mod symbolismen. Jacobsen opnåede også stor anerkendelse uden for landets grænser, især i Tyskland, hvor han var digteren Rainer Maria Rilkes (1875-1926) yndlingsdigter. Han står som en af de største stilister i dansk litteraturhistorie. 

I sommeren 1873 tog J.P. Jacobsen på en dannelsesrejse gennem Tyskland og Østrig til Norditalien, hvor han i Firenze fik nogle foruroligende symptomer og rejste hjem. Hjemme fik han konstateret lungetuberkulose, som var en hyppig dødsårsag på tiden. Han levede endnu i 12 år, hvor han nåede ud på to udlandsrejser mere (i 1877 og -78) og hjemme boede skiftevis i København og i barndomshjemmet i Thisted, mens det gik op og ned med hans helbred, og han fik udgivet sine tre bøger.

I sine senere år fik Jacobsen af familien Kielland kaldenavnet "Excellencen" og blev generelt opfattet som en aristokratisk natur. Udadtil fremstod han meget venlig og imødekommende, men han var også et privat menneske, der ikke lod sine venner komme for tæt på. Det sidste års tid boede han hos familien i Thisted, hvor kræfterne gradvist svandt, og han døde d. 30. april 1885, 38 år gammel.

J.P. Jacobsens grav på Thisted Gamle Kirkegård. Fra: Det Kgl. Bibliotek

[1] Note: Bemærk at forbogstavet J i J.P. Jacobsen udtales som et I. I hans levetid anvendte man gotisk skrift, hvor der på tryk ikke blev skelnet mellem stort J og I. Da det var tradition at give I’et forrang i udtalen for J, fik man udtalen "I.P. Jacobsen", som er hængt ved lige siden, selvom man efter ca. år 1875 gik over til latinske bogstaver.